IT og data-sikkerhed er et emne der virkelig er kommet i fokus de seneste år, men hvad ligger egentlig bag, og hvad skal der til for at gøre et givet system sikkert? Ja, hvad vil det i det hele taget sige at et system er sikkert? Er det når man ikke kan læse det der står, eller netop når man kan læse det der står, selv om mediet det blev skrevet på, eller sendt over, langt fra er perfekt?
Med IT og data-sikkerheds projektet er der mulighed for at dykke ned, ikke alene i hvordan vi holder noget hemmeligt, men også hvordan vi kan designe systemer der sikrer integriteten af de data vi lagrer eller sender til hinanden.
Af mulige emner for projektet kan blandt andet nævnes:
Kryptering og metoder til sikker kommunikation.
Kryptografisk hashing, og dets muligheder indenfor f.eks. blockchain teknologien.
Beskyttelse af websites og apps mod uvedkommende adgang.
Fejlkorrigerende koder og metoder til sikring af data når de lagres eller sendes over medier med støj.
Produktet kan tage mange former, og kan f.eks. både være en delkomponent i et større system, i stil med et software library, eller som et mere fuldendt produkt med fokus på IT/data-sikkerhed. Fokus ligger i særdeleshed på de algoritmer og tekniker der kan finde anvendelse i forbindelse med sådanne produkter.
Et vigtigt punkt vil også være at analysere og teste sikkerheden i det endelige produkt, for at afgøre i hvilken grad produktet lever op til de sikkerhedsmæssige krav der måtte være til det.