I KS arbejder du med tre fag: historie B, samfundsfag C og religion C. Der vil være enkeltfaglig undervisning i alle tre fag, men du skal også lave to KS-projekter. Et i 1.hf og et i 2.hf. I KS-projekterne arbejder du med det samme emne i alle tre fag. De afsluttes med tre projektdage, hvor du skal lave ‘et kortere skriftligt produkt’, der skal fremlægges ved en obligatorisk mundtlig prøve.
Du lærer at undersøge og fordybe dig i et tværfagligt emne. Du bliver også trænet i at opstille faglige problemstillinger samt besvare dem ved hjælp af alle tre fag.
Du skal ikke aflevere nogle skriftlige opgaver i KS. Men i forbindelse med KS-projekterne skal du skrive ‘et kortere skriftligt produkt’, som minder meget om en synopsis. Du skal skrive to til fire sider, hvor du skal besvare en problemformulering og nogle problemstillinger, som dine lærere formulerer.
Mundtlig
KS afsluttes med to mundtlige eksamener. Begge ligger i december i 2.hf. Den ene er tværfaglig og den anden er enkeltfaglig. Den tværfaglige eksamen har du øvet dig på ved de to KS-projekter.
Eksamen strækker sig over flere uger. Du starter med i grupper at trække et sæt kilder. Emnet kender du fra de tidligere KS-projekter. Du har nu flere uger, hvor du både har almindelig undervisning og KS-vejledning. I løbet af disse uger skal du (evt i grupper) formulere en problemformulering og nogle problemstillinger med udgangspunkt i kilderne og undervisningen i de tre fag. Som til KS-projekterne skal du skrive og aflevere et ‘kortere skriftligt produkt’ inden den mundtlige eksamen. Til selve den mundtlige eksamen fremlægger du dit ‘kortere skriftlige produkt’. Derefter vil der være en faglig samtale mellem dig og dine lærere samt censor (som er lærer på skolen). Eksamen varer 30 minutter.
Du kan ikke skrive SSO i KS, men du kan godt skrive enkeltfagligt i historie.
Hvis du vil skrive enkeltfagligt i samfundsfag eller religion, skal du have faget på B-niveau.