Embedded Files
Jeg forstår unge Maries fascination.
Jeg forstår unge Maries fascination.
Forleden var jeg i København og benyttede, som altid, lejligheden til at besøge steder og seværdigheder, som jeg ikke altid har haft mulighed for at se. Denne gang var focus sat på Assistens kirkegård og kunstmuseet Den Hirschsprungske samling, og ved at spadsere en længere tur fik jeg også i tilgift en tur igennem Botanisk have, som en solskinsdag tager sig smukt ud i al sin blomstervælde. Godtnok kender jeg da Assistens kirkegården, men jeg har aldrig taget mig tid til et besøg og vandre rundt derinde og se de mange kendtes gravsteder, som findes der af store danske personligheder, hvoraf jeg kun vil nævne dramatikeren Kjeld Abel, Søren Kirkegård og naturligvis vor store eventyrdigter H. C. Andersen. Nysgerrigheden herfor skyldes en nylig læst bog, hvor denne kirkegård er et vigtigt element i bogens fiktive historie, der har udgangspunkt i urolighederne omkring Nørrebro og ungdomshuset. Hvad angår Den Hirschsprungske samling skyldes interessen, at jeg tidligere i min blog har begået et indlæg om den for mange mytiske Marie Krøyer, som giftede sig med en af verdens bedste kunstmalere berømte P.S. Krøyer.
Disse to personer er den direkte årsag til, at kursen var rettet ind på Den Hirschsprungske samling, for at se det maleri, som fik en så afgørende betydning for Maries liv i kunstens verden. Marie elskede at tegne og drømte om et liv i malerkunsten farverige verden. Og drømmen blev endelig til virkelighed, da hun med sine forældre 13 år gammel gik rundt på Charlottenborg påskeudstillingen og med et stod foran et maleri, der var så fantastisk livagtigt gengivet, at hun blev trods sin unge alder dybt fascineret og lettere chokeret. Billedet var malet af den dengang allerede berømte P. S. Krøyer. Han gav billedet titlen de italienske landsbyhattemagere, som han malede i Sora uden for Rom i 1880. Maries unge kunstnersind var dybt betaget af billedet. For hvem var den maler, som kunne male sollysets stråler ind gennem vinduet med så sirlige og fine penselstrøg, at hun næsten følte, hun stod i værkstedet og følte lysets nærhed. Jeg har et par gange forsøgt at besøge museet, men hvergang har det været lukket, men ikke dennegang, hvor jeg også vandrer rundt og beser de mange dejlige kunstværker fra flere af vore berømte malere bl.a. C.W Eckersberg, Anna og Michael Ancher,Wilhelm Hammershøi, Joakim Skovgård, Martinus Rørbye, Cresten Købke og naturligvis P. S. Krøyer. m.fl.
Og som det skete for den unge kunstinteresserede Marie Triepcke, som var hendes ungpigenavn og siden da tusindvis af andre besøgende, står jeg nu også pludselig foran selvsamme billede, og ved at betragte den sublime kunst er det en speciel oplevelse at stå foran det billede, som direkte var årsagen til, at Marie besluttede sig for at ville uddanne sig til kunstmaler og sidenhen blev hustru til den kunstner, hun så vitterligt var så betaget af og på alle måder fandt var en sand mester.
Disse to personer er den direkte årsag til, at kursen var rettet ind på Den Hirschsprungske samling, for at se det maleri, som fik en så afgørende betydning for Maries liv i kunstens verden. Marie elskede at tegne og drømte om et liv i malerkunsten farverige verden. Og drømmen blev endelig til virkelighed, da hun med sine forældre 13 år gammel gik rundt på Charlottenborg påskeudstillingen og med et stod foran et maleri, der var så fantastisk livagtigt gengivet, at hun blev trods sin unge alder dybt fascineret og lettere chokeret. Billedet var malet af den dengang allerede berømte P. S. Krøyer. Han gav billedet titlen de italienske landsbyhattemagere, som han malede i Sora uden for Rom i 1880. Maries unge kunstnersind var dybt betaget af billedet. For hvem var den maler, som kunne male sollysets stråler ind gennem vinduet med så sirlige og fine penselstrøg, at hun næsten følte, hun stod i værkstedet og følte lysets nærhed. Jeg har et par gange forsøgt at besøge museet, men hvergang har det været lukket, men ikke dennegang, hvor jeg også vandrer rundt og beser de mange dejlige kunstværker fra flere af vore berømte malere bl.a. C.W Eckersberg, Anna og Michael Ancher,Wilhelm Hammershøi, Joakim Skovgård, Martinus Rørbye, Cresten Købke og naturligvis P. S. Krøyer. m.fl.
Og som det skete for den unge kunstinteresserede Marie Triepcke, som var hendes ungpigenavn og siden da tusindvis af andre besøgende, står jeg nu også pludselig foran selvsamme billede, og ved at betragte den sublime kunst er det en speciel oplevelse at stå foran det billede, som direkte var årsagen til, at Marie besluttede sig for at ville uddanne sig til kunstmaler og sidenhen blev hustru til den kunstner, hun så vitterligt var så betaget af og på alle måder fandt var en sand mester.
Italienske landsbyhattemagere Sora 1880Af P.S. KrøyerEjet af Den Hirschsprungske Samling
At besøge dette museum har været en stor fornøjelse for mig især vel nok fordi, jeg har læst og gennemtrævlet bøger, hæfter og andet tilgængeligt materiale om Marie Triepcke, som hun først hed og siden, som vi ved Marie Krøyer, og af den grund fået et godt indblik i en del af hendes liv, såvel romantiske, som traumatiske.
Jeg har med stor tak modtaget fra museet en accept på at måtte kopiere ovenstående billede til min blog!
Reelt har det også været en god oplevelse, at besøge den Hirschsprunske samling, som har en stor og dyrebar samling af store berømte danske kunstnere m.v., som bestemt er et besøg værd. Museet ses herunder smukt indpakket af Østre anlæg, Stokholmsgade 20.
Foto: LH.
Filmen om Marie Krøyer.
Filmen om Marie Krøyer.
Forfatterbesøg hos Familien Krøyer.
Foto ; Den Hirschsprungske samling.
Foto ; Den Hirschsprungske samling.
Da jeg af flere årsager har fordybet og interesseret mig for livet i og omkring Skagen, siden jeg som ung fik job og ansættelse i byen og dermed på nærmeste hold kunne opleve og indånde den fascinerende atmosfære, der møder een i byen og dens omgivelser, og det ikke mindst i form af fiskerierhvervet, de mange kulturtilbud, byen kan fremvise, som på mange måder udspringer sig fra den gyldne tid omkring SKAGENSMALERNE. Denne epoke, som der står en særlig og uforglemmelig aura og interesse om gør, at byen Skagen med tiden har formået at tilegne sig et respektfuldt, mondænt og glamourøst image, der for længst har bevæget sig langt uden for landets grænser.
Hvad enten man bor eller gæster byen fornemmes hurtigt den intense stemning, der hviler over Skagen, og er man bevidst om, hvad som gik forud, før byen for alvor i årene omkring sidste del af 1800 tallet til et godt stykke ind i år 1900 blev kendt som fiskerbyen med de hvide strande, som kunne gengive lyset på en helt speciel og for malerkunsten ganske uvurderlig måde.Lyset havde en magisk virkning og tiltrak kunstnere fra nær og fjern, hvor nogle slog sig ned som fastboende, andre deriblandt Marie og P.S Krøyer boede i sommerhuse, som de lejede og vendte tilbage til år efter år. De købte dog siden den gamle Byfogedgård i Skagen, hvor en kunstnerkreds af berømte malere og forfattere for længst var blevet skabt og som de hurtigt var blevet en naturlig del af, i skøn venskabelig forening med hinanden. Og i denne gyldne maler periode, hvor verdenskunst fra kunstnernes hånd og pensler blev skabt og foreviget som kunstskatte, og som er solgt verden over, var denne periode vitterlig årsagen til, at Skagen med sin historiske baggrund for alvor blev kendt, privilegeret og værdsat.
Kender man lidt til denne historiske periode, er det med stor glæde og interesse herfor, at byen på den måde kan fremvise så mange seværdigheder, der relaterer sig til denne berømte periode i tiden før, under og efter.
Blandt disse kunstmalere, der ofte vendte tilbage til Skagen, var det især den allerede berømte P.S. Krøyer, der festglad som altid hurtigt faldt i med de øvrige navnkundige kunstnere, som Anna og Michael Ancher, Viggo Johansen, Karl Madsen, Holger Drachmann, Laurits Tuxen mfl. samt familien Brøndum fra Brøndums Hotel, som hurtigt blev venner med de mange kunstnere, som enten boede eller havde deres daglige gang på kroen, og på den måde helt naturligt gled ind i vennekredsen af de mange malerkunstnere.
P.S. Krøyer havde på et af sine besøg i Paris mødt en af sine tidligere elever og beundrere, den unge malerinteresserede Marie Triepcke, som også var utrolig smuk og elegant i hele sin fremtoning. Hun havde tidligere af samme grund siddet model for ham, og som nu med sit inderste ønske om at blive maler var blevet optaget som elev på en af byens kunstmalerskoler. Dette møde udviklede sig til mere end venskab,og på hjemrejsen fra Paris giftede de sig i Augsburg i Tyskland og holdt bryllup hos hendes forældre, som boede der. Navnet skiftede nu fra Marie Triepcke til Marie Krøyer, som sidenhen, grundet hendes sensuelle og æstetiske høje intellektuelle niveau, fik en mytisk glans over sig.
Mange forfattere, skribenter m.fl. har forsøgt at indvie os i deres fremstilling af livet, og ægteskabet mellem kunstnerparret Marie og P.S. Krøyer, og naturligvis måtte en film også forsøge sig derpå. Bille August var den, som tog initiativet dertil, og med sin professionelle indsigt i filmverdenen burde det være i gode hænder og må vel også siges at være det, men ved at se filmen, som jeg så frem til, blev jeg ærlig talt skuffet. Der forefindes simpelthen så meget autentisk materiale, som ville kunne give filmpublikummet et meget bedre indtryk af guldaldertiden og datidens kvinder deri særligt blandt dem Marie Krøyer.
