Historiefaget vil forene videnskabelighed med et kulturelt dannelsesaspekt, men i denne sammenhæng er der alene fokus på fagets videnskabelige aspekt.
Som videnskabsfag er historie forpligtet til at udvikle viden om, hvordan historiske begivenheder og udviklingslinjer danner såvel nutidens komplekse fortid og baggrund som dens aktuelle mulighedsbetingelser for fx identitetsdannelse og sociokulturel og politisk handlen. Historievidenskaben skal således producere viden om og indsigt i centrale begivenheder og udviklingslinjer i kulturen og verdenshistorien, forstået som menneskehedens historie. Meningen er ikke alene at skabe overblik over fortiden: den iagttages fra en nutid, der har mulighed for at forstå sig selv i forhold til sin fortid.
Historievidenskaben etablerer sine indsigter i en betydningsdannende proces, hvor mange forskellige kilder til viden bliver omsat til aktuel, historiefaglig indsigt. Processen deler karaktertræk med andre, humanvidenskabelige indsatser, hvor det gælder, at den videnskabelige fremstilling deler ”sprog” med sit objekt. Historievidenskaben deler sin historicitet med de kilder, den undersøger, og producerer jo også selv kilder, der bliver iagttaget som sådan i en given eftertid. Historievidenskab har således et omdrejningspunkt i undersøgelsen af historieopfattelser gennem tiden.
Historievidenskabens historicitet viser sig i fagets dobbelte ambition om at danne idiografisk og nomotetisk viden om historiens synkrone og diakrone sammenhænge. Her skelner man mellem et aktørsynspunkt, hvor det handler om at etablere viden om enkeltstående (dvs. idiografiske) historiske subjekter og begivenheder, og et struktursynspunkt, hvor det handler om at etablere viden om en art determinerende og i en vis forstand gentagne, historiske mønstre, der fx kan handle om sociale magtforhold og anerkendelseskampe. Sådanne mønstre kan godt iagttages som relativt nomotetiske (dvs. lovmæssige), om end der netop er tale om en relativ anvendelse af begrebet.
I en klassisk historievidenskab har det nomotetiske strukturbegreb været knyttet til både idealistiske og materialistiske positioner – i særlig grad filosofferne Hegel og Marx – der i historien så et særligt formål (hhv. udviklingen af verdensånden og udviklingen af proletariatets diktatur), som satte sig igennem i en generel og gentagelig, dialektisk proces, hvorigennem man altså på såvel idealistisk som materialistisk vis fortolkede historiske begivenheder (Marx overtog dialektikken fra Hegel, men oversatte den til en materialistisk kamp om produktionsmidler og anerkendelse).
I et mere aktuelt strukturperspektiv er tanken om historiens bevægelse hen mod et bestemt mål blevet demonteret, men det betyder ikke, at tanken om, at historien er determineret af strukturerende magtspil er forladt. Den gør sig stadig gældende, fx med reference til poststrukturalisten Michel Foucault, hos hvem præfixet ”post-” altså ikke betyder, at strukturen som sådan er overskredet, men snarere, at dens teleologiske rationale (formålet) er efterladt som en metafysisk rest.
Idiografisk historievidenskab har traditionelt været knyttet til undersøgelsen og fremstillingen af ”store personligheder”, altså historiske subjekter, der har gjort en forskel – fx Julius Cæsar eller Napoleon Bonaparte. Den farverige fremstilling af sådanne personligheders geniale handlinger og dramatiske fald fra tinderne har altid fascineret og sikrer til stadighed den historiske bevidsthed stor udbredelse i populærhistoriske produkter, mens man kan sige, at den mere forpligtede historievidenskab i dag anstiller et idiografisk aktørsynspunkt som en mulighedsbetingelse for at løse det forandringsproblem, der består for et meget nomotetisk historiebegreb: der er altid sket noget nyt på historiens scene, og videnskaben om historiske forandringer påkalder en idiografisk bevidsthed.
For en generaliserende betragtning kan man sige, at struktur- og aktørsynspunktet supplerer hinanden i forhold til at opnå et vidensmål, der kan beskrives som betydnings- og bevidsthedsdannelse om historiens intentionelle og kausale sammenhænge. For en mere specifik betragtning, er der nok snarere lagt op til diskussion, når man skal finde ud af, om Julius Cæsars erobring af Egypten var en kausal funktion af bestemte magtstrukturer i tiden, eller om de bestemte magtstrukturer i tiden var en intentionel funktion af Julius Cæsar!
