Kernen i kristendommen er postulatet om, at en mand, der levede for ca. 2000 år siden ud over at være en almindelig mand, også var Guds søn. Oven i købet var den menneskelige og guddommelige side så tæt sammenvævet, at kirkelæren senere udtalte, at Jesus Kristus var helt igennem gud og menneske på en og samme tid.

I kristendommens mytologiske univers hedder det desuden, at Gud på et tidspunkt vælger at ofre sin søn for at frelse mennesket. Mennesket kan med andre ord ikke frelse sig selv, men har behov for hjælp udefra. Jesus skal således lide i stedet for mennesket. Dette udtrykkes i den kristne grundmyte.

Opstandelsen er set med troens øjne beviset på, at Jesus ikke blot var et almindeligt menneske. Han overvandt døden og bekræftede dermed, at han var Guds søn.

Når Gud på den måde griber ind til fordel for mennesket, får mennesket mulighed for at leve et liv med fokus på medmennesket frem for sig selv og sin egen frelse. Næstekærligheden bliver således det centrale i menneskets liv, og medmennesket bliver hovedpersonen i den kristnes liv.

Paulus

Hvor Jesus var igangsætteren og oprøreren, er Paulus den, der reflekterer og systematiserer. Derfor betegnes han også som kristendommens første teolog (jf. de mange breve skrevet af Paulus i NT). Paulus fortolker, hvad henrettelsen af Jesus betød og formidler sine tanker videre

De menigheder, som Paulus henvender sig til og grundlægger er bofaste og består af jævne mennesker af både jødisk og ikke-jødisk herkomst. Indmeldelse i menigheden foregår ved, at man bliver døbt, og ritualet, der binder menighedens medlemmer sammen i et fællesskab, er nadvermåltidet. Menighederne lever generelt set isoleret i forhold til omverdenen, men indadtil er der et stærkt sammenhold. Det udtrykker Paulus således:

For I er alle Gudsbørn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus.

Paulus var på tre store rejser. Hans missionsarbejde udgik fra Jerusalem, og han grundlagde menigheder i Galatien, Makedonien og Grækenland. I det Nye Testamente findes Paulus´ breve skrevet til disse menigheder.

Paulus' teologi

Paulus sætter afgørende skub i ommytologiseringen af det jødiske messiasbegreb. I stedet for at se henrettelsen af Jesus som et tegn på, at han var en taber, bliver netop korsfæstelsen et billede på, at han er en helt og frelser. Dermed er et nyt værdisæt sat i verden: Hvis man lider for andres skyld er man en helt. Ydmygelsen og ydmygheden er kvalitetstegn.

Det er denne nytænkning Paulus drager ud med på sine missionsrejser for at vedligeholde etablerede menigheder og grundlægge nye i hele middelhavsområdet.

Alle er påvirket af den ur-synd, som Adam og Eva begik over for Gud. Ingen kan fjerne synden, den kan derimod tilgives, men kun af én, nemlig Gud.

Fra Saulus til Paulus

Jesus levede og døde som jøde. Også de første kristne disciple var jøder, der kom i synagogen og praktiserede jødedommen. Samtidig troede de på Jesus som Guds søn.

De kristne disciple troede, at Jesus var Messias, som de gamle profeter havde forudsagt ville komme og frelse verden.Det provokerede de jødiske præster. De forestillede sig Messias som en stor og mægtig konge, der kunne jage den romerske besættelsesmagt ud af Israel og genoprette kong Davids Rige. De jødiske ypperstepræster (de øverste præster ved templet) og den jødiske konge rottede sig derfor sammen om at forfølge og henrette de kristne.

Paulus hed oprindeligt Saulus og var en vigtig person i forbindelse med forfølgelsen af de kristne. Han var befalingsmand i den jødiske hær. På en tur til Damaskus i Syrien, ville han tage alle kristne til fange.I en vision oplevede han imidlertid, at den opstandne Kristus kaldte ham til apostel og missionær.

En religion for alle

Paulus var efter sin omvendelse kirkens første teolog, hvilket er en person, der er uddannet i læren om Gud. Han påtog sig nu rollen som kirkens ledende skikkelse og indledte en omfattende mission i Lilleasien og Grækenland. Det brugte han resten af sit liv på.

