Alf Ross - demokrati som styreform.
Alf Ross forsøger i sin bog "Hvorfor demokrati?" at give en forklaring på demokrati. Demokrati er i sin kerne en statsform, det er en metode til et hvordan men ikke et hvad."Demokratiet er statsformen for modne og myndige mennesker, der kræver deres skæbne lagt i egne hænder."-( Ross, Alf s. 134). Alf Rosses definition på demokrati kan groft koges ned til følgende fire begreber: frihed, ytringsfrihed, retssikkerhed og autonomi (selvstyre). Disse fire begreber er altså det vigtigste i demokratiet, ifølge Alf Ross, hvis bare en af disse frafalder vil demokratiet forsvinde.
Frihed er et ord der, ifølge Alf Ross, igennem tiden har fået mange forskellige betydninger, hvilket har gjort at frihed er blevet om i høje toner. Diffinitions opgaven med frihedsbegrebet ligger i hvornår er noget tvang og frihed. Ross starter med tage afstand til tanken om at det er afgørende er om viljen er underlagt lov eller ej altså at en handling kun er fri når den er fritstillet. Ross forklare at det vigtige er følelsesoplevelsen af henholdsvis frihed og tvang. Hertil forklare han at en tvangssituation, er en situation hvortil du ikke har noget valg, hertil bruger han et eksempel hvor en mand under trussel af tortur tvinges til at røbe hemmeligheder, samtidig tvinges han også til at udholde torturen for ikke at røbe hemmelighederne. Dette er en tvangssituation da der her er en konflikt mellem lyst og pligt. Frihedfølelsen opstår derimod når alle motiver er harmoniske og uhæmmet virker sammen i samme retningen, dette kalder Ross for det materielle frihedsbegreb. Dette opstår en der er et alment fravær af tvang, samtidig mener Ross at den absolute frihed aldrig kan findes, da er i samliv med andre mennesker vil påstå en hvis binding og samordning. Tvang er kun i tilfælde hvor du er nødsagtigt til at handle mod " det bedst for dig selv", dette kalder Ross for den formelle frihed, hvilket betyder et generelt fravær af tvang. Man er nærmere betegnet ikke underlagt noget man inderst inde ikke kan godkende. Denne frihed kalder Ross også for autonomi.
Ytringsfrihed drejer sig i sin natur om at give frihed til borgerne til i tal og skriftat ytre holdninger og meninger om politiske spørgsmål. Ifølge Ross er ytringsfrihed i første række tænkt i forhold til politik men da det er svært at tage andet som litteratur, kunst, religion, videnskab og filosofi ud af denne frihed må ytringsfriheden være total. Ross holder på at bestemme demokratibegrebet ikke kun alene ud fra flertalsprincippet men også udfra et diskussionsprincip, at flertallet skal tage hensyn til mindretallet. Gennem diskussion og debat kan mindretallet og flertallet forsøge at opnå en fællesforståelse og kun som sidste udvej skal der tages en flertalsbeslutning, omend dette sker må man antage at debatten har haft sin indflydelse på sagen løsning. Uden ytringsfriheden mister debatten dog sin mening, hvis man kun hører bestemte befolkningsgrupper vil debatten ingenlunde være et billede af folkeviljen. Samtidig mener Ross at hvis politiken i den demokratiske stat skal være bygget på en "sand" folkevilje bygget på fakta og forståelse af den sociale sammenhæng og ikke en kunstigt fabrikeret folkevilje lavet gennem vildledelse og fordrejningen, altså med andre ord propaganda. Hertil mener Ross ikke man skal forbyde propaganda, da han mener dette ikke for holdningerne til forsvind men derimod flyttet den ud af den offentlig debat og ned i undergrunden. Derimod mener han man skal holde det i det åbne for der kan man komme med kritik og modsvar til propagandaen. Det der skal til, ifølge Ross, er at folket udvikler en god kritisk sans overfor propaganda hvilket vil gøre denne nytteløs. Ytringsfriheden skal være total og et urørligt princip i en demokratisk stat.
Retssikkerhed er vigtigt begreb indenfor demokratiske statestat da dette er med til sikre folket med overgreb fra statens side oger hermed, med at beskytte den personlige frihed. Denne sikkerhed har dog kun den betydning at en person skal sættes for en dommer med det samme retssikkerhed er ikke med til at bestemme hvad man blive dømt for. Dette er dog, efter Rosses mening, med til at beskytte ytringsfriheden da men ikke hemmeligt kan fængslet for eksempel ytringer.
