Religionsvidenskab er et bredt felt, der beskriver religioner i sammenhæng med andre, teorifunderede vidensfelter: man kan således tale om religionshistorie, religionssociologi, religionspsykologi og –fænomenologi, mm. Faget danner viden om religion som individuelt, socialt, kulturelt og naturligt fænomen. Det er væd at bemærke, at det ikke er religionsfagligt at etablere viden om religion på en religiøs måde.
Fagligheden beror således på kontekstforholdet mellem fagets religiøse genstand og en række, meget forskellige, videnskabelige traditioner, som har til formål at systematisere viden på fx etnologisk, historisk, psykologisk eller sociologisk grundlag.
Fagets vidensmål angår specifikt de forskellige religioners sammenhænge med hinanden (herunder konflikter, dvs. forskelle, der er historisk betinget af behov for tydelig profilering) og med øvrige, socialhistoriske og kulturelle vilkår. Sådan et vidensmål kan både indløses nomotetisk og idiografisk.
Den idiografiske viden om et religiøst fænomen – det være sig ”en religion” eller en specifik, traditionsdefinerende tekst – fokuserer på fænomenets særpræg og dets specifikke bindinger til fx en epoke eller en personlighed. Den nomotetiske viden er mindre indlysende funderet i forhold til religiøse fænomener, men bliver alligevel forsøgt etableret i fx psykologiske studier af menneskets mulige behov for religion, i kognitive studier af hjernens religiøse beredskab (evt. som en slags evolutionsbetinget, højere meningsbehov) og i strukturalistiske studier af (alle/mange) religioners grundstrukturer, fx tilstedeværelsen af skabelsesmyter eller bestemte imperativer.
Hvor den idiografiske viden fokuserer på religiøse fænomeners intentionelle betydning – altså, den vilje til betydning, man kan fortolke og kategorisere fænomenerne i forhold til – har de forskellige forsøg på nomotetisk vidensdannelse ofte et mere kausalt fokus, fordi man her forsøger at forklare årsagssammenhænge, fx mellem religiøse syner og nogle naturlige forudsætninger i form af elektriske impulser i hjernens temporallap, for nu at komme med et forkætret eksempel, der måske nok endte til fordel for en intentionsfunderet bevidstheds- og religionsundersøgelse.#
Som det allerede så småt fremgår af Vidensmål i videnskabsfaget religion er faget polyparadigmatisk. Det betyder, at religionsfaglighed funderer sig på en lang række forskellige, indbyrdes problematiserende, epistemer. Hvis en religionsforsker fx baserer sin analyse af religionens sociologiske betydning på Karl Marx, vil han rimeligvis producere en anden slags viden end den, der funderer sin analyse i Lévi-Strauss’ strukturalistiske sprogvidenskab.
Fagets polyparadigmatiske status er parallel med mange andre, humanvidenskabelige fags. Den medfører, at der er mange teoretiske udgangspunkter, som hver for sig definerer mange forskellige, mulige arbejdsmetoder. Den omfattende fond af mulige, teoretisk funderede metoder, er gyldig (valid), fordi den de facto producerer anvendelig og troværdig (reliabel) viden.
Som epistemologisk udgangspunkt fungerer de forskellige teorier iværksættende for to overordnede arbejdsmetoder: den eksplorative og den hypotetisk-deduktive metode. Den eksplorative metode har til formål at opdage ny viden og danne nye begreber, mens den hypotetisk-deduktive metode har til formål at teste og be- eller afkræfte den viden eller ”lov”, der er indeholdt i hypotesens deduktive udgangspunkt – det kan fx være en teori om, at alle religioner er politiske instrumenter. Begge arbejdsmetoder har et epistemologisk udgangspunkt, men for den eksplorative metodes vedkommende gælder altså, at den har til formål at investere sit udgangspunkt i forsøget på at komme frem til ny viden: der kunne fx være tale om, at man ville frem til et overblik over, hvordan begrebet om det politiske bliver diskuteret og varieret i en given, nutidig religion.
Både den eksplorative og den hypotetisk-deduktive arbejdsmetode anvender givne, teoretiske epistemer som udgangspunkt for deres arbejde med fagets genstande, idet en religionsfaglig teori nemlig er metodedefinerende og medfører særlige analyse- og fortolkningsstrategier.
Metoderne er mulige fremgangsmåder for analyse og fortolkning, som består i, at man stiller en særlig type spørgsmål og problemformuleringer til en tekst/faglig genstand. Spørgsmålene udtrykker nogle strategiske interesser, der er begrundet i forskellige teorier om, hvad der er vigtigt at vide om fagets genstandsfelter. Teorierne angiver særlige mål for metodiske undersøgelser, og det er sådan, man skal forstå ”metodedefinerende.”