Hvorfor ikke vise hende, som den helt unge pige, der oplever Krøyers billeder for første gang og bliver helt opslugt af dem, og samtidig vil hun for alt i verden gerne se og møde den kunstner, som kan male så fantastiske billeder. Hendes studier og museumsbesøg, hendes tid sammen med kunstnervennerne i Paris. Det ville også have været skønt at se en scene / kopi af en aftentur på Skagen sønderstrand arm i arm med fru Anna Ancher, Sct. Hansfest på Skagen strand, en tradition som Krøyer så glimrende har skildret på et af sine berømte billeder, hvor han på maleriet indfanger Marie Krøyer og hendes elsker Hugo Alfven.
Maries spadsereture gennem byen, medens fiskerungerne gjorde nar af og hendes sidste nye Parisermoder, der altid i begyndelsen vakte stor opstandelse hos de indfødte fiskerkoner og andet godtfolk, Marie Krøyer rankede blot ryggen smilte indvendig og lod sig ikke anfægte af dette. I filmen ser man hende ikke være fortvivlet over sine malerfærdigheder, som hun ellers var og som hun ellers kæmpede og sloges utroligt med sine indre dæmoner om, skismaet imellem det, at ville elske at kunne male siden sin pureste ungdom, til at gennemgå kunstmaleruddannelse indenlands og udenlands, og til det, som moden kvinde med sin høje æstetiske sans, ikke at kunne acceptere sine egne malerarbejder og derfor lagde maleriet på hylden. Vidner om hvor meget hun krævede af sig selv. At hun var en udmærket portrætmaler, har eftertiden jo helt klart vist!
Hvad enten man bor eller gæster byen fornemmes hurtigt den intense stemning, der hviler over Skagen, og er man bevidst om, hvad som gik forud, før byen for alvor i årene omkring sidste del af 1800 tallet til et godt stykke ind i år 1900 blev kendt som fiskerbyen med de hvide strande, som kunne gengive lyset på en helt speciel og for malerkunsten ganske uvurderlig måde.Lyset havde en magisk virkning og tiltrak kunstnere fra nær og fjern, hvor nogle slog sig ned som fastboende, andre deriblandt Marie og P.S Krøyer boede i sommerhuse, som de lejede og vendte tilbage til år efter år. De købte dog siden den gamle Byfogedgård i Skagen, hvor en kunstnerkreds af berømte malere og forfattere for længst var blevet skabt og som de hurtigt var blevet en naturlig del af, i skøn venskabelig forening med hinanden. Og i denne gyldne maler periode, hvor verdenskunst fra kunstnernes hånd og pensler blev skabt og foreviget som kunstskatte, og som er solgt verden over, var denne periode vitterlig årsagen til, at Skagen med sin historiske baggrund for alvor blev kendt, privilegeret og værdsat.
Kender man lidt til denne historiske periode, er det med stor glæde og interesse herfor, at byen på den måde kan fremvise så mange seværdigheder, der relaterer sig til denne berømte periode i tiden før, under og efter.
Blandt disse kunstmalere, der ofte vendte tilbage til Skagen, var det især den allerede berømte P.S. Krøyer, der festglad som altid hurtigt faldt i med de øvrige navnkundige kunstnere, som Anna og Michael Ancher, Viggo Johansen, Karl Madsen, Holger Drachmann, Laurits Tuxen mfl. samt familien Brøndum fra Brøndums Hotel, som hurtigt blev venner med de mange kunstnere, som enten boede eller havde deres daglige gang på kroen, og på den måde helt naturligt gled ind i vennekredsen af de mange malerkunstnere.
P.S. Krøyer havde på et af sine besøg i Paris mødt en af sine tidligere elever og beundrere, den unge malerinteresserede Marie Triepcke, som også var utrolig smuk og elegant i hele sin fremtoning. Hun havde tidligere af samme grund siddet model for ham, og som nu med sit inderste ønske om at blive maler var blevet optaget som elev på en af byens kunstmalerskoler. Dette møde udviklede sig til mere end venskab,og på hjemrejsen fra Paris giftede de sig i Augsburg i Tyskland og holdt bryllup hos hendes forældre, som boede der. Navnet skiftede nu fra Marie Triepcke til Marie Krøyer, som sidenhen, grundet hendes sensuelle og æstetiske høje intellektuelle niveau, fik en mytisk glans over sig.
Mange forfattere, skribenter m.fl. har forsøgt at indvie os i deres fremstilling af livet, og ægteskabet mellem kunstnerparret Marie og P.S. Krøyer, og naturligvis måtte en film også forsøge sig derpå. Bille August var den, som tog initiativet dertil, og med sin professionelle indsigt i filmverdenen burde det være i gode hænder og må vel også siges at være det, men ved at se filmen, som jeg så frem til, blev jeg ærlig talt skuffet. Der forefindes simpelthen så meget autentisk materiale, som ville kunne give filmpublikummet et meget bedre indtryk af guldaldertiden og datidens kvinder deri særligt blandt dem Marie Krøyer.
Hvorfor ikke vise hende, som den helt unge pige, der oplever Krøyers billeder for første gang og bliver helt opslugt af dem, og samtidig vil hun for alt i verden gerne se og møde den kunstner, som kan male så fantastiske billeder. Hendes studier og museumsbesøg, hendes tid sammen med kunstnervennerne i Paris. Det ville også have været skønt at se en scene / kopi af en aftentur på Skagen sønderstrand arm i arm med fru Anna Ancher, Sct. Hansfest på Skagen strand, en tradition som Krøyer så glimrende har skildret på et af sine berømte billeder, hvor han på maleriet indfanger Marie Krøyer og hendes elsker Hugo Alfven.
Maries spadsereture gennem byen, medens fiskerungerne gjorde nar af og hendes sidste nye Parisermoder, der altid i begyndelsen vakte stor opstandelse hos de indfødte fiskerkoner og andet godtfolk, Marie Krøyer rankede blot ryggen smilte indvendig og lod sig ikke anfægte af dette. I filmen ser man hende ikke være fortvivlet over sine malerfærdigheder, som hun ellers var og som hun ellers kæmpede og sloges utroligt med sine indre dæmoner om, skismaet imellem det, at ville elske at kunne male siden sin pureste ungdom, til at gennemgå kunstmaleruddannelse indenlands og udenlands, og til det, som moden kvinde med sin høje æstetiske sans, ikke at kunne acceptere sine egne malerarbejder og derfor lagde maleriet på hylden. Vidner om hvor meget hun krævede af sig selv. At hun var en udmærket portrætmaler, har eftertiden jo helt klart vist!
Foto ; Skagens Museum.
Jeg mener også filmen har nogle skæverter. Eksempelvis synes jeg, at begravelsen af den højt estimerede P.S. Krøyer er temmelig absurd, og føles makabert ved nærmest at søsætte ham i en overfyldt vandgrav, er for mig disillusionerende og ikke særligt respektfuld vist overfor denne store og vidtberømte kunstner. Og læser man i tilgængeligt materiale fremgår det flere steder, at Marie Krøyer slet ikke deltog i begravelsen, som ses på filmen, men af nogle af de få venner, der var tilbage, som ikke havde slået hånden af hende, da hun forlod Krøyer, fik hende fortalt, at man ikke ønskede hendes tilstedeværelse. Hun havde indlogeret sig på Brøndums hotel og forblev der i sorg og tristhed ene og forladt under hele seancen.Jeg synes også fremstillingen af P.S Krøyer er noget malplaceret. Nok led han af dyb melankoli og mørke depressioner grænsende til sygelig tilstand, men at lade ham kravle rundt i haven og snerre som en hund sammen med datteren, medens gæster ser på, virker forkert. Sekvenser i filmen udlægger ham jo nærmest som en ren galning, hvad man ikke får indtryk af igennem de mange breve fra Marie til familie og venner, som på flere måder er tilgængelige. Jeg synes også, der mangler et kunstnerpar som Anna og Michael Ancher, som forblev trofaste venner livet ud, og familien Brøndum spillede også en vigtig rolle i kredsen af venner, som der ud fra deres venskab kunne have været fortalt et og andet om.
Der kunne også være fortalt mere om Maries åbenlyse talent for det at udsmykke og designe møbler, som bl.a. er leveret til den tidligere kongelige Klitgården i Skagen og i det Krøyerske hjem ude i plantagen. m.mMen jeg vedgår gerne, at disse bemærkninger er set fra min side, og andre har sikkert en anden opfattelse af filmen, og Bille August har naturligvis sin professionelle indgang til det at lave film og sine meninger om dette.!
Men naturligvis har filmen også gode og interessante øjeblikke, men meget kunne have været mere anderledes historisk fortalt vedrørende denne smukke, sensuelle og høje æstetiske Marie Krøyer.
Der kunne også være fortalt mere om Maries åbenlyse talent for det at udsmykke og designe møbler, som bl.a. er leveret til den tidligere kongelige Klitgården i Skagen og i det Krøyerske hjem ude i plantagen. m.mMen jeg vedgår gerne, at disse bemærkninger er set fra min side, og andre har sikkert en anden opfattelse af filmen, og Bille August har naturligvis sin professionelle indgang til det at lave film og sine meninger om dette.!
Men naturligvis har filmen også gode og interessante øjeblikke, men meget kunne have været mere anderledes historisk fortalt vedrørende denne smukke, sensuelle og høje æstetiske Marie Krøyer.
Kunsten i Marie Krøyers liv.
