Lillebælt

Lillebælt hjemmehørende i Assens, bygget i Marstal i 1921, 30 m. lang, 7,5 m bred, dybgang 3 m og lastede godt 200 ts. Den førte 3 forsejl, jager, klyver og fok, hvor jageren er det forreste, derefter kom de tre store gaffelsejl, først skonnertsejl på forreste mast, storsejl på midterste og endelig mesansejl på agtermasten. Masterne var benævnt; formast, stormast og mesanmast. Desuden kunne den føre tre topsejl over de tre store sejl, så alt i alt en omfattende sejlføring. Den havde også en gammel encylinder glødehovedmotor. Jeg vil anslå på ca. 100 hk. En glødehovedmotor startes ved at man varmer toppen af cylinderen op med en blæselampe, således, at den er rødglødende, og derefter drejer man svinghjulet. Det bevirker, at gasblandingen i cylinderen eksploderer ved komprimeringen, og motoren går i gang.

Der var to luger ned til lastrummet, som var eet stort rum. Vi kunne selv losse og laste, idet, der var 2 træbomme Der var et par motorspil til at håndtere ladningen.

Ud over skipperen var vi tre mand ombord, en bedstemand, en ungmand og så mig selv. Vi boede forude i et lille lukaf (rum) under dækket, udstyret med et lille bord og en kakkelovn midt på dørken og 4 køjer ud mod skibs-siden, 2 i hver side. Lyset kom fra et lille skylight i dækket samt fra nedgangslugen. Ud over besætningen blev rummet brugt til sejl, tovværk og andet grej. Agter havde vi styrehuset, hvorunder skipperen havde sit lukaf. Bag styrehuset lå kabyssen med et gammeldags kulkomfur. Der var også nedgangen til motorrummet. Længst agterude hang skibsjollen i et par davidder. Ja - og så var der lokummet, et lille træhus, der stod på dækket surret fast til lønningen, med en lokumsspand under et bræt med et hul i. Ferskvand havde vi i en tank, der var anbragt på dækket foran styrehuset, der hentede vi alt vores vand til madlavning og rengøring. Skulle vi bruge varmt vand, måtte det varmes på komfuret, hygiejnen var derefter. Der var ikke elektrisk lys, så der blev brugt petroleumslamper overalt.

Skibet lå i Køge da jeg mønstrede som kok og ungmand den 24. august 1950. Kok og ungmand lyder måske af noget, men tag ikke fejl, det var det absolut laveste trin ombord. Jeg var kun 14 år og kendte intet til madlavning eller arbejde på et sejlskib. Det gik da også derefter. Jeg blev skældt ud og hundset med, og de andre fyre var specielt utilfredse med min madlavning. Skipperen hjalp mig dog lidt, vel nærmest for at undgå mytteri. Jeg husker bl.a., at de blev rasende over, at jeg en dag havde lavet brun sovs til stegte sild ,og der var masser af andre ting, jeg kiksede fuldstændig. Ved en lejlighed stak de mit hoved ned i lokumstønden – ikke helt ned til lortet, men alligevel en meget ubehagelig og ildelugtende oplevelse. Skipperen var marstaller, og nærig som marstalskippere var berygtede for. Han var en ældre mand og havde andel i skibet. Min hyre var 45 kr. om måneden og dertil 15 kr. per last. Det var selv for den tid en ringe løn.

Skibet var på det tidspunkt jeg kom ombord en gammel udslidt skude, der trak vand som en si, og vi (jeg) måtte pumpe og pumpe for at holde den læns. Pumpen var et stort monstrum, der var boltet fast til dækket, og med en kraftig tværstang med håndtag i hver ende således, at 2 mand kunne betjene den. Det var en såkaldt vuggepumpe. Jeg drømte om den forbandede pumpe om natten. Jeg husker, at en morgen, medens vi lå i Assens, var der så meget vand i lasten, at vi måtte have Falck til at pumpe os læns. Jeg hørte senere, efter jeg var kommet fra skibet, at det sprang læk og sank et sted i Kattegat. Medens vi lå i Assens, blev jeg hver dag sendt op til skibshandleren for at købe ind, og fik på den måde lidt tid til at lære nogle på omkring min alder at kende. Om aftenen, når jeg havde fri, mødtes jeg med dem.

