G. Praktikken som arbejdsfællesskab

I praktikken er man i uddannelse på en arbejdsplads.

Du er ansat i din praktik

Studerende i lønnet praktik er ansat på lige vilkår med praktikinstitutionens øvrige personale efter den gældende overenskomst. Det vil sige, at du som studerende skal leve op til de overenskomstmæssige forpligtelser, der er gældende for dit praktiksted. Som studerende er du samtidig forpligtet af uddannelsens værdier, fx hensynet til professionens integritet. 

Værdier

På pædagoguddannelsen på ABSALON bekender vi os til nogle grundlæggende værdier, der munder ud i følgende regler for adfærd på uddannelsen:

Frihed og ligeværd

Som studerende er du forpligtet på at leve op til de grundlæggende demokratiske principper om at behandle andre mennesker som frie og lige, dvs. som ligeværdige.

Når du planlægger og deltager i og omkring studieaktiviteter samt pædagogiske aktiviteter og miljøer, er du ansvarlig for, at både barnet, borgeren, brugeren og dine samarbejdspartnere kan deltage på en måde, der opretholder den enkeltes værdighed og ret til personlig og/eller faglig udvikling. Det indbefatter en grundlæggende respekt for forskellighed; at mennesker, trods deres forskellighed, er ligeværdige og har ret til at blive set og hørt og have medindflydelse.

I forlængelse af det foregående punkt er du ansvarlig for at undgå nogen som helst form for

diskrimination, fx diskrimination baseret på køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse,

genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et

nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering.

Din studieaktivitet, din empiriproduktion og dit arbejde i pædagogiske miljøer skal ske underhensyntagen til den enkeltes frihed. Denne frihed indebærer fx muligheden for at vælge til og fra, og til at deltage på egne forudsætninger og i overensstemmelse med egne værdier og behov.

Tydelighed og beskyttelse af personoplysninger

Både i undervisningssammenhænge, praktik og under empiriproduktion er det dit ansvar at være tydelig om formålet med din intervention. Du skal indgå klare aftaler om, hvordan du bruger og deler den information, du producerer, og den enkelte har altid ret til adgang til den information, du producerer om vedkommende.

Sikkerhed og samarbejde

Du skal både fysisk og mentalt være i stand til at varetage den enkeltes og gruppens sikkerhed. Du skal samtidig være i stand til at indgå i forpligtende, ligeværdige samarbejdsrelationer. 

Ansvar for professionens integritet

Allerede som studerende skal du tilstræbe at handle i overensstemmelse med professionensjuridiske grundlag, etiske værdier og professionelle standarder. Er du i tvivl, er det dit ansvar at rette henvendelse til en underviser, medstuderende eller praktikvejleder.

Hvis en studerende overtræder uddannelsens værdi- og regelgrundlag, tager uddannelsen initiativ til en samtale med den studerende. Samtalen skal afklare, om den studerende vil og kan fortsætte sit virke som studerende i overensstemmelse med værdierne. I særlige tilfælde kan grove overtrædelser medføre bortvisning og udskrivning fra uddannelsen. 

PLS om praktikken som uddannelses- og arbejdsplads.

Læs på deres hjemmeside - klik nedenfor: