Berlin uden den historiske førerbunker!

Da jeg på flere måder kan relatere mig til Anden Verdenskrigs sidste år, og i særdeleshed erindrer dens afslutning 4. maj 1945, hvor jeg sammen med mange andre glade og jublende mennesker deltog i fejringen af befrielsen og afslutningen på de 5 års krigsberøvelse af vort land, som på mange måder før da, skabte sorg, angst, død og ødelæggelse for mange danske borgere, som i strid med disse 5 års tysk besættelse måtte leve med og under. I glimt ser jeg for mig den ægte sande glæde og følelse over den nyvundne frihed, der manifesterede sig omkring begivenhederne fra befrielsesdagene, som af naturlige hukommelsesmæssige årsager som tiden går, bliver mere udvisket og fortrængt. Dog fremstår stadigvæk mange erindringsfulde billeder og episoder fra krigen og ikke mindst oplevelser hos mig, når jeg tænker tilbage på en tid der var , og som aldrig ønskes må blive virkelighed igen.

Tiden læger som bekendt alle sår, og verden ændrer sig i takt hermed, jeg tænker her på den modstand og afsky, som fulgte med i kølvandet på krigen, som det tyske folk og landet som helhed med god grund pådrog sig fra mange dele af verden, og som stadigvæk under overfladen ikke helt har tilgivet, hvad Tyskland afstedkom med under anden verdenskrig. Dette har dog i takt med tiden og Tysklands genopbygning ændret sig til det bedre, hvor landet i dag fremstår som et af Europas stærkeste økonomiske og magtfulde lande og udgør en væsentlig faktor i samarbejdet med de øvrige lande i den fælles europæiske union.

Historisk set har Tyskland fra tidernes morgen været involveret i diverse krige, som tilnærmelsesvis aldrig fik karakter af noget, som har kunnet matche anden verdenskrig. Men denne krigs virkelighed tog sin begyndelse efter Tysklands sidste præsident Hindenburgs død i august 1934. Dette dødsfald efterfulgtes med en lov udfærdiget af den tyske rigsdag, som gjorde, at Adolf Hitler, lederen af NSDAP (nazistpartiet) ,udnævntes til fører og rigskansler med magtbeføjelser, som ikke var forfatningsmæssigt beskrevet, der samtidig med udgjorde en egen retlig magtfunktion med uindskrænkede beføjelser.

Jeg har i den forgangne sommer ferieret nogle dage i Berlin sammen med min familie, som jeg også har berettet om i et tidligere indlæg, og det ikke alene ud fra byens historiske tilknytning til anden verdenskrig, men bestemt også mest for at opleve byen som helhed. og dens enorme udvikling, fra at være en total sønderskudt og udbombet ruinby til nu i sin smukke arkitektoniske genopbygning fremstår, som en flot og moderne by, der på alle måder sletter sporene fra tidligere tiders gru og ødelæggelse.

Et spørgsmål falder mig naturligt at fremkomme med nu, jeg befinder mig i byen og efter et besøg i en Kz-lejr tæt på Berlin, som jo var en del af Hitlers udryddelsespolitik ville jeg gerne vide om muligt, hvor området med Rigskancelliet og Hitlers førerbunker lå? Muligheden fik vi gennem et bykort, som førte os til et ydmygt sted ganske tæt på det 19000 kvm. store mindesmærke for de 6 mill. jøder, der omkom under krigen. Stedet hvor førerbunkeren lå, er nu omdannet til en parkeringsplads med et enkelt opsat informationsskilt, der fremviser en skitse af bunkeren.

Nazismen står verden over som et billede på den totale ondskab, og Adolf Hitler huskes som diktatoren med storhedsvanvid, der med sine nationalistiske og antisemitiske doktriner indledte en verdenskrig, Som førte til tab af 50.mill. mennesker, som under tortur og umenneskelige grusomheder, omkom meningsløst under hans fantasiløse og visionsbefængte galskab.

Hitler begik selvmord i sin bunker i Berlin i april 1945 i slutningen af Anden Verdenskrig, da nazismens nederlag var en kendsgerning. Bunkeren blev kort tid efter stormet af russiske soldater og sprængt i luften. I dag er der intet at se af bunkeren, som lå 8½ meter under jorden og fungerer nu som tidligere nævnt, som offenlig P. plads.

Det er på alle måder en underlig og respektløs følelse at stå og betragte stedet, hvor verdens mest omtalte og ansvarsløse menneske globalt set fik sit endeligt ved at begå selvmord sammen med hustru og flere af hans medskyldige, velvidende, at en rettergang kun kunne ende med samme udgang.

kz-lejren Sachsenhausen!

Som det fremgår af historiske beretninger fra anden verdenskrig, forekom der i disse koncentrationslejre umenneskelige tilstande, som for altid vil minde os om, hvad krig og politisk djævelskab kan medføre.

Det er absolut tankefuldt at vandre rundt på dette store område, hvor så megen grusomhed har fundet sted, og hvor rektangulære sokkelafstøbninger med tal på hver enkelt indikerer, hvor de mange barakker stod opført til de mange udmarvede og forpinte fanger, og nu ved selvsyn opleve torturrum, henrettelsespladser og krematoriet, som vidner om, hvad disse stakkels mennesker med store ar på krop og sjæl har følt, mærket og gennemgået, og som blev holdt indespærret her under sadistiske og umenneskelige forhold. Da lejren endelig blev befriet i maj 1945, var det desværre ikke alle, der kunne forlade den. Tusindvis af de mange uskyldige fanger bukkede under for disse SS uhyrligheder, hvoraf mange ligger begravet i massegravene under mindetavlerne på muren, andres aske blev strøet ud på markerne rundt om lejren som en anden form for gødning.

Lejren blev brugt som model for koncentrationslejrene Auschwitz og Buchenwald, hvorved man så nemt kan forestille sig, hvilke lignende forbryderiske tilstande, som af samme årsag er fortsat i disse to berygtede lejre.

Data: Vikipedia

Fotos: Leo H.

9 April 1945 - 4 maj 2015

Er bestemt en dato og velkendt benævnelse, som alle siden dens historisk tilkomst, har hørt om på den ene eller anden måde. Mange, der oplevede denne morgens begivenheder, hvor tyske tropper skred ind over den dansk/ tyske grænse og da i sandhed og især de familier, som af den grund mistede et familiemedlem derved, som med stålsat mod og sejrsvilje på ordre som soldat tog kampen op mod den tyske besættelsesmagt, hvoraf flere betalte den højeste pris ved at miste livet, vil huske denne dato, som meget trist, sørgelig og forfærdende. Andre mistede også siden, som krigårene gik, familie og venner, der på anden måde også kæmpede imod tyskernes besættelse af vort land.

