En diskussion skal fokusere på at forklare, perspektivere og/eller vurdere de fund, du har gjort dig i din undersøgelse (analyse), og være en understøttelse af din overordnede konklusion. Diskussionen placeres som regel som afslutning på hoveddelen i din opgave (se SRP-sitet for opgavens opbygning), men du kan også have mindre diskussioner undervejs i din analyse/undersøgelse. Der er mange forskellige måder at skrive en diskussion på, og man kan overordnet tale om to typer:
En diskussion af to eller flere perspektiver, en meningsudveksling (oftest i samfundsvidenskabelige eller humanistiske opgaver
En diskussion af dine resultater, at uddybe betydningen, pålideligheden og/eller relevansen af dine resultater (oftest i naturvidenskabelige opgaver) Læs mere om denne diskussionsform på SRP-sitet.
Hvilken type af diskussion, du skal vælge afhænger således af din opgaveformulering, og vil som oftest knytte sig til forskellige fagtraditioner. I dette forløb, skal du øve dig i at skrive en samfundsvidenskabelig/humanistisk diskussion.
Du kan starte din diskussion med at tage afsæt i et relevant perspektiv/en konklusion fra din undersøgelse/analyse. Her er det vigtigt, at du ikke blot gentager en række pointer fra din undersøgelse, men at du netop udvælger et relevant perspektiv. Afsættet bør ikke fylde mere en end sætning.
Afsættet kan ex. indledes med
Som undersøgelsen/analysen peger på….
Undersøgelsen/analysen viser en sammenhæng mellem….
Analysen understøtter teorien….
Til det at diskutere, hvad enten det er skriftligt eller mundtligt, knytter sig et fagligt begrebsapparat dvs. ord og vendinger, som bruges til at tydeliggøre diskussionens forskellige aspekter og pointer. Samtidig er begrebsapparatet også med til skabe struktur i diskussionen, så pointer og konklusioner kommer til at fremstå tydeligt. Nedenfor finder I en liste med eksempler på de ord og vendinger, der knytter sig til diskussionsgenren.
I mange diskussioner, vil der også ligge et krav til at du vurderer. En vurdering adskiller sig fra en diskussion ved at indeholde selvstændig, men faglig stillingtagen. En vurdering kan være mere eller mindre subjektiv, og i nogle fag skal du holde de subjektive betragtninger helt ude.