Taksonomier

En taksonomi er en måde, hvorpå man kan inddele læring og progression i forskellige niveauer og dermed 'måle' lærings- og progressionsniveauer. Der findes forskellige taksonomier. På denne side forklares kun Blooms taksonomi og SOLO-taksonomien. Om man anvender den ene eller den anden taksonomi, afhænger ofte af, hvilke(t) fag man arbejder med. Inden for de samfundsvidenskabelige fag (samfundsfag) og humanistiske fag (fx dansk, historie og fremmedsprog) arbejder man ofte med Blooms taksonomi, mens man inden for de naturvidenskabelige fag (fx kemi og biologi, dog ikke matematik og informatik*) ofte anvender SOLO-taksonomien.

Problemformuleringer og opgaveformuleringer bør være bygget op omkring en af taksonomierne for at sikre, at eleven har mulighed for at demonstrere sin viden, kunnen og forståelse på forskellige niveauer.

*Matematik og informatik er egentlig ikke naturvidenskabelige fag. De hører ind under formalvidenskab, men den type videnskab opererer man normalt ikke med i gymnasiet - derfor er fagene placeret under naturvidenskab på denne hjemmeside. Du kan læse mere om taksonomier, videnskabsteori og metoder i disse fag på de respektive fagsider: matematik og informatik (indsæt link), eller du kan spørge din faglærer.

Blooms taksonomi

Blooms taksonomi blev udviklet af Benjamin S. Bloom i 1950'erne. I Blooms taksonomi er der seks niveauer som går fra det mest simple (fx referere viden) til det mest komplekse (fx diskutere viden).

Blooms taksonomi har fokus på intellektuel viden og mentale færdigheder, og har fokus på at måle, hvad eleven ved og hvad eleven kan gøre med sin viden.

Kilde:Damberg Erik m.fl., Gymnasiepædagogik, 2. udgave, 2. oplag, Hans Reitzels Forlag København, 2013, s. 390-92.

SOLO-taksonomien

SOLO står for "Structure Of Learning Outcome" og taksonomien blev udviklet af Biggs og Collis i 1982. I SOLO-taksonomien findes der fem kompleksitetsniveauer, som hver især er udtryk for, hvilket læringsudbytte en elev kan have ved løsningen af en konkret opgave.

SOLO-taksonomien er god til vurdering af kompetencer, og måler bl.a. hvilken grad af forståelse, eleven demonstrerer i en konkret situation.

Kilde:Damberg Erik m.fl., Gymnasiepædagogik, 2. udgave, 2. oplag, Hans Reitzels Forlag København, 2013, s. 394-95.

Report abuse