Bådmagasinet 6. juni 2018

SRPI-light - det rene anarki

En Lynæs 14 kæmper sig ud af havnen for sejl og rugbrødsmotor. Foto: Lasse Lindgård


Bådmagasinet - 06-06-2018 06:30 - Katrine Bertelsen

Den 16. juni går starten til SRPI - Sjælland Rundt På Indersiden. Michael Kreiberg, der sejler en 14 fods Lynæsjolle, har fået indført en bane for små, langsomme både, SRPI-Light.

I april skrev Michael Kreiberg til løbsledelsen i Sjælland Rundt På Indersiden: Kunne I ikke overveje en forkortet rute for os i langsomme både? Vi udgår planmæssigt hvert år, sejler Lynæs 14, og ja, ved godt at Anders fuldførte sidste år, men vi har ikke motor, og hvis der er bare den mindste smule mindre vind end sidste år, kan det ikke lade sig gøre. Så hvad med en tur der ekskluderer inderfjorden, så kan det nemlig godt nås, og vi behøver ikke udgå planmæssigt. Vi regner med, at vi starter fem Lynæs'er fra Kignæs i år.

For joller og små kølbåde

Og sådan blev det. Selvom Anders Houlberg-Nielsen i 2017 lige akkurat gennemførte SRPI, og gik over mållinjen i sin Lynæs 14, få minutter inden tidsfristen, søndag kl. 24:00!

Det er det rene anarki, men fire af de seks tilmeldte Lynæs 14'ere har besluttet at sejle SRPI-light, så nu afprøves idéen’, fortæller Lars Plejdrup fra SRPI, og tilføjer, ’at sejladsen før har haft fornøjelsen af et felt af Wayfarer-joller, men ingen er tilmeldt i skrivende stund. Alligevel fastslås for en god ordens skyld, at denne forsøgsordning gælder alle sejljoller, uanset TurLys - at sejle så langt i en jolle er en kæmpe præstation’.

Både og joller med TurLys på højest 0,85 kan vælge at sejle SRPI-Light, og kan betragtes som fuldført, hvis de fuldfører mindst 49,7 sømil af standardbanen – det svarer til distancen i Isefjorden og nord for broen i Roskilde Fjord.

Vælger de alligevel at sejle den store bane, vil de blive fyrsteligt fejret og hædret, og måske blive overdænget med præmier', siger Lars Plejdrup.

I forlængelse af præmieoverrækkelse (med pral) evaluerer SRPI-ildsjælene årets sejlads, og det vil være fint med nogle tilbagemeldinger efter sejladsen i SRPIs FaceBook-gruppe.

Du kan nå det endnu

I øvrigt haster det med at blive tilmeldt og få betalt startgebyr! Lars Plejdrup siger, at tilmeldingen til Sjælland Rundt På Indersiden står åben lidt endnu, men vil ikke garantere hvor længe.

Fakta om Sjælland Rundt på Indersiden

SRPI er en distancesejlads på Roskilde Fjord og Isefjord. Sejladsen varer to dage, d. 16.-17. juni i år, og man kan starte fra ni havne langs banen. Der er fest i flere af overnatningshavnene, og man skal bare medbringe noget til grillen og drikkevarer – SRPI sørger for optændingen.

Sejladsen så dagens lys i 1996, og er vokset fra seks deltagere til over hundrede både. I år deltager 125 både fordelt på flere løb: kapsejlads for sejl, cruisingklasse for sejl, tursejlads for motor og ikke mindst SRPI-Light for joller og små kølbåde.

Retur til 'Idéen om SRPI-light blev testet ved SRPI 2018'...