Historievidenskaben handler dels om at etablere et synkront perspektiv på givne tidsperioders ”interne” sammenhænge (det kunne fx være renæssancehumanismens betydning for den elizabethanske kultur i England), dels om at danne diakron viden om historiske sammenhænge, der forbinder forskellige tidsperioder (fx kristendommens betydning for moderne retfærdighedsbegreber i Vesten).
Dannelsen af syn- og diakron viden sker under anvendelse af mange forskellige metoder, der henviser til forskellige teorier om, hvilken viden, der er mulig og relevant i forhold til historien. Det betyder, at metodevalget forudsætter en historiefilosofisk diskussion – fx om, hvorvidt den historiske betydningsdannelse er strukturel og i en eller anden grad lovmæssig, eller om den snarere skal fortolkes idiografisk.
Fælles for metoderne er, at de tager udgangspunkt i en erkendelsesinteresse, der udtrykker sig i en såkaldt epistemologisk position inden for den historiefilosofiske diskussion. Epistemologi er læren om viden, og når man skal arbejde videnskabeligt med en historisk kilde, for eksempel et brev eller en lov, tager man udgangspunkt i eksisterende teori, der forholder sig til kilden eller til forhold, der har relevans for kilden, på en bestemt måde.
Disse (forskellige) teorier udgør metodernes eksplorative eller hypotetisk-deduktive udgangspunkt, idet en historiefilosofisk teori nemlig er metodedefinerende.
Det betyder, at metoderne – som fx kan bestå i, at man stiller en særlig type spørgsmål til en kilde/faglig genstand – udtrykker nogle interesser, der er begrundet i en teori om, hvad der er vigtigt at vide om kilder/fagets genstandsfelter. En sociologisk teori vil således typisk interessere sig for de sociopolitiske vilkår, der ytrer sig i en given kilde eller i dens kontekst, mens en psykologisk teori fx kunne interessere sig for brevskriverens eller lovgiverens biografi og psykologi.
Når undersøgelsesmetoden er hypotetisk-deduktiv, afsøger eller tester den, om teorien kan bekræftes som en god fortolkningsstrategi, eller, om den snarere bliver tilbagevist i mødet med kildematerialets empiriske virkelighed. Når den er eksplorativ, fungerer det teoretiske udgangspunkt som en slags sprog, man forsøgsvist fortolker sin empiri med i forsøget på at etablere ny viden om den, idet et eksplorativt arbejde dog har etableringen af nye begreber og fortolkningssystemer som intenderet mål: det teoretiske udgangspunkt er således under forandring i og med det metodiske undersøgelsesarbejde.
Det hypotetisk-deduktive arbejde med kildematerialet hænger sammen med et empirisk-induktivt arbejde.
Når man fx analyserer en tekst, udgør teksten analysens empiri, mens de analytiske spørgsmål imidlertid er deduktivt begrundet i en teori om, hvilke begreber, analysen bør anvende (fx stilbegreber eller begreber om fx økonomiske klasseforhold, psykens indretning, historiske nybrud, modsætningsstrukturer og filosofiske perspektiver). Teorien fungerer da som analysens epistemologiske udgangspunkt, som på den anden side altså kan blive udfordret i mødet med tekstens empiri.
Muligheden for, at en teoretisk hypotese møder hel eller delvis tilbagevisning i mødet med et givent kildemateriale, er ikke ualmindelig i det historievidenskabelige fortolkningsarbejde. Der kan vise sig nye kilder, som påvirker det epistemologiske udgangspunkt og påkalder nye fortolkningsstrategier, hvis målsætningen om at opnå synkron eller diakron viden skal holde.
Undersøgelsen af de forskellige fortolkningsstrategiers rækkevidde og muligheder i forhold til den enkelte tekst/fortolkningsgenstand kan fungere som …
et induktivt arbejde, der altså tager udgangspunkt i en teoretisk hypotese (deduktion), men via den empiriske undersøgelse af genstanden kommer frem til en ny, kategoriserende fortolkning af genstanden, idet fortolkningen da kommer til at fungere som en samlet teori om genstanden…
… og/eller som …
et abduktivt arbejde, hvor man sammenføjer sin(e) indledende hypotese(r) (deduktiv teori) og sin empiriske læsning (induktiv analyse) i en ny, mulig teori (fortolkning) om såvel teksten/genstanden som den ”verden,” den tematiserer.