Vore danske modstandsmænd fortjener prisværdig ros for det enorme og livsfarlige illegale arbejde, de udførte egenhændigt for Danmark. Og de er gudskelov heller aldrig blevet glemt herfor, men på diverse årsdage er de landet over blevet mindet i taler og med kransenedlægninger i mindelunde m.v. Desværre mistede flere frihedskæmpere deres liv ved, at folk med en anden opfattelse af demokrati og frihed meldte sig under de tyske faner og iklædte sig de modbydelige tyske uniformer enten som gestapo medhjælpere, stikkere eller som de berygtede hipofolk, og som de landsforrædere de i deres egen ringe og sølle selvforståelse fandt var en æressag at udføre for det tyske rige, blev de af danske landsmænd utilgivelige og forhadte. Ufatteligt for anderledes tænkende at forstå, at personer med dansk baggrund kan tilslutte sig et andet lands krigspolitik og udføre ufattelige misgerninger og siden forfølge egne landsmænd med grusomheder såsom tortur med døden tilfølge, likvideringer, mishandlinger af tilfældige sagesløse personer m.v. Intet under at vore frihedskæmpere gjorde gengæld og fjernede flere af disse hadefulde overløbere, inden de forvoldte mere og større skade.

At en lille tysk mand med ligeså stor en hjerne og lille firkantet overskæg / mustage om man vil, der med sine ekstatiske flammetaler og med stigende ordlyd kunne opildne et helt folk til at følge ham og hans vanvittige tanker om, at han og Tyskland ved overfald på fredelige lande og på den måde tilrane sig dem og skabe et verdensherredømme på nazismens ideologiske betingelser og siden gå i krig herfor, er jo et velkendt faktum. Men denne lille mands fantasifulde visioner om at skabe et verdensomspændende rige led som bekendt og gudskelov for det en krank skæbne, efter at millioner af mennesker havde mistet livet. Foreløbige beregninger viser, at Hitlers drøm om en tysk verdensmagt har kostet alene i menneskeliv ca. 60 millioner heraf alene 22 - 23 millioner soldater samt ikke mindst de op i mod 6 mill. jøder, der blev deporteret og udryddet og 100 - 200,000 sigøjnere, der blev forfulgt og myrdet, som et led i nazismens racepolitik. Oven i det kommer hundrede mill. og atter hundrede mill. af kroner i ødelagt materiel. Så ganske forståeligt at denne demagog og nasifører, hvis drømme om globalt at videreføre nazismen på verdensplan, men som endte med et knusende nederlag og total og endeligt sammenbrud. Og med udsigt til at skulle stå til regnskab for dette storhedsvanvid og hans retoriske og rascistiske vendinger, hvor han opfordrede til at udføre grufulde gerninger, var denne lille mand ikke stor nok til at se sine retsdommere i øjnene, valgte han, i krigens sidste dage, at undgå en for ham hurtig rettergang over sine kyniske og umenneskelige handlinger, at skyde sig en kugle for panden, så han derved undgik, at de allierede henrettede ham.

Filmen kan desværre ikke få mig til at falde i svime, Jeg havde oprigtig talt set frem til dens færdiggørelse ud fra, at scenen faktisk var lig med virkeligheden, og at der hvor man i dag kan læse på en mindetavle opsat på en husmur. Citat: Her begyndte kampene mod den tyske overmagt. så ved at se filmen må man konstatere, at der hvor den direkte konfrontation fandt sted, har man godtnok anbragt en mindre panserværns kanon omringet af soldater, som virkede ganske fredelige og en stærk kontrast til virkeligheden 9 April 1940, hvoraf nogle trofaste soldater mistede livet, men som her i filmen vises uden nogen form for modstand. Når der nu alligevel blev spærret af i gaden for optagelse, ville det på alle måder have tjent filmen til det bedre, om nogle af disse dramatiske kamphandlinger var blevet vist i filmen, samt ikke mindst de forsvarsløse ildkampe og forsøg på at undgå de tyske soldaters fremmarch videre ind i Danmark. For som mindetavlen ovenfor fortæller os VAR DET JO LIGE HER DET BEGYNDTE ! Så aldeles ærgeligt, at denne historiske modstand henlægges til et par sidegader, og hvor også gruppen senere overgiver sig virker forkert og fake. Filmen er efter min mening en skuffelse ud fra den betragtning, at manuskriptet med sine historiske baggrund havde fortjent en bedre og mere actionagtig skildring, som ville have gjort den noget mere interessandt fremfor nu at virke noget statist- og Don Quixote agtig ved på cykelryg, at storme frem og forsøge at bekæmpe de tyske tanks og kampvogne med repeter geværer.

Siden ovennævnte hændelser fandt sted har vi netop passeret 75 års dagen for anden verdenskrigs begyndelse. Og som tidigere nævnt er mange film ud fra autentisk og tilgængeligt materiale blevet filmisk produceret, og beretninger om denne triste historiske epoke, er blevet vist i biografer over hele verdenen så vi med egne øjne kan danne os et billede af, hvad denne krig forårsagede af menneskelig ulykke. Derfor fejrer vi 4. maj hvert år i glæde over, at det var denne aften for mange år siden, fredsbudskabet kom til os over BBC i London. Og altså i år skete for femoghalvfjerds år siden. Men denne aften er noget ekstraordinært her i byen Haderslev, hvor der på byens kaserne inviteres til en imponerende lysfest. I år var 4. maj aftenen i lysenes tegn helt fantastisk, som altid startende med fakkeltog fra byens centrum til kasernen til musik fra det meget dygtige Slesvige musikkorps (SMUK), som liner op foran kasernen, hvor der i alle kasernens mange vinduer bliver tændt ialt flere hundrede lys. Aftenens talere var i år kasernens oberst, byens borgmester og tidligere statsminister Løkke Rasmussen. Derefter blev der forevist et fantastisk lysshow på hele kasernens facade. Et lysshow som imponerede alle, der var tilstede og det med god grund. Det bliver bestemt svært at leve op til næste år.

Historiske Dannevirke !