Jeg lærte en del der ombord. Ud over at pumpe, som ikke var særligt vanskeligt, lærte jeg nødtørftigt at lave mad, jeg lærte at styre efter kompas, og fik selvfølgelig lært en del om sejl og tovværk. Jeg lærte også at håndtere en slagpøs. En slagpøs er i dag et ukendt ord, som kræver en forklaring. Når vi vaskede dæk, og gjorde rent brugte vi søvand, som vi fik udenbords fra. Vi havde nogle pøse (spande) lavet at træstaver (på samme måde man lavede en trætønde) På pøsen var fastgjort et stykke tovværk. Den kastede vi så ud over skibssiden, således, at pøsen ramte vandet i en skrå vinkel og blev ca. trekvart fyldt. I det samme den ramte vandet blev den hevet op i et raskt tag.

Jeg blev selvfølgelig udsat for mange af de ”morsomheder” man altid, og i alle fag, har brugt over for nybegyndere. Jeg kan nævne adskillige, men husker specielt en, hvor jeg i forbindelse med, at vi skulle passere under Storstrømsbroen, blev beordret op i stormasten med en korkfender, for hvis nødvendigt at afbøde stødet hvis toppen af masten ramte broen. Jeg husker ikke hvor langt jeg kom op, før det gik op for mig, at de lavede grin med mig, og at opgaven var helt tåbelig. En korkfender er i øvrigt en ret stor kugle af flettet tovværk fyldt med korkstykker og med et stykke tovværk fastgjort. Den blev bl.a. brugt til at fire ned mellem skib og kaj for at afbøde og undgå skader på skibssiden.

Vi havde en rejse op til Gotland i Østersøen. Jeg husker, at under rejsen derop havde vi god vind og satte alle sejlene, også de besværlige topsejl. Vi - besætningen, bandede over den nærige skipper, som havde stoppet motoren for at spare på dieselolien, og kun sejle for sejl. Det var et meget hårdt arbejde at klargøre, sætte og betjene de mange sejl. Der var ingen automatik eller spil til at hive de tunge lærredssejl og gafler op, det skulle gøres med håndkraft, og der skulle tre mand til at sætte et gaffelsejl, men det har uden tvivl været et smukt syn, at se den slanke tremastede skonnert med alle ”kludene” sat. Vi kom til Gotland, hvor vi lastede en slags kalksten. Jeg husker ikke hvad havnen hed, og jeg kom aldrig i land, og det er der en helt speciel årsag til.

Om eftermiddagen skulle de to andre fyre i land, og jeg havde åbenbart fået lov til gå med, men var lidt forsinket. De andre var gået i forvejen, så jeg havde ikke tid til at gå hen til gangway’en midtskibs, men sprang fra lønningen agter. Desværre gled min træsko, og jeg faldt fremover, ramte kajkanten og faldt i vandet. Da jeg lå der og svømmede rundt, opdagede jeg, at jeg ikke kunne bruge min venstre arm, og at jeg derfor ikke selv kunne kravle op. Gudskelov var mine skibs-fæller ikke kommet længere væk end at de kunne høre mine råb og fik mig bjærget op. Oppe på dækket kom skipperen til og erklærede, at det blot var en forstuvning. Han trykkede på bruddet og forsøgte at massere det. Bedøvelsen efter slaget var på det tidspunkt forsvundet, så det gjorde vanvittigt ondt. Jeg blev lagt til køjs, og om aftenen sejlede vi. Vi løb ud i en stærk storm, og jeg lå i min køje og var meget syg. Jeg havde høj feber. Skibet arbejdede i søen og det knagede og gav lyde, og jeg havde det forfærdeligt med feberfantasier og smerter. Men jeg må alligevel have sovet, for jeg husker ikke meget fra turen. Vejret var så dårligt, at skipperen måtte søge nødhavn i Simrishamn, en by på den svenske sydkyst. Der fik jeg det bedre, og blev sat i arbejde igen. Mit håndled var da groet sammen, men håndfladen sad forskudt ca. 90 grader fra hvor den skulle have været, og jeg kunne ikke bøje den. Desuden var der en stor bule på undersiden af håndleddet. Fingrene kunne jeg dog bevæge nogenlunde normalt. Man kan undre sig over, at jeg ikke blev sendt til en læge, eller at jeg ikke selv forlangte det. Der var ingen, der kunne være i tvivl om, at håndleddet var brækket. Efter nogle dage i Simrishamn fortsatte vi mod Odense, hvor lasten skulle losses.

Her blev vores gamle skipper heldigvis afløst af en anden. Så snart han havde set mit håndled sendte han mig på hospitalet. Oversygeplejersken der sagde, at hun aldrig havde set så snavset en unge før. Hun kaldte mig også, den tapre sømand, sikkert fordi jeg havde skreget, da de brækkede mit håndled op igen.. Jeg var indlagt på Odense Amtssygehus i tre måneder, og kom ikke tilbage til Lillebælt igen.

Tilbage til Lars Peters Skibe