I 1920-erne svigtede det færøske fiskeri ved Island. Man mente, at årsagen til det var briternes ukontrollerede trawlfiskeri. Ved samme tid voksede torskebestandene i Vestgrønland, antagelig på grund av varmestigning i havet. Dette fik fremmede fiskere til at søge imod de grønlandske farvande. Nordmænd begyndte at fiske i Vestgrønland i 1924, skotterne i 1925 og færingerne i 1926. Siden kom også engelske, portugisiske og franske fiskere.
Grønland var på dette tidspunkt afspærret for fremmede skibe; men for at gøre det lettere for især færingerne i rigsfællesskabet, blev det i 1926 og senere indstiftet nye love, som gav danske, færøske og islandske fiskere tilladelse til at fiske i et nærmere defineret område i grønlandske farvande og at opsøge havne i Nuuk distrikt, først på Ravns Storø, og fra 1927 også i Færingehavn. En kontrollør blev ansat, og der blev anlagt en radiostation og vand påfyldningsanlæg.
Oprettelsen af de færøske havne skal ses i forbindelse med situationen i rigsfællesskabet, hvor Grønland var en dansk koloni og staten havde handelsmonopol og afspærrede landet for udenlandske erhvervsvirksomheder. Lignende handelssituation havde været på Færøerne frem til 1856, men Færøerne havde aldrig status som dansk koloni. Denne status med kongeligt handelsmonopol som hovedelement havde Grønland frem til 1953.
De første år fiskede færingerne fra skibe, og i 1930-erne etablerede de sig med en supplybase i Færingehavnen. I 1931 anlagde de færøske forsikringsselskaber sammen med den færøske rederiforening en smedje, som kunne tage sig af de reparationer, som medlemmernes skibe havde behov for. I 1933 lod den færøske skipper- og navigatørforening opstille indsejlingslys til Færingehavnen, som de overdrog til den færøske lagting at vedligeholde. Det færøske lagting havde i 1933 også planer om at anlægge en lagerbygning til fisk, hvilket dog ikke blev til noget.
I det hele taget var det forbundet med mange vanskeligheder for færingerne at etablere sig i grønlandsfiskeriet på grund af regeringens kolonipolitik. De foreninger på Færøerne, som repræsenterede grønlandsfiskerne, pressede det færøske lagting, som igen lagde pres på den danske regering, som var tilbageholdende i at give tilladelser. De områder, hvor der var tilladt at fiske, blev langsomt udvidet, og i 1934 blev den første tilladelse givet til fiskeri fra landstationer i Færingehavnen. I 1935 blev der også givet færøske skibe tilladelse til at anvendte Toqqusaq 70 sømil nord for Færingehavnen som havn at søge læ i og lægge udstyr på land. Men tilladelsen i Toqqusaq gjaldt ikke bådfiskeri.
I 1934 gik færøske fiskere også i gang med bådefiskeri i Færingehavn. Til dette fiskeri blev der anlagt landstationer, og beboelsesskure blev med tiden bygget flere steder i området.
I tillæg til dette forsøgte det færøske selskab Uvak sig i 1935-1936 med fiskeri med både og skibe fra det 4800 tons store moderskib "Anana". Dette fiskeri var heller ikke uden forhindringer fra myndighedernes side, idet de kolonipolitiske fiskeritilladelser til færinger i denne tid havde Færingehavn og Ravns Storø som udgangspunkter.
I 1935 bevilgede det færøske Lagting penge til bygning af en sygehus, som blev præfabrikeret på Færøerne og sat op i Færingehavnen året efter. Sygehuset var i anvendelse i 1937, men allerede året efter åbnede et nyt sygehus, som staten havde bygget. I 1936 lod den færøske sømandsmission også opføre et sømandshjem i Færingehavnen. I 1937, da der ikke længere var brug for det færøske sygehus, blev sygehuset udlejet til sømandshjemmet og anvendt i forbindelse med dets virksomhed. Sygehuset står endnu, men er i stærkt forfald. I 1956 blev sømandshjemmet flyttet til Nordafar stationen i den indre del af Færingehavnen.
