Som i alle andre fag gælder det også indenfor det pædagogiske felt, at medarbejderne hele tiden udvikler sig og udvider deres værktøjskasse. I dagtilbuddet har alle medarbejdere fået præsenteret et nyt redskab i form af ’Low Arousal’. Det er en tilgang til børn, som bygger på udsagnet ’Børn, der kan opføre sig ordentligt, gør det’. -Og så er det op til de voksne, at sætte forventningerne, så børnene kan indfri dem.

”Det er den bedste metode jeg har stiftet bekendtskab med i mit lange liv som pædagog!” Så bombastisk udtrykker pædagog Kirsten Annette Jensen fra Elverhøj sig om ’Low arousal’-tilgangen – og eftersom hun har rundet de 60, har hun set en del pædagogiske diller komme og gå i sit professionelle liv.

”Det, der er så fantastisk ved den her tilgang, er, at her er det ikke barnet, der har et adfærdsproblem, men den voksne, der har et problem med barnets adfærd. Derfor er det de voksnes ansvar at ændre sine egne handlinger overfor barnet. Det er os, der skal kigge indad og reflektere over, hvad det er, vi selv skal gøre anderledes,” forklarer Kirsten.

Børn, der kan opføre sig ordentligt, gør det

Low arousal-tilgangen er præsenteret af psykologen Bo Hejlskov Elvén, som har videreudviklet på en amerikansk psykologs tankegang omkring, at ’børn, der kan opføre sig ordentligt, gør det.’ Det betyder, at børn gør deres bedste i situationen. Og hvis de ikke ’opfører sig ordentligt’ i de voksnes øjne, er det fordi, de voksne er kommet til at have for høje forventninger til, hvad barnet kan klare i situationen.

”Hvis vi som voksne husker på, at HVIS barnet kunne ’opføre sig ordentligt’ i den her situation, ville det gøre det, så tvinger det os jo til i stedet at finde ud af, hvad det er, der gør, at barnet ikke kan gøre det, jeg gerne vil have det til,” forklarer Kirsten.

Følelser smitter

Når metoden hedder Low arousal, handler det om, at hverken børn eller voksne er særligt modtagelige overfor at samarbejde, hvis de er ophidsede og ’oppe i det røde felt’. Her kan vi hverken tænke rationelt eller lytte til fornuft. Her er vi bare følelsesmæssigt ude af kontrol. For at komme i kontakt med hinanden, er det derfor vigtigt, at vi voksne ikke selv kører op i det røde felt, men bliver nede i det grønne felt – i low arousal.

”Og her er en vigtig huskeregel, at ’følelser smitter.’ Det betyder, at børn spejler de voksnes sindsstemninger. Så hvis vi som voksne kan undlade at køre op og stresse, men bevare roen og vise det med kropssprog og stemmeføring, så kan børnene også bedre bevare roen,” fortæller den garvede pædagog.

Den voksne skal bevare roen

Hun giver et eksempel fra puderummet, hvor en flok børn er i puderummet. Der kommer én ud og fortæller, at en af drengene spytter. Han er altså kommet op i det røde felt overfor kammeraterne.

”Her kunne vi tidligere have sagt til den dreng, at han så ikke kunne være i puderummet i en uge, når han ikke kunne finde ud af det. Så er vi jo med oppe i det røde felt. Og reaktionen vil give ham den læring, at han ikke duede – men han ville ikke lære at begå sig i puderummet,” siger Kirsten.

I stedet må den voksne bevare roen, gå med i puderummet og hjælpe børnene med at løse konflikten og finde ud af, hvad der sker. Det viste sig, at nogle af de andre børn tog puder fra drengen, som var ’hans’ og i afmagt spyttede han. Den voksne kunne nu i samarbejde med børnene – og i low arousal - finde på løsninger i forhold til, hvordan de kunne lave aftaler for legen og hvem, der havde hvilke puder.

Giv en redningsvest – ikke svømmeundervisning

Vi skal som voksne heller ikke forsøge at komme med rationelle forklaringer om, hvorfor man skal have flyverdragt på i 10 graders kulde, hvis barnet er oppe i det røde felt og rasende på gulvet i gangen. Barnet er ikke modtageligt. Måske skal det bare have 5 minutter mere – eller det skal have en hjælpende hånd, hvis det er et uoverskueligt projekt, fordi barnet er træt.

”Som det blev formuleret på et kursus, vi var på: ’Hvis der er én, der er ved at drukne, skal man jo heller ikke lære ham at svømme – man skal give ham redningsvest på’,” fortæller pædagogen.

Egentlig er ’Low arousal’ udviklet i forbindelse med børn med ’adfærdsproblemer’. Men det er en god og brugbar tilgang overfor alle børn, når noget går på tværs. I dagtilbuddet har alle ledere og arbejdsmiljørepræsentanter – herunder Kirsten – været på kompetenceudvikling, hvor low arousal-tilgangen var en del af ’pensum’. De blev så begejstrede, at alle pædagogiske medarbejdere er præsenteret for det på en personaledag – kort før corona lukkede muligheden for fysisk samvær. Herefter arbejder de enkelte afdelinger videre med tilgangen på hver sin måde – og øver sig på det nye redskab i den pædagogiske værktøjskasse.