Mens jeg til mine to blogs om Marie Krøyer ledte i tilgængeligt materialet, fandt jeg på biblioteket en ny bog af Forfatteren Tonni Arnold med titlen Kunsten i Marie Krøyers liv, og som jeg også har hentet lidt inspiration fra. Jeg har andetsteds stødt på en anmeldelse af bogen, som jeg finder på sin plads at viderebringe, da jeg ud fra det antal, jeg fandt frem til af Marie Krøyers produktion af kunst, nævnte 19 malerier og nogle få tegninger. Men det viser sig, hvilket jeg citerer fra anmeldelsen: at Tonni Arnold under arbejdet med bogen fandt 40 malerier og en hel del tegninger, som har ligget upåagtede på et loft i Sverige siden Marie Krøyers død i 1940, og med dette sjældne og herlige fund er der nu grundlag for at vurdere hende som maler..Det er en glæde at sidde med bogen og studere de glimrende reproduktioner af det værk, der omsider er tilgængeligt. Lige fra pigeårene havde Marie dengang Triepcke, et overlegent greb om billedkomposition, og hendes gengivelser af lyset og dets spil med farverne er storartede - det gælder eksteriører, interiører og ikke mindst portrætter.Kultegninger, og akvareller og oliemalerier er skabt af en ung kvinde, hvis kunnen og indsigt var helt usædvanligt, ikke bare på grund af hendes alder og køn.
Det forekommer mig, at hendes talent var en gudernes gave.At hun ville være maler, er dokumenteret gennem breve og optegnelser. Den tvivl og mangel på tiltro til talent, der livet igennem pinte hende, har hun selv udtrykt, næsten som et mantra, og den er en indre fjende. En dæmon, der måske er mere ødelæggende for de kunstneriske udfoldelser end sygdom, sorger og skuffelser, som Marie Krøyer fik til overmål.I dag kan man lade hendes kunst rangere på højde med de forgudede Skagensmalere, glæde sig over den og sørgmodigt beklage, at en stor kunstner blev begrænset og begrænsede sig selv.
Jeg finder, at ovennævnte udpluk fra Janne Lauritsen's anmeldelse, så absolut er denne bog værdig og ikke mindst kunstneren Marie Krøyer.
Det forekommer mig, at hendes talent var en gudernes gave.At hun ville være maler, er dokumenteret gennem breve og optegnelser. Den tvivl og mangel på tiltro til talent, der livet igennem pinte hende, har hun selv udtrykt, næsten som et mantra, og den er en indre fjende. En dæmon, der måske er mere ødelæggende for de kunstneriske udfoldelser end sygdom, sorger og skuffelser, som Marie Krøyer fik til overmål.I dag kan man lade hendes kunst rangere på højde med de forgudede Skagensmalere, glæde sig over den og sørgmodigt beklage, at en stor kunstner blev begrænset og begrænsede sig selv.
Jeg finder, at ovennævnte udpluk fra Janne Lauritsen's anmeldelse, så absolut er denne bog værdig og ikke mindst kunstneren Marie Krøyer.
Marie Triepckes fascination af P.S Krøyer og hendes drøm om at blive maler !
Marie Triepckes fascination af P.S Krøyer og hendes drøm om at blive maler !
Interiør med kunstnerens hustru 1889Af P.S Krøyereget af Den Hirschsprungske Samling.
Hvad nygifte Marie Krøyer har i tankerne, når hun ser sit kønne hoved i spejlet, ved hun jo selv bedst, mens hun står model til dette maleri af hendes nygifte mand, den verdenskendte kunstner P. S Krøyer. Men vi, som beskuere af billedet, har jo lov at danne vores egen private mening derom, det kunne jo tænkes, at mesteren til maleriet har bedt hende rette lidt på frisuren, eller måske har hun selv i sin nye tilværelse, som forelsket nygift, villet koncentrere sig om at se bedst mulig ud for sin lykkelige og forelskede mand, eller fornemmer man en smule skepsis hos hende. Det kunne måske skyldes det nye liv, som hun nu er begyndt på sammen med den person, som hun netop lader sig forevige af og som hun, siden de tidligste ungdomsår, af hele sit hjerte har først forgudet og siden elsket til nu at være hans hustru. Ikke så underligt at hendes tanker i denne poserende stund dvæler ved denne skæbnens ironi, som har tilført hende så megen glæde siden den uforglemmelige forårsdag, hvor hun for første gang stiftede bekendtskab med maleren P. S. Krøyer, til nu også, at være hans hustru.Og nu hvor han af ren overstadig glæde over deres status som nygifte, absolut ville male hende lige på stedet i deres lejede værelse på kroen i den lille fiskerby Stenbjerg i Thy. Det var der, de begge fandt grobund for at male de stemninger, som findes i og omkring havet og det lille samfund, som de nu for en tid var en del af.
Der har altid stået en særlig glans og nyfigen interesse over Marie Krøyer, som synes de senere år at blive forstærket gennem museumsbesøg, kunstudstillinger, debatmøder og diverse kulturarrangementer i selvsamme forbindelse, som bliver hende tildel, ikke blot her, men verden over. Hendes malerarbejde har der fra første færd været ganske stille om, og hendes privatliv ville hun også helst beholde for sig selv. Men én ting har hun dog ikke kunnet skjule, som de mange breve og artikler om hende tilkendegiver, og som fortæller os, at hun besad en uimodståelig skønhed og sensuel udstråling, og hendes omdømme som erotisk væsen har vakt manges interesse såvel positivt som negativt.Hun betog mændene omkring sig på grund af sit smukke og delikate ydre, men bestemt har også hendes høje intellektuelle niveau gjort hende ekstra tiltrækkende i den kreds af unge kulturradikale herrer, hvor hun færdedes.Citat: fra Forfatterinden Lise Svanholm's bog Skagen - Monografier
Der har altid stået en særlig glans og nyfigen interesse over Marie Krøyer, som synes de senere år at blive forstærket gennem museumsbesøg, kunstudstillinger, debatmøder og diverse kulturarrangementer i selvsamme forbindelse, som bliver hende tildel, ikke blot her, men verden over. Hendes malerarbejde har der fra første færd været ganske stille om, og hendes privatliv ville hun også helst beholde for sig selv. Men én ting har hun dog ikke kunnet skjule, som de mange breve og artikler om hende tilkendegiver, og som fortæller os, at hun besad en uimodståelig skønhed og sensuel udstråling, og hendes omdømme som erotisk væsen har vakt manges interesse såvel positivt som negativt.Hun betog mændene omkring sig på grund af sit smukke og delikate ydre, men bestemt har også hendes høje intellektuelle niveau gjort hende ekstra tiltrækkende i den kreds af unge kulturradikale herrer, hvor hun færdedes.Citat: fra Forfatterinden Lise Svanholm's bog Skagen - Monografier
Marie Triepcke, som hun døbtes, blev født den 11 juni 1867 af tyske forældre, som var bosat i København, hvor faderen var væveridirektør og hed Max Triecpke, hendes moder hed Minna (f.kindler). De flyttede dog tilbage 20 år efter Maries fødsel. I årene inden da, voksede Marie op i et borgerligt miljø med de privilegier, som følger med i form af beskyttet opvækst samt med god og høj uddannelse. Marie Krøyer brugte enhver lejlighed til at sidde og tegne for sig selv, og hendes fadervar selv meget kreativ, bl.a. tegnede han motiver og mønstre til fabrikation på væveriet. Og formodes må det, at Marie fik sine tegnekundskaber i arv fra ham, og han har givet tilskyndet hende til at fortsætte med at blive dygtigere. Familien var flittige gæster på de Københavnske museer, og det var da også på et sådant besøg, Marie som 13 - 15 årig kunstinteresseret pige vandrede rundt og beså, hvad Charlottenborgs forårsudstilling i 1882 kunne fremvise. Og pludselig stod hun som paralyseret og stirrede målløs på et maleri, som var så fantastisk malet, at det var som hun selv befandt sig inde hos de fattige og halvnøgne udslidte kroppe, som lyste så levende og gennemsigtig henover de håndværkere, en far og hans to sønner, som arbejdede i værkstedet. Billedet var meget realistisk malet af berømte P.S. Krøyer og forestillede de Italienske - Landsbyhattemagere. Marie var betaget, for hvem var denne maler, som har kunnet male modlyset så kunstnerisk virtuost, at det måtte have optaget kunstneren mere end selve arbejdet med at male hattemagernes usle kår. Maleriet faldt absolut ikke i god jord blandt datidens borgerskab, som fandt, at denne socialrealisme i maleriet var anstødelig og fornærmende, så af den grund demonstrerede de voldsomt over maleriet, uden at beskæftige sig nævneværdigt med den fantastiske lysvirkning, Krøyer havde skabt!. Men trods al virakken modtog billedet akademiprisen Thorvaldsen Medaillen på Charlottenborg i 1882, og året før fik det tilkendt medalje af tredje klasse på Parisersalonen.
Marie Triepcke havde tidligere talt om at blive maler, men efter denne intensiverende oplevelse var hun nu fast besluttet herpå. Hun berettede for sin veninde Ida Hirschsprung, hvad hun havde oplevet og talte kun om denne utrolige og dygtige maler, og fik da at vide, at han af og til kom som gæst i det Hirschsprungske hjem, og hun bad da straks veninden berette om dette mest muligt, og på den måde fik hun god viden om ham. Grundet sit venskab med frøken Ida, kom Marie en del i hjemmet hos fabrikant Heinrich Hirschsprung, som var en stor beundrer af Krøyer og som købte mange af hans arbejder i form af skitser, akvareller og talrige malerier. Hirschsprung havde tidligt fattet interesse for P.S. Krøyers store kunstneriske talent og støttede ham med kunstkøb og delvis finansiering af hans udenlandsophold 1877-81. Krøyer blev hurtigt ven af hele den Hirschsprungske familie. Citat: Museumsdirektør Marianne Saabye.Den Hirschsprungske Samling,
Marie havde på den måde rig lejlighed til at beskue og beundre de mange malerier, og hun nærede et brændende ønske om at måtte se den kunstner, som kunne male så betagende, at det forblev foran ens øjne længe efter. Veninderne og den Hirschsprungske familie drillede hende for hendes syn på Krøyer, men hun lod sig ikke anfægte og drømte videre om dette at kunne uddanne og bevæge sig i malerkunstens verden.
En kendt malerinde Bertha Wegmann søgte i tiden derefter modeller til sit atelier, hvor frøken Triepcke henvendte sig og blev antaget og sad model for hende til skiftende arbejder i nogle år. Her faldt talen ofte på hendes kærlighed til malerkunsten, og hun fortalte om sine planer, og at hun selv sad og tegnede eller lavede akvareller, som fru Wegmann bad hende tage med og vise sig, og hun foreslog, at hun skulle søge ind hos Krøyer, som hun hjalp hende med.Men Krøyer afslog, han agtede ikke at bruge tid på alle de unge mennesker, der fik disse malergriller i hovedet, og han mente, at en ung piges pligter ikke skulle gå til spilde ved at forsøge at lære sig at male, men skulle bruges og udvikles i hjemmet, og talentet manglede den unge dame sikkert også, så han afslog. Med et så inderligt og vitalt ønske om at blive kunstmaler, kom denne meddelelse som et chok forMarie, og hun blev ganske trist derved. Men hun opgav ikke sine drømmes mål, hun ville være maler, og igennem en mandlig bekendt til Ida Hirschsprung, som var assistent i Kulturministeriet, som hun nedslået havde berettet det skete til, hjalp han hende nu med at komme ind på Carl Thomsens malerskole. Straks hun begyndte der, opstod der hurtigt ondsindet sladder omkring hendes person, hvor det hed sig, at hun havde sendt hr. Thomsen nogle charmerende øjne og blikke, som han ikke kunne stå for, og på den måde fik hun en fordel frem for sine ringe og manglende kundskaber. At hun var bedårende og besad en skønhed, som skabte misundelse, er uden for diskussion, men at medsøstre laver smædekampagner af grunde, som er givet hende i vuggegave, skulle man mene var ganske uhørt!
Marie havde på den måde rig lejlighed til at beskue og beundre de mange malerier, og hun nærede et brændende ønske om at måtte se den kunstner, som kunne male så betagende, at det forblev foran ens øjne længe efter. Veninderne og den Hirschsprungske familie drillede hende for hendes syn på Krøyer, men hun lod sig ikke anfægte og drømte videre om dette at kunne uddanne og bevæge sig i malerkunstens verden.
En kendt malerinde Bertha Wegmann søgte i tiden derefter modeller til sit atelier, hvor frøken Triepcke henvendte sig og blev antaget og sad model for hende til skiftende arbejder i nogle år. Her faldt talen ofte på hendes kærlighed til malerkunsten, og hun fortalte om sine planer, og at hun selv sad og tegnede eller lavede akvareller, som fru Wegmann bad hende tage med og vise sig, og hun foreslog, at hun skulle søge ind hos Krøyer, som hun hjalp hende med.Men Krøyer afslog, han agtede ikke at bruge tid på alle de unge mennesker, der fik disse malergriller i hovedet, og han mente, at en ung piges pligter ikke skulle gå til spilde ved at forsøge at lære sig at male, men skulle bruges og udvikles i hjemmet, og talentet manglede den unge dame sikkert også, så han afslog. Med et så inderligt og vitalt ønske om at blive kunstmaler, kom denne meddelelse som et chok forMarie, og hun blev ganske trist derved. Men hun opgav ikke sine drømmes mål, hun ville være maler, og igennem en mandlig bekendt til Ida Hirschsprung, som var assistent i Kulturministeriet, som hun nedslået havde berettet det skete til, hjalp han hende nu med at komme ind på Carl Thomsens malerskole. Straks hun begyndte der, opstod der hurtigt ondsindet sladder omkring hendes person, hvor det hed sig, at hun havde sendt hr. Thomsen nogle charmerende øjne og blikke, som han ikke kunne stå for, og på den måde fik hun en fordel frem for sine ringe og manglende kundskaber. At hun var bedårende og besad en skønhed, som skabte misundelse, er uden for diskussion, men at medsøstre laver smædekampagner af grunde, som er givet hende i vuggegave, skulle man mene var ganske uhørt!
Italienske landsbyhattemagere Sora 1880.Af P. S. KrøyerEjet af den Hirschsprungske Samling.
' En duet ' af P.S. Krøyer 1887Statens Museum for Kunst !
Som elev på skolen, var et led i uddannelsen, at tage på ekskursioner på div. maleratelierer, og det var netop på en sådan ekskursion, at hun sammen med en veninde og hendes ministerieven A.P. Weis besøgte P.S. Krøyers atelier. Han som havde hjulpet hende ind på skolen, havde nu også formidlet dette besøg. Efter at være blevet introduceret for Krøyer lod han dem vandre rundt og betragte de mange færdige og ufærdige maleropgaver, der fandtes i hans atelier midt i København. A .P. Weis underholdt sig med Krøyer, men han lagde også mærke til, at Krøyer ofte så efter de to veninder, og hans øjne faldt oftest på den smukke og elegante frøken Triepcke, og sympatien og interessen for denne smukke kvinde blomstrede op hos ham, så han måtte bestemt bede hende sidde som model for sig, hvilket hun med glæde indvilgede i, og hun blev foreviget som tilhører på billedet " En Duet ", hvor hun ses lyttende i forgrunden til nogle kunstnere, der underholder ved en aftenfest hos Hirschsprungs. Det var første gang, han med pensler og palletten blandede farver og strøg dem på lærreder, hvor hun var indblandet.
I sin maleriver havde Marie og nogle malerveninder foranstaltet, at der blev oprettet kursus i malerundervisning for kvinder, ved i okt. 1885 at rette henvendelse til " Kunstnernes frie studieskole, " hvis bestyrelse bestod af hendes tidligere lærer Carl Thomsen, Krøyer og Laurits Tuxen, som fandt ideen udmærket. Det nye alternativ var ikke i begyndelsen særlig populær, men det må alligevel have haft sin berettigelse, da det blev den direkte årsag til, at afdelingen for kvinder på Kunstakademiet blev oprettet, som det ellers ikke før var muligt. Måske har Krøyers bekendtskab med Frk. Triepcke spillet ind, da hun fik ham til at undervise på sin skole, som hun selv studerede videre på og dygtiggjorde sig der igennem 2 vintre. Og det har givetvis lagt kimen hos Kunstakademiets bestyrelse til at ændre reglerne til det bedre. Marie nævner selv i sin dagbog, hvor nervøs hun var, når Krøyer skulle komme og korrigere, hvad de havde arbejdet med siden sidst. Undervisningen bestod i tegning efter levende model. Et enestående tilbud til kvinder på den tid. Marie fik stor udbytte af disse kurser, som også de mange af hende bevarede studietegninger og pasteller vidner om.! Citat: Skagen - Monografier af Forfatterinden Lise Svanholm (Jeg har adskillige Gange gemt mig, medens han var der, af Rædsel for at vise ham mit Makværk - jeg var desværre altid besjælet af en højst hæmmende Selvkritik ) Mens han kom der, var de ofte sammen og hvor han malede billedet "Musik i Atelieret ", som hun sad model til. Af den enkle grund udviklede forholdet mellem Marie og Krøyer sig til, at de blev rigtig gode venner. Hun nærede stor sympati for ham og hans, som hun sagde, vidunderlige kunst.
Solstrejf på en gårdsplads 1898Af Marie Krøyer
Det var i den periode, Maries forældre flyttede tilbage til deres hjemland Tyskland, og Marie fulgte, som den velopdragne unge pige hun var, med dertil, men hendes hjerte og tanker forblev intakte, hvad angår malerkunsten. Så med den viden om malerkunsten, hun havde tilegnet sig i Danmark og med den som ballast, ville hun nu fortsætte og videreuddanne sig i malerlivets by Paris.Fra maleren og forfatteren Margrethe Loerges udmærkede og oplysende bog Portræt af Skagensmaleren P. S. Krøyers hustru, fremgår det, at afskeden med Krøyer og bekendtskabskredsen, hvortil bl.a. hørte Georg Brandes havde været vemodigt. Frøken Triepcke var omssværmet, smuk og intellektuel - fascinerede enhver med de blå øjnes dybe, næsten uudgrundelige blik, munden der på 'en gang kunne udtrykke - blidhed og spottende ironi, havde en næsten magisk magt.
Da hun indlogerede sig i byernes by Paris, vidste hun på forhånd, at flere skandinaviske kunstnere også var at finde i byen. Jonas Lie havde boet der i flere år, Bjørnstjerne Bjørnson med sin familie, og malerne Fritz Thaulow, Bernt Grønvold, Erik Werenskjold, Kitty Kielland, Agnes Slott - Møller, Anna og Michael Ancher, samt digteren Sophus Schandorph med frue, som med tiden blev nogle af hendes bedste venner. Af alle skandinaverne i Paris kom Sophus og Ida Schandorph til at stå Marie nærmest. De kom til at elske hende og tog hende til sig som den datter, de aldrig havde fået. Og de blev begge Maries holdepunkt i Paris.Ud fra et af hendes breve til vennen Georg Brandes, som er gengivet i ovennævnte bog, kan man læse, at hun nu er ved at finde sig til rette i Paris og bor på et pensionat nær Triumfbuen. Hun skriver videre Citat: Jeg tænker at bruge December Maaned til at se mig dygtig om i Paris og studere Louvre og Luxembourg ret grundigt. Så efter Nytår vil jeg gaa paa Atelier, jeg ved dog ikke ret endnu hvilket - jeg vil spørge Krøyer, han er nemlig hernede og bliver her i Vinter. Jeg har ikke set ham endnu, jeg tror han bor mindst 2 timers vej fra mig)
Da hun indlogerede sig i byernes by Paris, vidste hun på forhånd, at flere skandinaviske kunstnere også var at finde i byen. Jonas Lie havde boet der i flere år, Bjørnstjerne Bjørnson med sin familie, og malerne Fritz Thaulow, Bernt Grønvold, Erik Werenskjold, Kitty Kielland, Agnes Slott - Møller, Anna og Michael Ancher, samt digteren Sophus Schandorph med frue, som med tiden blev nogle af hendes bedste venner. Af alle skandinaverne i Paris kom Sophus og Ida Schandorph til at stå Marie nærmest. De kom til at elske hende og tog hende til sig som den datter, de aldrig havde fået. Og de blev begge Maries holdepunkt i Paris.Ud fra et af hendes breve til vennen Georg Brandes, som er gengivet i ovennævnte bog, kan man læse, at hun nu er ved at finde sig til rette i Paris og bor på et pensionat nær Triumfbuen. Hun skriver videre Citat: Jeg tænker at bruge December Maaned til at se mig dygtig om i Paris og studere Louvre og Luxembourg ret grundigt. Så efter Nytår vil jeg gaa paa Atelier, jeg ved dog ikke ret endnu hvilket - jeg vil spørge Krøyer, han er nemlig hernede og bliver her i Vinter. Jeg har ikke set ham endnu, jeg tror han bor mindst 2 timers vej fra mig)
Fra det øjeblik Marie og Krøyer atter mødtes, var de ofte sammen. De nød det Parisiske liv og besøgte byens kulturtilbud såsom teatre og kunstmuseer, når tiden tillod det, for det de begge var kommet til byen for, kom naturligvis i første række. Hun for at videreuddanne sig som kunstmaler, og Krøyer var der for at male et større bestillingsarbejde, som for ham tog længere tid end beregnet. Men under denne, for dem begge trods alt så glædelige tid i Paris, udbyggede de tilsammen et nært og venskabeligt forhold, hvor rygtet fortalte, at P. S Krøyer gjorde stormkur til den yndige frøken Triepcke og en snarlig forlovelse var i vente.
