Definition af hinduisme

Begrebet hindu er både sprogligt og indholdsmæssigt forbundet med ordet Indus, der er navnet på en flod i det nuværende Pakistan. Begrebet betegner dels befolkningen dels kulturen, der opstod i området omkring Indusfloden.

Forskere har forsøgt at anvende begrebet hinduisme som en fælles betegnelse for de mange religiøse traditioner, der er udsprunget fra Induskulturen. Man skal imidlertid være klar over, at det ikke er muligt at tale om hinduisme som en ensartet religion med et fælles gudsopfattelse og en række fælles ritualer.

Hinduisme er en polyteistisk religion, dvs. en religion med flere guder.

Hinduismens vigtigste symbol er dog den hellige stavelse "Om", der også skrives Aum og kaldes pranava. Aum repræsenterer Gud og er en hellig lyd, der er indbegrebet af kosmos og det guddommelige, idet tegnets lange intonation er associeret med den urtidslyd, som universet blev skabt med. Den er ophav til alle andre lyde, og de tre vokaler a-u-m er knyttet til Brahma, Vishnu og Shiva: fødsel, liv og død

Hinduismens stiftere

Hinduismen har ingen formel stifter, og derfor kan hinduismens begyndelse ikke tidsfæstes på samme måde som fx kristendommens eller islams. Der er således ikke en enkelt person, der har sat sit afgørende præg på religionens rituelle, sociale og dogmatiske indhold. Derimod er hinduismen præget af mange menneskers forestillinger og religiøse praksisser. Dvs. hinduismen er sammensat af mange traditioner.

Centrale årstal i hinduistisk historie

• Omkring år 2000 f. kr. begynder de indoeuropæiske arier deres indvandring i det nuværende Indien og den eksisterende agerbrugsreligion afløses af en kvægavlerreligion. De skriftlige kilder hertil er vedaerne.
• Omkring 700 f. Kr. opstår den indadvendte upanishadereligion.
• Mellem 1200 og 1750 e. Kr. er Indien under islamisk styre.
• I perioden 1750 - 1957 er Indien under engelsk herrredømme.
• 1947: Indien opnår uafhængighed og arbejder på at blive et moderne, sekulært demokrati. Eksempelvis blev det forbudt at diskriminere på baggrund af kastetilhørsforhold.

Mahatma Ghandi

Indisk politiker, der spiller en vigtig rolle i Indiens uafhængighed. Gandhis filosofi og ideer var stærkt påvirket af hinduisme. Han levede et simpelt liv med bøn, faste og meditation, var vegetar og skrev flere bøger om dette emne.

Hans tilnavn, Mahatma, betyder "den store sjæl"

Hinduismens helligskrifter

Hinduismens sammensathed afspejler sig også i de skrifter der regnes som hellige. Hovedskrifterne kan opdeles i to grupper: Åbenbaringer og traditioner.

Åbenbaringer (sruti)

• Vedaerne (hellig viden) fra ca. 1200-900 fvt. Indeholder hymner, der blev brugt i forbindelse med ofringer. Vedaerne er skrevet på sanskrit.
• Brahmanaerne fra ca. 900- 600 fvt. Heri kan man læse, hvordan præsterne (brahminerne) har forklaret ritualernes indhold og betydning.
• Upanishaderne fra ca. 700 fvt. denne skriftgruppe indeholder guruers (læremestres) belæringer til deres elever. Belæringerne har en indadvendt og filosofisk karakter.

Traditioner (smriti)

• Mahabharata, der er et stort og meget populært heltedigt, der blev nedskrevet omkring år 100 fvt. I Mahabharata finder man det meget populære prosadigt Bhagavad Gita, der blandt mange hinduer har samme status som Ny Testamente for de kristne.
• Puranaer fra ca. 200 evt. De er folkelige og populære udlægninger af de store mytologiske fortællinger. Disse fortællinger har et klart actionspræget flow og ligger derfor til grund for skuespil, tegneserier og film.

Brahma sidder sammen med Saraswati, Brahma holder fire vedaer og Saraswai holder et lotuskronblad

Bhagavad Gita: Guden Vishnu i menneskeskikkelsen Krishna er steget ned på Jorden.

Brahma er i universets skaber og visdommens gud. Brahma er fader til Manu fra hvem menneskeheden nedstammer. Brahma har fire ansigter, men man kan kun se tre af dem på en gang. De fire ansigter viser de fire himmelretninger, som Brahma er hersker over. Brahma bliver også vist med fire arme. Hans guddommelige kræfter kaldes Brahman, der betyder "verdenssjælen". Brahma er ifølge traditionen født ud af Vishnus navle. Han er gift med Sarasvati, gudinden for kunst, musik og litteratur. Hun bliver ofte fremstillet med en bog i den ene hånd og et strengeinstrument i den anden.

