Det er helt afgørende, at en opgave virker veldokumenteret. Dvs. at der skal indgå citater fra og henvisninger til anvendt litteratur. Et citat er en ordret gengivelse af noget, der er blevet sagt eller skrevet. Når du skal citere, er det vigtigt, at citatet tydeligt markeres i teksten. Det skal være klart, både hvor citatet begynder, og hvor det ender. Citatet skal være korrekt gengivet, også hvis kilden, du citerer fra, ikke selv er korrekt. Citater skal være få og velvalgte. De skal bruges til at illustrere eller argumentere for det, man selv skriver. Citater skal kommenteres, forklares og bygges ind i din egen tekst.
CITAT I ET AFSNIT I EN OPGAVE
- Eleven analyserer en roman og har fundet noget sekundærlitteratur, hvor to forskere (Toft og Øberg) skriver om romanen. Eleven citerer fra sekundærlitteraturen. Citatet er markeret med citationstegn og umiddelbart efter findes henvisningen i en parentes:
Bogens personer og deres projekter indikerer og medvirker alle til en cirkelbevægelse i kompositionen. Toft og Øberg forklarer det således: "Mennesket går fra at være oprejst i den første beretning, til at falde i Tanja L.s nærhed, mod et ønske om at blive ingen, for til sidst at blive en genstand" (Toft og Øberg 1997, s. 124). Hver paragraf symboliserer altså ifølge Toft og Øberg en udvikling i mennesket.
- Korte citater, dvs. enkle ord, kortere sætninger eller sætningsdele anføres i løbende den løbende opgavetekst og markeres ved anførelsestegn (citationstegn).
Hovedformålet med undersøgelsen var, at "kontrollere overensstemmelsen mellem politikernes ord og handlinger" (Hansen 2002, s. 12). Desuden ville man undersøge…
- Længere citater, dvs. længere sætninger eller hele afsnit markeres typografisk ved indrykning og linjeoverspring både før og efter citatet. Man kan desuden fremhæve citatet med enten kursiv eller en lidt mindre skriftstørrelse. Når man markerer et citat med indrykning, skal man ikke bruge citationstegn.
- Overspring og udeladelser i citatet markerer du med […] dér, hvor du har udeladt noget.
"At grisene ikke er stressede, […] er vigtigt for kødkvaliteten" (Jensen 1995, s. 12).
- Tilføjelser eller ændringer i citatet markeres med parentes omkring det, du har tilføjet eller ændret.
"Forholdet mellem Karina og ham [Peter] havde ændret sig siden turen" (Sørensen 1987, s. 12)