Misundelse - Invidia
velvilje/godhed - Humanitas
Misundelse er også en synd, som Bibelen advarer os kraftigt imod. Misundelse har to sider, både at man ikke må begære det, andre har men også det at være skadefro over at andre mister det, de har. Misundelse er en skamfuld last, og man kan ikke tale om den med andre, uden at man fremstår smålig og ussel. Det er en synd, fordi vi sammenligner os med andre, mens vi burde vide, at alle er lige for Gud. Guds kærlighed er vigtigere end alle de andre ting, vi kan begære fra en anden. Misundelse rummer hovmod – vi har ikke ret til alle de ting, den anden har. Misundelse er ødelæggende, fordi det eneste, der hjælper, er, hvis den misundte får det værre.
Vi kender det allesammen, vi har alle prøvet at blive misundelig. Du har måske prøvet at blive misundelig over din bedste vens helt nye Iphone, din venindes nye kjole eller på din bedste vens evner i fodbold, dans, matematik eller andet.
Opgave: fortæl om engang hvor du har oplevet at være misundelig. Hvem var du misundelig på? Hvorfor blev du misundelig? hvordan opførte du dig overfor vedkommende?
Et gammelt ordsprog lyder "misundelse er en grim ting", og det kan det også være, fordi der kan følge nogle meget stærke følelser med til det at være misundelig, aggressive, hadefulde følelser mod en der har noget man gerne selv vil have. Følelsesmæssigt ligner misundelse jalousi.
Kain og Abel
v1 Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid og fødte Kain. Hun sagde: »Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.« v2 Dernæst fødte hun hans bror Abel. Abel blev fårehyrde, mens Kain blev agerdyrker.
v3 Engang bragte Kain en offergave af jordens afgrøde til Herren. v4 Også Abel bragte en offergave, fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Herren tog imod Abels offergave, v5 men Kains offergave tog han ikke imod. Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved. v6 Herren sagde til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? v7 Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.«
v8 Siden talte Kain til sin bror Abel, og da de en dag var ude i det fri, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel. v9 Da spurgte Herren Kain: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?«v10 Herren sagde: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. v11 Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. v12 Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!«v13 Kain sagde til Herren: »Min straf er for stor at bære. v14 Nu jager du mig bort fra agerjorden, og jeg må skjule mig for dig og være fredløs og flygtning på jorden; så kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel.« v15 Men Herren sagde til ham: »Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange.« Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel.v16 Så forlod Kain Herren og slog sig ned i landet Nod øst for Eden.
Spørgsmål:
Hvorfor slår Kain Abel ihjel?
Advarer Gud Kain om om de følger hans misundelse og vrede kan få?