Mediefag er forpligtet til at etablere en kritisk og velinformeret bevidsthed om virkemidler og betydningsdannende strukturer i film- og tv-produktion – dels via analyser af massemedieproduktioner, dels via praktisk erfaring med film- og/eller tv-produktion. Som videnskabsfag betragtet er mediefag først og fremmest et humanvidenskabeligt fag, der ligesom fx dansk og sprogfagene har til formål at danne viden om kulturprodukter; her altså af den art, der udtrykker sig i levende billeder inden for såvel fiktions- som fakta-genrer. I denne sammenhæng, hvor mediefag præsenteres som AT-samarbejdsfag, er der således ikke særligt fokus på de praktiske aspekter af faget, som ellers dominerer gymnasieelevers almindelige omgang med mediefag.
Dette genstandsfelts store og stigende omfang betyder, at mediefags vidensmål er mere idiografisk end nomotetisk, for så vidt, at ikke alt, der gælder som viden om ét medieprodukt også kan gælde for alle andre. Ikke desto mindre er megen medieforskning investeret i at forklare – snarere end at fortolke – hvordan bestemte optiske og filmiske virkemidler faktisk kan forklares nomotetisk: det gælder såvel beskrivelser af montagens sensoriske og narrative betydning for (alle) film og (alt) tv, som beskrivelser af bestemte optiske manipulationers betydning for receptionen af (alle) film og (alt) tv – fx skaber anvendelse af mørke alt andet lige et element af utryghed hos beskueren, uanset, om der er tale om dokumentarfilm eller børne-tv.
Når idiografiske indsigter alligevel dominerer mediefaglig videnskab hænger det selvfølgelig sammen med genstandsfeltets variation og fortsatte udviklingshistorie: genrer forandrer sig, og det gør medieteknologien som bekendt også. Det betyder fx, at montageprincipperne for film- og tv-produktion har været udsat for forandringer under indtryk af de seneste cirka 30 års digitalisering. De betydningsstrukturer, det er muligt at etablere i et filmsprog, der er sammensat af pixler, har ikke alting til fælles med den klippeteknik, man kunne anvende i cellouid#. Sådanne forskydninger etablerer medievidenskabens historiske genstandsfelt og deltager i etableringen af fagets egen historicitet.
Medievidenskab kan udfolde sig som studier af den slags teknisk funderede historier og de både kausale og intentionelle fænomener, der skaber deres sammenhænge og forskydninger, men den kan også fokusere på meget andet, fra værkorienterede analyser og fortolkninger af en given instruktørs – eller fakta- og soap-genrers – kulturelle betydning, til undersøgelser af film- eller tv-mediets ontologiske status, herunder diskussioner om den medierede virkelighed som reproduceret og/eller selvstændigt aspekt af virkeligheden.
Mediefag er et polyparadigmatisk fag. Det betyder, at mange forskellige teoretiske positioner (epistemer) er virksomme i fagtraditionen, hvor de iværksætter meget forskellige, metodiske analysestrategier og producerer meget forskelligartet viden.
Medieteori er et ekspanderende felt, som kan knytte an til litterære teorier om fx narrativitet (fortællingers forløb og montagestrukturer), til sproglige teorier om betydningsdannelse (semiotik), hvor fx kameravinkler forstås som udsagn, og til kognitiv forskning, hvor optiske og visuelle virkemidler forstås som stimuli, der påvirker den menneskelige hjerne og sanseapparatet. Disse teoretiske traditioner kan i visse tilfælde tænkes sammen, men det er værd at bemærke, at de interesserer sig for at danne viden om meget forskellige ting. Fortælleteknik, kamera- og klippeteknik og modtagerens hjerneaktivitet er ikke det samme og kan ikke undersøges med samme metoder, om end alle disse ting er aspekter af mediefagets genstandsfelt. Fagets polyparadigmatiske status viser sig således i de forskellige metoders referencer til flere forskellige teoridannelser.
Som epistemologisk udgangspunkt fungerer teorierne iværksættende for to overordnede arbejdsmetoder: den eksplorative og den hypotetisk-deduktive metode. Den eksplorative metode har til formål at opdage ny viden og danne nye begreber, mens den hypotetisk-deduktive metode har til formål at teste og be- eller afkræfte den viden eller ”lov”, der er indeholdt i hypotesens deduktive udgangspunkt – fx kunne man have en teori om, at Dogme ´95 får afgørende betydning for udviklingen af narrative former i danske mainstreamfilm i det efterfølgende tiår.
Begge overordnede arbejdsmetoder har et epistemologisk udgangspunkt, men for den eksplorative metodes vedkommende gælder altså, at den har til formål at investere sit udgangspunkt i forsøget på at komme frem til ny viden: der kunne fx være tale om, at man ville frem til et overblik over, hvordan dogme-manifestet bliver udfaset eller udkonkurreret af andre hensyn i periodens danske film.