I 1937 traf den danske regering afgørelse om, at Færingehavnen skulle være en international havn, som alle nationer, som havde fiskeri ved Grønland, kunne opsøge med samme rettigheder som færinger, foreløbig i 5 år. Samtidig mistede færingerne rettighederne at anvende Toqqusaq som havn. Dette skabte store spændinger i rigsfællesskabet, og i 1939 var der forhandlinger mellem repræsentanter for det færøske lagting og erhvervsliv og den danske regering om grønlandssagen. Mødet resulterede i, at færingerne fik tilladelse til at anvende Ravns Storø og Toqqusaq til bådfiskeri fra landstationer, og endvidere tilladelse til at anvende en havn længere nordpå efter samme betingelser, nævnt Gl. Egedesminde eller Færingehavn Nord. Derudover blev områderne, hvor færingerne måtte fiske, udvidet. Anden verdenskrig satte dog grønlandsfiskeriet på pause.
Da Island efter anden verdenskrig udvidede sin søterritorialgrænse, fik fiskeriet i Grønland endnu større betydning for Færøerne. Fjernfiskeriet efter torsk i Vestgrønland begyndte igen efter verdenskrigen, og i 1950-erne fik færingerne lov til at anlægge flere landsstationer til deres bådfiskeri.
Dette skete efter at den danske stat i 1948 havde sat en ny kurs i grønlandspolitikken. I erkendelsen af de store muligheder for fiskeri ved Grønland og af efterkrigstidens internationale krav om afvikling af de europæiske kolonibesiddelser, slog den danske regering nu ind på den linje, som hed ophævelsen af Grønlands kolonistatus, ophøret af handelsmonopolet og ophøret af afspærringen af landet.
I 1950 præsenterede den af den danske regering nedsatte store Grønlandskommission (G-50) sin betænkning. Kernepunktet var omlægning af de erhvervsmæssige og økonomiske forhold. Der skulle skabes betingelser for, at privat dansk kapital under statsligt kontrol skulle gøre det, som det mere end tohundredårige monopolsystem ikke havde gjort, nemlig at sætte gang i en selvbåren grønlandsk økonomi, der levede op til kravet om modernitet. Befolkningen skulle koncentreres i de større såkaldte åbentvandsbyer i Grønland – steder, hvor der kunne drives fiskeri hele året. Der åbnedes adgang for danske fiskeriselskaber og andre danske private erhvervsvirksomheder i Grønland.
Afspærringen af Grønland i tiden før 1937 havde også ramt nordmænd. Fiskere fra Sunnmøre havde siden 1924 fisket på bankerne i Vestgrønland, de første år fra moderskibe. Men for at kunne drive et effektivt fiskeri ønskede den norske flåde at have adgang til havne på vestkysten, hvor man kunne bunkre, reparere, proviantere, losse og omlaste fangsterne samt søge ly for storm og uvejr. Kravet om havneadgang blev rejst første gang af Aalesund Skipperforening i 1924, og emnet kom til at præge norsk grønlandspolitik i årene som fulgte, også efter at Færingehavn var åbnet for andre nationer i 1937. Da fiskeriet blev taget op igen efter anden verdenskrig, lagde fiskeriinteressenter i Sunnmøre på ny pres på de norske myndigheder for at sikre norske fiskefartøjer adgang til havne i Vestgrønland.
I 1948 indgik et selskab i Ålesund, A/L Utrustning, et samarbejde med danske erhvervsinteresser om udbygning af Færingehavn. Det resulterede i oprettelsen af et dansk selskab, Grønlands Industri og Handel A/S, også kendt som Asgriko, som fik koncessionen at drive en fiskeristation længere inde i fjorden. Samarbejdsaftalen med nordmænd gik ud på, at de norske skibe bandt sig til at anvende stationen, som skulle bygges, for at sikre den et økonomisk grundlag. I 1951 blev det tilladt den norske stat at rejse et sømandshjem eller såkaldt ’velfærdsbygning’ på stedet, med spisesal, køkken, kiosk og posttjeneste, og i tilknytning hertil et bad og vaskeri.
I 1952 blev færinger indbudt til forhandlingerne for at også få dem med i samarbejdet, og i 1953 blev det norsk-dansk-færøske selskab, Nordafar, stiftet, som skulle stå for udbygningen og driften af den nye fiskerihavn. Den norske og færøske kapital fordelte sig med 40 % på hver af parterne og 20 % på det tidligere grønlandsselskab Asgriko. Asgrikos station blev solgt til det nye selskab Nordafar for opførelsesværdien på 2 mio. kroner.
