Definition på jødedom
I begrebet jødedom indgår tre komponenter:
At være jøde er en forpligtelse over for det folk, man er en del af og det land (Israel), som folket ifølge overleveringen fik af Gud, heraf forestillingen om at folket er udvalgt af Jahve. Et særligt kendetegn ved gudsopfattelsen er monoteismen, altså forestillingen om, at der kun er én gud. Forpligtelserne i forhold til Jahve er nedskrevet i Torahen, hvor folket kan læse hvilke rituelle og etiske forpligtelser, som Jahve har pålagt folket.
I den forbindelse spiller begrebet pagt en væsentlig rolle. Her skal blot fremhæves to pagtslutninger.
To personer spiller en central rolle i jødedommens stiftelse: Abraham og Moses.
Abraham er kendt for tre ting:
Abraham får besked af Gud om at bosætte sig i Israel
Moses-skikkelsen forbindes med et centralt tema i jødedommen, nemlig udlændighedstemaet, dvs. dét at leve i udlandet under undertrykkende vilkår og længes hjem til Israel (disapora-situationen).
Moses fødes og vokser op i Ægypten, hvor hele det jødiske folk ifølge traditionen lever på det tidspunkt. Da Moses bliver voksen beslutter Jahve sig for at befri sit folk fra undertrykkelsen og føre det til Israel. Vandringen mellem Ægypten og Israel går gennem et stort ørkenområde, hvor bl.a. bjerget Sinaj ligger. Her finder et afgørende møde sted mellem Jahve og Moses. Resultatet er, at Jahve siger Moses Lovens tavler med De ti Bud ( 2.Mos.20,1-21 ) . De ti Bud kan opfattes som en slags kortform af det samlede jødiske lovkompleks, som vi finder i de fem Mosebøger (Torahen).
Loven skal regulere forholdet mellem gud og menneske og mennesker indbyrdes. Således indeholder såvel De ti Bud som den samlede Torah religiøse, juridiske og etiske bud. Hermed fornys pagten mellem folket og Jahve.
Moses med de ti bud
Synagogen i Krystalgade i København
Det væsentligste helligskrift går under betegnelsen Tanakh og er skrevet på hebræisk. Tanakh er et initialord for:
Tora, den skriftlige lov, angiver, hvordan jøden skal leve sit liv i religiøs, etisk og juridisk henseende. De meget omfattende lovregler betyder, at der i jødedommen - i hvert fald i dens bibelske udgangspunkt - er tæt sammenhæng mellem religion og levevis. På samme måde som vi kender det i nogle former for islam, hvor sharia er rettesnor for hele livet.
Talmud er betegnelsen for den mundtlige lov, dvs. fortolkningen af den skriftlige Torah. Det er en del af den jødiske forståelse af Loven, at den ikke må opfattes som et stift system. Man er klar over, at love, der er flere hundrede år gamle, ikke nødvendigvis siger et menneske fra en senere tidsalder noget. Derfor har rabbinere i århundreder tolket Toraen for at gøre den tidssvarende. Omkring 500 e. Kr. er Talmud samlet og nedskrevet. Det betyder dog ikke, at tolkningen stopper, idet man fortsat kommenterer og udlægger Talmud.
Gudsdyrkelsens centrum var i gammel tid templet i Jerusalem, der blev betragtet som Jahves bolig. Her ofrede præsterne dagligt til guden, ligesom der var sang og tekstlæsning. Desuden var der tre årlige fester, hvor jøderne valfartede til templet. I år 70 blev templet ødelagt af romerne.
rekonstruktion af Templet
Synagogen (kan oversættes med forsamlingshus). Under eksilet i Babylon (fra 587 f. Kr.), hvor store dele af den jødiske overklasse er blevet tvangsforflyttet fra Jerusalem, er det ikke muligt at dyrke Jahve på traditionel vis. Derfor opretter man synagoger, hvor man mødes til bøn og studier i Toraen. Synagogen giver således både rum til gudstjeneste og undervisning.
En central jødisk talemåde er ”Næste år i Jerusalem”. Hermed refereres der til det håbet om, at det jødiske folk kan samles fra diasporaen i Jerusalem og atter dyrke Jahve på rette vis. Hermed er det også angivet, at Jerusalem er den hellige by, som jøderne orienterer sig imod. Her finder man resterne af templet (grædemuren), som er målet for pilgrimsrejsende. I synagogerne vender Toraskabet, hvor Torarullerne opbevares, mod Jerusalem, altså troens udspring og mål.
