Modul 1 - Klima Mad

Vi starter ud med, at se på sammenhængen mellem klima og mad. Den mad vi spiser har et klimaaftryk, ligesom vores øvrige forbrug har og som vi har arbejdet med tidligere. På den måde, kan vores mad medvirke til øget eller mindre globalopvarmning, ikke bare ift. hvor meget kød vi spiser og drøvtykkernes udledning af drivhusgassen methan, men også indirekte, når foder-, grøntsags- og kornproduktion, f.eks. er årsag til rydning af regnskov, som dermed ikke kan indoptage lige så meget CO2 fra atmosfæren, eller sænke den globale opvarmning, med bladdækkets afkølende fugtighed.

Derudover skal vi også se på ernæringen i den mad vi spiser. Alt efter hvor i verden vi befinder os, er der række udfordringer forbundet til vores kost. Her skelner man i geografi, mellem fejlernæring og underernæring.

Problemet er ikke at vi mangler mad i verden, men at den er skævt fordelt. Verden producerer rent faktisk mad nok til at kunne brødføde alle. Den gennemsnitlige fødemængde pr. indbygger i verden, steg fra 9.480 kJ pr. person om dagen i 1961, til omkring 11.600 kJ ved årtusindskiftet. Det daglige energibehov er omkring 10.000 kJ (2380 Cal) - 11.000 kJ, så der er nok til alle. Stigningen i fødemængden pr. indbygger er oven i købet sket på trods af, at verdens befolkning i samme tidsrum steg med godt tre mia. mennesker. Problemet er at maden er ulige fordelt.

I en BigMac-burger er der ca. 2.300 kJ. Hvis man spiser ca. fire BigMac’er om dagen, er ens daglige kaloriebehov derfor dækket. Men omregner vi det faktiske energiforbrug til BigMac’er, spiser gennemsnitsdanskeren seks BigMac’er om dagen, hvilket er for meget, en gennemsnitsbonde i Kenya spiser tre BigMac’er om dagen, hvilket er for lidt, mens en nomade i Somalia får under en BigMac om dagen. Ift. er næring, så kigger vi i geografi på årsagerne til sult, underernæring og fejlernæring (kostens energifordeling mellem kulhydrater, fedt og protein).