Sprogfagene vil forene videnskabelighed med et kulturelt dannelsesaspekt, men i denne sammenhæng er der primært fokus på fagenes videnskabelige aspekt. Tilsvarende er den omfattende undervisning i sprogindlæring ved hjælp af pædagogiske metoder sat i parentes.
Som videnskabsfag er sprogfagene forpligtet til at udvikle viden om, hvordan vi kan fortolke og forstå sproglige udtryksformer – dvs. værker, kulturelle traditioner, medier, genrer og i det hele taget sproget i videste forstand. Det betyder, at den fagvidenskabelige aktivitet vil oparbejde en avanceret sproglig bevidsthed, hvormed vi kan reflektere, analysere og fortolke sprogets mange betydningsstrukturer. Denne mangfoldighed i fagene er indrammet af de nationale sprog, som de har udviklet sig historisk, og som det anvendes i almindelig sprogbrug, litteratur og medier (herunder digitale).
Med henvisning til sprogfagenes stærkt forskelsprægede og foranderlige genstandsfelt, er det rimeligt at definere deres vidensmål som idiografisk snarere end nomotetisk, om end lingvistiske udsagn om især grammatiske strukturer kan have en relativt mere stabil og dermed nomotetisk karakter.
Sprogfagene trækker på især tre forskellige videnskaber: litteraturvidenskab (æstetisk teori og (litteratur-)historie), sprogvidenskab (lingvistik) og medievidenskab (historie- og teoridannelse om film, tv, radio og digitale medier). Hertil kommer forskellige, videnskabelige traditioner for undersøgelser af det nationale, hhv. de relevante sprogområder i historisk, æstetisk og sproglig forstand, herunder etno- og antropologisk forskning i identitet, mentalitet og værdier.
Hver af disse videnskaber udgør et kompliceret felt, som sprogfagene trækker på i en totalitet af felternes indbyrdes og interne traditioner, konflikter og forskydninger. Det betyder, at det er urimeligt at udpege én ”sprogfaglig videnskab.” I stedet kan man formulere nogle formelle træk, de omtalte videnskaber alle benytter.
Målet for en sprogfaglig undersøgelse befinder sig almindeligvis et sted mellem genstandens (fx en given teksts) udtryk for intention og årsager – man undersøger altså mulige intentioner og kausale forhold, der kan bidrage til en fortolkning af genstanden. Her skal man bemærke, at ”intention” ikke nødvendigvis henviser til en given ophavsperson, men til de betydninger af fx værdier, der kan uddrages af tekstens form og indhold. Tilsvarende er den kausalitet, der kan ytre sig i en teksts strukturer eller i dens referencer til forskellige kontekster, sagtens i stand til at unddrage sig ophavspersonens bevidste intentioner.
Man kan forklare den indvikling, som angår sprogfagenes videnskabelige synsvinkler, med deres humanvidenskabelige karakter. I humanvidenskab undersøger man sprog (i videste forstand) ved hjælp af (videnskabeligt) sprog. Det videnskabelige sprog deler altså sin sproglighed med sit genstandsfelt. Mange forskellige, sprogfaglige metoder har videnskabelig status, fordi de hver for sig er netop metodiske, genstandsfaste, begrebskonsistente, logisk-systematiske og vidensproduktive: de indløser alle forskellige af fagenes vidensmål. Men ingen af dem har absolut autoritet. Blandt andet fordi man ikke kan undersøge sprog ved hjælp af andet end sprog, og en teori om sprog kan ikke ”overskue” sproget i absolut forstand, fordi den selv er en del af det.
Videnskabelig sprogfaglighed tager udgangspunkt i en erkendelsesinteresse, der udtrykker sig i en epistemologisk position. Epistemologi er læren om viden, og når man skal arbejde videnskabeligt med en sprogfaglig genstand – fx et værk eller et sociolingvistisk fænomen – tager man udgangspunkt i eksisterende viden om genstanden, eller mere præcist: i en eksisterende teori, der interesserer sig for genstanden eller for forhold, der har relevans for genstanden, på en bestemt måde.
Som det også fremgår i kapitlerne om sprogfagenes vidensmål og deres teorigrundlag, funderer de sig i mange forskellige teorier – de er således polyparadigmatiske.
De forskellige teorier, eller epistemologiske positioner, præsenteres summarisk i kapitlet Teorigrundlag for metoder i ”SPROG.” Som epistemologisk udgangspunkt fungerer teorierne iværksættende for to overordnede arbejdsmetoder: den eksplorative og den hypotetisk-deduktive metode. Den eksplorative metode har til formål at opdage ny viden og danne nye begreber, mens den hypotetisk-deduktive metode har til formål at teste og be- eller afkræfte den viden eller ”lov”, der er indeholdt i hypotesens deduktive udgangspunkt – det kan fx være en teori om, at alle engelsk litteratur i perioden 1915-1930 er determineret af ”High Modernism.” Begge arbejdsmetoder har et epistemologisk udgangspunkt, men for den eksplorative metodes vedkommende gælder altså, at den har til formål at investere sit udgangspunkt i forsøget på at komme frem til ny viden: der kunne fx være tale om, at man ville frem til et overblik over, hvordan ”High Modernism” bliver diskuteret og varieret i periodens engelske litteratur.