Et stridspunkt blandt de første kristne var, hvorvidt kristendommen var en religion kun for jøder eller også for hedninge. I Jerusalem mødtes Paulus og disciplene for at diskutere sagen. Resultatet blev, at kristendommen var for alle. Derefter aftalte de, at Peter skulle være apostel for jøderne, mens Paulus skulle prædike for "hedningerne", de personer, der ikke troede på nogen gud.

Paulus' breve var lejlighedsskrifter, der tog udgangspunkt i de konkrete konflikter og indre splittelser i menighederne. Fx om kristne var underlagt jødiske spiseregler, eller om Jesus kunne spise sammen med både toldere og syndere og have god samvittighed. Brevene forsøger at opmuntre menighederne, rette misforståelser og formane.

Centrale årstal i kristendommens historie

48: Apostelmødet i Jerusalem. Det blev vedtaget, at de kristne ikke skal overholde de jødiske love om fx spiseregler og omskærelse af drenge.

392: Kristendommen bliver statsreligion - og eneste tilladte religion - i romerriget.

1054:Det store skisma: Kirken deles i to:

Den vesteuropæiske kirke, dvs. Den Romersk-katolske Kirke med hovedsæde i Rom (overhovedet er paven).

Østkirken, dvs. de ortodokse kirker med hovedsæde i Konstantinopel (det nuværende Istanbul)

1517: Luthers teser, der indeholder kritik af Den Romersk-katolske Kirke. Dette leder frem til reformationen (specielt udbredt i Nordeuropa).

Årstallene viser, at kristendommen selvstændiggør sig i forhold til jødedommen, integrerer sig med den romerske stormagt, hvorefter den spalter sig i tre hovedgrene:

1. De ortodokse østkirker
2. Den Romersk-katolske Kirke
3. De protestantiske kirker

• Den Evangelisk-lutherske Kirke (Martin Luther)
• Den Reformerte Kirke (Zwingli og Calvin)
• Den Anglikanske Kirke - Church of England

Hellige steder i kristendommen

Til kristendommens hellige geografi hører en række valfartssteder. De to mest kendte er

• Jerusalem, hvor Jesus blev henrettet og begravet
• Rom, som er centrum for den romersk-katolske kirke (jf. Peterskirken og Vatikanstaten)

Et valfartssted er en lokalitet, hvortil der knyttes en række mytologiske forestillinger, og hvor religionens tilhængere udfører en række ritualer. Fx er Jerusalem byen, hvor Jesus blev korsfæstet, og i fortællingerne om denne hændelse tillægges denne begivenhed frelsende betydning for hvert enkelt menneske (den stedfortrædende lidelse).

De ritualer, den troende udfører i Jerusalem, er fx at vandre ad Via Dolorosa (Smertens Vej), dvs. den vej som Jesus gik, da han bar sit kors til Golgata. På ruten gør man holdt, hvor traditionen siger, at Jesus også gjorde holdt. Ligeledes går man ind i Gravkirken og knæler det sted, hvor korset angiveligt skulle have stået.

I den katolske kristendom spiller valfartssteder en meget stor rolle. Ofte er der tale om lokaliteter, hvortil der knyttes helbredelser af mirakuløs art. Eksempler herpå er Lourdes i Sydfrankrig og Fátima i Portugal..

Valfartsstedet betragtes som verdens centrum, ud fra hvilket der går en særlig kraft, som den troende på magisk vis får del i ved at fx at deltage i rundkredsninger eller ved at gøre det samme som den helgen, der først erfarede stedets hellighed.

I luthersk-evangelisk kristendom har pilgrimsrejser traditionelt set spillet en underordnet rolle. Dette skyldes bl.a. Martin Luthers opgør med traditionelle katolske elementer i kristendommen. Bl.a. skriver han i afhandlingen om de gode gerninger fra 1520, at katolikken bekymret spekulerer på

hvorledes han dog skal stille Gud tilfreds og vinde ham med mange gerninger. Han iler til Santiago, til Rom og Jerusalem, farer hid og did, beder bønner her, går til skrifte der, spørger denne og hin og finder dog ingen hvile og gør alt med beklemt, fortvivlet og trist hjerte.

Luther fokuserer i stedet på, at man tillidsfuldt skal overlade spørgsmålet om frelse til Gud. På den måde kan man sige, at tro er identisk med tillid, nemlig tillid til, at Gud vil gribe ind og frelse mennesket.

I de senere år har pilgrimsrejsen dog haft stigende betydning i dansk protestantisk sammenhæng, hvilket bl.a. hænger sammen med gen-ritualiseringen i det senmoderne samfund.