Det er og var som altid en blomstrende oplevelse at nyde det tidlige forår i byernes by Paris. Træerne langs de smukke avenuer stod i fuld flor, og vejret var lyst, mildt og indbydende til at nyde solens varme stråler fra de små borde, som var opstillet foran de små hyggelige cafeer langs gader og fortove. Det var også her Marie Triecpke og berømte P. S Krøyer fandt behag ved at sidde og hygge sig sammen over en drink eller Cafe'latte, mens de lod deres glæde og nyforelskelse skinne igennem for enhver, som bemærkede de to gæsters tilstedeværelse. De var begge forårsglade og lykkelige over, at deres bekendtskab havde udviklet sig til et nært og varmt kærlighedsforhold. For Marie havde den forløbne vinter været ganske uvirkelig. Hun følte det, som om hun svævede i en eventyrlig og fascinerende verden, hvor hendes første store kærlighed mellem hende og Krøyer var brudt ud, og i samværet med ham at tilhøre og færdes blandt ligesindede kunstnere, hvor de så absolut tilhørte inderkredsen, og hvor hun og Søren, som han blev kaldt blandt venner, befandt sig ofte og gerne i festligt lag. Studiedagene i malerkunst hos Puvis de Chavannes. Det var for hende aldeles et liv, som stod i skærende kontrast til de første år på den lille malerskole hjemme i København.
Det er og var som altid en blomstrende oplevelse at nyde det tidlige forår i byernes by Paris. Træerne langs de smukke avenuer stod i fuld flor, og vejret var lyst, mildt og indbydende til at nyde solens varme stråler fra de små borde, som var opstillet foran de små hyggelige cafeer langs gader og fortove. Det var også her Marie Triecpke og berømte P. S Krøyer fandt behag ved at sidde og hygge sig sammen over en drink eller Cafe'latte, mens de lod deres glæde og nyforelskelse skinne igennem for enhver, som bemærkede de to gæsters tilstedeværelse. De var begge forårsglade og lykkelige over, at deres bekendtskab havde udviklet sig til et nært og varmt kærlighedsforhold. For Marie havde den forløbne vinter været ganske uvirkelig. Hun følte det, som om hun svævede i en eventyrlig og fascinerende verden, hvor hendes første store kærlighed mellem hende og Krøyer var brudt ud, og i samværet med ham at tilhøre og færdes blandt ligesindede kunstnere, hvor de så absolut tilhørte inderkredsen, og hvor hun og Søren, som han blev kaldt blandt venner, befandt sig ofte og gerne i festligt lag. Studiedagene i malerkunst hos Puvis de Chavannes. Det var for hende aldeles et liv, som stod i skærende kontrast til de første år på den lille malerskole hjemme i København.
Montmartre, ParisAf Marie Krøyer
De havde nu, hvor de befandt sig i Paris, ikke den ringeste anelse om, at nogen var vidende om deres alt andet end platoniske forhold, men deres forelskelse havde sendt så mange signaler, at venneskaren ikke kunne undgå at bemærke, at forholdet blev mere intimt imellem dem, og hvad der så kunne forventes ud af det. Ved at kende en stor del af tilgængeligt materiale om - Kunstnerægteparret Marie og P. S Krøyer er det vel næsten fra begyndelsen bestemt, at det kun kunne ende på denne måde med forlovelse og bryllup. Der går en rød tråd fra Marie's første møde med Krøyer foran hattemagerbilledet til vinteren i Paris, hvor de mødes og forelsker sig. Den røde tråd kunne være skæbnen, da der er så mange tilfældigheder og sammentræf, at det ville være at gå mod al sund fornuft, hvis det skulle gå anderledes. Der var naturligvis onde tunger som mente, at Marie var en troløs, arrogant og hjerteløs kvinde, som på flere måder kunne have del i den unge Robert Hirschsprungs død tre dage efter, at Marie og Søren havde deklareret deres forlovelse i Paris. At sladderen skulle have et offer, vidner denne fuldstændige opdigtede historie om, idet Robert havde været syg og døde af tuberkulose, som han havde lidt af i flere år. At de var venner fra tiden, hvor Marievar en flittig gæst i det Hirschsprungske hjem er aldrig endt med nogen nær forbindelse mellem de to.Fortsætter i nyt indlæg herunder med titlen Fra Marie Triepcke til mytiske Marie Krøyer !
Fra Marie Triecpke til mytiske Marie Krøyer !
Fra Marie Triecpke til mytiske Marie Krøyer !
Marie maler på stranden 1889Stenbjerg StrandAf P. S Krøyer.
Efter et par hvedebrødsdage i København, lejede de sig ind på en kro i Nordjylland ude ved vestkysten i byen Stenbjerg, som de den første tid som nygifte brugte som en slags rekreation oven på de lange rejser og festlige dage. Derefter tog maleriet over, der som oftest foregik nede på stranden. Krøyer holdt meget af at male i fri luft, mens Marie derimod ikke fandt det særligt tillokkende, samtidig med hendes selvdestruktive tanker om eget ringe selvværd, tilligemed hendes enorme krav og æstetiske sans, som forbød hende at acceptere færdigt arbejde. I et brev til Anne Ancher skriver hun om dette flg.- " Jeg gik og klattede og smurte lidt ude til at begynde med, men det volte mig altid så megen sorg og bedrøvelse, at jeg skyndsomst søgte ind igen til mine elskede interiører". Malet fik hun dog udført på stranden i den første tid i den lille vestkyst by, men foretrak altså helst at male indendørs bl.a. hos en ældre bondekone, som hun forevigede, som den fattige og nedslidte kvinde hun var. Når man fornemmer hvor forelsket og glad hun var ved at være nær Krøyer selv nede på stranden, forstår man bedre, hvilket behov Marie har haft for at male inde fremfor ude i naturen, hvilket Krøyer derimod elskede, og der fremdrog nogle af sine bedste billeder. Efter endt maleriarbejde, mødtes de så hen på dagen og udvekslede dagens arbejde med hinanden. Marie blev i den tid rigtig gode venner med Krøyers hund Hvaps, selv om den skelede til hende, når hun tog Krøyer i armen og gik tur i klitterne.
Efter nogen tid i det nordjyske rejste de på en længere bryllupsrejse til Ravello i Italien. Hvor de begge malede på livet løs. Marie havde fundet et motiv fra en skøn gammel klostergård, som hun malede som et impressionistisk billede med en stor virkning af lysflimmer over sig. I sine malerier fra Ravello, som males med olie på træ forsøger hun at indlemme træets bund ved at male så tyndt, at træets nuancer ses igennem. Marie havde sans og blik for de mindste detaljer, som ses og bemærkes i de ialt tre motiver, som hun malede i Ravello, hvor døre, portaler, figurer og søjleråbninger i rundbuestil går igen i alle tre billeder. De tre Malerier Består af " Klostergang i Ravello" " Italiensk smøge" "Terrasse med vigne "Det første dateret maj 1890 de to sidste er udateret. Hver af de tre billeder har sit eget farveunivers. Ses de sammen, er ligheden fra hendes farve og penselføring ganske slående.
Efter nogen tid i det nordjyske rejste de på en længere bryllupsrejse til Ravello i Italien. Hvor de begge malede på livet løs. Marie havde fundet et motiv fra en skøn gammel klostergård, som hun malede som et impressionistisk billede med en stor virkning af lysflimmer over sig. I sine malerier fra Ravello, som males med olie på træ forsøger hun at indlemme træets bund ved at male så tyndt, at træets nuancer ses igennem. Marie havde sans og blik for de mindste detaljer, som ses og bemærkes i de ialt tre motiver, som hun malede i Ravello, hvor døre, portaler, figurer og søjleråbninger i rundbuestil går igen i alle tre billeder. De tre Malerier Består af " Klostergang i Ravello" " Italiensk smøge" "Terrasse med vigne "Det første dateret maj 1890 de to sidste er udateret. Hver af de tre billeder har sit eget farveunivers. Ses de sammen, er ligheden fra hendes farve og penselføring ganske slående.
Dobbeltportræt af Marie og Søren 1890.Malet af dem begge modsat hinanden!Skagen Museum.
