Bilag vil som regel være dokumentation, som det kan være nødvendigt, at læseren har lige ved hånden i gennemlæsningen af din opgave. Det kan fx være tabeller, grafer, modeller, spørgeskemaer, spørgeguides eller komplicerede udregninger. Bilag skal ikke skrives med på litteraturlisten. Men i selve bilaget skal du skrive, hvorfra oplysninger (eller billede, foto, graf osv.) stammer.
Bilag skal stå anført i indholdsfortegnelsen. Bilag skal nummereres og anføres lige under opgavens litteraturliste (skriv: Bilag 1: forfatter/år/titel). Selve bilaget vedhæftes til allersidst i opgaven. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal vedlægge bilag i din opgave, så tal med dine vejledere. Det er dine vejledere, der kan afgøre, hvilken dokumentation der evt. skal vedlægges som bilag til din opgave. Hvis du har fået udleveret bilag af dine vejledere ifm. opgaveformuleringen, så ligger bilagene allerede i Netprøver og skal derfor ikke vedlægges din aflevering.
Bilag indgår ikke i bedømmelsen af opgaven.