Oprindeligt stod konservatismen i skarp modsætning til liberalismen. Konservatismen var en politisk ideologi for de privilegerede klasser, som liberalismen gjorde oprør imod. Konservatismen opstod blandt andet som en reaktion mod den franske revolution (1789), hvis grusomheder blev betragtet som et eksempel på liberalismen, når den gik til yderligheder. Konservatisme drejer sig, som ordet også siger, om at bevare. Samfundets institutioner og traditioner, fx kongehuset og kirken („Gud, Konge og Fædreland"), har bevist deres værdi og bør bevares. Når samfundet har overlevet i så lang tid, må det betyde, at det er levedygtigt og dermed bevaringsværdigt. Samfundets normer og love skal respekteres, forandringer bør kun ske langsomt og gradvis.
Mennesker er ikke født lige, men derimod på forskellige pladser i samfundet, og det er kun godt. Der hersker en naturlig gensidig respekt og harmoni mellem de forskellige samfundsgrupper. Ulighed er nødvendig for at få de bedst egnede til at påtage sig de vigtigste opgaver. Hos en af konservatismens fædre, Edmund Burke (1729-97), beskrives samfundet som en organisme, hvor hver har sin plads. Det væsentlige er ikke individets ret til at udfolde sig frit, men derimod samfundsorganismens overlevelse og velbefindende.
Dette betyder også, at det er samfundets pligt at hjælpe og beskytte de svage, staten tilkendes en større rolle end i den klassiske liberalisme. Mennesket er ikke frit og fornuftigt, men svagt og ufornuftigt, hvis det overlades til sig selv. Familien spiller ifølge konservatismen en stor rolle.
I dag er forskellene mellem liberalisme og konservatisme blevet mindre. Begge går ind for fri konkurrence, mindre offentlig sektor og lavere skatter. Moderne konservative betoner ofte, at konservatismen ikke er ideologisk, men går ind for praktiske løsninger på konkrete problemer. Det. Tidligere statsminister Poul Schliiter fra Det konservative Follkeparti sagde ligefrem: „Ideologi er noget bras". Men på nogle områder er der stadig forskel på liberalisme og konservatisme. Et af disse er synet på nationalstaten. I liberalismen tilkendes nationalstaten ingen særlig værdi, men i konservatismen betragtes de nationale værdier som meget væsentlige.
Moderne konservative mærkesager er fx lov og orden, gode forhold for familierne og lavere skatter. Konservatismen mener, at samfundsændringer bør ske langsomt, et konservativt slogan lyder: „at forandre for at bevare".