Digital Design og Udvikling
_______
_______
Teknikfaget handler om at udvikle og fremstille produkter og at forstå forudsætningerne for det. Digitalt Design og Udvikling retter sig mod IT-baserede produkter i bred forstand og hvilke processer og teknikker, de bliver til af.
Arbejdsformen i faget er projektorienteret, og strækker sig, i lighed med de øvrige teknikfag, over faser som:
• Problemidentifikation
• Problemanalyse
• Produktprincip
• Produktudformning
• Produktionsforberedelse
• Realisering
Undervejs vil der være forløb/projekter, samt workshops der skal udruste dig med viden og kompetencer indenfor feltet og fører frem til, at du med en projektgruppe kan gennemføre et afsluttende eksamensprojekt.
Du kan orientere dig i, hvad faget indeholder og har som mål i læreplanen
Du vil undervejs opleve at få feedback på flere måder i løbet af året og projekterne:
Der vil dels være tale om løbende feedback gruppernes arbejde igennem vejledning og sparring. Dette er en ikke ubetydelig del! Husk at du/I altid kan komme til din lærer/vejleder 👍
Derudover vil der efter en del af foløbene være fremlæggelser hvor man i grupperne præsenterer produkterne, og gruppens proces. I forbindelse med disse fremlæggelser vil I få mundtlig feedback fra både jeres lærer og jeres medstuderende.
De større skriftlige arbejder vil for de fleste projekters vedkommende blive kommenteret skriftligt af den ene af dine lærere. Da disse til tider kan være ret tidskrævende at rette, kan der desværre godt gå noget tid inden I får den tilbage. Vi tilstræber at der ikke går mere end 3 arbejdsuger, men i enkelte tilfælde kan der gå lidt længere... Skulle det trække ud, vil vi i reglen komme til jer med en indledende mundtlig feedback, sådan at I kan medtage erfaringer i det indeværende projekt.
Husk at du/I altid kan komme med spørgsmål til os lærere (så gør vi vores bedste for at give et kvalificeret svar). Hellere et spørgsmål for meget end et for lidt 😉
Teknikfag kan siges at være en overbygning til Teknologi, men det er vigtigt, at man skelner mellem de to fag.
Først og fremmest er der ikke længere noget værkstedsvalg, da du jo nu - i dette tilfælde - skal fordybe dig i IT- og medieproduktion. D.v.s. (stort set) alt foregår i samme værksted, og her er det så MediaLab.
Det er heller ikke længere teknologiske problemstillinger, du tager udgangspunkt i i dine projekter ( som f.eks. "det er et problem at supermarkeder destruerer store mængder fødevarer" eller "det er et problem, at mange ældre er ensomme").
Nu er det tekniske problemstillinger, du skal identificere og analysere med henblik på at udvikle konkrete løsninger til. Det skal foregå ved hjælp af den viden, de metoder og de værktøjer, fagområdet i netop dette teknikfag indeholder. En teknisk problemstilling kunne f.eks. være "Hvordan skal en en database konstrueres til lige denne type webshop?", "Hvordan finder man frem til et farveskema, der lever op til afsenderens profil men hvor man stadig prioriterer et brugervenligt interface?", "hvordan skaber man via webbrowseren forbindelse til et webcam, så det kan udnyttes i interaktionen med computeren" eller "Hvordan får jeg lige netop denne physics i spillet til at bidrage til positivt til spiloplevelsen?
En teknisk problemstilling er kort fortalt en problemstilling, der kan løses konkret med et produkt, og hvor man kan efterprøve, om det virker efter hensigten.
For at komme det nærmere, laver vi en lille fælles introøvelse, der skal hjælpe på at spore tankegangen ind på teknikfagets identitet og formål:
A: For at kunne overholde coronarestriktionerne ønsker en kommune sig, at der ved børnehaver og vuggestuer indrettes et IT-system, der gør det muligt for forældrene at aflevere og tjekke deres børn ind uden at skulle gå ind i bygningerne og også uden at komme i fysisk berøring med brugergrænsefladen (eget udstyr såsom mobiler undtaget).
B: Zoologisk Museum (under Statens Naturhistoriske Museum) ønsker sig et interaktivt system, der ved hjælp af animationer m.m. kan visualisere og forklare hvordan flagermusen navigerer gennem et landskab ved hjælp af ekkolokalisering. Det skal primært være målrettet mellemtrinet i grundskolen.
C: Op til kommunalvalget har en kommune fået dispensation fra Indenrigs- og Boligministeriet til at lave et forsøg med digital stemmeafgivelse i en af deres valgkredse. Der skal derfor designes og udvikles en prototype med det mål, at få den i anvendelse til valget.
D: Roskilde Festival er godt i gang med at indføre og udvikle et system omkring chiparmbånd til gæster og frivillige med en masse praktiske funktioner som f. eks. booking, adgang, pant retur, aktivering/deaktivering mv. De vil på sigt også gerne have features med, der kan være med til at skabe fælles oplevelser mellem deltagerne på festivalen. Man vil gerne, at aktiviteter i relation til chiparmbånd har fokus på legende fællesskaber og samskabelse gerne om bæredygtighed, ligestilling eller noget der er morsomt. Hvordan kan det gøres?
E: Kontrolboks til Escape Room Roskilde. En lille anonym batteridrevet boks med en indbygget sensor som er trådløst forbundet til en modtager. Formålet med setuppet er at registrere når en skuffe, et skab eller en flytbar boks åbnes. Modtagerenheden kunne være et computerprogram, en app eller en standalone boks med f.eks. røde/grønne dioder.
F: VR Puzzle til Escape Room Roskilde. Puzzle der kombinerer VR og et/flere fysiske elementer, som kræver mindst 2 personer for at løse en opgave og udløse en maglock, når opgaven er fuldført. Det kunne være en puzzle, som skal udføres i VR, men hvor ledetråden til udførelse af opgaven findes udenfor VR (eller omvendt). Den mere avancerede løsning kunne også være at opgaven skal laves i VR og fysisk samtidig. F.eks. at når der trykkes på en fysisk knap eller holdes en genstand på et bestemt sted, vises en oplysning i VR som skal udføres i VR, som så udløser en maglock.
Stik hovedet sammen med en makker eller to og forestil jer, at I skal lave et projekt med udgangspunkt i en af ovenstående cases.
Kom frem til et produktprincip (evt. flere) I mener vil kunne fungere som løsning i den pågældende case.
Overvej hvilke tekniske problemstillinger, der ligger indbygget i jeres produktprincip og giv bud på, hvordan man ud fra det kan formulere konkrete krav til løsningen. Det må gerne blive helt specifikt og "nørdet" f.eks. ned til en speciel del af løsningen der kræver særlig viden, og teknisk kompetence.
Prøv det af for minimum 2 forskellige cases.
Skriv jeres bud ind i nedenstående padlet ->