Vrede - Ira
Tålmodighed - Patentia
Ira er det latinske ord for vrede. Vrede er en synd, men ikke alle former for vrede ansås i middelalderen for dødssynder. Hastigt opblussende vrede eller temperament var ikke så alvorligt. Men hævngerrighed og manglende tilgivelse var dødssynder. At ignorere sine fjender, eller at komme med eder og krænkende ord, var syndigt, ligesom slagsmål og skænderier. Vrede er farlig, når den er ude af kontrol, og når man bliver blind af hævntørst. Vreden kan lede til masser af synd netop fordi, den er så uovervejet og ukontrolleret. Den gode kristne er derimod blid og tilgivende og lader aldrig sin vrede tage magten. At være vred er også et tegn på, at man har mistet troen på den retfærdige Gud - hvis troen er stærk nok, vil man udvise tålmodighed og tilgive syndere. Men vrede kan også være kreativ. Når man bliver vred over tingenes tilstand, fører det måske til, at der sker forandring.
Opgave: Sur, vred eller rasende (15 minutter)
Diskuter med din sidemakker, hvad forskellen er på at være sur, vred eller rasende. Kan man være sur uden at blive vred, eller rasende uden at være sur, eller hører de tre følelser sammen?
Herefter bliver I sat sammen i grupper af 4. I skal nu vise med krop og mimik, hvordan man ser ud, når man er sur, vred eller rasende. Hvilket sprog bruger man? Hvorfor taler man sådan? Hvordan opleves det, når andre taler sådan? Er det i orden fx at råbe, når man er vred?
Dette sagde Jesus om vrede
Bjergprædikenen er en af de mest centrale tekster i Det Nye Testamente, fra Matthæus' fortælling om Jesus, kapitel 5. Jesus prædiker for sine disciple og de mange tilhørere, om hvordan de skal leve i overensstemmelse med Gud og loven. Den nudanske oversættelse formidler klart og tydeligt prædikenens vigtige budskab
Riv øjet ud og smid det væk
21 I ved, hvad der står i Loven: ›Du må ikke slå ihjel‹ og ›Den, der slår ihjel, skal dømmes ved den lokale domstol‹. 22 Men jeg siger jer: Den, der bliver vred på en fra byen, skal dømmes ved den lokale domstol. Hvis nogen kalder en anden for et fjols, vil han være skyldig over for den øverste domstol. Og hvis nogen kalder andre for idioter, skal han straffes med helvedes ild. 23 Hvis du en dag er på vej til templet med en offergave og kommer i tanke om, at en, du kender, er vred på dig, 24 så lad din gave ligge ved alteret. Gå i stedet straks hen og bliv forsonet med ham. Så kan du komme og give din offergave bagefter. 25 Er du på vej til en retssag, så sørg for, at du bliver gode venner med din modpart på vejen derhen. Ellers risikerer du, at han udleverer dig til dommeren, der vil give betjentene ordre til at kaste dig i fængsel. 26 Og jeg kan godt sige dig: Du kommer ikke ud, før du har betalt hver en øre af gælden.
38 I ved, at der står: ›Øje for øje og tand for tand‹. 39 Men jeg siger jer: I skal slet ikke gøre modstand mod det, der er ondt. Hvis nogen slår dig på højre kind, så vend også den venstre til. 40 Hvis nogen slæber dig for retten for at få din skjorte, så lad ham også få dit overtøj. 41 Og hvis nogen tvinger dig til at arbejde en time for ham, så skal du arbejde to. 42 Giv til dem, der beder dig om noget, og vend ikke ryggen til den, der vil låne penge af dig.