Både den eksplorative og den hypotetisk-deduktive arbejdsmetode anvender givne, teoretiske epistemer som udgangspunkt for deres arbejde med fagets genstande, idet en sprogfaglig teori nemlig er metodedefinerende og medfører særlige analyse- og fortolkningsstrategier.
Metoderne er mulige fremgangsmåder for analyse og fortolkning, som består i, at man stiller en særlig type spørgsmål og problemformuleringer til en tekst/faglig genstand. Spørgsmålene udtrykker nogle strategiske interesser, der er begrundet i forskellige teorier om, hvad der er vigtigt at vide om fagets genstandsfelter. Teorierne angiver særlige mål for metodiske undersøgelser og er i den forstand metodedefinerende.
Her er det væsentligt at skelne mellem de forskellige, videnskabelige traditioner, sprogfagene trækker på. I et litterært projekt vil den metodiske analysestrategi typisk være begrundet i en litteraturteori (det kunne være nyhistorisme eller feminisme m.m.), der tilsigter en på en gang stilistisk, tematisk og historisk fortolkning, mens et sprogligt projekt typisk baserer sig i en lingvistisk teori (fx strukturalisme eller pragmatisme) og tilsigter en beskrivelse af sprogbrugen. Et medieprojekt kan dels basere sig i de litterære teorier, dels i specifikke billed- og medieteorier (fx om betydningen af kameraindstillinger eller betydningsindholdet af de digitale mediers radikalt manipulérbare form).
De forskellige, teoretiske udgangspunkter betyder, at der er forskel på, hvad forskellige, sprogfaglige analyse- og fortolkningsstrategier interesserer sig for. Mens en psykologisk teori vil interessere sig for fx karakterers psykologi for at kvalificere udviklingen af psykologisk viden, vil en socialpolitisk teori interesserer sig for socioøkonomiske magtforhold for at kvalificere den sociologiske viden. Måden, teorierne producerer viden på skal være metodisk, og metoderne handler om, hvordan man behandler empiri. Både eksplorative og hypotetisk-deduktive arbejdsmetoder investerer deres analyse- og fortolkningsstrategier i undersøgelsen af en faglig genstands empiri.
Den eksplorative arbejdsmetode søger at ”opdage” eller udvikle ny viden og nye begreber om det sproglige genstandsfelt ved at anvende teorier (epistemologiske positioner) på nye genstande (fx en ny tekst eller en gammel tekst, der bliver fortolket med udgangspunkt i en teori, som ikke før har været anvendt på teksten) for at undersøge og definere de variationer, genstanden aftvinger det givne, teoretiske begrebsapparat.
Den hypotetisk-deduktive metode afsøger eller tester, om det epistemologiske udgangspunkt kan bekræftes som en god fortolkningsstrategi, eller, om den snarere bliver tilbagevist i mødet med tekstens empiriske virkelighed.
Mens det forudsatte begrebsapparat (dvs. den epistemologisk og teoretisk funderede fortolkningsstrategi) udgør et deduktivt element i den empiriske analyse, hvor man er tæt på genstanden og undersøger dens bestanddele, udgør den metodiske analyse i sig selv en mulighedsbetingelse induktive og/eller abduktive slutninger fra analyse til teori og/eller konklusion (se nedenfor).
Muligheden for, at en hypotese møder hel eller delvis tilbagevisning i mødet med en given tekst/genstand, er ikke ualmindelig i sprogfagligt arbejde. Det gælder især for kunstneriske udtryk, at de er idiografiske og i en vis forstand teori-resistente, og i stand til at generere nye fortolkninger. Det er derfor, videnskabeligt arbejde med sprogfagenes genstande ofte bliver eksplorativt, snarere end hypotetisk-deduktivt. I praksis er man ofte nødt til at møde dem med flere analyse- og fortolkningsstrategier (fx om en teksts litteraturhistoriske + biografiske + politiske intentioner og årsager).
Undersøgelsen af fortolkningsstrategiernes rækkevidde og muligheder i forhold til den enkelte tekst/fortolkningsgenstand kan fungere som …
et induktivt arbejde, der altså tager udgangspunkt i en teoretisk hypotese (deduktion), men via den empiriske undersøgelse af genstanden kommer frem til en ny, kategoriserende fortolkning af genstanden, idet fortolkningen da kommer til at fungere som en samlet teori om genstanden…
Men reelt er det som sagt vanskeligt at afslutte teoridannelsen om sprogfagenes genstande, fordi de har en tendens til at generere nye, mulige tanker og dermed ny viden om sprogbrugen i helt generel forstand. Derfor er der oftest tale om …
et abduktivt arbejde, hvor man sammenføjer sin(e) indledende hypotese(r) (deduktiv teori) og sin empiriske læsning (induktiv analyse) i en ny, mulig teori (fortolkning) om såvel teksten/genstanden som den ”verden,” den tematiserer. Den abduktive slutning kan efterfølgende fungere som udgangspunkt for nye undersøgelser.