Her er det væsentligt at skelne mellem de forskellige, videnskabelige traditioner, religionsfaget trækker på. I et religionssociologisk projekt vil den metodiske analysestrategi typisk være begrundet i en sociologisk teori (det kunne Bourdieus eller Axel Honneths), der tilsigter en fortolkning af fx anerkendelsesforhold, mens et religionspsykologisk projekt typisk baserer sig i en psykologisk teori (fx Freuds) og tilsigter en beskrivelse af neurotiske behov for superjeg-strukturer.
De forskellige, teoretiske udgangspunkter betyder, at der er forskel på, hvad forskellige, religionsfaglige analyse- og fortolkningsstrategier interesserer sig for. Måden, teorierne producerer viden på skal være metodisk, og metoderne handler om, hvordan man behandler empiri. Både eksplorative og hypotetisk-deduktive arbejdsmetoder investerer deres analyse- og fortolkningsstrategier i undersøgelsen af en faglig genstands empiri.
Den eksplorative arbejdsmetode søger at ”opdage” eller udvikle ny viden og nye begreber om det sproglige genstandsfelt ved at anvende teorier (epistemologiske positioner) på nye genstande (fx en ny tekst eller en gammel tekst, der bliver fortolket med udgangspunkt i en teori, som ikke før har været anvendt på teksten) for at undersøge og definere de variationer, genstanden aftvinger det givne, teoretiske begrebsapparat.
Den hypotetisk-deduktive metode afsøger eller tester, om det epistemologiske udgangspunkt kan bekræftes som en god fortolkningsstrategi, eller, om den snarere bliver tilbagevist i mødet med tekstens empiriske virkelighed.
Mens det forudsatte begrebsapparat (dvs. den epistemologisk og teoretisk funderede fortolkningsstrategi) udgør et deduktivt element i den empiriske analyse, hvor man er tæt på genstanden og undersøger dens bestanddele, udgør den metodiske analyse i sig selv en mulighedsbetingelse induktive og/eller abduktive slutninger fra analyse til teori og/eller konklusion (se nedenfor).
Undersøgelsen af analysestrategiernes rækkevidde og muligheder i forhold til den enkelte tekst/fortolkningsgenstand kan fungere som …
et induktivt arbejde, der altså tager udgangspunkt i en teoretisk hypotese (deduktion), men via den empiriske undersøgelse af genstanden kommer frem til en ny, kategoriserende fortolkning af genstanden, idet fortolkningen da kommer til at fungere som en samlet teori om genstanden…
Men reelt er det som sagt vanskeligt at afslutte teoridannelsen om religionsfagets genstande, fordi de har en tendens til at generere nye, mulige tanker og dermed ny viden om sprogbrugen i helt generel forstand. Derfor er der oftest tale om …
et abduktivt arbejde, hvor man sammenføjer sin(e) indledende hypotese(r) (deduktiv teori) og sin empiriske læsning (induktiv analyse) i en ny, mulig teori (fortolkning) om såvel teksten/genstanden som den ”verden,” den tematiserer. Den abduktive slutning kan efterfølgende fungere som udgangspunkt for nye undersøgelser.
Den abduktive slutning vil almindeligvis resultere i nye begrebsdannelser og er ofte anvendt i humanvidenskabelig forskning, som derfor er udtalt eksplorativ. Den er sjældnere udfoldet i gymnasiesammenhæng, hvor faget oftere er hypotetisk-deduktivt afsøgende, idet underviseren ofte har en – mere eller mindre udtalt – teoretisk funderet fortolkningsstrategi, der bliver testet (og bekræftet!) med eleverne.
De mange forskellige teorier, der har indflydelse på det religionsvidenskabelige felt, medfører, at det er sin sag at etablere et overblik. Den engelsksprogede wiki-side er imidlertid ikke en dårlig ressource at gå ud fra, se således http://en.wikipedia.org/wiki/Theories_of_religion.
Læreplanens ”faglige mål” tilføjet mulige, teoretisk funderede analysestrategier.
– redegøre for grundlæggende sider ved kristendommen, herunder dens formative, historiske og nutidige skikkelser
– redegøre for religiøse fænomener som myte, grundfortælling, kosmologi, eskatologi, ritual, åbenbaring, lære og etik
– karakterisere, analysere og perspektivere tekster og andet dokumentarisk materiale
– fortolke og vurdere religiøse synspunkter og problemstillinger såvel ud fra en religiøs selvforståelse som ud fra sekulære, herunder religionskritiske, synsvinkler
– formulere sig om væsentlige problemstillinger vedrørende forholdet mellem religion og moderne samfund i en global kontekst
– formulere sig om etiske problemstillinger