Når jeg som skrevet ofte besøger Dannevirke, som næsten altid beløber sig til at vare nogle dage p.g.a. den 350 km lange afstand, som forefindes mellem min og datterens bopæl, hænder det som oftest dagligt, at jeg spadserer rundt eller langs de gamle og historiske befæstningsvolde. Turen er som skabt til at tage menneskets bedste ven med i snor, og i tankerne, medens man går der langs voldene, bliver man inspireret til at lade det historiske materiale, som man har hørt og læst om, få frit løb til at danne sine egne billeder og forestillinger om hvad, som med sværd i hånd på blodig vis måske er hændt og udkæmpet på liv og død, lige netop her, hvor man i øjeblikket befinder sig. Og er man i stand til, at skabe og fornemme samt fastholde for sit indre blik, scener og billeder af hærgende horder og vilde krigere, giver det et interessant indblik i hvad som der igennem perioder af historien over flere hundrede år, med mere eller mindre held har forsøgt at løbe stormløb på det, som i vikingetiden på oldnordisk hed danavirki., siden på tysk danæwirchi og derefter, som nu at hedde Dannevirke. Langt senere blev denne form for krigsførsel mere taktisk anlagt, med langt bedre udrustning og bajonetpåsatte geværer samt langtrækkende kanoner, som dermed også forøgede tabstallene væsentligt. Ved at fornemme og se det lidt på denne forstilte måde, kan man ved at betragte voldanlægget og skanse 14 få et bedre indtryk af, hvilke omkostninger det har været forbundet med at forsøge at trænge ind over voldmuren og dermed grænsen mod nord, som voldanlægget samtidig udgjorde og fungerede som. I den forbindelse må man huske at nævne de mange danske vagtposter og soldater, der gennem tiden fædrelandskærligt heroisk og tappert har forsøgt at forsvare fæstningsværket, hvorved mange mistede livet. Og på en sådan tankevækkende spadseretur, kan det ikke undgås at nikke anerkendende til, hvad danske soldater heltemodigt har udkæmpet hele vejen gennem old og vikingetiden her omkring og langs Dannevirke. Slesvigkrigene hærgede helt frem mod vor egen mere materielle og moderne tid, og med forsvarviljen i behold trods tab og nederlag vil disse tappert kæmpende soldater og patrioter for altid være en del af de politiske og historiske begivenheder, der gennem tiden på liv og død har udspillet sig her omkring disse forsvarsvolde.

Da jeg for længe siden var en lille dreng og gik i skole, husker jeg fra historietimerne beretningen om slaget ved og omkring Dannevirke 1848 og senere det for eftertiden så berømte krigsår 1864.Ved at læse arkæologer og forskers fortolkninger samt ikke mindst historieskrivernes beretninger, giver det os som læsere et interessant og historisk indblik i hvad, som forsvarsværket Dannevirke i medgang og modgang har været udsat for og gennemgået med tiden, når sejre og nederlag har skullet berettes og nedskrives for eftertiden. Siden dengang man som elev i historietimen sad og lyttede intenst med på lærerens interessante undervisning i disse for Danmarks vedkommende, historiske og skelsættende beretninger må jeg erkende, at navnet Dannevirke kun har strejfet min hukommelse, når begivenheder har relateret hertil, og mest i forbindelse med div. mærkedage herfor, og er blevet nævnt og omtalt i skrivende eller digitaliserede TV medier.

Derfor finder jeg det også glædeligt og ganske tilfældig, men bestemt også yderst interessant, at jeg nu efterhånden mange gange har besøgt området, der på tysk benævnes henholdsvis, som kleine und grosse Dannewerk. Grunden herfor skal ses i lyset af, at min datter har stiftet tysk familie og nu som en kendsgerning af dette bor ganske tæt, og nær disse græsgrønne og træbevoksede og for eftertiden berømte fæstningsvolde.

Turen er som skabt til at tage menneskets bedste ven med i snor, og i tankerne, medens man går der langs voldene, bliver man inspireret til at lade det historiske materiale, som man har hørt og læst om, få frit løb til at danne sine egne billeder og forestillinger om hvad, som med sværd i hånd på blodig vis måske er hændt og udkæmpet på liv og død, lige netop her, hvor man i øjeblikket befinder sig. Og er man i stand til, at skabe og fornemme samt fastholde for sit indre blik, scener og billeder af hærgende horder og vilde krigere, giver det et interessant indblik i hvad som der igennem perioder af historien over flere hundrede år, med mere eller mindre held har forsøgt at løbe stormløb på det, som i vikingetiden på oldnordisk hed danavirki., siden på tysk danæwirchi og derefter, som nu at hedde Dannevirke. Langt senere blev denne form for krigsførsel mere taktisk anlagt, med langt bedre udrustning og bajonetpåsatte geværer samt langtrækkende kanoner, som dermed også forøgede tabstallene væsentligt. Ved at fornemme og se det lidt på denne forstilte måde, kan man ved at betragte voldanlægget og skanse 14 få et bedre indtryk af, hvilke omkostninger det har været forbundet med at forsøge at trænge ind over voldmuren og dermed grænsen mod nord, som voldanlægget samtidig udgjorde og fungerede som. I den forbindelse må man huske at nævne de mange danske vagtposter og soldater, der gennem tiden fædrelandskærligt heroisk og tappert har forsøgt at forsvare fæstningsværket, hvorved mange mistede livet. Og på en sådan tankevækkende spadseretur, kan det ikke undgås at nikke anerkendende til, hvad danske soldater heltemodigt har udkæmpet hele vejen gennem old og vikingetiden her omkring og langs Dannevirke. Slesvigkrigene hærgede helt frem mod vor egen mere materielle og moderne tid, og med forsvarviljen i behold trods tab og nederlag vil disse tappert kæmpende soldater og patrioter for altid være en del af de politiske og historiske begivenheder, der gennem tiden på liv og død har udspillet sig her omkring disse græsklædte forsvarsvolde.

Der er sikkert mange , som naturligt har tænkt og undret sig over, hvordan man har kunnet tidsbestemme voldene til at stamme fra omkring år 700, og som nogle undersøgelser viser, måske endda lidt tidligere nemlig fra omkring år 600, og man må jo indrømme, at vi så er utrolig langt tilbage i tiden, men videnskabelig forskning har afstedkommet en metode ved navn kulstof -14 datering, som er en metode, der bruges ved arkæologiske prøver og undersøgelser for at kunne tidsfæste div. fundne og udgravede objekter. Metoden blev opfundet og udviklet 1947-1951 af Willard F. Libby, som fik tildelt Nobelprisen i kemi 1960. Med til at gøre disse antagelser omkring aldersbestemmelse særdeles sikre, findes også ved brug af metoden Dendrokronologi (årringsdatering). De nævnte arkæologiske metoder har sammen med tidligere tidsbeskrivelser stadfæstet dateringerne af Dannevirke, som ovenfor nævnt!

