Socialliberalismen udspringer af den klassiske liberalisme, men har dog forladt tanken om natvægterstaten. Fra liberalismen har man beholdt frihedsidealerne og princippet om markedsøkonomi. Samtidig har man fra socialismen taget den forestilling, at lighed til en vis grad er ønskelig og nødvendig. Staten skal hjælpe de svage og regulere økonomien. Socialliberalister er tilhængere af velfærdsstaten, men mener, at den i høj grad trænger til at blive reformeret i liberalistisk retning. Socialliberalismen er også kendetegnet ved ønsket om at øge folks mulighed for at deltage i demokratiske processer. Moderne socialliberalisme og socialdemokratisme har mange lighedspunkter.