Vishnu er kendt som opretholderen, og er mest kendt for sine avatarer Krishna og Rama. Ved at være de to skikkelser, kunne han redde jorden fra forskellige sygdomme eller andet, præcis som Jesus. Vishnu er gift med gudinden Lakshmi. Vishnu er sammen med Shiva hinduernes mest tilbedte guder.

Shiva er højeste gud for mange millioner hinduer. Shiva er symbolet på både det livsgivende og verdensdestruerende.

Parvati er Shivas hustru, man kan sige, at hun er et billede på ren kvindelighed. Shiva og Parvati er forældre til bl.a. Ganesh.

Den hinduistiske Trimurti (tre-enighed) Brahma, Vishnu og Shiva

Hellig geografi Id

Floden Ganges er det ultimative helligsted for hinduerne. Mindst én gang i sit liv skal hinduen valfarte til Ganges for at bade i floden og drikke af vandet. Formålet er at blive ren og renset i rituel forstand (jf. klassifikationssystemet).

At bade i Ganges er en rituel genfødsel, og derfor giver det god mening, at Ganges også kaldes for Ma Ganges, dvs. Moder Ganges. På den måde bliver den religiøse fødsel en parallel til den biologiske fødsel. Derfor er det også naturligt, at man efter døden helst skal brændes ved flodbredden og have sin aske spredt ud over floden - på vej til en ny inkarnation.

Note

Hinduistiske symbol(er) Id

1. AUM (OM)

2. Svastika

Fra Ganeshtemplet i Herning. I midten af templet ses hovedalteret for elefantguden Ganesh og udenom ses mindre altre for bla. Shiva.

Hinduismens helligsted Id

Kulten finder typisk sted på to lokaliteter: I templet eller i hjemmet.

Note

Templet Id

Templet betragtes som et mikrokosmos, der i symbolsk form afspejler verdens indretning. Centrum af templet er verdensbjerget Meru, hvor guderne bor, hvilket markeres af tempeltårnet. Udenom ligger kontinenterne og verdenshavene. Når hinduen besøger templet, bevæger vedkommende sig derfor ind i gudernes bolig og verdens midte (axis mundi). Tempelbesøget har karakter af en rituel genfødsel, idet templets centrum også forbindes med moderskødet.

Templet indeholder billeder og statuer af den gud, som templet er indviet til. Der kan dog sagtens være statuer og billeder af andre guder også.

Ved tempelbesøg ofrer man typisk madvarer til guden, for guden har også behov for næring. På den baggrund kan man sige, at guderne har menneskelignende træk. Vi har med andre ord med en antropomorf gudsopfattelse at gøre.

I kulten anvender præsterne det hellige sprog sanskrit, som vedaerne er forfattet på. Hinduerne opfatter det således, at sproget sanskrit har en særlig lyd eller klang, som skaber forbindelse til universet.

Note

Lakshmanatemplet i Khajuraho Id

Khajuraho ligger i midten af det nordlige Indien og er berømt for sine templer. Et af de mest kendte er Lakshmanatemplet, hvis indretning afspejler, hvordan man forestiller sig, at verden er indrettet. Templet er desuden kendt for sine erotiske motiver, der afspejler den tantriske tradition i indisk religion. Optagelsen stammer fra 2011.

Note

Hjemmet Id

Det daglige offer til guderne finder sted i hjemmet ved puja - alteret. Alteret har sin faste plads i boligen, og på og ved alteret er der billeder og statuer af den eller de guder, familien tilbeder.

Uanset om pujaen foregår i templet eller i hjemmet er den rituelle renhed afgørende. Man forbereder sig ved at bade, man tager skoene af, når man går ind i templet og man hilser på guderne. Alt sammen tydelige tegn på, at det er afgørende at adskille det profane og det hellige.

Note

Note

Hinduismens menneskesyn Id

Mennesket er guddommeligt. Så kort kan menneskesynet i hinduismen formuleres. Vi kan se det udfoldet på flere planer:

1. Forestillingen om avatarer: Guderne kan inkarnere sig i jordiske skikkelser (avatarer). Fx mener man, at Vishnu har inkarneret sig i forskellige skikkelser som Fisken, Skildpadden og Krishna. Den sidste er meget populær i Indien. Krishna er vokset op blandt hyrder og kendt for sine erotiske eventyr med hyrdinderne. Det erotiske spil mellem dem opfattes også som billede på menneskets forening med det guddommelige.
2. Læren om atman og brahman: Eftersom den inderste kerne i ethvert menneske (atman = selvet) afspejler universets, guddommelige kerne (brahman), følger det logisk, at mennesket er guddommeligt. Frelsen, forstået som det at slippe ud af de uendelige genfødsler, består da også i, at atman og brahman forenes (moksha).
3. Læren om karma og samsara: Forestillingerne om genfødsler betyder, at mennesket er forbundet med alt levende i universet (monisme) - herunder også guderne og de guddommelige kræfter. Læren om karma og samsara er et eksempel på f
   1. Hovedperioder i indisk religion Id
      1. Indisk religion kan grundlæggende inddeles i tre perioder:
      • Vedareligionen (Ca. 1500 - 800 f.v.t.)
      • Upanishadereligionen (Ca. 700 - 400 f.v.t.)
      • Klassisk hinduisme (Ca. 300 f.v.t. - 1200 e.v.t.)
   1. ællestræk i de indiske religioner.

