SRPI-light for små både

Idéen om SRPI-light blev testet ved SRPI 2018

Det er idéen, at alle skal kunne være med ved Sjælland Rundt På Indersiden. Næsten ingen kan huske sejladser, hvor alle har fuldført, og det skal også være en præstation at fuldføre. For nogle er det imidlertid en større præstation, end for andre. Derfor er spørgsmålet 'Kan mindre både og joller ikke vælge en kortere bane, der er mere overkommelig?' ofte blevet stillet.

I 2018 havde fem af de seks tilmeldte Lynæs 14'ere besluttet sig for, at 'nøjes' med distancen i Isefjorden og nord for broen i Roskilde på i alt 49,7 sømil.

I sædvanlig SRPI-stil blev det derfor besluttet, at gøre forsøget med en 'SRPI-light' for cruisingsejlere med TurLys på højest 0,850, og for sejljoller uanset hvilket TurLys, de måtte have.

Ekstra præmiering og hæder blev lovet, hvis nogen i gruppen skulle fuldføre standardbanens 66 sømil, frem for 'light-banens' 49,7 sømil. Forskellen er større, den det umiddelbart forekommer, idet man kan slippe for to gange otte sømil neutraliseret sejlads i renderne mellem Kronprins Frederiks Bro og Selsø Hage.

Én påhængsmotor hjælper fem Lynæs'er med besætninger ud til start.

En tilbagemelding fra en af Lynæs 14'erne, dagen efter sejladsen lød:

Det var en forrygende tur, og perfekt rute for små både der ikke sejler så hurtigt som de store på kryds. Jeg er sikker på at der er mange flere der vil med til næste år, hvis I laver lidt reklame for SRPI Light. Jeg ved i alle tilfælde, at flere Lynæs'er vil stille op.

Vi har med en Lynæs 14, ikke mulighed for at gennemføre den lange rute, og hvem syntes at det er sjovt på forhånd at vide, at man udgår eller må give op.

Vi havde det fantastisk i Lynæs gruppen med 5 både, og fulgte hinanden søndag med ca 200 meters mellemrum hele vejen til Frederiksværk, hvor de første kryds satte ind. Det var en kongetur.

Det er nu ikke helt sandt, at en Lynæs 14 ikke kan fuldføre standardbanen på 82 sømil inklusiv neutralisering. Anders Houlberg-Nielsen gik i 2017 over mållinjen i sin Lynæs 14, få minutter inden tidsfristen, søndag kl. 24:00 - det var første gang, det var sket.

Ca. 50 sømil i en jolle er unægtelig en kæmpe præstation - selv på to dage. Sejladsen har før haft godt selskab af en lille gruppe Wayfarer-sejlere; tiden vil vise om jolletypen vil vende tilbage til en anstrengende dyst i Fjordlandet. De er i hvert fald velkomne ved SRPI.

I forlængelse af præmieoverrækkelse med pral evaluerer SRPI-ildsjælene sejladsen; forhåbentlig kommer der inden da masser af tilbagemeldinger på email og i SRPIs FaceBook-gruppe.