Både den eksplorative og den hypotetisk-deduktive arbejdsmetode anvender givne, teoretiske epistemer som udgangspunkt for deres arbejde med fagets genstande, idet medieteorier nemlig er metodedefinerende og medfører særlige analyse- og fortolkningsstrategier.
Metoderne er mulige fremgangsmåder for analyse og fortolkning, som består i, at man stiller en særlig type spørgsmål og problemformuleringer til en tekst/faglig genstand. Spørgsmålene udtrykker nogle strategiske interesser, der er begrundet i forskellige teorier om, hvad der er vigtigt at vide om fagets genstandsfelter. Teorierne angiver særlige mål for metodiske undersøgelser og er i den forstand metodedefinerende.
De forskellige, teoretiske udgangspunkter betyder, at der er forskel på, hvad forskellige, mediefaglige analyse- og fortolkningsstrategier interesserer sig for. Mens en narratologisk teori kan interessere sig for fx en dokumentarfilms anslag eller point of no return, kan en semiotisk teori fx fokusere på kameravinklerne (er en bygning taget i frøperspektiv kan det forstås som et udsagn om status) – og en kognitiv teori kan rette blikket mod publikums sensoriske reaktioner. Måden, teorierne producerer viden på skal være metodisk, og metoderne handler om, hvordan man behandler empiri. Både eksplorative og hypotetisk-deduktive arbejdsmetoder investerer deres analyse- og fortolkningsstrategier i undersøgelsen af en faglig genstands empiri.
Den eksplorative arbejdsmetode søger at ”opdage” eller udvikle ny viden og nye begreber om mediefags genstandsfelt ved at anvende teorier (epistemologiske positioner) på nye genstande (fx en ny film eller en gammel film, der bliver fortolket med udgangspunkt i en teori, som ikke før har været anvendt på teksten) for at undersøge og definere de variationer, genstanden aftvinger det givne, teoretiske begrebsapparat.
Den hypotetisk-deduktive metode afsøger eller tester, om det epistemologiske udgangspunkt kan bekræftes som en god fortolkningsstrategi, eller, om den snarere bliver tilbagevist i mødet med genstandens empiriske virkelighed.
Mens det forudsatte begrebsapparat (dvs. den epistemologisk og teoretisk funderede fortolkningsstrategi) udgør et deduktivt element i den empiriske analyse, hvor man er tæt på genstanden og undersøger dens bestanddele, udgør den metodiske analyse i sig selv en mulighedsbetingelse induktive og/eller abduktive slutninger fra analyse til teori og/eller konklusion (se nedenfor).
Muligheden for, at en hypotese møder hel eller delvis tilbagevisning i mødet med en given film/genstand, er ikke ualmindelig i mediefagligt arbejde. Det gælder især for kunstneriske udtryk, at de er idiografiske og i en vis forstand teori-resistente, og i stand til at generere nye fortolkninger. Det er derfor, videnskabeligt arbejde med mediefags genstande ofte bliver eksplorativt, snarere end hypotetisk-deduktivt. I praksis er man ofte nødt til at møde dem med flere analyse- og fortolkningsstrategier (de her anvendte eksempler om narratologi, semiotik og kognition kan som nævnt ofte supplere hinanden.)
Undersøgelsen af fortolkningsstrategiernes rækkevidde og muligheder i forhold til den enkelte fortolkningsgenstand kan fungere som …
et induktivt arbejde, der altså tager udgangspunkt i en teoretisk hypotese (deduktion), men via den empiriske undersøgelse af genstanden kommer frem til en ny, kategoriserende fortolkning af genstanden, idet fortolkningen da kommer til at fungere som en samlet teori om genstanden…
Men reelt er det som sagt vanskeligt at afslutte teoridannelsen om mediefagets genstande, fordi de har en tendens til at generere nye, mulige tanker og dermed ny viden om medieprodukter i helt generel forstand. Derfor er der oftest tale om …
et abduktivt arbejde, hvor man sammenføjer sin(e) indledende hypotese(r) (deduktiv teori) og sin empiriske læsning (induktiv analyse) i en ny, mulig teori (fortolkning) om såvel den faglige genstand som den ”verden,” den tematiserer. Den abduktive slutning kan efterfølgende fungere som udgangspunkt for nye undersøgelser.
Den abduktive slutning vil almindeligvis resultere i nye begrebsdannelser og er ofte anvendt i humanvidenskabelig forskning, som derfor er udtalt eksplorativ. Den er sjældnere udfoldet i gymnasiesammenhæng, hvor faget oftere er hypotetisk-deduktivt afsøgende, idet underviseren ofte har en – mere eller mindre udtalt – teoretisk funderet fortolkningsstrategi, der bliver testet (og bekræftet!) med eleverne.
