En hypotese er en faglig formodning om, hvorfor noget er som det er. Du foreslår altså en forklaring på et fænomen/en iagttagelse.
Hvad er en 'opstil hypotese'-opgave?
Hypotesegenren indgår i fællesdelen til studentereksamensopgaverne, hvor du som oftest vil blive bedt om at opstille 3 hypoteser, der kan forklare en given udvikling/nogle mønstre ud fra en figur eller en tabel. Hypoteseopgaven skal ikke være specielt lang - ca. 350 ord - da den jo indgår i den 700 ord lange fællesdel til eksamen.
I en hypoteseopgave skal du kortfattet lave det, som man kunne kalde en begrundet formodning - en formodning af sammenhængen mellem to variable (fx. alder og partivalg): Først skal du lave en kort og meget præcis faglig formodning. For eksempel: ”Dansk Folkeparti har den største procentmæssige tilslutning blandt arbejdere i dansk politik, fordi danske vælgere i dag i høj grad er blevet issue-voters og fokuseret på værdipolitik.” En sådan hypotese fungerer som en påstand i et argument – den har således svært ved at stå alene, det, der mangler, er en såkaldt ’faglig begrundelse’, et belæg for at hypotesen er sandsynlig. Dernæst skal du derfor lave en faglig begrundelse for din formodningDen faglige begrundelse skal uddybe hypotesens påstand på en helt objektiv måde med udgangspunkt i faglige begreber, teori (i eksemplet ovenfor f.eks. om vælgeradfærdsteori) og viden ( i eksemplet ovenfor f.eks. om dansk politik). Du må endelig ikke falde i ’den ikke-faglige begrundelse-fælde’, hvor dine forklaringer kommer til at bygge på personlige fordomme, personlige politiske præferencer eller almen viden, som manden på gaden kunne komme med - man skal kunne se, at du har samfundsfag på A-niveau.
How to: opstil hypotese-opgave
1) Opstilling af hypotese – med fed skrift- Iagttagelse ud fra materialet (tabeller eller figurer)- ...FORDI 'din forklaring på iagttagelsen'
2) Faglig begrundelse, der er baseret på teori – efter linjeskift og ikke med fed skrift
Eksempel på besvarelse
Et eksempel på en besvarelse af en hypoteseopgave, hvor der er udleveret en tabel, der viser hvad de forskellige partiers vælgere mener om EU. 55,4% af Liberal Alliances vælgere mener, at DK skal blive i EU, men at EU skal bestemme mindre, fordi både partiet og dets vælgere har en liberalistisk grundholdning. En stor del af LA-vælgerne mener altså, at DK skal blive i EU, hvilket kan begrundes med EU's frihandel og indre marked, der nedbryder protektionisme og toldmure. På den måde understøtter EU-fællesskabet på nogle punkter altså liberalistiske holdninger såsom det frie marked. Dog er der en også vis skepsis ift. EU blandt LA-vælgerne, da EU på samme tid indeholder en række regler og regulativer, der kan begrænse borgernes individuelle ageren og privatliv. Herudover har eksempelvis EU's told og afgifter en markedsregulerende effekt, hvilket bryder med liberale idealer vedrørende et samfund og marked, der styres af markedsmekanismen.
Bedømmelseskriterier
I bedømmelsen bliver der lagt vægt på følgende i hypotese-genren: - at du kan formulere en kort og præcis hypotese med faglig relevans - at denne hypotese er bakket op af en stramt skrevet faglig begrundelse (der selvfølgelig indeholder faglige begreber, teori og viden) - at du har fokuseret hypotesen på bilagene og det, som man bliver spurgt om i opgaven
Typiske fejl
De klassiske fejl ved en hypoteseopgave er, at du kommer til: - at glemme fordi-delen af selve hypotesen - at der mangler anvendelse af teori/ begreber i den faglige begrundelse - at lave hypoteserne ens, men blot forskelligt formuleret - at glemme at lave selve hypotesen med fed skrift og linjeskift mellem hypotesen og begrundelsen