Den seks-takkede Davidsstjerne refererer til den legendariske kong David, der omkring år 1000 ifølge traditionen opbyggede et stort og stærkt rige. David fungerer som idealbilledet på en hersker og bliver derfor også forbilledet for den politiske messias, dvs. den frelser, der skal genskabe fortidens storhed og bringe det jødiske folk og rige til ære og værdighed igen.
Davidsstjerne
Menorah
Den syvarmede lysestage (Menorah) udgjorde en væsentlig del af udsmykningen i templet i Jerusalem. Da den romerske hærfører Titus nedkæmpede et jødisk oprør i år 70, tog han lysestagen fra templet med til Rom for at fremvise den i triumftoget, der markerede sejren over jøderne. Den syvarmede lysestage symboliserer åbenbaringen af Loven og bruges også som symbol på opstandelsen.
Bar Mitzvah - drengen bærer bedetæppe, kalot (kippah) og tefilin
Traditionelt påskemåltid
bitre urter, charoset, hårdkogte æg, lam og usyret brød til minde om jødernes rejse fra Egypten
Monoteismen er helt afgørende i jødedommen. Monoteismen kan ses som en måde at understrege Jahves suverænitet på. Han er almægtig, og der er ikke behov for flere guder med hver deres funktionsområde.
Indeterminisme. Mennesket har en fri vilje og har selv ansvar for sit liv. Jahve giver Torahen til mennesket, så det har mulighed for at kende hans vilje og efterleve de ritualer og etiske anvisninger, der er nedfældet heri. Mennesket er ikke født med en manglende evne til at gøre det gode. Det afgørende er derimod, at mennesket er stillet frit, så det kan handle efter de vejledninger, Jahve giver det.
Indenfor jødedommen er der en mangfoldighed af retninger. De tre største er den ortodokse, den konservative og den reformerte jødedom. Alle voksede frem som respons på jødernes ændrede retsstilling og levevilkår i Europa i løbet af 1800-tallet. For at forstå de tre retningers udvikling er det derfor nødvendigt at se på den situation, som de europæiske jøder befandt sig i i den periode.
De europæiske jøder havde i adskillige århundreder levet næsten adskilt fra omverdenen i ghettoer eller shetls med begrænsede borgerrettigheder. De førte et liv i overensstemmelse med jødisk lov og levevis. Men i 1800-tallet oplevede mange jøder, at traditionel jødisk levevis var uforenelig med de nye tider. De ønskede derfor at reformere traditionel jødedom for at tilpasse det til det omkringliggende samfund. For at blive 'acceptable tyskere eller franskmænd' måtte lægge de forældede sæder og skikke bort.
Omkring 4 % af alle jøder er ultra-ortodokse og forsøger at leve et fromt liv efter alle de jødiske traditioner. De holder fast ved deres forfædres livsstil og lever sammen i særlige kvarterer rundt om i verden. De fleste bor i Israel eller USA, men man kan også finde dem i Antwerpen og i London.
De moderne-ortodokse jøder udgør også cirka 4 % af jøderne. De ønsker både at deltage aktivt i samfundslivet og bevare deres religiøse traditioner. De fleste moderne-ortodokse jøder bor i USA eller Israel. Det Mosaiske Trossamfund i Danmark er indrettet efter moderne-ortodokse principper og har cirka 2.000 medlemmer. De fleste af medlemmerne er dog ikke ortodokse.
Omkring 15 % af alle jøder tilhører moderne, progressive former for jødedom. De mener, at man skal lade jødiske traditioner udvikle og forandre sig. De mener også, at næstekærlighed og social retfærdighed bør overskygge de gamle regler, og mænd og kvinder skal være ligestillede.
Der findes mange forskellige typer af progressiv jødedom, fx reformjøder og liberale jøder. I Danmark er der ca. 100 medlemmer af en lille, progressiv jødisk menighed.
De fleste af verdens jøder ser ikke deres jødiske identitet som religiøs, men i stedet som kulturel. Det betyder, at man især er knyttet sammen af familie, fælles historie og fælles skæbne. Man sætter pris på jødisk kultur, har jødiske venner, og holder jødiske helligdage og ritualer for fællesskabets skyld.
De fleste danske jøder er kulturjøder, og ofte er de ikke medlemmer af et jødisk trossamfund.