Ved forhandlingerne i 1953 med de danske myndigheder opnåede man at få koncession til at drive virksomheden foreløbig i en periode af 15 år. Dette må sættes i forbindelse med ophævelsen af monopolet og Grønlands nye status, hvor landet fra at have været en dansk koloni blev en ligestillet del af Danmark. Samtidig blev der gennemført en aftale med de danske myndigheder, hvorefter disse skulle købe de bestående kajer, som nordmænd havde bygget, og stille midler til rådighed til en udvidelse af disse kajer. Til dette formål bevilgede staten 2 mio. kroner, og kajerne ved Nordafars station i Færingehavn var således statens ejendom; men Nordafar havde brugsretten indenfor koncessionens løbetid mod at betale en forpagtningsafgift, og ligeledes betalte Nordafar staten leje for grunden. Derudover betalte Nordafar en afgift for omladning af saltfisk plus toldafgift for visse varer og for frossen produktion. I løbet af kort tid fik Færingehavn således kaj, bedding, værksted, butik, fryseri og lager til agn, salt og anden nødvendig proviant til flåden. På den anden side af fjorden lod den danske stat bygge et tankanlæg for brændselsolie og benzin med en lagerkapacitet på ca. 17 mio. liter.
Udbygningen i Færingehavn skete i samarbejde og forståelse med færøske fiskeriinteresser, som havde deres anlæg i havnen fra 1927 lidt længere ude i fjorden. Færinger indgik også som ejere af Nordafar. De danske myndigheder havde et noget ambivalent forhold til de norske interesser i Færingehavn. På den ene side blev projektet opfattet som et rent norsk foretagende, som gennem samarbejde med danske interesser omgik monopolets bestemmelser. På den anden side så man helt klart værdien i foretagendet. I opbygningen af et moderne grønlandsk fiskerierhverv kunne man lære et og andet af nordmændene.
Tre virksomheder blev indbudt at byde på byggeriet af det nye fabriksanlæg, en norsk, en dansk og en færøsk. Det færøske selskab, Lamhauge & Waagstein, fik arbejdet og sommeren 1954 blev byggeriet påbegyndt. Der var meget at tage sig af, fordi både folk og materialer skulle flyttes fra Færøerne til Grønland. Den 5. mai 1954 drog de afsted fra Færøerne. Beboelsesbarakkerne var præfabrikerede i Norge og kom som byggesæt. Losnings-arbejdet var færdigt 26. mai og alt byggeriet var færdigt 4. september. Byggeriet omfattede bygning af barakker til beboelse for 48 mænd, en saltsilo, som rummede 6.000 tons, og et fryseri til 800 tons.
Kajanlægget blev bygget af en norsk virksomhed, og sammen med det kajanlæg, som var forinden, blev det nu 225 m. Alt byggeriet forinden var foretaget af nordmænd. Det omfattede en handel, en mindre saltsilo, er fryseri, vælfærdshus, bad og vaskeri, mekanisk værksted og andre barakker, således at 150 mænd kunne bo på stationen, da de nye barakker var bygget. 32 færinger deltog i byggeriet i 1954.
Som nævnt traf den færøske sømandsmission i 1956 afgørelse om at flytte sømandshjemmet i den ydre Færingehavn ind i den nye havn og udbygge det. Det blev i løbet af de næste år gjort i to omgange. På det færøske sømandshjem var der hver søndag formiddag gudstjeneste, og sømandshjemmets leder havde over radioen en ugentlig udsendelse til fiskefartøjerne. På det norske velfærdshus var der tonefilmsanlæg, og der arrangeredes endvidere skakturneringer og forskellig anden underholdning for fiskerne og stationens personale. Badet omfattede brusebad og dampbad, og det var en stor lettelse for fiskerne, at de straks ved ankomsten til stationen kunne indlevere deres snavsede tøj og få dette tilbage nyvasket, når de atter stak til søs.
I 1959 startede Nordafar med en ny fabrikation, nemlig fiskefiletproduktion, nogle år før de første forsøg med filetproduktion startede på Færøerne først i 1960-erne.