Formålet med at anlægge en høj og bred vold, som skar sig på tværs af den sydlige og smalleste del af Danmark, var frygten for fjende angreb sydfra, og som hermed dengang markerede rigets sydlige grænse, som en anden slags Berlinmur med grænseovergange, som overvågedes af posterede vagtposter, som førte opsyn med hvem, som fik lov at passere gennem porten. Bevæggrundene for at bygge et sådan total forsvarsanlæg menes iflg. kilde skulle være, at landet ønskede udadtil at markere sig med en stærk forsvarspolitik og en dertil hørende passende hær. Meningen med denne relative store hær skulle så være at kunne beskytte riget mod indtrængen fra fremmede stammer og hære. Det var især naboerne mod syd,.som udgjorde en trussel. I første omgang var det sakserne, man måtte forsvare sig imod, siden blev der udkæmpet slag mod det voksende frankerige, som var i rivende udvikling, dernæst det Tysk - romerske rige samt de venderske obodriter, som drog hærgende og plyndrende op igennem jylland. De mange krigshandlinger og angreb sydfra foranledigede naturligvis, at indsatsen og forbedringen af forsvarsvolden og dermed sydgrænsen blev opprioriteret og væsentlig forstærket.

Hvem fik ideen, og hvem byggede egentlig Dannevirke? I mit researcharbejde har jeg stødt på flere muligheder herfor, og især må det formodes, at teorier og gisninger sammenholdt med arkæologernes tidsbestemmelser, er med til at skabe et om ikke fuldgyldig svar herpå, så dog med de visionære kulstof-14 dateringer in-mente, at gisne om, hvem det muligvis kan have været, og ikke mindst hvem det ikke har været.

Et ved vi dog, at de ældste dele aft Dannevirke, Hovedvolden, Nordvolden og Østvolden stammer helt tilbage fra omkring år 650 måske enda lidt tidligere, og er bygget over en meget lang historisk årrække. Dendrokronologi fra arkæologiske udgravninger i årene 1969-1975 viser, at befæstningsværket er bygget over 3 faser mellem årene 737-968. Forskningen viser også, at kong Gudfred, som var danernes konge i årene 804-810 byggede videre på voldmuren og dermed maner myten i jorden om, at Gorm den gamles hustru Thyra Danebod skulle være den, som tog og gav bemyndigelsen til at påbegynde bygningen af Dannevirke. Udfra historisk materiale menes hun født i begyndelsen af 900 tallet og død omkring år 958. Jeg tilegner hende bestemt gerne denne ære at være ophavskvinden til denne historiske beslutning, men udfra de næsten sikre kulstof 14-målinger af udgravede træsorter fra før den tid i de tidligste dele af voldene, skulle denne antagelse altså ikke kunne være mulig!

Det skal dog til hendes ære nævnes jf. diverse overleveringer, hendes ængstelse for, at landet skulle blive overrumplet og besat af stammer og krigere sydfra, som gjorde, at hun tog ansvaret for at udbygge og forstærke voldanlægget. Dette skyldtes måske det tilblevne sagn, som fortæller, at det var Tyra Danebod som tog initiativ til, at Dannevirke blev en reallitet! Efter hendes og Gorm den gamles død forsatte kongerækken med sønnen Harald Blåtand, som også i sin regeringstid viderebyggede og forstærkede volden til at være 20 m bred og 5 m høj. Siden kom Svend Tveskæg, Knud den hellige, Valdemar den store, Knud d. 6, Valdemar Sejr som alle fik sat deres kongelige adelsmærke på disse historiske volde.

Hvidstengruppen lever videre i glorværdige minder!

Det var fra disse engelske fly af mærket Halifax, de mange nedkastninger fandt sted!

Foto : venligst udlånt af Purhus Lokalarkiv.

Marius og Gudrun Fiil flyttede begge ind på kroen i 1925, da hans moder døde, for at kunne hjælpe faderen med at drive og passe krostedet. De fik med tiden kroen gjort kendt, og han, Marius Fiil, udbyggede kroen med genbrugsmaterialer, son han havde forhandlet sig frem til, og sled og slæbte selv med div.ud og tilbygninger, som han mente, kroen havde brug for. Der kom mange gæster, så haven, og alt hvad der kunne bruges til at huse de mange gæster, som en sommersøndag kunne være helt op til 7-800 hundrede, blev taget i anvendelse, så der blev aset og slidt med at betjene alle de mange besøgende. Marius holdt meget af, til stor undren for hans far, at cykle eller køre rundt med hestevogn, har man fortalt mig, til de omkring liggende gårde og landsbyer, hvor han opkøbte antikviteter m.m., som han så installerede på kroen. Gammelt bindingsværk fra nedrevne ældre gårde opkøbte eller fik han til senere byggearbejder af kroen, og et hus, som ligger ganske nær kroen kaldet Tulles hus, fik han bygget til sin datter Kirstine og svigersønnen Peter Bergenkammer Sørensen, i forbindelse med deres bryllup. Når Marius handlede med folk, skete det altid med lune og ægte jyskhed. Folk lo og blev i godt humør over hans originalitet og morsomme bemærkninger. Syntes han ikke om folk, gik han bare videre uden at anfægte eller bebrejde nogen dette. Han var helt igennem ægte med et Grundtvigiansk livssyn og så dansk som nogen og lagde aldrig skjul på sit danske sindelag.

Som bekendt bliver Danmark i 1940 besat af den tyske hær under nazismen, og vort land gik fra at være et lille, stille og fredeligt demokratisk land til nu at blive underkuet og terroriseret af de tyske magthavere og frihedsberøvere, som med grufuldhed og megen ondskab fremviste nazismens grimme og modbydelige ansigt.

Naturligvis og i stor taknemmelighed for det fra folk, der ville det anderledes, var modstandsarbejdet ved at tage form og dermed etablere sig illegalt over hele landet. I 1943 var man efterhånden blevet ret godt organiseret, men manglede våben og ammunition, samt dertil egnede steder for faldskærmsnedkastning af våben, sprængstoffer og faldskærmssoldater/agenter, som med hjælp og vejledning bidrog til den videre organisering og planlægning af modstandsbevægelsen.