Autonomi opstår når man ikke er underlagt retsregler man ikke selv har samtykket til, men er fri fra bånd pålagt af andre. Dog siger Ross man ikke bare kan ophæve de ordninger man engang har indgået i for forgodtbefindende. Selvom der skal være autonomi, mener Ross, godt der kan være en autoritet som kan give folk sikkerhed og lykke, dog vil denne lykke ikke være så stor som en selvskabt lykke. Hertil siger Ross: "Der er unægtelig mange mennesker, der aldrig når frem til forståelse af dette standpunkt. De forbliver hele deres liv som børn, selv autoritetsbundne og herskesyge overfor andre. De frygter friheden og befinder sig kun vel i en verden, hvor afgørelse og ansvar kan væltes over på andre."-(Ross, Alf s.133).
Spørgsmålet er dog hvor er demokratiets forbindelse til autonomi? Forbindelsen mellem disse to ligger i at demokrati er den statsform, der giver borgerne den største mulighed af politisk frihed, altså autonomi. Ved demokratiet og derigennemm flertalsprincippet vil der være færrest muligt der bliver bundet af en ordning som de ikke selv kan stå inde for. Hertil kommer vigtigheden af diskussionen og kompromiset for herigennem at få bredt til flertal som muligt, hvilket vil gøre at færrest muligt bliver underlagt et bånd de ikke kan stå inde for. Autonomien tilskrives ikke den enkelte person men derimod befolkningen i helhed, folket er i demokratiet underkastet en fælles "egenvilje" .
De fire ovenstående begreber er, i Rosses optik, en nødvendighed i et hvert demokrati. Ross mener, at man ikke kan diffinere demokrati lige som kan diffinere et pattedyr, der er ikke er præcis overgang mellem udemokrati og demokrati, dette er en flydende overgang. Af denne grund har Ross opstillet et udtryk for den mest rendyrkede demokrati dette kalder han for idealtypen. Dog er idealtypen ikke noget man skal stræbe efter at opnår men derimod set som en tanke hvor de forskellige egenskaber i demokrati er i sin reneste form, det er altså ikke noget virkeligt. Idéen med idealtypen og de streger der går ud herfra er at den giver mulighed for at angive en styreforms beliggenhed i forhold til idealtypen, hvor tæt eller hvor langt den er fra idealtypen . Til idealtypen ligger der tre grader, som indeholder forskellige egenskaber i idealtypen, disse kalder han: intensitet, effektivitet og ekstensitet. Intensitet er hvor stor en del at befolkningen der har adgang til at stemme til afstemninger og valg, jo længere fra idealtypen et styre bevæger sig des færre har stemmeret. Effektivitet afhænger af med hvor stor virkning folket gøre sine synspunkter gældende, dette sker bedst i et direkte demokrati, man i repræsentativt demokrati kommer det an på længden af mandatperioden og kontrollen med repræsentanterne.
Nu over at forklare demokrati tager Ross også fat på en række af de kritikpunkte der er kommet med demokratiet, der er her tale om den kommunistiske-, den fascistiske-nazistiske- og den aristokratisk-konservative kritik. I det følgende vil jeg kort beskrive hvad denne kritik gik ud på.
Den Kommunistiske kritik tager udgangspunkt i en kritik fra kapitalismens magt over underklassen, samt underklassens flertal i et demokrati ikke formår at gennemføre deres krav, derfor må de indsætte deres egen diktator, fordi at frihedsrettigheder ikke er noget værd hvis man er økonomisk afhængig af andre. Kritikken indeholde tre betragtninger der er som følger:
1) Begrænsningen på valgretten forhindre underklassen i af indflydelse i det politiskespil, hvilket gør at deres interesser ikke bliver varetaget. Dette skal dog ses i lyset af det tidlige demokrati hvor idéen ikke i nu var ført til ende.
2) Proletariatet kan ikke benytte det politiske system og rettigheder, da de er for fattige og i nød så de magter ikke at bruge deres kræfter på systemet.
3) Pressen, eller den kapitalistiske presse er med til at påvirke den offentlige mening gennem propaganda.
Ross skriver i forhold til denne kritik: "Man kan efter min mening ikke frakende disse betragtninger en vis vægt. Så meget er sikkert rigtigt, at det bestående system besidder et træghedsmoment, der konservativt virker imod enhver tendens til at ophæve systemet" (Ross, Alf s. 101)
Den Fascistiske-nazistiske kritik mod demokratiet er på ingen måde saglig, da den udelukket går efter at miskreditere demokratiet for at bane vejen for et eneherredømme. Kritikken gik i af enkelthed ud på at den demokratiet respekt for andre mennesker og friheden, blev fortolket som fejhed og mangel på handlekraft. Derimod vil kritikken have folket til at underkaste sin en stærk fører som der leder. Den jævne menneske ses her som dumt, fejt, misundeligt og med lav moral.