Det færøske fiskeri i Grønland nåede sit klimaks i begyndelsen af 1960-erne, men faldt i 1970-erne som følge af, at Grønland indlemmede sig i det Europæiske Fællesmarked (EF) i 1973. Rigsfællesskabets synspunkt i fiskeriforhandlingerne i 1977 med EF var ganske vist den, at man søgte at bevare en fælles dansk-grønlandsk-færøsk kvota for fiskeri i grønlandsk farvand, hvor Grønland skulle have en selvstændig kvote, og hvor Danmark og Færøerne skulle deles om en. Men EF opfattede Færøerne som et tredjeland, idet øerne ikke fulgte Danmark ind i EF i 1973. Fiskeriet ved Grønland blev med andre ord et storpolitisk emne.
Fabrikken hos Nordafar lukkede i 1975. Efter det overtog færinger driften alene. I 1976 blev filetfabrikken afmonteret og maskiner til pakning af rejer opsat istedet. Man satsede nu på at servicere og tage imod fangst fra den færøske rejeflåde. Produktionen var stor i 1976 og 1977, indtægterne gode og 80-90 færinger og 40 grønlendinge i arbejde. Men i 1978 blev det igen vanskeligt at få driften til at hænge sammen. Færøernes Landsstyre vurderede, at Færingehavnen burde holdes åben og kautionerede flere gange for lån til Nordafar A/S. Man forsøgte også at få grønlændinger med i Nordafar, men grønlandske myndigheder var tilbageholdende. Til sidst måtte færøske politikere indse, at situationen var ikke holdbar, og i 1985 blev der truffet afgørelse om at lukke stationen. Færøernes Landsstyre sørgede dog for, at der blev holdt vagt på stationen hele året fra 1985 til 1988.
Nyt landsstyre kom til på Færøerne i januar 1989. Dette var ikke særlig interesseret at garantere for virksomheder, som den færøske landskasse havde holdt i live. I slutningen af marts blev der truffet afgørelse om ikke at garantere for Nordafar. Senere på året gik Nordafar A/S konkurs, og aktiverne blev solgt på tvangsauktion i Landsretten i Nuuk den 19. oktober 1990. Den færøske landskasse mistede omkring 60 mio. kr., da det nye selskab A/S Handelsselskabet Færøerne i Nuuk købte Nordafar stationen for tilsammen 1,5 mio. kr. Ejeren af selskabet, Kaj Hjalgrímson, var en færøsk reder, bosiddende i Grønland og selskabsregistreret der.
Noget af det, som befandt sig på stationen, fik den nye ejer solgt; men det faste inventar fik han intet gjort ved. Planen var at få gang i erhvervsmæssig virksomhed, men det gik ikke efter planen, og som tiden gik overkom den nye ejer ikke at holde stationen vedlige. Da den nye ejer opgav vagtholdet, forfaldt stationen langsomt, og i dag står Færingehavnen som en ruin i Vestgrønland, som ingen tager vare på.
Niels Juel Arge, Teir tóku land. Tórshavn 1996.
Jógvan Arge, Teir tóku land. Føroyingar í Grønlandi. Bd. 2-8. Tórshavn 1997-2003.
Færøske aviser på internettet.
Johan Møller, Færingehavn i Vestgrønland. Tidsskriftet Grønland, 1955.
Jørgen Jørgensen, Nordafar. Tidsskriftet Grønland, 1957.
Erling Isholm, Føroyingahavnin fram til 1940. Serritgerð 2001, Fróðskaparsetur Føroya.
De forenede grønlandske Landsraads forhandlinger. 1945-46. J. H. Schultz A/S. Universitetstrykkeri. København 1946.
Spanner, Søren: Færøfiskeriet ved Grønland i 1920-erne - kampen om de færøske fiskeres adgang til fiskeri i grønlandske farvande 1924-27. Specialeopgave ved Historisk Institut. Århus Universitet, 1982. (upubliceret). Forefindes i kopi på Føroya Landsbibliotek og Nunatta Atuagaateqarfia.
Wich, Ole: Føroyingahavnin: færøsk kolonalialisme i Grønland? Tórshavn. 2013.