Hver hinduistisk gud har sit ridedyr, og musen er elefantguden Ganeshs ridedyr. Her er der ved det daglige puja blevet ofret mad til den.

Hinduismens gudsopfattelse Id

De hinduistiske religioner er udpræget polyteistiske. Der er anslået ca. 300 millioner guder, og der kommer stadig flere til, da hinduismen er en så at sige åben religion, der tillader, at nye elementer kobler sig på de eksisterende traditioner.

Gudsopfattelsen afhænger imidlertid også af hvilket niveau vi befinder os på, jf. videoen Erik Sand: Definition af hinduisme. På det folkereligiøse niveau findes der en mangfoldighed af guder lige fra træer og sten til personlige guder. På det filosofiske niveau taler man mere om et guddommeligt princip, der gennemstrømmer alt fremfor om personlige guder.

Selvom mangfoldigheden af guder er enorm, kan man for overskuelighedens skyld udskille en trimurti, dvs. tre hovedguder:

1. Brahma: Skaberguden, hvis kvindelige modstykke er Sarasvati, gudinden for veltalenhed og kunst.
2. Vishnu: Opretholderen, hvis kvindelige modstykke er Lakshmi, der repræsenterer lykke, skønhed og velstand
3. Shiva: Ødelæggeren, hvis kvindelige modstykke er Durga, dæmondræberen

Hindumytologien har således et markant kvindeligt islæt, som også kaldes shakti. Man opfatter det således, at den kvindelige energi er det skabende princip i universet. Hver af de overordnede mandlige guder har en hustru, der opfattes som hans shakti, dvs. skabende energi.

Nedenfor gennemgår Erik Sand de hinduistiske hovedguder.

Hinduismens kastesystem Id

Et andet forhold, der kendetegner den klassiske hinduisme, er kastesystemet. Samfundet er fra gammel tid delt op i fire stænder, der kaldes varnaer. Disse er:

1. Præstestanden
2. Krigerstanden (de herskende)
3. De næringsdrivende (fx købmænd)
4. Tjenerne

Udenfor dette system findes de kasteløse. Disse kaldes også de urørlige, fordi de anses for at være socialt og religiøst urene. På den baggrund mener omverdenen, at de kasteløse kan smitte, og derfor skal de leve i særlige områder uden for byerne og arbejde med fx at tømme toiletter og fjerne døde dyr.

Note

Læren om atman og brahman Id

Den klassiske hinduisme henter desuden læren om atman og brahman fra upanishaderne. Det enkelte menneskes selv (atman) er en del af det kosmiske selv (brahman), og målet for det enkelte menneske er at forene de to former for selv. Når og hvis det sker opnår man moksha. Det vil med andre ord sige, at man ikke genfødes mere.

Der er forskellige veje til at nå udfrielse, og i perioden udvikles læren om de tre klassiske frelsesveje, som vi kender fra digtet Bhagavadghita:

1. Karmayoga: Mennesket frelses ved at udføre sine pligter i forhold til samfundet, dvs. man er udadrettet og handlingsorienteret. I den forbindelse er det afgørende, at man ikke fokuserer på handlingens resultater, altså hvad man kan opnå ved den (karma: handling).
2. Jnanayoga: Man frelses ved at isolere sig og søge indad i meditation (jnana: meditation).
3. Bhaktiyoga: Det enkelte individ kaster al sin kærlighed på guden og handler i hengivenhed over for guden (bhakti: kærlighed, hengivenhed)

Der er på den måde ikke nogen fastlagt vej til frelse i hinduismen. Derimod er der forskellige veje at gå, afhængig af det enkelte menneskes temperament.

Læren om karma og samsara Id

Kendetegn ved den klassiske hinduisme er desuden læren om karma og samsara, der kort fortalt vil sige, at enhver tanke og handling får konsekvenser i det kommende liv. Uanset om vi taler om det enkelte menneskes liv eller verdens liv, så hører det aldrig op. Vi har med andre ord at gøre med en cirkulær tidsopfattelse.

På det kosmiske plan kommer den cirkulære tidsopfattelse til udtryk ved læren om kalpaerne. Hver kalpa indledes med en guldalder og ganske langsomt går den sin undergang i møde, idet der sker en degeneration. Menneskene bliver eksempelvis mere umoralske, begynder at gifte sig uden for deres kaste eller stopper med at udføre puja korrekt. På et tidspunkt går den kendte verden under, men Vishnu dukker op og genskaber verden.