Den Aristokratisk-konservative kritik går i sin enkelthed ud på frygten for et massetyranni mod mindretallet, i denne sammenhæng det rige- og privilegeredes mindretal. Der vil altid være en mindretals elite, med bedre evner, uddannelse og oplysning. Den engelske filosof John Stuart Mill (1806-1873) gav udtryk for at denne åndelige elite ville være bedre til af styre et samfund, og har derfor en vigtig betydning for samfundet. Til at forsvare denne gruppe i et demokrati, mente Mill, af man skulle give den åndelige elite en større indflydelse i statenstyre, hertil mente han man skulle give denne gruppe to eller flere stemmer da disse var bedre egnet til at styre. I bund og grund mener Ross denne kritik hander om frygten for det fattige flertal der ikke vil respektere det rige mindretals rigdom.
Til afslutning i dette afsnit kan der kigges på hvad der skal til for at danne mennesker til demokrati, ud fra Rosses optik? Som tidligere nævnt er det vigtig at mennesker danner i kritisk sans for at mindske indflydelsen af propaganda hertil kommer en selvstændig tænkning og dømmekraft. Hertil denne dannelse falder opgaven til ungdomsarbejde og skolen. Der ligger dog mere til Ross idé om hvilke evner der er vigtige i en demokrat, mennesker skal lærer respekt for den indre forbundethed man har med sin medmennesker. Denne demokratisk dannelse mener Ross: "Den bedste opdragelse til demokrati ligger, som jeg flere gange har haft lejlighed til at fremhæve, i det demokratiske liv og i de demokratiske institutioner selv. Det er først ved at leve i et demokratisk samfund man fuldt og helt kan blive en god demokrat." (Ross, Alf s.246)
Hal Koch - demokrati som livsform:
Hal Koch skriver i sin bog "hvad er demokrati?" om hvordan han ser demokrati ikke bare som en styreform med som en livsform. Demokrati er ikke noget fastsat og uforanderligt system, det er derimod noget der ændre sig, det er en livsform og en tankegang. Demokratiet kommer nedefra, det kommer fra personens privatliv, hvorefter det bevæger sig ud til noget nationalt og til sidst noget internationalt. Men hvad er demokrati så mere bestemt ved Koch? Koch ser demokrati som værende diskussion og samtale, for har igennem kan man opnå en gensidig forståelse. Demokrati kommer fra de græske ord démos og krátos, betydende henholdsvis folk og styre, og bliver i dag set ud fra et flertalsprincip hvor afstemning er brugt til at finde flertallet. Men afstemningen kan ikke stå alene, hertil kommer Koch men dette eksempel:
"Der findes et sted her i landet et sogneråd, i hvilket der er to grupper, en flertalsgruppe på 7 medlemmer og en mindretalsgruppe på 4 medlemmer. Flertallet er således solidt, og der er ingen grund til at tro, at det skulle kunne rokkes i de første mange år. I møderne går det meget ofte således til, at flertallet kort og knapt fremsætter det forslag, som man i gruppen er blevet enig om. Derefter får oppositionen ordet. Det er jo en demokratisk forsamling! Den afgiver et langt og ofte velbegrundet indlæg, som viser vanskelighederne ved sagen. Under dette indlæg kan ingen se, om flertalsgruppens medlemmer hører efter eller sover, men vi må vel gå ud fra, at de gør det første. Når oppositionen har fremsat sine indvendinger, kan det ske, at formanden eller en anden siger et par ord - gerne temmelig hvasse ord. Men man er sjældent nået ret langt, før flertalsgruppen foreslår, at man går over til afstemning[...] Men mødet slutter altid med en god demokratisk afstemning, hvor stemmerne mærkelig nok falder 7 mod 4,[...] Alle ville blive højst forbavset - mindretallet dog måske glædelig overrasket - ved at høre den påstand fremsat, at denne ordning er i højeste grad udemokratisk."(Koch, Hal; hvad er demokrati?; s.23-24) Her fortæller Koch klart at afstemningen ikke er vigtig, men er imod det der mangler i sognerådet er vigtigt for demokratiet nemlig samtalen og diskussionen. Det er fint af give opposition taletid men hvis man enten ikke lytter eller er ligeglad med hvad der bliver sagt, er denne taletid ubrugelig. Dette er, ifølge Koch, ikke et demokrati men et flertalsdiktatur.