Efter at kunstnerparret en tid havde boet i Ravello rejste de ned til Rom og siden, efter et kort ophold på Capri, kom turen til Napoli. I lang tid havde Marie følt sig sløj og frekventerede en læge, som stillede diaknosen tyfus. Sygdommen havde tæret så meget på Marie, at selv da hun syntes rask, genvandt hun aldrig sin tidligere styrke, og i årene derefter led hun til stadighed af eftervirkningerne fra denne alvorlige sygdom.Men skønt den fysiske udfoldelse var blevet mindre, fastholdt Marie kærligheden til maleriet, og i perioderne, hvor hun følte sig tilpas og feberfri, kom lysten til at finde lærred og pensler frem for igen at kreere og skabe egnede motiver på lærredet. Det var i den periode, hun sammen med Krøyer malede et dobbeltportræt af dem begge på samme lærred. At male et portræt af hinanden var på mode i kunstnerkredsen. Deres meget gode venner Harald og Agnes Slott- Møller samt Anna og Michel Ancher, havde henholdsvis i 1886 og 1883 gjort det.
Maries billeder er for fleres vedkommende malet i Skagen, hvor det karakteristiske lys over Skagen tydeligt fortæller, at hun har malet dem naturalistisk. Hendes seneste maleri " Markedsplads i en fransk by" er et virkelig dejligt billede, som viser hendes store talent. Blot synd, at hun i sin sameksistens med Krøyer holdt sine billeder op mod hans, hvorpå kimen til hendes malerevner svækkedes og med tidenblev ganske destruktive.
Bryllupsrejsen lakker mod enden. Marie Krøyer sidder en varm sommereftermiddag på terrassen, hvor vindruerne hænger ned fra loftet og espalier, her sidder hun eftertænksomt og forsøger at sammenfatte så mange af denne lange rejses lykkelige højdepunkter i kærlighedens og kunstens forevigelse, sammen med den mand, hvis kunst hun først elskede, til nu også at elske ham, der skaber kunsten. De har lejet et lille hus på Anacapri med den skønneste udsigt ud over havet, som de begge nu med vemod forlader, for at rejse hjem til Danmark og det dejlige Skagen.
Bryllupsrejsen lakker mod enden. Marie Krøyer sidder en varm sommereftermiddag på terrassen, hvor vindruerne hænger ned fra loftet og espalier, her sidder hun eftertænksomt og forsøger at sammenfatte så mange af denne lange rejses lykkelige højdepunkter i kærlighedens og kunstens forevigelse, sammen med den mand, hvis kunst hun først elskede, til nu også at elske ham, der skaber kunsten. De har lejet et lille hus på Anacapri med den skønneste udsigt ud over havet, som de begge nu med vemod forlader, for at rejse hjem til Danmark og det dejlige Skagen.
Fransk Markedsplads 1898Af Marie Krøyer.
Marie sidder ved et bord og syr 1889Af P. S KrøyerPrivatejet..
Søren og Marie lejede i årene 1891 - 1894 hver sommer Madam Bendtsens hus i Vesterby Skagen, som de begge to kendte gennem deres kunstnervenner, som for fleres vedkommende havde boet der. Huset med det store loftsvindue var som skabt til at kunne indrettes til atelier. Krøyer, denne verdens - kendte elegantier, stillede krav til sin hustru. Maden skulle være på højt niveau, som den han spiste på de fine hoteller Europa rundt. Han forventede også at se sin hustru som en underskøn kvinde, hver gang han så hende. Han ønskede at se sin smukke hustru stråle af skønhed, som det bedårende væsen hun var, og hun udfoldede sit bedste herfor. Siden deres forlovelse ændrede hendes udseende sig i væsentlig grad. Fra lidt ligegyldig påklædning til nu dagligt at færdes i kunstværker af smukke og sjældne kjoler fra modehusene, og ligeså blev hendes frisurer fornemt og smuk sat op, så hendes slanke og yndige skikkelse i de nyeste modeller fra Paris udgjorde en aristokratisk elegance, der mindede mindst om det hun var, en verdenskendt kunstners hustru. Derfor er det også en gåde, at Krøyer med tiden ikke kunne fastholde deres intime og erotiske sider, og af den grund gled Marie langsomt væk fra Søren. Citat: Begge ægtefæller forblev trods de bedste intentioner uforløste i deres kærlighed i ægteskabet. " De elskede hinanden, men kunne ikke elske med hinanden. Efterhånden blev begge mere optaget af de ydre rammer om deres samliv end den inderste, sårbare kerne. Begge var æstetikere, og ægteskabets manglende passion og skrøbelige fundament stivede de spontant af ved at bygge løs på de hjem, de med tiden anskaffede sig. Hjemmet blev et kunstværk, der skulle besværge de onde magter og overbevise dem selv, at alt var såre godt. Januar 1895 fødte Marie en datter, som blev døbt Vibeke. Barnets fødsel bragte ikke ægtefællerne nærmere hinanden. " udpluk fra Tonni Arnolds bog Kunsten i Marie Krøyers liv.Det er også besynderligt, at en verdensberømt maler ikke evnede at vejlede og opmuntre sin hustru, hvis livsdrøm var at lære sig maleriets kunstneriske aspekter at kende. Og, synes man, med sin visdom i malerkunsten at kunne have indgydt hende mod til det manglende selvværd, som hun havde brug for til at fortsætte sin malerkunst.Medens de bor i dette hus, maler Marie det eneste motiv, som findes fra Skagen " Vasketøj mellem gavle " Med de store krav, som blev stillet og som der skulle leves op til, jævnfør tidens kønsroller, og hendes syn på egen utilstrækkelighed, forstår man måske bedre, hvorfor Maries malerarbejder blev ladt i stikken, endskønt det i tidernes morgen var hendes allerhøjeste ønske at blive maler.De relativt få billeder, der findes fra Maries hånd, er alle udført omkring århundredeskiftet 1800- 1900.
Byfogedgården i Skagen - kendt som P. S. Krøyer's Hus.
Maleriet menes malet af Marie Krøyer
Det sidst daterede oliebillede er fra 1898. der findes også en del tegninger, hvor den sidste er dateret 1899. Hun debuterede i 1888 med et billede "Damer" på Charlottenborg, og siden i 1891 på den første af Den frie's udstillinger, udstillede hun et oliemaleri fra Ravello i Italien. Havde hendes følsomme kunstnersind og hendes høje æstetiske krav til sig selv ikke domineret over hendes evner og sans for det at kunne male, for det er kunstkendere enige om, at hun kunne, må det vel formodes, at hendes produktion af kunst ville have set helt anderledes ud.
Somrene på Skagen lod sig ikke fornægte i form af alle de gaver, der tilkom dem af inspiration og motiver, det var blot at vælge. Og Krøyer malede i oppisket stemning kunstværk efter kunstværk, som for længst er skrevet ind i kunsthistorien som kunst i verdensklasse.Efter nogle år i Madam Bendtsens hus, fik de lyst og mod på at flytte ud i den gamle byfogedgård, som var ledig, og som lå ude i Skagen plantage. De lejede huset med forkøbsret og med ret til at ændre på det. Arkitekt Ulrik Plesner fik til opgave at realisere deres ønsker og behov, og en ganske betydelig omforandring blev foretaget. Var Maries maledrømme ved at smuldre, så var til gengæld hendes kundskaber for det at kunne designe møbler også en rigdom, hun besad, og hvor hun følte sig på sikker grund, og som hun drog nytte af ved indretningen af deres nye bolig.
Somrene på Skagen lod sig ikke fornægte i form af alle de gaver, der tilkom dem af inspiration og motiver, det var blot at vælge. Og Krøyer malede i oppisket stemning kunstværk efter kunstværk, som for længst er skrevet ind i kunsthistorien som kunst i verdensklasse.Efter nogle år i Madam Bendtsens hus, fik de lyst og mod på at flytte ud i den gamle byfogedgård, som var ledig, og som lå ude i Skagen plantage. De lejede huset med forkøbsret og med ret til at ændre på det. Arkitekt Ulrik Plesner fik til opgave at realisere deres ønsker og behov, og en ganske betydelig omforandring blev foretaget. Var Maries maledrømme ved at smuldre, så var til gengæld hendes kundskaber for det at kunne designe møbler også en rigdom, hun besad, og hvor hun følte sig på sikker grund, og som hun drog nytte af ved indretningen af deres nye bolig.
Marie og P.S. Krøyers villa i København, som hun var arkitekten bag ved opførelsen.
Marie var ganske enkelt en skaberfigur. Hun tegnede og fremtryllede de mest vidunderlige møbler af enhver art, hun designede tapeter, kjolestoffer og træpaneler, som var en fryd for øjet, møbler i alskens mulige kreationer, som begejstrede beskuerne. Da Brøndums Hotel udvidede til nogle nye lokaler i 1898, var det Marie, der designede og leverede møblerne dertil. Det samme var også tilfældet, da berømte Holger Drachmann indrettede sin villa Pax i Skagen.Og det gentog sig yderligere, da Ulrik Plesner i 1914 tegnede og indrettede Den Kongelige feriebolig Klitgården i Skagen. Der blev der atter brug for Maries design af stole, borde og senge, som blev anvendt. Det samme gik forud, da Marie og Søren byggede og indrettede deres kæmpe villa i København. Hallen, som findes der og tegnet af Marie, findes også som kopi i Klitgården.Marie elskede at designe og vise, hvad hun med sit intellekt formåede at omskabe til æstetiske former, både i forholdet til malerkunsten og siden hendes arkitektoniske interiør opgaver. Det er svært at bedømme, om Marie skulle have valgt det ene frem for det andet, men det er uomtvisteligt, at hun med disse medfødte kunstneregenskaber ville kunne have fremvist for verden den kunst, der aldrig blev skabt, da egne krav fornægtede det af grunde, som vi kender.
En af Marie Krøyer's boligindretninger i Alf'vengården i Tälberg, Sverige.
Vibeke Krøyer udtalte som voksen Citat : " Min mor var en kunstner i indendørsakitektur. Havde hun været ung i vor tid, kunne hun være blevet en kapacitet i faget " Glædeligt at konstatere, at hun her fandt en niche, der kunne skærme for den glæde, hun aldrig fandt helhjertet i malerkunsten.
