Grundet krig i Bosnien-Hercegovina hvor civilbefolkningen led under etnisk udrensning bl.a. Srebenica valgte NATO i oktober 1992 at indføre en såkaldt No-fly zone over landet og senere fulgte en række sanktioner mod landet og en våben embargo. I sensommeren foretog NATO en række flyveoperationer mod bosnisk-serbiske tropper hvilket fik dem til at genoverveje fredsforhandlinger og fik dem til underskrive dem. Som del af fredsbetingelserne indledte NATO i december samme år Implantation Force (IFOR), der betød at NATO-soldater indledte en fredsbevarende mission. IFOR blev afløst af Stabilization force (SFOR) et år senere, som bestod af militær fra 43 lande, herunder NATO landene. SFORs opgave er at hjælpe flygtninge tilbage til deres hjem og til en normal dagligdag.
Efter den kolde krigs afslutning i starten af 90´erne stod NATO nu uden deres hidtidige modstander. Dette gav NATO mulighed for at fokusere deres aktiviteter på andre områder. Blandt andet bliver en række lande i Østeuropa medlem at NATO og NATO deltager aktivt i en række kriser og konflikter rundet omkring i verden.
Balkan:
Historien:
NATO (North Atlantic Treaty Organization) er en forsvarsorganisation, baseret på Washington Traktaten. NATO blev oprettet i 1949 på som en konsekvens af den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen, som efterlod de vesteuropæiske lande med følelse af usikkerhed over for Sovjetunionen. 10 europæiske lande samt USA og Canada underskrev den oprindelige kontrakt den 4. april 1949, siden er der kommet flere til og i dag er der 28 medlemslande.
Efter Koreakrigens udbrud i 1950 skiftede NATO fra en politisk garantialliance til en militær organisation, hvor NATO efter ønske fra de europæiske medlemslande udstationerende amerikanske soldater i Europa for at holde Sovjetunionen fra at rykke mod vest.
Den politiske del er dog stadig tilstede i NATO, denne ledes af Generalsekretæren og NATO- rådet er dens vigtigste organ. I NATO-rådet sidder medlemslandenes ambassadører og alle beslutninger kræver enstemmighed. En af Generalsekretærens opgaver er at hjælpe landene med at nå til enighed.
Oprindeligt var USA's atomvåben garanti kernen i NATO, men i begyndelsen af 1950'erne begyndte Vesteuropa en oprustning og blev således udbygget med taktiske placeringer af de amerikanske atomvåben rund omkring i Europa. NATO´s forsvar under den kolde krig byggede altså på atomvåben. I 1987 blev USA og Sovjet dog enige om at stoppe oprustningen af atomvåben.
Efter Den Kolde Krig:
NATO Den Nordatlantiske Traktat
Artikel 5
Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed.
Ethvert sådant angreb og alle som følge deraf trufne forholdsregler skal uopholdeligt indberettes til Sikkerhedsrådet. Sådanne forholdsregler skal bringes til ophør, når Sikkerhedsrådet har truffet de til genoprettelse og opretholdelse af den mellemfolkelige fred og sikkerhed fornødne forholdsregler.
Kilde: NATO
NATO's indgreb i Kosovo skete på baggrund af krigen mellem Kosovo-albanere og serbere. I første omgang blev det forsøgt igennem diplomatiske forhandlinger at skabe fred mellem de stridende parter, men kun Kosovo-albanerne ville underskrive en fredsaftale. Efter gentagende forsøg på en diplomatisk løsning, foretog NATO i 1999 luftangreb mod serbiske militær mål i både Jugoslavien og Kosovo. Efter 78 dages bombninger indstillede begge sider militære handlinger. Serbisk militær og politi blev trukket ud af Kosovo, hvorefter NATO overtog sikkerhedsopgaven i Kosovo. Antallet af NATO-soldater blev gradvis sænket efterhånden som sikkerheden blev forbedret.
9/11:
Opgaver:
1) Hvilke lande er medlemmer af NATO og hvornår blev de medlem?
2) NATO har både en militære og en politisk leder. hvem har pt. disse poster?
3) I hvilke lande er NATO i øjeblikket involveret i militære operationer?
4) Hvilke tre lande er ifølge denne oversigt NATO´s tre stærkeste magter?
5) Hvad gør disse tre lande til de stærkeste? argumenter for dit svar?
Den 11. september 2001 kaprede terrorister fire passagerfly og brugte dem som våben, da de fløj 3 af dem ind i henholdsvis World Trade Center og Pentagon. Det 4. styrtede ned i Pennsylvania efter passagerne havde forsøgt at overtage kontrollen med flyet fra terroristerne. Dette førte til at NATO for første gang i dets historie gjorde brug af art. 5 fra Washington traktaten. NATO sendte militærskibe til den østlige del af Middelhavet for af borde og undersøge skibe mistænkt for terroraktivitet, i dag omfatter dette hele Middelhavet under navnet Operation Active Endeavour. Desuden gik NATO ind i Afghanistan under et ISAF mandat hvor deres mission er at være fredsbevarende samt at træne det afghanske militær og politi til at overtage ISAF´s opgaver.
2010 Active Engagement, Modern Defence:
NATO har i 2010 lavet konceptet for alliancen om, da men gerne
ville gøre den til en moderne alliance, som kan fungere i forhold til et ændret trusselsbillede, der har skiftet fra den kolde krig til i dag hvor sikkerheden i NATO landene i større grad bliver truet af terror grupper og ikke af fremmede stater. Dette blev til "2010 Active Engagement, Modern Defence" i det blev tre kerne områder for NATOs opgaver udlagt. Disse områder er: Samlet forsvar: NATO-medlemslandene skal stadig, i henhold til Washington traktaten art. 5, forsvar hinanden imod aggressioner fra andre lande eller grupper. Krise administration: NATO har muligheder både politisk og militært til at påvirke en lang række krisesituationer rundt omkring i verden. Derfor vil NATO aktivt bruge en blanding er politiske og militær værktøjer for påvirke krisesituationer rundt omkring i verden, der i sidste ende kan ende op med at påvirke NATO-medlemslandene direkte. Cooperative sikkerhed: NATO kan blive påvirket af politiske og sikkerheds udviklingen i lande som ikke er med i alliancen. Derfor vil NATO indgå i samarbejde med lande og andre organisationer som kan hjælpe med at sikre den internationale fred og sikkerhed. Herudover vil NATO holde døren åben for europæiske lands medlemskab som opfylder NATOs standard for deres medlemslande.
Libyen:
I 2011 påbegyndte NATO en syv måneder lang operation i Libyen for at beskytte civilbefolkningen fra angreb fra Præsident Qadhafis regime. Dette skete under et FN mandat der gav tilladelse til en våbenembargo og en No-fly zone samt at man måtte tage alle fornødne forholdsregler for at beskytte civilbefolkningen mod angreb. Det betød at en række NATO skibe og fly patruljerede farvandet omkring Libyen for at stoppe våben på vej til landet og at en række overvågningsmissioner blev sat i gang for at identificer militærmål i Libyen. Senere blev denne overvågning brugt til at bombe disse mål. I slut oktober, efter regimet fald, blev operationen indstillet da men mente at civilbefolkningen sikkerhed nu var sikret.