Senere fik de tilligemed en anden opgave. Nemlig at modtage og huse omkring tilsammen 50 illegale personer, for siden at få dem videreført til Sverige af sikkerhedsmæssig årsager.Disse illegale og dødsensalvorlige nedkastninger foregår med jævne mellemrum omkring et år, medens krigen og terroren i Danmark fortsætter hjulpet godt på vej af det tyske hemmelige statspoliti Gestapo. Men takket være -nedkastningerne bliver modstandsgrupperne i Danmark i stand til med våben og sprængstoffer at kunne kæmpe imod og gøre gengæld mod den forhadte tyske besættelsesmagt. Gestapo havde uindskrænket magt og var ansvarlig for tortur og drab på medlemmer af modstandsbevægelsen samt på mange andre tilfældige uskyldige medborgere i de fem forbandede år.

Hvidstengruppen havde som bekendt modtaget et antal engelske faldskærmsfolk, som de to søstre sørgede for blev indlogeret diverse steder for senere at føre dem til modstandsbevægelsen. Albert Iversens status som dyrlæge gjorde, at han kunne færdes ude om natten, og derfor når de modtog Faldskærmsagenter sørgede han, for at de hurtigst muligt blev kørt ind til Tulles hus i Hvidsten. Faldskærmefolkene havde fået tildelt diverse opgaver at udføre sammen med modstandsgrupperne. De første de modtog, skulle vise sig at blive aldeles katastrofal samt ganske tragisk og dermed enden på det imponerende pionerarbejde de udførte for Danmark og modstandsbevægelsen. To af de første modtagne faldskærmsmand skal udføre opgaver i Århus, hvortil de er blevet transporteret, og under en af disse opgaver i Dec.-1943, blev de anholdt og arresteret. Ordren var ellers, bliver i taget og arresteret, så skulle de sluge den Cyankaliumpille, de var udstyret med. Men trist for dem, tragisk for Hvidstengruppen og sørgeligt for modstandsbevægelsen undlod de dette, som ellers var en pligt og endte med, under tortur, at røbe Hvidstensgruppens eksistens.

Hvidsten Kro blev nu holdt under opsyn for at skaffe yderligere beviser, og da disse mentes at være i hænde for videre forfølgelse, slog Gestapo til d.11 marts 1944 kl. 6.15 under ledelse af Gestapochef Schwizgebel og hans folk. De omringede kroen, så al forsøg på flugt var udelukket, og arresterede kroejer Marius Fiil og hans søn Niels, svigersønnen Peder Sørensen, samt døtrene Kirstine (Tulle) og Gerda. Kun Andreas Stevnz, hvis lade i første omgang blev brugt som opbevaring af våben, efter en nedkastning var veloverstået, nåede at slippe væk og flygtede til Sverige. Denne sorgens morgen afstedkom, at yderligere fem medlemmer af den berømte gruppe i løbet af ugen blev anholdt og ført til Gestapos hovedkontor i Århus. Efter lange forhør m.m overførtes de i slutningen af marts måned til Horserødlejren. Men den 22 maj 1944, dagen efter Marius Fiil havde fejret sin sidste fødselsdag under nogenlunde frie forhold i lejren, blev de overført til Vestre fængsel i København. Her blev de stuvet sammen i en celle ventende på det, som de inderst inde vel nok håbede på ikke skete, men som bestemt også i deres bevidsthed kunne blive det endelige udgangspunkt med døden til følge, ved at tage kampen op mod besættelsesmagten, men deres fasttømrede og helstøbte venskab, som forbandt dem ville Gestapo aldrig under nogen form, kunne få held til at fratage dem.

I cellen kom de til at sidde sammen med en gruppe fra Himmerland under ledelse af den unge modstandsmand Christian Ulrik Hansen, som hjalp og senere efterfulgte Flemming Junker, med at lede hele modstandsbevægelsen i Jylland, da han Fl. Junker efter Hvidstengruppens tilfangetagelse måtte flygte først til Sverige dernæst til England, hvor han over BBC radio deltog i kodearbejdet for nedkastningerne i Danmark. Christian Ulrik Hansen. som var en dygtig leder og organisator af modstandsbevægelsen, blev anholdt af Gestapo på banegården i Aalborg i februar 1944. Under transporten til Gestapos hovedkvarter som jeg, som tidligere Aalborgborger, ved kun lå ca. 250 m fra banegården, her forsøger han at flygte, men bliver skudt i det ene ben og han opgiver og anholdes atter og smides i en celle i den dengang berygtede Gestapobygning på Boulevarden i Aalborg, hvor forhør og tortur fandt sted, hvilket mindepladen over den stikker angivne modstandsmand Holger Emil Clausen vidner om, som under grusomme torturmetoder (uden at røbe det mindste ) endte med at blive henrettet ved nakkeskud i garagen i gården til den forhadte bygning.

Efter forhør og utvivlsom hårhændet behandling hos Gestapo, overføres Chr. Ulrik Hansen til Horserødlejren og siden derfra til Vestre fængsel i Kbh, hvor han den 18 juni 1944 dømmes til døden og fem dage senere henrettes i Ryvangen. Hvorfor han alene skulle forlade cellen og kammeraterne for at blive henrettet ved kun tyskerne selv, for blot seks dage senere, fik hans venner og celle kammerater fra Hvidstengruppen foran den tyske krigsret 26 juni 1944, oplæst dommene p.g.a. deres illegale og direkte modstand mod den tyske besættelse, krigsretten afsagde seks fængselsdomme fra to-fire år samt tugthus på livstid, og otte medlemmer, som mere aktiv deltog i modtagelsen af våben og faldskærmsagenter og til videregivelse af sabotagemateriel og våben til modstandsbevægelsen i Danmark, blev idømt dødsstraf ved skydning, som eksekveredes 3 dage senere. Så at fratage dem deres sidste venskab inden for kun ni dage, vidner om hvad krigsmanerer mangler af empati og forståelse for dem der undertrykkes.

Husmoder Kirstine Sørensen f. Fiil, Hvidsten .Landmand Jens Stenz, Chauffør Barner Hyldgaard Andersen

dømtes til tugthus på livstid.

Den officielle bekendtgørelse lød : Ved Krigsretsdom af 26 Juni 1944 er følgende blevet dømt for deltagelse i sabotageforbrydelser

Kroejer Marius Anton Pedersen Fiil, Hvidsten

Kromedhjælper Niels Fiil. Hvidsten.

Bryggeriarbejder Peter Bergenkammer Sørensen,

Mekaniker Johan Kjær Hansen.

Radioforhandler Niels Nielsen Kjær,

Karetmager Søren Peters Kristensen.

Møller Henning Andersen.

Dyrlæge Albert Carlo Iversen dømtes til døden.

Lillebilvognmand Anders Venning Steensgaard,

Købmand Knud Peter Buckhorn Christensen

dømtes til hver fire års tugthus.

