I den debatterende artikel skal du undersøge og diskutere et danskfagligt debatemne eller spørgsmål. Gennem diskussionen skal du dels belyse emnet og de forskellige vinkler og synspunkter, man kan anlægge på det, dels gennem debatterende afsnit argumentere for dine egne holdninger til emnet. Du skal forsøge at overbevise læseren om dine synspunkter gennem en stærk og velgennemtænkt argumentation.
For at skrive en god, sammenhængende debatterende artikel er det vigtigt, at du bruger tid på forarbejdet. Du skal derfor danne dig et overblik over de hovedsynspunkter, der præsenteres i det vedlagte materiale, inden du går i gang med at diskutere, og du skal overveje, hvilke synspunkter du vil bruge hvor og til hvad. Tekstmaterialet kan bestå af både skreven tekst (f.eks. kronikker og blogindlæg), levende billeder, radioklip, billeder, tekster fra nettet og hybrider.
Overvej følgende punkter, inden du går i gang med at skrive:
hvilke stemmer er der på spil i de forskellige tekster/medieklip – hvilke centrale synspunkter ser/hører du, og hvad kan du bruge dem til?
hvordan kan du formidle disse stemmer og deres synspunkter?
hvordan forholder du dig selv til synspunkterne?
hvordan kan du i opgaven udfolde din egen, personlige stemme?
Da du skal ende med at overbevise din læser om dit eget synspunkt i debatten, er det vigtigt, at du bruger tid på at tage stilling til din egen holdning til det debatterede emne. Ligesom med de andre synspunkter skal du også overveje, hvor og hvordan du kan bruge din holdning på en overbevisende måde. Overvej, om du kan inddrage andre synspunkter til at styrke din holdning. Det kunne f.eks. være forfattere og politikere, som du ved har en bestemt holdning til emnet.
Din egen stemme skal være tydelig hele opgaven igennem. Du må derfor gerne benytte ”jeg”, men du skal som med alt andet i opgaven sørge for en passende brug (ikke for meget, ikke for lidt). For at styrke din personlige stemme, og for at du kan virke mere overbevisende, kan det være en god ide, at du bruger sproglige virkemidler for at fremstå så overbevisende som muligt.
Du skal tidligt i processen beslutte dig for, hvordan du vil strukturere din opgave. Når det grundlæggende arbejde er på plads, kan du gå i gang med at skrive din debatterende artikel. Du har frihed til at strukturere din artikel og din diskussion, som du vil, så længe du husker de fem råd:
- at lave en indledning, der både præsenterer, vinkler og fænger
- at forklare din læser, hvilke centrale synspunkter vi ser i hovedteksten
- at inddrage andre synspunkter og vinkler på emnet; bl.a. dem fra de andre tekster, der knytter sig til opgaven
- at vise, hvor du selv står, og at argumentere for dine egne synspunkter
- at underbygge din argumentation med eksempler
Husk altid at tjekke, at du har besvaret opgaveformuleringen.