Marie Krøyer i morgentoilette i haven i Skagen 1890Af P. S. Krøyer i Privateje
Krøyers sygdom havde tæret på Maries fysik, så i 1902 foretog hun en rejse til Taormina på Sicilien for at samle sig og komme til kræfter igen.Når man, som Marie Krøyer, smuk og stilfuld alene vandrer rundt blandt øens mange unge varmblodige herrer, bliver man lagt mærke til. Det skete naturligvis også, at de ønskede kontakt, men hun lod sig ikke anfægte. Men i sin ensomhed havde hun derimod mødt en fem år yngre mand, som var komponist og musikdiriktør fra Sverige og hed Hugo Alf'vén. De boede på samme hotel og nød deres fælles selskab, som i takt med tiden udviklede sig katastrofalt fra venskab til kærlighed. Don juanen Alf'vén elskede kvindelig skønhed, så han satte sig for, at denne charmante kvinde måtte erobres, selv uden omkostningerne. En udfordring han søgte og fik.Opholdet på Sicilien sluttede. De tog kærligt afsked, og hun hastede derfra til Paris, hvor Krøyer var nede for at male. Hun bad om skilsmisse, som sagen stod, men han afslog, og foreslog hende at bede Alfvén komme til Skagen, når de var hjemme igen. Søren opfattede ikke romancen som alvorlig og troede, det ville fortage sig, men det skete ikke, og Hugo Alf'vén blev nær ven af huset, og besøgte Skagen kort i sommeren 1902 og igen 1903og 1904, men boede dog for sig selv i et hus ikke langt fra Krøyers.I Skagen komponerede han et af sine bedste værker, Svensk Rapsodi, som udkom 1904. Efter flere års besværligheder og bekymringer vedrørende den manglende skilsmisse, gav Krøyer endelig slip på Marie, men dog først efter at hun fortalte ham, at hun ventede barn med Alf'vén. Barnet blev født i 1905, og hun blev døbt Margita.
Der gik dog en del år inden de lovformeligt blev gift, hvor så de flyttede ind i den dejlige Alf'véngård i Tällberg ved Siljansøen i Sverige, som Marie havde tegnet og indrettet efter deres fælles ønsker. "Alf'véngården er et bjælkehus i to etager med fuld kælder. Det står på grundens højeste punkt med den smukkest tænkelige udsigt over Siljan. Marie anså det selv for et kunstværk." Citat: fra Kunsten i Marie Krøyers liv. Inden da havde de boet i Alf'véns embedsbolig i Uppsala.I Alfvéngården fik hun atter rige muligheder for at skabe et kunstnerhjem i de perfekte rammer. Men desværre fungerede samlivet med Hugo ikke efter hensigten. Som den charlatan han var med evige troskabsbrud, blev deres samliv et helvede, men trods hans utallige affærer, forblev han hendes livs passion. Erotikkens kraft imellem dem bandt Marie til Hugo, og kærligheden til ham beholdt hun trods de mange sidespring, som hun med årene resignerede over for.Efter 25 års samliv bristede ægteskabet dog, da Hugo Alf'vén forelskede sig i en ung tandlægefrue, som forlangte han lod sig skille fra Marie, da hun selv havde forladt både mand og barn. Marie blev dybt chokeret og modsatte sig hans ønske Citat: Jeg giver aldrig mit samtykke til skilsmisse, jeg vil ej for anden gang gennemgå de skrækkens kvaler som en skilsmisse medfører"Efter 8 års kamp mod skilsmisse blev tonen mere og mere hadsk imellem dem, til der endeligt faldt dom i sagen, som endte med skilsmisse i 1936. Hugo giftede sig straks med elskerinden. Og kærligheden til Marie var for længst ophørt. Han bad hende forlade Alfvéngården efter skilsmissen, men da hendes helbred ikke var til at flytte på pensionat, lejede hun og datteren Margita en møbleret lejlighed i Stockholm.
Interiør med syende Pige (uå)Af Marie KrøyerSkagen Museum.
Alfvéngården i Sverige.
Da Margita, som var en trofast datter senere arvede Alf'véngården, flyttede mor og datter tilbage igen.Tilbage i den gård, bygget af bjælker, som hun for længst havde tegnet og brugt energi og kræfter på, og som skulle fungere som et hjem i kunsten og musikkens tegn, sad hun nu foran og tænkte på vennerne, som aldrig svigtede hende : Anna og Michael Ancher, Agnes og Harald Slott - Møller. Nu var de døde på nær Harald. Hun savnede dem, for hvad havde de ikke betydet for hende livet igennem? Især den kære Agnes. Mens hun nød den betagende udsigt udover den smukke Siljansø, vendte tankerne som så ofte tilbage på livet, som havde givet hende så mange vidunderlige år, med dage og vidunderlige hændelser, som mange aldrig ville få, men hun var også bevidst om, at et liv uden skuffelser er kun en illusion, og nogle af dem hun fik, kunne hun måske have undgået, hvis hun havde fulgt Agnes råd i 1908, om ikke at gifte sig med Hugo. Så havde meget måske set anderledes ud. Hun så for sig den gode Anna Ancher, som var et solstrejf, når hun talte om at være i harmoni med tilværelsen. Så for sig billedet af Krøyer, hvor de en sommeraften arm i arm vandrer langs Skagens strand i fortrolig samtale. Anna Ancher forstod med hjertet. Nu stod det for hende som ganske ubegribeligt, som en dårskab, at hun gik fra Krøyer. Dette gode, højsindede og elskelige Menneske, som hun svigtede til fordel for Hugo Alfvén, som til gengæld havde sveget og svigtet hende, så lavt, så usselt. Kun inspirationens øjeblikke havde været lykkelige. Til afdøde Agnes mand Harald skrev Marie i juli 1937 bl,a. følgende: Man behøver ikke at vente på et helvede i en anden Tilværelse man faar alt straf for sine Synder i denne...
Marie, kunstnerhustruen, der inspirerede to store kunstnere, kvinden, hvis bedårende skønhed var hendes ulykke, og hendes glæder betaltes med sorger døde den 25 maj 1940 i Stockholm
Kilder: Portræt at Skagensmaleren P.S. Krøyers Hustruaf Maler og forfatter Margrethe Loerges.
Kunsten i Marie Krøyers liv.Af Forfatter Tonni Arnold.
Balladen om Marie Krøyer.Af Tonni Arnold.
Skagen - Monografier.Af Forfatter Lise Svanholm.
Malerne på Skagen.Af Forfatter Lise Svanholm.
Skagens Museum.
Den Hirschsprungske samling.
Statens Museum For Kunst
Marie, kunstnerhustruen, der inspirerede to store kunstnere, kvinden, hvis bedårende skønhed var hendes ulykke, og hendes glæder betaltes med sorger døde den 25 maj 1940 i Stockholm
Kilder: Portræt at Skagensmaleren P.S. Krøyers Hustruaf Maler og forfatter Margrethe Loerges.
Kunsten i Marie Krøyers liv.Af Forfatter Tonni Arnold.
Balladen om Marie Krøyer.Af Tonni Arnold.
Skagen - Monografier.Af Forfatter Lise Svanholm.
Malerne på Skagen.Af Forfatter Lise Svanholm.
Skagens Museum.
Den Hirschsprungske samling.
Statens Museum For Kunst
Michael AncherSelvportræt 1902Vikimedia Commons.
Da lyset blev malet blev Skagen berømt ..!
Da lyset blev malet blev Skagen berømt ..!
Det var jo nok ikke lige dette, som maleren Michael Ancher forudså, da han i året 1874 kom til byen, for nok havde han, der gik på kunstakademiet i København, hørt om det helt særlige og specielle lys, som kan ses og opleves over Skagen, men at lyset for ham og de senere tilkommne dygtige og kendte malere, som strømmede til byen, og ikke mindst hans giftemål med Anna Ancher, skulle få en så kolossal og enorm betydning igennem deres malende billeder, tror jeg bestemt ikke, han selv i den vildeste fantasi turde have drømt om for daværende. Men eftertiden har jo som bekendt vist, at den kunstner og vennekreds, som til at begynde med bestod af Viggo Johansen, som siden giftede sig med Anna Anchers kusine Martha. Der var også den altvidende og kloge Karl Madsen, som underviste både Anna og kusinen Martha udi tegnekunsten når de, han og M. Ancher genbesøgte Skagen og familien Brøndums fra kunst-akademiet i København, hvor de begge studerede. I kredsen befandt sig naturligvis også berømte P.S Krøyer og hans hustru Marie, digteren og maleren Holger Drachmann, samt naturligvis ægteparret Anna og Michael Ancher, som over lang tids bekendtskab med hinanden, havde giftet sig og bosatte sig i byen og igennem dem skabte de sammen med flere andre Skagens malere en realitesbetonet kunst, som i 1880ernes begyndelse blev anset for revolutionær og et moderne gennembrud for malerkunsten. Ikke mindst epoken herfor, dannede grundlaget for det ry og den berømmelse, som Skagen gennem disse malere fik, og som kendes viden om i den store verden.
Michael Ancher: Vil han klare pynten! 1880. Kan ses på Skagen museum!
