Magtens tredeling

Alle demokratiske forfatninger tager udgangs punkt i en antagelse om, at magten i samfundet skal være delt. Formålet med denne deling af magten er at forhindre magtmisbrug. Den franske samfundsfilosof Montesquieu (1689-1755) formulerede i sin bogen Lovenes Ånd (1748) princippet om magtens tredeling, som siger, at magten skal deles mellem en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Danmarks Grundlov tages der også udgangspunkt i Montesquieus magtdelings lære.

Den Danske Grundlov

§ 3 Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

- Grundloven

I stedet for „Kongen" skal man i §3 læse „regeringen". herudover er det værdi at bemærke, at den udøvende og den lovgivende magt ikke er fuldstændig adskilt i Grundloven. I Danmark er det almindeligt, at regerings medlemmer (ministrene) også er medlemmer af Folketinget. Den dømmende magt er heller ikke fuldstændig adskilt fra den udøvende magt, mange dommere har først været ansat i Justitsministeriet, som er under regeringen. Balancen mellem den lovgivende og den udøvende magt i Danmark opretholdes således ikke ved at holde dem skarpt adskilt, men ved princippet om parlamentarisme. Parlamentarisme betyder, at parlamentet (Folketinget) til hver en tid kan afsætte regeringen.

Medierne som den fjerde statsmagt:

Udover den lovgivende-, den udøvende- og den dømmende statsmagt omtaler man nogle gange medierne som den fjerde statsmagt. Medierne tager rollen som „borgernes vagthund" og bruger ytringsfriheden til at kontrollere, om de tre statsmagter misbruger deres magt. Mediernes magt er mere uformel end statsmagternes, men den er ofte meget stor.