Den abduktive metode bliver almindeligvis anvendt i en eksplorativ undersøgelse, idet den nemlig vil resultere i nye begrebsdannelser. Den er ofte anvendt i humanvidenskabelig forskning, men er sjældent udfoldet i gymnasiesammenhæng.
I lighed med mange andre human- og samfundsvidenskabelige fag, begrunder historiefaglige metoder sig i mange forskellige, teoretiske antagelser, idet mange forskellige teorier er anvendelige og produktive, når det handler om at producere viden om historiefagets genstande. Disse teorier omfatter både human- og samfundsvidenskabelige traditioner, fx idealisme, marxisme, kritisk teori, strukturalisme, poststrukturalisme og diskursanalyse. Teorierne udgør så det sprog, historien forstås i og med, jf. bemærkningerne om epistémer i Metoder i videnskabsfaget historie.
Fra gammel tid har kildekritikken været stærkt definerende for historiefaglig selvforståelse. Kildekritikken fokuserer på levn (primære kilder) og beretninger (sekundære kilder) for at kategorisere og vurdere deres både diakrone og synkrone betydning for historiske epoker og overgange.
Kildekritikken kan både omfatte fortolkende og forklarende analysestrategier, idet fx et levn både kan læses med henblik på en fortolkning af dets mulige, indeholdte intentioner og som mulig forklaring på en given, diakron bevægelse (fx kan forekomsten af særlige materialer i en gravhøj forklare noget om kulturelle bevægelser og overgange). Fælles for disse analysestrategier er forsøget på at spore historisk viden ved hjælp af kilderne.
Kildekritikken er for så vidt metode før den er teori, og dens fornemste egenskaber er varsomhed og grundighed i omgangen med kilderne. Men det betyder ikke, at kildekritikken ikke er epistemologsik begrundet. Den har måske bare været længe om at besinde sig på det. Således har den klassiske kildekritiks selvforståelse som (relativt) objektiv videnskabelighed i de seneste 30-40 år været kritiseret fra mere eksplicit teorifunderede hold, hvorfra det på mange forskellige måder har været sagt, at kildekritikken har været naiv eller ”beton-positivistisk” i den forstand, at dens grundige, kritiske fremgangsmåde ikke har omfattet kildekritikken selv.
Nyere historiefilosofiske skoler og kulturteorier har gjort meget for at kvalificere den historievidenskabelige metodes begrebsgrundlag – det være sig New historicism, kritisk teori og mange, forskellige post-strukturalistiske diskursanalyser (fx Foucaults behandling af seksualitetens historie eller Deleuzes filmhistoriske filosofi).
UVMs læreplan for historie (A-niveau, stx) definerer en række ”faglige mål”, som nedenfor knyttes til en række mulige, teoretiske indgangsvinkler, der hver for sig medfører bestemt arbejdsmetoder, forstået som måder at stille spørgsmål til genstanden på:
”– dokumentere viden om centrale udviklingslinjer og begivenheder i Danmarks historie, Europas historie og verdenshistorie, herunder sammenhænge mellem den nationale, regionale, europæiske og globale udvikling.” →
”– dokumentere viden om forskellige samfundsformer” →
”– formulere historiske problemstillinger og relatere disse til deres egen tid” →
”– analysere samspillet mellem mennesker, naturgrundlag og samfund gennem tiderne” →
”– analysere eksempler på samspil mellem materielle forhold og mentalitet i tid og rum” →
”– forklare samfundsmæssige forandringer og diskutere periodiseringsprincipper” →
”– forklare måder at forme og styre samfund på og se konsekvenserne heraf for individets vilkår” →
”– reflektere over mennesket som historieskabt og historieskabende” →
”– indsamle og systematisere informationer om og fra fortiden” →
”– bearbejde forskelligartet historisk materiale og forholde sig metodisk-kritisk dokumenterende til eksempler på brug af fortiden.” →