Idet film- og medieteori er et voldsomt ekspanderende, akademisk felt, har mange forskellige teorier indflydelse på det medievidenskabelige felt. I denne sammenhæng har vi nævnt, at der findes strukturalistisk-narratologiske, semiotiske og kognitivistiske mediestudier, men medieteori kan nøjagtig lige så vel basere sig i fx sociologiske positioner (mediesociologi) eller i alle de genre-, receptions- og historiestudier eller kommunikationsteorier, der overhovedet beskriver den rige, men også brogede, humanvidenskabelige tradition for teoridannelser.
For en imposant linksamling om Media Studies, se University of California: http://vos.ucsb.edu/browse.asp?id=2720. Bemærk, at netstedet er meget stort og indeholder linksamlinger, der er opdelt under følgende hovedpunkter, som udmærket illustrerer mediefagets rækkevidde: Media Studies, Media Theory and Theorists, Media Histories, TV, Film/Video, New Media, Popular Music, Journalism, Radio, Comics, Telecom Issues og Consumerism & Advertising. Hertil kommer en række linksamlinger om medieteoretiske tidsskrifter, institutter og generelle undervisningsressourcer.
Læreplanens ”faglige mål” tilføjet mulige, teoretisk funderede analysestrategier.
I gymnasiet tager meget mediefagligt arbejde udgangspunkt i almen kommunikationsteori: ”nogen” (afsender) vil fortælle ”noget” (budskab) til ”nogen” (budskab).
Afsender har forskellige udgangspunkter/ formål (reklame, underholde, propaganda, informere), forskellige medier at anvende osv.Afsender kan have mange forskellige kontrakter at skulle overholde (genrekoncventioner, spilleregler for et nyhedsprogram/ sandhedskontrakter, ansat i samlebpåndsproduktion af tv-serie med fast komcept)
Budskabet/ programmet/ filmen kan være forankret i tid (historie og teknisk udvikling) og genre og kunstneriske og ideologisk regler eller oprør mod reglerne. En del dramaturgi er betinget af foreviosningssituationen, fx 2 timer i biografen, 1 times tv-serie med 6 reklamepauser, 30 sekunders tv-reklame.
Modtageren er placeret i en modtagesituation (foran tv, i biografen, i skolen), har en række kulturelle og sociale osv betingelser for afkodningen af budskabet.
Mht faglig progression (Mediefag/B):
Man starter med filmsprog, men går hurtigt til dramaturgien. I 2.g kommer så faktadramaturgien = journalistikken på, og eleverne får efterhånden en forståelse af de forskellige virkemidler på indholdssiden (karakterer, fremdrift/ konflikt) i kombination med det tidsmæssige forløbs forholden sig til spænding og fremdrift/ mangel på spænding (spændingskurver, dramaturgiske modeller) og afsenderens muligheder for kombination med disse, og hvorledes dette kommer frem i udtrykket (billede og lyd). Vi har også kigget på afsendersidens institutioner (filmselskaber, tv-stationer, reklamebureauer) og på modtagersituationen med segmenter, modtagesituationer, osv.
Desuden på de uskrevne regler og konventioner (”kontrakten”, der eksisterer mellem afsender og modtager.
I 3. g kommer man nærmere ind på mere komplicerede dramaturgiske modeller og fx auteurbegrebet og/ eller alternative dramaturgiske og filmsproglige kombinationer, genrekendskab og lidt historie. Men så er det også alt, hvad vi kan nå.
I et kommende A-niveau kunne man forestille sig noget mere medieteori på et abstrakt plan – men man skal også gøre klart, at bare kunne holde de mange bolde i luften, som kombinationen af grundlæggende dramaturgi og filmsprog, tilsat lidt genrekendskab er en stor mundfuld for mange elever.
Problemet med mediefags produkter er, at de er så flygtige og er så sammensatte, at det kræver meget stor og grundig viden om de fundamentale begreber i filmsprog og dramaturgi/ journalistik, hvis man skal være si stand til at ”gribe en medieproduktion i flugten”, altså på samme tid kunne overskue fx scenetyper, karakterer, fremdriftskomponenter, scene og totaldramaturgi, tekst/ dialog og retorik, billedkomposition, farvevalg, kamerabevægelser, klippeformer og tempo, samt fx pålægning af cleansound, effektlyde, kontrapunktik og en underlægningsmusik der måske foretager mickey mousing.
Når man har identificeret de forskellige virkemidler, skal man så kunne kombinere dem og forklare, HVORFOR netop de virkemidler optræder på det sted i filmen eller programmet. Dertil kommer så indpasningen af scenen i totaldramaturgien, genkendelse af genremarkører osv.