Servitrice Gerda Søvang Fiil, Hvidsten,dømtes til 2 års ungdomsfængsel.

De Iversen og Steensgaard tilhørende personbiler og Christensens lastbil, der alle var blevet benyttet ved forbrydelsernes gennemførelse, og de beslaglagte våben, sprængstoffer m.v. blev konfiskeret.

Dødsdommene er torsdag den 29 Juni 1944 blevet fuldbyrdet.

For uvedkommende kan det være svært at forestille sig, hvilke tanker, der er løbet gennem disse heltemodige mænd, da dødsdommene en for en blev oplæst og forkyndt, som nu må ofre livet for det, som de af nationale og fædrelandskærlige grunde påtog sig af egen fri og personlig vilje. Deres nationale sindelag stod ikke til at ryste, selv ikke det at risikere at skulle betale den højeste ultimative pris, selve livet, kunne end ikke ændre eller rokke ved deres bevidsthed om dette! Kirstine, også kaldet "Tulle", beretter i et interview, at hun og søsteren fik lov at være sammen med dem dagen før henrettelsen og om, hvordan de roligt og behersket talte og lo lidt, spiste lidt chokolade, som om det var en helt normal familiekomsammen de deltog i. Hun siger videre, at de bad fadervor, hvorefter de siden gik til deres celler, som nu var blevet til enkelmands celler på grund af dødsdommene. Det var her, de skrev de sidste breve til familien, de vinkede, smilte til hende medens de stod i dørene, og hun så nu deres ansigter for sidste gang, og i en sådan alvorlig stund, kan man nemt forstå, var et øjeblik, hun aldrig ville glemme.

Næste morgen d. 29 juni 1944 hvor midsommersolen kaster sine første stråler på Vestre Fængsels tage og tykke mure brydes stilheden af høje kommandoråb og støvletramp, en raslen med nøgler og døre der åbnes og smækkes, lysene i de 8 dødsdømtes celler bliver tændt, og de får besked om at klæde sig på og kun dette, man kan kun gætte på hvilke følelser det må have påført dem for derefter at begive sig ned til den ventende lastbil og transporteret ud til Ryvangen og hen til stedet, hvor mange danske modstandsfolk før og siden blev skudt og henrettet!

Jeg er overbevist om, at når viljen er tilstede tilligemed ønsket om at leve i fred og frihed med hinanden, og disse demokratiske muligheder bliver tilsidesat af en brutal og kynisk krigsmakt, vokser der sig hos nogle frihedselskende personer en harme og sand tro på at ville forsøge aktivt at modvirke dette af egen fri vilje, som også gik forud for Hvidstengruppens berømte jyske medlemmer, som derfor deltog i et modigt og dødsensfarligt modstandsarbejde i forsøget på at begrænse den tyske nazismes hærgen, frygt og uhyrligheder mest muligt. Gestapos metoder var grusomme, og var den direkte årsag til, at en af gruppens modtagne faldskærmssoldater senere tilfangetages og røbede Hvidstengruppens eksistens. Det gloværdige pionerarbejde de som modtagergruppe af våben, sprængstoffer og illegale faldskærmsmænd modtog nedkastet i faldskærm fra de engelske flyvere i nattens mulm og mørke, fandt hermed sin afslutning, et modstandsarbejde, som de med stor fare måtte lede længe efter inden alle containere var fundne og gemt væk, for senere at blive formidlet videre til modstandsbevægelsen, som alene af den grund blev mere effektiv i deres handlinger. Og man kan forstå igennem ord og efterskrift, at man er dem stor tak skyldig! Man kan ærgre sig over, at gruppen ikke fik lov at udføre flere operationer af den art, men alle var bevidste om, at det kunne ende med det, som de nu stod overfor, at blive skudt for deres opstand og forbrydelser mod det tyske rige, som tyskerne påstod, heltemodigt og ærefuldt modstandsarbejde sagde danskerne derimod dengang.

Henrettelsen opad de tre simple træpæle i Ryvangen skete to og to, og vandringen hen imod dem, hvortil de blev bundet, er sket udfra det man kan læse om disse personer med ro og værdighed og ægte jysk besindighed, og med, vil jeg tro, nogle få ord og bemærkninger fra kammeraterne, som for evigt vil tilhøre dem iblandt og være dem evigt forbundet. I disse sidste sekunder hvor livets lys skiftede til dødens mørke, kan man kun gætte på, hvor deres tanker har været placeret!

Men da skuddene og kuglerne faldt, mistede Danmark noget sjældent menneskeligt og værdifuldt, som altid bør huskes, æres og værdsættes i taknemlighed !

Gerda og Tulle Fiil var nu vågnet ved den megen larm og støj ude på fængselsgangene. De var bevidste om, at det som foregik, kunne være det, som de frygtede. Nemlig at familien og resten af gruppen nu blev ført afsted og blive henrettet, og de var også klar over, at dette kunne ske og være enden for dem, hvis alt gik galt. Det var altså desværre situationen her og nu, hvor 8 modige og brave mænd, med helhjertet stolthed til dette at være dansk, og retten til at kæmpe for det man tror på, skånselsløst hentes i fængslet og nu må se døden i øjnene. Begge søstre er naturligvis berørt af morgenens frygtsomme hændelser og for at få vished om, hvad der er foregået, beder Kirstine "Tulle" om lov til at gå på toilettet, og bemærker da, at navneskiltene ud for de af Hvidstengruppens dødsdømte medlemmer er blevet fjernet og kommer nu tilbage og meddeler sin søster, hvad som nu kan være sket. De er selvsagt meget berørte og græder begge med rette over det tragiske, som formodes at måtte være hændt deres nære familie og bedste venner og kammerater fra gruppen. I trods og væmmelse over, hvad denne usle krigsmagt og kyniske bødler har forårsaget af koldblodigt ondskab ved disse henrettelser, er det i timerne umiddelbart efter fuldbyrdelsen af dødsdommene, at Tulle Fiil i vrede beder om pen og papir og skriver sit kendte og stærke brev til det tyske riges befuldmægtige i Danmark Dr. Werner Best.

Tulle og Gerda blev siden sammen med de andre tre medlemmer, som ikke blev dødsdømt, sendt til Tyskland for at afsone deres Tugthusdomme der. Efter Krigen kom de hjem med de hvide Røde Kors busser, men desværre for Tulle kom de mange traumatiske og psykiske hændelser til at berøre og påvirke hende resten af livet.

Marius Fiils sidste brev til sin hustru få timer før han henrettes!

Kære elskede Gudrun.

Bitten, Tulle, Gerda, Ritha, og Otto og Stumpen!