Hal Koch tager også fat i noget af den kritik der er at demokratiet, her tager han fat i Vinding Kruse som i Kochs fortolkning mener at alle mennesker i bunden er egoister og derfor virker demokratiet ikke, derfor mener Kruse at staten skal styres af dem der her en retfærdighedssans, disse som Platon kalder for filosoffer, som i dag snarer vil kalde for jurister, økonomer og politisk tænkere. Denne kritik ligger op til det man kalder for et teknokrati. Herudover samler Koch kritikken til tre punkter, som er så følgende:
1) Demokratiet sætter udygtighed over dygtighed, i stedet for at sætte krav til fagligindsigt og dygtighed.
2) Demokratiet åbner vejen for de mennesker som vil spidse albuer vil kæmpe sig frem. Dette sker alt i mens de dygtige og ansvarsbevidste mennesker ikke kan gøre sig gældende.
3) Demokratiet hverken er eller kan bliver et rigtigt folkestyre da det almene menneske, massen, er politisk umodne og derfor er uden af stand til at styre sig selv. Demokratiet vil derfor blive til styret af partierne og embedsmændene.
Demokratiet kan aldrig sikres da det ikke er et system men en tankegang hvorfor er det ekstremt vigtigt med oplysning og dannelse. Koch fremhæver et radiospil kaldt "Rabelais svar" fra England her er snakket om opdragelse eller som vi nok ville kalde det i dag dannelse, og om dette hjælper. Samtalen udmunder i den konklusion at dannelse hjælper demokratiet. Hertil siger Koch: "Menneskelig vækkelse, oplysning og opdragelse - uden det bliver demokrati en farlig ting. Så går det, som kritikerne påstår, at den behændige agitator og den samvittighedsløse intrigemager kan køre med det hele."(Koch, Hal; hvad er demokrati?; s.47) . Hal Koch fastslår altså at demokratisk dannelse er det vigtigste for og i demokratiet og at folket skal dannes til selvstyre, dette er forsvaret mod det kritikerne argumenter. Demokratisk dannelse, mener Koch, at ungdommen bedst opnår ved at leve med demokrati med både rettigheder og pligter, derfor er det skolens opgave at have en demokratisk ånd.
Demokrati kan ikke fastsættes lov da det er en tankegang og livsform, og grundloven er derfor kun et symbol for demokratiet. Koch kommer med noget han kalder for mennskelivets grundlove, som skal overholdes og respektere hvis folket skal kunne leve i fællesskab. Disse grundlove er som følger: frihed og ret.
Frihed er noget af det vigtigste i menneskelivet, selv om mennesket godt kan dressers er dette forkert, da man ved det ikke mister en rigtig menneskelig indsats, denne indsats kommer indefra. Problemet er ikke om frihed skal stå fast med lov men om mennesket bruger sin frihed, for hvad nytter det at have frihed hvis man ikke bruger den til noget. Koch mener friheden skal være helt uden begrænsninger.
Ret og magt hænger sammen, for ret er ingenting uden magt men modsat er magt uden ret ikke andet end vold. Retssyn og demokrati tæt forbundet og da vi kigger til et samfunds retsystem vi klassificer det. Man lov og ret er sat af statsmagt derfor vil man også kalde love i et diktatur for ret. Hvorfor er det nødvendigt at kigge på ret og moralsk ret. Koch ser ret og magt som værende et af grundproblemerne i demokratiet. Den moralske ret er den rigtig ret her skriver Koch: "Selv om hele den danske befolkning ville vedtage at udrydde jøderne, ville denne handling dog ikke få karakter af "ret", hvor meget så end sofisterne vil sige derom. Den ville være en voldshandling, en forbrydelse, hvor meget den end var vedtaget af hele folketinget. Af den ganske simple grund, at jøderne er vore medmennesker."(Koch, Hal; hvad er demokrati?;s.85). Altså moralsk ret er altså ikke når man underkuer eller udøver vold mod mindretallet. Da vores moral er tæts forbundet til religion, dvs. Kristendom, udspringer den moralsk ret af denne.
Da Koch ser demokratiet værende bygget på den græske-kristne humanisme, der indeholder en tro på at mennesket i centrum og medmenneskelighed. I sidste ende er det ordet der binder mennesker sammen, det er det der er forskellen mellem mennesker og dyr.
Umælende som Hest og Hund
er alle Dyr i Dale,
men Folk gav Verdens Skaber Mund
til med ham selv at tale.
- N.F.S. Grundtvig