Michael Ancher, som oprindelig var bornholmer, blev allerede ved sit første besøg utrolig glad for byen, hvor han søgte til og holdt meget af at være så meget som muligt. Ind imellem maleriet elskede han at gå på jagt på de store frie hede og markområder, der omkransede Skagen. I byen fandtes der, modsat i dag, hvor mange hoteller og restaurationer forefindes, kun en enkel gæstgivergård med nogle ganske få værelser, hvor selveste digteren H.C Andersen d. 17 august 1859 indlogerede sig. Stedet blev med tiden renoveret og udbygget flere gange bl.a ved den kendte arkitekt Ulrik Plesner, til det vi i dag kender, som det navnkundige Brøndums Hotel. Her overnattede og boede man, når der kom gæster til byen. Michael Ancher boede oftest i det tilhørende havehus, som gjorde, at han igennem de mange ophold fik et særdeles blivende og nært forhold til ejerne af gæstgivergården Ane og Erik Brøndum, og senere en hel del tid før sin død overlod stedet til sønnen Degn Brøndum, som plejede stor omgang i og blandt kunstnerkredsen. M.Ancher fik på den måde et kærligt forhold til Anna, datteren af gæstgiverparret. Anna Brøndum, som hun hed dengang var fra barnsben udstyret med rige evner og talent for tegne og malerkunsten, og blev opfordret til at udvikle det ikke alene fra sin familie, men også fra husvennen og sin senere ægtemand Michael Ancher,som vejledte hende sammen med en del andre Skagensmalere, samtidig med hun modtog elementær undervisning hos maleren Vilhelm Kyhn. Forholdet mellem Anna Brøndum og Michael Ancher udviklede sig til et blivende forhold. De forlovede sig med tiden og giftede sig på hendes 18 års fødselsdag. De indrettede sig begge i det før omtalte havehus, hvor Ancher elskede at bo under sine mange og længere varende ophold. Desværre kunne det ikke altid foregå fredfyldt, som De Anna og Michael Anchers følte og havde behov for, når der skulle males og arbejdes, idet støjen fra gæsterne og kunstnerne i krostuen til tider kunne være ret så generende. Så de købte og overtog en lille aflang bygning, som lå i gå afstand kun ca.5 min. fra Anna Anchers fødehjem gæstgivergården ( nu Brøndums Hotel). Så for hende forblev alting i de vanlige og kendte omgivelser.
Redningsbåden køres gennem klitterneaf Michael Ancher 1883.Statens museum for Kunst.
Ung pige foran spejlet af Anne Ancher 1899.Ejet af den Hirschsprungske samling.
*I 1870 ernes Danmark var det vanskeligt for en kvinde at uddanne sig til maler da kvinder ikke kunne og blev optaget på kunstakademiet og endnu sværere at gøre karriere, især hvis hun blev gift. Men det lykkedes i fuldt mål for Anna Ancher.Citat: fra foredragsaften af og med Kunsthistoriker Elisabeth Fabritius Det Kgl. Bibliotek.
Indflytningen til den nye bolig gav dem og vennerne en kærkommen lejlighed til for gud ved hvilken gang at afholde en frokost og fest, som skulle foregå ude i haven. Kunstnerne og vennerne omkring dem benyttede enhver lejlighed til at hygge, feste og more sig, og den altid festlige og højsindede P.S Krøyer med det lyse sind elskede at synge, og istemte som regel en sang eller to til damernes og kunstnernes ære og glæde. I festen deltog bl.a. den tyske maler Fritz Stoltenberg, som ivrigt vandrede rundt og fotograferede gæsterne hver især. Man må så være ham evigt taknemlig herfor, idet det indspirerede en anden af gæsterne, P.S Krøyer, til at forevige selskabet og festen ved at male det berømte maleri Hip, Hip, Hurra. Det var bestemt ikke med M. Anchers gode vilje, at Krøyer næste dag mødte op i hans have for at påbegynde sit billede. Han bad ham om at pakke sit grej sammen og repektere den ro, han ønskede, efter fraflytningen fra al uroen i havehuset.Krøyer forlod stedet og med tanke for, hvad maleriet ville kunne tilsmile ham, fortrak han over til den gamle have omkring Gæstgivergården, og fortsatte gudskelov sit kendte arbejde med tilblivelsen af det berømte maleri, de fleste af os kender i dag.
Indflytningen til den nye bolig gav dem og vennerne en kærkommen lejlighed til for gud ved hvilken gang at afholde en frokost og fest, som skulle foregå ude i haven. Kunstnerne og vennerne omkring dem benyttede enhver lejlighed til at hygge, feste og more sig, og den altid festlige og højsindede P.S Krøyer med det lyse sind elskede at synge, og istemte som regel en sang eller to til damernes og kunstnernes ære og glæde. I festen deltog bl.a. den tyske maler Fritz Stoltenberg, som ivrigt vandrede rundt og fotograferede gæsterne hver især. Man må så være ham evigt taknemlig herfor, idet det indspirerede en anden af gæsterne, P.S Krøyer, til at forevige selskabet og festen ved at male det berømte maleri Hip, Hip, Hurra. Det var bestemt ikke med M. Anchers gode vilje, at Krøyer næste dag mødte op i hans have for at påbegynde sit billede. Han bad ham om at pakke sit grej sammen og repektere den ro, han ønskede, efter fraflytningen fra al uroen i havehuset.Krøyer forlod stedet og med tanke for, hvad maleriet ville kunne tilsmile ham, fortrak han over til den gamle have omkring Gæstgivergården, og fortsatte gudskelov sit kendte arbejde med tilblivelsen af det berømte maleri, de fleste af os kender i dag.
Sankt Hans blus på Skagen strand 1906 af P.S Krøyer.Deponeret til Skagen Museum 1957 af "Henry Sthyrs mindelegat"Kunstnyt. dk.
Holger Drachmann.Ved kaminilden 1903 - 07Af P. S Krøyer.Ejet af Skagen Museum.
P.S. Krøyer: Sommeraften på Skagen strand, Marie Krøyer og hunden Rap. Anno 1892Glyptoteket dep. Skagen Museum
Krøyer , som ikke var gift, havde i Paris set og mødt en tidligere model til et af sine berømte billeder og mødt hende ved flere lejligheder igennem et par år, og nu først senere fundet behag og interesse for den smukke unge og billedskønne Marie Triepcke født i København af tyske forældre, som han forlovede sig med og igen på Krøyers fødselsdag 23 juli 1889 hvor de giftede sig. Meget tidligt havde Marie Treipcke næret ønske om at udanne sig til professionel maler. Hun fik privat undervisning, og på hendes initiativ oprettedes en skole som døbtes "den lille skole", hvor hun sammen med nogle medsøstre deltes om udgifterne, da privatundervisning var dyr. De fik jævnlig besøg af L.Tuxen og P.S.Krøyer, som underviste og korrigerede dem. Hun rejste i 1888 til Paris for at fortsætte sine kunststudier. Det var også her hun stiftede bekendskab med Anna og Michael Ancher, som hun beskriver som et inderligt og nært venskab. De slog aldrig, hånden af hende efter skilsmissen fra Krøyer, som mange andre venner gjorde, og dette venskab forblev intakt livet ud.
Det verdensberømte billede af P. S Krøyer : Sommeraften på Skagen sønderstrand. Anno 1893. Ejet af Skagen museum!
P.S Krøyer fornemmede den efterhånden store turistinvasion, som var begyndt at tilgå byen, for at opleve den barske, men smukke natur, og det pragtfulde badeliv der eksisterede i og omkring den smalle landtange helt ud til grenen, og måske også for at se, når kunstnerne arbejdede eller få et glimt af dem, så han fik ideen til at opsætte den berømte frise, som kan ses inde i spisestuen på Brøndums Hotel. Han malede selv nogle billeder dertil og fik andre i kunstnerkredsen til også at male nogle, og Degn Brøndum gik i gang med også at finde nogle gemte billeder, som senere hen blev ophængt ved en udvielse af hotellet og spisesstuen m.v..
P.S. Krøyer: Sommeraften på Skagen strand. Kunstneren og hans Hustru. Anno 1899.Ejet af Den Hirschsprungske Samling
Mange andre smukke og berømte billeder fandt sin tilblivelse i og omkring Skagen fra de mange dygtige og for nogles vedkommende berømte ja endog verdenberømte maleres hænder, med pensler, staffeli og lærred blev de skabt i naturralismen og impressionismens ånd uanset vejr og vind. Malerier, skitser og tegninger, som bliver beundret ude i den store verden, og i private hjem og på museer, samt ikke mindst på Skagen museum, som absolut kan anbefales enhver med interesse herfor at besøge og opleve.
Ved frokosten i Brøndums spisestue 1883Af P. S . KrøyerEjet af Skagen Museu.
Anbefales kan bestemt også at studere og læse om disse malere på internettet, der satte en epoke i dansk malerkunst på verdenskortet og skattet for enhver af os, som beskurer dem.Jeg kan også varmt anbefale at læse Malerne på Skagen !af Lise Svanholm, som bl.a kan købes i Gyldendals bogklubber, som jeg selv med hendes tilsagn har hentet nogle oplysninger fra. Bogen beskriver virkeligt indgående om livet i sorg og glæde blandt kunstnerne før og efter år 1900.Ønsker man at gå nærmere ind på, hvad der udspandt sig omkring Marie Krøyers liv findes der en biografi " Balladen om Marie " af Tonni Arnold,som bestemt også er værd at læse!Dernæst er det så absolut værd at besøge Skagen, indånde den friske havluft ved at spadsere ud til grenen langs Sønderstrand, hvor Krøyer malede det berømte billede Sommeraften på Sønderstrand ,hvor Marie Krøyer og Anna Ancher går arm i arm. På denne tur kan man i klitterne bese Holger Drachmanns grav. På samme tur ind mod byen nordfra passerer man næsten forbi Anna og Michael Anchers hus/museum, som absolut er et besøg værd. Skråt overfor kan frokost eller kaffen nydes på Brøndums Hotel, ved siden af ligger Skagen museum, som man ikke skal snyde sig for at besøge, senere havnen, hvor man på vej dertil gennem Østerby også bør nyde de smalle gamle gader og smukke huse med de kendte hvide "border" på de røde tage. Besigtige kirken og kirkegården med de berømte kunstneres gravsteder, Holger Drachmanns hussamt Krøyers hus i byskoven, slå et smut ind over Gl. Skagen og slutte besøget af ved den tilsandede kirke.For mig er det absolut en oplevelse, hver gang jeg og min familie besøger Skagen! Jeg håber disse ord og betragtninger kan bidrage andre til også at besøge og bese byen.
Page updated
Google Sites
Report abuse