Nu har Klokken slaget 11 og snart 12, og vi skal væk herfra, Vorherre kalder os hjem til sig, og vi får det godt alle hjemme hos ham, så godt, som et Menneske kan få det, vi er ved godt Mod alle sammen, for vi ved jo, at vi går hjem til den evige Hvile i Herrens Arme.

Og når alle I kære derhjemme holder sammen om vores kære Hjem og arbejder for det, da mødes vi engang i Herrens Hus, hvor der er Fred og ingen Krig, og til den Tid må I stå sammen og holde sammen og arbejde for Hjem og Danmarks Sag, så den slægt, som skal bære vort Slægtsnavn frem, kan sige: Vore Fædre faldt med Ære for Danmarks Sag og vor Konge. Husk, der er mange, der faldt før os. Husk danske Sømænd ude i Verden. Danske herhjemme før os, og dem efter os, - alle har vi gjort, hvad vi kunne, om det kun var lidt, men vi skammer os ikke, vi siger som Blicher " La vos aalti blyv ved de, Faar sit Baan ka kinnes ve " Og vi kan være vor Børn bekendt, kære Gudrun, og bliv ved med den samme Opdragelse, så vil de ære dit og mit minde, og det vil blive bevaret i Fremtiden. Der vil komme sorgfulde Dage for dig, min Elskede, med Kamp og Arbejde, men du må bære det i Herrens Navn og stole på ham, han har hjulpet mig, i de sidste Dage, læg trygt din Tillid til ham, og han vil hjælpe jer alle, Herren Vil hjælpe jer, Herren vil bevare jer, Herren vil lyse Fred over jer alle og Herren vil alle Dage være med Eder alle, I kære derhjemme.

Jeres Far og din Mand, Marius.

Et smukt og berømt brev fra Kirstine Fiil til Werner Best, som fortæller om hendes syn på henrettelsen af medlemmerne fra Hvidstensgruppen.

Kirstine blev også kaldt Tulle.

Tysk afdeling, Vestre Fængsel

den, 29. juni 1944

Det tyske riges befuldmægtige,

Dr. Best.

I anledning af, at De i dag har henrettet otte danske mænd, føler jeg trang til at sige Deres exellence min mening, ikke for min families skyld, som i dag er blevet skudt, men for alle dem, der kommer efter dem, for nogle kommer, det ved vi. Deres Excellence må da kunne forstå, at fordi der sker sabotage ude i byen, og der bliver henrettet otte mænd, som ikke har haft noget med det at gøre, så vil uroen ikke holde op, den vil tværtimod blive værre.

Deres excellence har jo også været så længe i Danmark, og må vel efterhånden kunne forstå dansk tankegang. Det arbejde vores mænd har gjort, er ikke gjort af had til Tyskland, men fordi Danmark er i krig, for i krig er Danmark.

Men jeg er også bange for, at der efterhånden vil blive et sådant had til Tyskland, ikke hos os, der sidder indespærret, vi har lært at forstå tyskerne en lille smule bedre, men hos de børn, der har mistet deres fædre, disse børn, der engang vil blive voksne, hvad de vil tænke og føle, er ikke svært at gætte sig til, og jeg ved, at de vil blive opdraget til at være stolte af deres fædre.

Jeg har selv en lille pige, som i dag har mistet sin fader, morfader og morbroder, hun kan heldigvis ikke forstå det, men kunne hun, ville hun alligevel være stolt af dem. Min broder sagde den sidste gang, jeg så ham: "Vi ved, at et fjæld kan sprænges, og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv."Det vil Danmark ikke, for Danmark og alle dem, der gav deres liv for Danmark, vil vidne om, at selv et lille land som Danmark må have lov til at tænke selvstændigt. Nu har jeg ikke mere på hjerte, kun dette ville jeg sige, at jeg er stolt over, at jeg havde en mand, far og broder, der var værdige til at dø for Danmark.

Se links hvor "Tulle" og Gerda Fiil hver især beretter om dommene !

Ved at føre musen henover det mørke område herunder, fremkommer de to ovennævnte videoer med de to søstres beretninger.

http://vimeo.com/30780005

http://www.1sted.dk/2verdenskrig/danmark/film-hvidstengruppen.aspx

Nedenfor uddrag hentet fra tidligere kredsdyrlæge Helge Mikel Jensen,s smukke beretning om Dyrlæge Albert Andersen og Hvidstengruppen.

Et stykke tid efter befrielsen, nemlig den 10. juli 1945, førtes otte kister med de henrettede patrioter fra Hvidsten - Spentrup gruppen gennem Københavns gader til en bisættelseshøjtidelighed i den store Grundtvigskirke. Hele det store kirkerum var fyldt, og hele det officielle Danmark var til stede med repræsentanter for kongehuset, regeringen frihedsbevægelsen for at vise de faldne den sidste ære.

Overlæge Jørgen Røjels bog “Modstandsgruppen Hvidsten” beretter følgende fra denne højtidelighed:

