7. Diskursanalyse

Hvad er en diskurs?

En diskurs er en sprogbrug (tale, skrift, billeder), og diskurs kan defineres som En bestemt måde at tale om og forstå verden på. Det er et grundvilkår for mennesket, at man taler og tænker i sådanne diskurser: der er ikke andre måder at forstå verden på end gennem ordene og begreberne om den. Man forholder sig således ikke til verden, som den er, men til verden, som man skaber den gennem sproget. Ja, faktisk er verden blot en sproglig konstruktion, der afhænger af de diskurser, der tilskriver den mening.

Diskursanalysen

En diskursanalyse er netop en sådan analyse af, på hvilken måde en afgrænset gruppe (fx et parti/tilhængere af en ideologi) taler og tænker om verden på. En diskursanalyse interesserer sig principielt kun for, hvordan diskursen er skruet sammen, dvs. hvordan man taler og tænker om verden på, og ikke for hvordan denne diskurs forholder sig til ’hvordan det egentlig er’. - Det er en følge af, at man ikke mener at have adgang til viden om, hvordan det egentlig er, dvs. man har ikke adgang til virkeligheden uden om de diskurser, man taler om den i (socialkonstruktivisme).

Diskursanalysen har et klart kritisk perspektiv. Den analyserer ikke blot forskellige gruppers diskurser, men den gør det med en kritisk indstilling ud fra et ønske om at afsløre a) kampene mellem forskellige diskurser og b) forsøget på at levere den dominerende måde at tænke og tale om verden på. Man ønsker altså at vise, at der bag den almindelige forståelse af tingene, finder en sproglig magtudøvelse sted, hvor bestemte diskurser dominerer over andre diskurser og herved fremstiller en bestemt forståelse af verden. Diskursanalysen siger altså ikke bare: ”sådan er verden”, men forklarer også, hvorfor verden er sådan, og hvilken diskursiv magtanvendelse, der ligger bag.

Et eksempel: i et samfund (det kunne være det danske samfund), hvor man ser personen uden arbejde som en nasser, der ikke gider arbejde, og som derfor må ”motiveres” til at arbejde ved en mindskelse/fjernelse af understøttelsen, der vil en diskursanalyse således kunne afsløre, at der bag denne opfattelse af en bestemt gruppe af personer (arbejdsløse) er en bestemt ideologi. Det kunne være en liberalistisk ideologi, der ser velfærdsstatens omklamrende hånd som noget negativt, om som derfor skaber et negativt billede af dem, der er afhængige af velfærdsstaten. Analysen har hermed vist, at ”nasser” ikke er en objektiv beskrivelse af den arbejdsløse, men udsprunget af en liberal diskurs, der har vundet kampen om at definere verden – og i dette tilfælde helt specifikt ”den arbejdsløse”.

Diskursanalyse og identitet

Som nævnt ovenfor, så antager man i en diskursanalyse, at verden er sprogligt konstrueret. Alt i verden er skabt og tilskrevet mening gennem sproget. Og intet besidder en mening uafhængigt af sproget. Det samme gælder for personer, for også et individ får – som vi så ovenfor med den arbejdsløse – sin identitet påført udefra. Der er stor forskel på, hvordan man opfatter sig selv som individ, hvis man omtales udefra som enten ”en nasserøv” eller som ”en stakkel ramt af omstændighederne”. Den dominerende diskurs er altså således med til at skabe den måde, hvorpå individet forstår sig selv på. Bliver man som individ italesat som selvstændigt, aktivt, handlende og fremadrettet, så opstår der også en anden type individer end hvis den dominerende diskurs italesætter individet som traditionelt, fællesskabsorienteret, passivt eller bagudrettet. Dette kender man eksempelvis fra gymnasiet, hvor man i høj grad prøver at gøre eleverne til selvstændige og aktive studerende ved at have en høj grad af selvstændighed i dagligdagen (fx med gruppearbejde) og et stort ansvar hos eleven for egen læring osv. Havde lærerne i stedet blot stillet sig op til tavlen og lært ud af sin enorme viden, havde man fået en anden elevtype, der måske ville have en stor paratviden, men ikke være så aktive, handlende osv. Pointen er altså også med individer, at de formes af den måde, man diskursivt omtaler dem. Dette kaldes, at man stiller nogle subjektpositioner frem, som individet indpasses i.

Diskursanalysens centrale begreber

Når man laver en diskursanalyse, så er der nogle bestemte ting, man ”leder” efter i den tekst/diskurs, man undersøger. Disse begreber har nogle ”flotte” ord, men det må man ikke lade sig skræmme af – for bag ordene er der såmænd nogle ganske fredelige betydninger.

1. Det semantiske felt
Når man undersøger en diskurs, så skal man gøre sig klart, hvad diskursen rummer, og hvad den ikke rummer. Ser man eksempelvis på en politisk diskurs, så vil denne nok være orienteret omkring magt: hvem bestemmer hvad og hvorfor – og hvordan argumenterer man? Der vil i en sådan diskurs derimod ikke være plads til religiøse argumenter, for i Danmark har vi en klar adskillelse mellem religion og politik. Hermed kan man afgrænse den politiske diskurs udadtil. Der er nogle ting, som diskursen rummer, og nogle ting, den ikke rummer. Dette afgrænsede rum kalder man et semantisk felt.

2. En relationel betydningshorisont
En anden antagelse, der kan være lidt svær at forstå (men som faktisk giver meget god mening), er den, at alle ting i en diskurs skal forstås i relation til de ting, der står udenfor en diskurs. Det er egentlig det samme som at sige, at man ikke kan vide, hvad mørkt betyder, hvis man aldrig har oplevet, at det var lyst. Man ser ofte dette forhold, når man hører på en politiker, der skal redegøre for sine synspunkter. Her bruger politikeren ofte kun en lille del af sin tid på at fortælle, hvad han/hun egentlig mener, og størstedelen af sin tid på at fortælle, hvad de politiske modstandere mener. 

