At være jøde er en forpligtelse over for det folk, man er en del af og det land (Israel), som folket ifølge overleveringen fik af Gud, heraf forestillingen om at folket er udvalgt af Jahve. Et særligt kendetegn ved gudsopfattelsen er monoteismen, altså forestillingen om, at der kun er én gud. Forpligtelserne i forhold til Jahve er nedskrevet i Torahen, hvor folket kan læse hvilke rituelle og etiske forpligtelser, som Jahve har pålagt folket.

I den forbindelse spiller begrebet pagt en væsentlig rolle. Her skal blot fremhæves to pagtslutninger.

1. Omskærelsespagten: Abraham
2. Lovens pagt: Moses

Moses-skikkelsen forbindes med et centralt tema i jødedommen, nemlig udlændighedstemaet, dvs. dét at leve i udlandet under undertrykkende vilkår og længes hjem til Israel (disapora-situationen).

Moses fødes og vokser op i Ægypten, hvor hele det jødiske folk ifølge traditionen lever på det tidspunkt. Da Moses bliver voksen beslutter Jahve sig for at befri sit folk fra undertrykkelsen og føre det til Israel. Vandringen mellem Ægypten og Israel går gennem et stort ørkenområde, hvor bl.a. bjerget Sinaj ligger. Her finder et afgørende møde sted mellem Jahve og Moses. Resultatet er, at Jahve siger Moses Lovens tavler med De ti Bud ( 2.Mos.20,1-21 ) . De ti Bud kan opfattes som en slags kortform af det samlede jødiske lovkompleks, som vi finder i de fem Mosebøger (Torahen).

Loven skal regulere forholdet mellem gud og menneske og mennesker indbyrdes. Således indeholder såvel De ti Bud som den samlede Torah religiøse, juridiske og etiske bud. Hermed fornys pagten mellem folket og Jahve.

Jødedommens helligsted

Gudsdyrkelsens centrum var i gammel tid templet i Jerusalem, der blev betragtet som Jahves bolig. Her ofrede præsterne dagligt til guden, ligesom der var sang og tekstlæsning. Desuden var der tre årlige fester, hvor jøderne valfartede til templet. I år 70 blev templet ødelagt af romerne.

Synagogen (kan oversættes med forsamlingshus). Under eksilet i Babylon (fra 587 f. Kr.), hvor store dele af den jødiske overklasse er blevet tvangsforflyttet fra Jerusalem, er det ikke muligt at dyrke Jahve på traditionel vis. Derfor opretter man synagoger, hvor man mødes til bøn og studier i Toraen. Synagogen giver således både rum til gudstjeneste og undervisning.

Jødiske symboler

Den seks-takkede Davidsstjerne refererer til den legendariske kong David, der omkring år 1000 ifølge traditionen opbyggede et stort og stærkt rige. David fungerer som idealbilledet på en hersker og bliver derfor også forbilledet for den politiske messias, dvs. den frelser, der skal genskabe fortidens storhed og bringe det jødiske folk og rige til ære og værdighed igen.

Den syvarmede lysestage (Menorah) udgjorde en væsentlig del af udsmykningen i templet i Jerusalem. Da den romerske hærfører Titus nedkæmpede et jødisk oprør i år 70, tog han lysestagen fra templet med til Rom for at fremvise den i triumftoget, der markerede sejren over jøderne. Den syvarmede lysestage symboliserer åbenbaringen af Loven og bruges også som symbol på opstandelsen.

Ritualer og fester i jødedommen

• Omskærelsen: Alle drenge - ikke piger - skal omskæres som tegn på, at de tilhører det jødiske folk. Omskærelsen betragtes dermed som et pagtstegn jf. pagten med Abraham,
• Bar Mitzva: Betyder ”budets søn” og finder sted når drengen er ca. 13 år. Drengen læser denne dag for første gang op i synagogen af Torahen.

• Pesach: Den jødiske påske. Fejres til minde om udfrielsen af Ægypten. Traditionen fortæller, at hele det jødiske folk levede som slaver i Ægypten, men på Moses´ tid (ca. 1300 f. Kr.) krævede det jødiske folk at få lov til at forlade landet. Det lykkedes endelig via guddommelig indgriben, og festen holdes til minde om udvandringen (Exodus) fra Ægypten (2.Mos.12,1-51). Festens indhold er kollektivt, idet den holdes til minde om folkets frelse.

• Shavuot: Ugefesten. Oprindeligt en høstfest. Fejres nu til minde om lovgivningen på Sinajbjerget (2. Mosebog 19-10).
• Rosh Hashanah: Nytårsfesten. Ligger 10 dage før Jom Kippur.
• Jom Kippur: Forsoningsdagen. Man faster og beder om tilgivelse for sine synder både i forhold til Jahve og i forhold til andre mennesker. Festen understreger den etiske dimension i jødedommen.
• Sukkot: Løvhyttefesten. Oprindeligt en høstfest. Fejres til minde om den omsorg Gud viste under ørkenvandringen. Måltiderne indtages i løvhytter.
• Chanukkah:Fejres til minde om genindvielsen af templet i Jerusalem i 165 f.v.t. Kaldes også lysfesten.
• Purim: En karnevalslignende fest til minde om de begivenheder, der skildres i Esters Bog, hvor jøderne frelses fra udryddelse.

Jødedommens gudsopfattelse og menneskesyn

Monoteismen er helt afgørende i jødedommen. Monoteismen kan ses som en måde at understrege Jahves suverænitet på. Han er almægtig, og der er ikke behov for flere guder med hver deres funktionsområde.

Indenfor jødedommen er der en mangfoldighed af retninger. De tre største er den ortodokse, den konservative og den reformerte jødedom. Alle voksede frem som respons på jødernes ændrede retsstilling og levevilkår i Europa i løbet af 1800-tallet. For at forstå de tre retningers udvikling er det derfor nødvendigt at se på den situation, som de europæiske jøder befandt sig i i den periode.

De europæiske jøder havde i adskillige århundreder levet næsten adskilt fra omverdenen i ghettoer eller shetls med begrænsede borgerrettigheder. De førte et liv i overensstemmelse med jødisk lov og levevis. Men i 1800-tallet oplevede mange jøder, at traditionel jødisk levevis var uforenelig med de nye tider. De ønskede derfor at reformere traditionel jødedom for at tilpasse det til det omkringliggende samfund. For at blive 'acceptable tyskere eller franskmænd' måtte lægge de forældede sæder og skikke bort.

Ortodokse Jøder

Reformjødedom