Den abduktive slutning vil almindeligvis resultere i nye begrebsdannelser og er ofte anvendt i humanvidenskabelig forskning, som derfor er udtalt eksplorativ. Den er sjældnere udfoldet i gymnasiesammenhæng, hvor faget oftere er hypotetisk-deduktivt afsøgende, idet underviseren ofte har en – mere eller mindre udtalt – teoretisk funderet fortolkningsstrategi, der bliver testet (og bekræftet!) med eleverne.
Som nævnt i Vidensmål i videnskabsfaget ”SPROG” trækker fagene på mange forskellige teorier, fordi mange forskellige teorier er anvendelige og produktive, når det handler om at producere viden om danskfagets genstande. Se en (engelsk) oversigt over nogle af de mest almindelige her: http://www.kristisiegel.com/theory.htm, hvor man finder en kort introduktion og en god litteraturoversigt til hhv. nykritik, psykoanalyse, marxisme, postkolonialisme, eksistentialisme, hermeneutik, strukturalisme, semiotik, dekonstruktion, postmodernisme, nyhistoricisme, receptionsteori, feminisme og biografisme. For en moderne, sprogteoretisk metode, bør pragmatismen tilføjes – se fx her: http://plato.stanford.edu/entries/pragmatism/ – og selvfølgelig lingvistik i bred forstand, se fx http://da.wikipedia.org/wiki/Sprogforskning.
Når det kommer til en vurdering eller bedømmelse af de sprogfaglige teoriers evne til at formulere sande (ubetvivlelige) udsagn om deres genstandsfelter, er det nok en realistisk antagelse, at de fleste af fagets udøvere anvender en fallibilistisk vurderingsmetode. Fallibilismen hævder, at mens vi næppe er i stand til at vide, hvad der er sandt, er vi dog i stand til at afsløre, hvad der er falsk eller forkert ved hjælp af en videnskabeligt funderet kritik. Man kan altså ikke nødvendigvis udpege den sande forståelse af en tekst, men det betyder ikke, at man i videnskabelig forstand kan sige hvad som helst om den.
UVMs læreplan for sprogfagene (stx) definerer en række ”faglige mål”, som nedenfor knyttes til en række mulige, teoretiske indgangsvinkler, der hver for sig medfører bestemt arbejdsmetoder, forstået som måder at stille spørgsmål til genstanden på:
ª
ENGELSK/A
– gøre rede for indhold, synspunkter og stilforskelle i forskellige typer engelsksprogede tekster og mediestof, herunder film
– analysere og fortolke forskellige nyere og ældre teksttyper samt mediestof, herunder film, med anvendelse af faglig terminologi
– perspektivere det givne materiale litteraturhistorisk, kulturelt, samfundsmæssigt og historisk
– anvende en grundviden om historiske, kulturelle og samfundsmæssige forhold i Storbritannien og USA til analyse og perspektivering af aktuelle forhold
– analysere og beskrive engelsk sprog grammatisk og stilistisk med anvendelse af relevant faglig terminologi
– demonstrere indsigt i fagets identitet og metoder.
ENGELSK/B
– forstå mundtligt og skriftligt engelsk om almene og faglige emner
– beherske et varieret ordforråd, som gør det muligt at deltage i en samtale og diskussion på engelsk
– give en nuanceret, sammenhængende mundtlig og skriftlig fremstilling af alment kendte og faglige emner på et flydende og hovedsageligt korrekt engelsk
– gøre rede for indhold og synspunkter i forskellige typer engelsksprogede tekster og mediestof, herunder film
– analysere og fortolke litterære tekster, ikke-litterære tekster og mediestof, herunder film, med anvendelse af faglig terminologi
– perspektivere det givne materiale kulturelt, samfundsmæssigt og historisk
– anvende en grundviden om historiske, kulturelle og samfundsmæssige forhold i Storbritannien og USA til analyse og perspektivering af aktuelle forhold
– orientere sig i et større engelsksproget stof, herunder sortere i og vurdere forskellige informationskilder
– analysere og beskrive engelsk sprog med anvendelse af relevant faglig terminologi
– anvende faglige opslagsværker og øvrige hjælpemidler
– demonstrere indsigt i fagets identitet og metoder.
Kommentarer fra faggruppen:
I engelskundervisningen lægges sjældent eksplicit fokus på litteraturteori og sprogteori. Vi karakteriserer faget som overvejende praksisorienteret, hvor skoler og teorier anvendes sporadisk, hvis teksten lægger op til det. Eller man kan karakterisere faget som overvejende traditionelt filologisk, hvor vi ofte læser en tekst ud fra/i dens historiske kontekst (dokumentarisk) men med udgangspunkt i en nærlæsning (monumentarisk) af teksten.