Der blev i kirken talt af sognepræst Th. Glahn og sunget salmer. Cellisten Louis Jensen spillede Bachs Andante og kgl. kammersanger Einar Nørby sang solo. Derefter talte kommandør Kai Hammerich, der bl.a. sagde: “I disse dage har Danmark fået sine faldne tilbage, det øjeblik vi både frygtede for og længtes efter, kom nu midt i Danmarks frihed og sommer. Nu er I på vej hjem for at hvile i jeres egen jord derovre i Hvidsten, som gennem jeres heltedød er blevet en kendt plet for snart hvert barn i landet. Om få dage skal i hvile sødt i Jyllands jord, og vejfarende vil standse og blotte hovedet, hver gang de passerer mindestenen, der er rejst for de otte frihedskæmpere og som skal afsløres i næste uge. Men i dag er det os herinde i København, der i dybeste taknemmelighed sender jer tilbage. Og frihedskæmpere fra København står æresvagt om jeres kister, og den store Grundtvigskirke er fyldt til sidste plads for at vise jer den sidste ære. Frihedskæmpere ! Et stort ord at tage i sin mund. Men ikke for stort for dem, der kæmpede i det skjulte uge efter uge, måned efter måned, længe før befrielsen var inde - kæmpede netop for denne befrielse, som de ikke selv kom til at opleve. Vi er sammen for i ærbødighed at mindes otte af vort lands stærke frihedskæmpere. Som det mest selvfølgelige af alt Atog de dagens og nattens livsfarlige gerning op; modtog våben, som blev sendt os fra England. De gjorde deres arbejde i en fast overbevisning om, at netop på denne måde skulle og kunne de tjene Danmarks sag. De kunne ikke lade være - det måtte briste eller bære. Og så en dag brast det. Disse mænd, der ikke var af mange ord, men som til gengæld handlede - disse mænd, der til deres dødstime intet røbede, blev en dag selv røbet. Og vejen, den ubønhørlige, gik gennem fængsel og forhør, indtil dødsdommen så endelig blev afsagt den 26, juni i fjor for de ottes vedkommende, mens de andre blev sendt til Tyskland. “Terrorister og sabotører” skrev tyskerne med store overskrifter. “Patrioter og frihedskæmpere” tænkte og vidste og sagde alle vi andre. Hvordan ærer vi andre nu dette minde bedst?. Svaret må blive, at vi ærer kun de faldne i Danmark ved hver dag at vinde freden og friheden. Ved uden vaklen at gøre hverdagens gerning for at bygge et bedre Danmark op end før. Måtte den ild, der tændte Danmarks modstandsbevægelse i brand, stadig brænde i danske hjerter. Lad os aldrig glemme, at de otte mænds død, vi her er samlet om, var med til at sætte hele den verdenskendte danske folkestrejke i gang. Dråben var flydt over bægeret - og Danmark viste voldsmagten og hele verden sin sande natur. Mandigere svar har et folk aldrig givet på så stor en sorg og harme. Skal vi med dyb tak til vore faldne, om nu bisættes her fra Grundtvigskirken, love dem og hinanden med Guds hjælp at gå videre af den vej, de viste os, og skal vi med dette løfte i vore hjerter - denne bøn - rejse os op for i stilhed at mindes disse otte af “Danmarks velsignede drenge”, som Kaj Munk kaldte dem, der stred og faldt, indtil landet blev frit. Æret være deres minde”.  Den 16. juli 1945 kom de faldne så hjem til Hvidsten og Spentrup. I spidsen for det lange sørgetog, der fulgte de otte mænds urner, gik 6 hvidklædte piger, som gik foran og strøede blomster på vejen.

En smuk gestus, som ses herunder!

Se link til video i og fra Randers Amtsavis.! http://youtu.be/_MhzhOcC4Q0

NB.

For dem som ikke ved det, indspilles der for nuværende en film om denne berømte og legendariske modstandsgruppe. Filmen er nu færdig og har haft premiere 1 Marts 2012!

Kilder :

Bogen : Krigen 1939-1945 Bind 3

Redaktion Erik Møller, Danmark

H.O.Christophersen, Norge

Åke Thulstrup, Sverige

Bogen: Danmark besat og befriet

ved Hartwig Frichs.

De så det ske under besættelsen

af Per Eilstrup

Lars Lindeberg.

History Watch

Purhus Lokalarkiv.

Min Svigerdatters Familie.

Churchill

hvis navn tilligemed er omgærdet med stor respekt og ærefuldhed ! Bogen, som jeg lige har købt og læst med stor interesse, bærer denne mytiske - verdensberømte persons navn. Min viden om Winston Churchill ligger helt tilbage til efterkrigstiden og udspringer sig vel mest fra talen om Anden Verdenskrig. I de mange år siden denne krig fik sin afslutning, har jeg læst flere bøger og beretninger om dette emne. Og der undgår man ikke at støde på hans navn jævnligt, som har givet god viden om, hvem det var, Storbritannien i krigsårene 1939 - 1945 havde valgt som premierminister. Verden kender ham som en person, der altid fremtræder ulastelig klædt i mørkt stribet habit med håndbundet butterfly og ofte med mørk høj hat, og sin uundværlige cigar mellem fingrene. Verden kender ham også som ham, der med sit berømte V-tegn sejrrigt og uforfærdet stod i spidsen for sit land i krigen mod Hitler og hans hæslige og forbryderiske vanvid.

Mange vil sikkert tro og mene, at Churchills ledelse af sit lands krig mod Tyskland, kun udstak sig fra hans politiske liv og virke, som de til dels har ret i, da han længe før krigens begyndelse skrev og holdt foredrag om sin tid som soldat og krigsreporter og med kampoplevelser og erfaringer fra fem krige gjorde, at hans popularitet i befolkningen steg mærkbart. Det forårsagede, at han ret hurtigt blev valgt in i parlamentet ved et suppleringsvalg i 1900 og fik sæde, som et kendt medlem af det britiske parlament. Han blev som kun 37-årig udnævnt til marineminister. Men hans mod og ukuelige sejrsvilje gennem sin 25-årige soldatertid, med rang af diverse officersgrader samt hans selvsikkerhed og victoriansske idialer, og tilligemed hans enorme indsigt i de politiske krinkelkroge, som han hurtigt havde tillært sig, har unægtelig haft en stor betydning, da valget faldt på ham til at overtage ledelsen efter Neville Chamberlain.

Den 10 maj 1940 afløste han Neville Chamberlain, som befolkningen havde mistet troen på kunne lede nationen i krig. Derfor trådte han tilbage og pegede samtidig på sin efterfølger, der kunne samle opbakning fra Underhusets tre partier, og efter et møde med flere ministre og Churchill selv, førte det til, at han Churchill kunne anbefales og tages i ed af Kong George VI, der havde efterfulgt sin abdiserede bror Edward VIII. Her blev han tildelt premierministerposten, finansministerposten og forsvarsministerposten. Kun kort tid efter overtog han også oppositionslederposten.

Bogens forfatter skriver i sit forord, at han blev stolt over at erfare i sin research, at der var en gruppe af gymnasiaster fra Aalborg Katedralskole, der var en af de første modstandsgrupper i Danmark, som døbte deres gruppe Churchillgruppen, som ses nedenfor. Desværre blev de afsløret og fik alle fængselsdomme.

Stolt var jeg også for år tilbage, da min datter tog sin studentereksamen på selvsamme Katedralskole, som hos mig i relation til ovennævnte gruppe, har tilført skolen en særlig historisk aura omkring sig. Stolte skal vi også være ved al tale om Englands store søn Winston Churchill. Og her slutter forfatteren i sit forord til bogen flg.- ( Citat: hvorfor vi stadig skal beskæftige os med denne Churchill? svaret er naturligvis, at uanset hvordan vi end vender og drejer det, så sejrede i Anden Verdenskrig det gode over det onde - friheden over nazismen - alene på grund af Churchills ukuelighed og enestående bedrift. Han samlede Storbritannien til fornyet kamp, og han samlede den uhellige alliance, der kunne slå Hitler og hans krigsmaskine.) Derfor.

Kaj Munk