Dette forhold, at man altid forstår et forhold i relation til dets modsætning (socialisme i forhold til liberalisme), beskrives i diskursanalysen som, at man har en relationel betydningshorisont.

3. Nodalpunktet
I enhver diskurs findes der et punkt, der er vigtigere end alle andre. Det punkt, der står som helt centralt i diskursen. Ser man eksempelvis på den socialistiske diskurs, så har solidaritet fungeret som et centralt punkt, som ikke kan modsiges i diskursen. Det er det, der binder resten af diskursen sammen. Ser man på liberalismen, så vil dette centrale punkt være individets frihed. Og ser man på regeringens politik siden valget i 2001, så kan man argumentere for, at skattestoppet har været det centrale punkt, der har haft forrang i forhold til alle andre punkter i regeringens politiske diskurs (kampen mod smagsdommere, danske værdier, krigen mod terror osv.). Dette punkt, der står som helt centralt i et semantisk felt (diskursen) kaldes i diskursanalysens termer for nodalpunktet – et punkt, der giver diskursen sammenhængskraft.

4. Tom betegner
I mange diskurser finder man et begreb, der henviser til noget, der ikke eksisterer, men som burde eksistere. Der er her tale om visioner, ønsker, drømme osv. Hos Dansk Folkeparti ser man ofte den danske kultur fremstillet som sådan en vision. DF taler om en fælles dansk kultur, som vi skal værne om, men kan man overhovedet finde sådan en kultur? Nej, vil de fleste nok mene. Der findes nok nærmere forskellige danske kulturer, men visionen eller drømmen om en dansk kultur findes dog. De konservative har en vision om mere lov og orden, Enhedslisten om en mere socialistisk stat osv. Denne vision findes som nævnt i nærmest alle politiske diskurser, og den viser noget centralt, nemlig hvad man inden for diskursen ønsker at italesætte som det fælles bedste for alle. Denne henvisning til et ikke-eksisterende (dvs. ”tomt”) begreb, kaldes en tom betegner. I diskursen kæmpes der om at bestemme indholdet af den tomme betegner. Eksempelvis vil både en rød og en blå regering tale om "at tage ansvar" og at arbejde for "individets frihed". Men hvad det egentlig vil sige, er de næppe enige om. Derfor er det centralt i diskursanalysen at undersøge, hvilke kampe, der foregår mellem forskellige aktører, om at definere indholdet af disse tomme betegnere. 

5. Ækvivalenskæder og differenskæder
Som noget helt centralt i politik står konflikter. Er der ikke noget, man er uenige om, så er der heller ikke noget at tale om i politik. I diskursanalysen mener man ikke overraskende, at konflikter – ligesom alt andet – er skabt sprogligt. Konflikten er konstrueret og iscenesat. Dette gøres gennem to processer:

For det første skal man skabe en fløj med enighed, hvorfor forskelle skal fjernes. Her vil man med afsæt i nodalpunktet forsøge at koble en lang række positive begreber, individer eller partier til diskursen. Dette kaldes for ækvivalenskæder. Ækvivalens betyder ”at have samme værdi”, så man laver altså en kæde af forskellige begreber, individer eller partier, som man søger at fremstille som enige. En socialdemokratisk statsminister kunne eksempelvis i sin diskurs forbinde sit synspunkt med ting som Stauning, solidaritet, vækst, demokrati og omsorg.

For det andet skal man fokusere på forskellene i forhold til en anden fløj. Dette ses ligeledes ved eksemplet ovenfor, hvor oppositionen netop fremstiller sig selv som enige i forhold til regeringen. Det forhold, at man fremstiller en ”fjende”, som man er i konflikt med, kaldes i diskursanalysen for differenskæder. Differenskæden samler de forskellige karakteristika, som gør ens modstander forskellig fra en selv. I eksemplet med den socialdemokratiske statsminister vil "modstanderen" nok betegnes med ord som egoistisk, skattelettelser til de rige, uansvarlig og så videre.

Et eksempel på brug af ækvivalenskæder og differenskæder ses ofte i diskurser, som fremstiller en konflikt mellem danskere og udlændinge. Her laves – på tværs af de mange forskelle, der er mellem danskere – en ækvivalenskæde mellem danskere, der bindes sammen af et fællestræk, nemlig det at være dansk. Dette gøres ved at opstille en modsætning, nemlig udlændingene. Man opstiller altså en differenskæde, hvor man beskriver danskere og udlændinge som forskellige og i et konfliktforhold. Ofte med alle en række positive ord som demokrati, ligestilling, ytringsfrihed osv. knyttet til danskeren, og negative ord som fundamentalisme, terror, tørklæde, kvindeundertrykkelse osv. knyttet til udlændinge.

Teori eller metode?

Diskursanalysen ses af mange som værende både en teori og en metode. Den er en teori om, hvordan betydninger til ting og individer konstrueres – om hvordan magtforhold virker mod at skabe en bestemt forståelse frem for andre.

Men samtidig er diskursanalysen en metode beslægtet med tekstanalysen (og dermed hermeneutikken). Begreberne ovenfor er netop redskaber til at åbne en tekst, så der gives hermed en metode til, hvordan man læser en tekst, hvad man skal lede efter osv.

I bogen Ideologier og diskurser giver Kjeld Mazanti følgende analysemodel, der helt konkret kan anvendes, når man bruger diskursanalysen. Ikke alle diskurser indeholder alle punkter, men ikke desto mindre kan modellen være god at følge, når man laver en diskursanalyse: