1. Nedslag i Gospelmusikkens historie

“Music is the soul of the Civil Rights Movement” (Rev. Dr. Martin Luther King)

“The Civil Rights era in the 1950s and 1960s was the greatest singing movement in our nation's history."

De to udsagn illustrerer, hvordan musik og sang spillede en stor rolle i Den Amerikanske Borgerrettighedsbevægelse. Det følgende er en kort historisk gennemgang af baggrunden for borgerretsbevægelsen, og hvordan afroamerikansk musik udviklede sig fra work songs over spirituals til sange med et budskab om frihed og lighed. Undervejs beskrives sange, som knytter sig til perioden samt nogle af de markante personer, der i særlig grad kendetegner emnet.

Koloniseringen af Amerika, USA's grundlæggelse

Efter at Columbus havde opdaget Amerika i 1492, begyndte europæere at udvandre til ”Den Nye Verden”. Mens spanierne og portugiserne indtog Sydamerika, var englændere, franskmænd og hollændere de første til at slå sig ned i Nordamerika. Senere kom irere, skandinaver, skotter og finner til.

De første englændere bosatte sig i det, der i dag hedder Virginia på den nordamerikanske østkyst. I løbet af 1600-tallet steg antallet af engelske kolonier i Nordamerika støt, efterhånden som englænderne erobrede hollandske, svenske og franske kolonier.

Kort fra 1719 der viser staterne Virginia, Maryland, Pennsylvania og New Jersey

Efter at Frankrig havde tabt i syvårskrigen i 1763, var der 13 nordamerikanske stater. De amerikanske bosættere var dog stadig underlagt den engelske kongemagt og blev afkrævet store skatter. Dette skabte stor utilfredshed, og 4. juli 1776 (Independence Day) enedes staterne om en uafhængighedserklæring, der skulle gøre dem uafhængige af England. Det førte til Den Amerikanske Revolution, som amerikanerne vandt og i 1783 betød, at Storbritannien afstod alle kolonier i USA.

Uafhængighedserklæringen, indeholder disse berømte ord, som blev formuleret af den senere præsident Thomas Jefferson:

’Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber er udstyret med visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.’

17. september 1789 underskrev alle 13 stater den amerikanske forfatning, der svarer til Danmarks grundlov. Forfatningen er stadig med en lang række tilføjelser fundamentet for det amerikanske samfund – regering, retsvæsen etc.

De sydlige kolonier

I de sydlige kolonier (Virginia, North og South Carolina, Georgia) var klimaet mærkbart varmere end det europæiske. Immigranterne kunne derfor dyrke en række afgrøder, der var stærkt efterspurgt i Europa, især tobak, bomuld og ris. For at få størst muligt udbytte af jorden, blev der anlagt kæmpe plantager.

Den profitable landbrugsdrift betød hurtigt, at der opstod mangel på arbejdskraft. Det problem løste man ved at købe slavegjorte afrikanere, der var blevet taget til fange, solgt og sejlet over Atlanterhavet som led i den transatlantiske slavehandel.

Det nordamerikanske slaveri

Slaveriet i USA varede i ca. 250 år. Fra 1620 frem til borgerkrigens ophør i 1865 blev der importeret omkring 388.000 afrikanske slaver til USA. Dette foregik som led i Trekantshandlen. Trekantshandlen er navnet på den rute, mange handelsskibe sejlede i perioden: Fra Europa til Vestafrika, hvor man byttede europæiske handelsvarer for slavegjorte afrikanere, derfra videre til Den Nye Verden for at sælge slaverne og laste handelsvarer som tobak, bomuld og sukker, som blev sejlet tilbage til Europa.
Trekantshandlen fortsatte helt frem til Borgerkrigen i 1865, men havde sin storhedstid i perioden fra 1700-1825. Danmark deltog også i trekantshandlen og sejlede bl. a. slaver til de tre danske øer St. Thomas, St. Jan og Skt. Croix.

Akvarel fra 1823 der viser slaver der høster sukkerrør.

Handelsskib, der sejler på den transatlantiske handelsrute.

Kort der viser de tre Dansk- Vestindiske øer St. Thomas, St. Jan og St. Croix.

Slavegjorte afrikanere blev betragtet som privat ejendom. Det betød bl.a., at det alene var op til ejeren at bestemme, om en slave skulle sælges, om slavefamilier skulle brydes op, eller om børn af slavegjorte skulle sælges til andre slaveejere. Slaverne havde ingen rettigheder. Forholdet imellem ejer og slave var brutalt, umenneskeligt og umyndiggørende, retfærdiggjort igennem den falske idé, at undertrykkeren bedre ved, hvad der er godt for den undertrykte, end den undertrykte selv.

Slavearbejdere der flækker kakaobønner.