og sørgede for dets sikkerhed, når det som nu måske var nødvendigt, mødte op i redskabsskuret ved siden af vognporten, hvor rotterne havde søgt ly og åbenbart havde i sinde at slå sig ned, fordi det nu engang, var dem der havde observeret rotternes ankomst og det også var inden for det der kunne siges, normalt at være deres område. Rottefar sagde ikke meget, men sad bare ynkelig og trist i en krog, og nøjedes med at nikke samtykkende, nærmest forsagt, da rottemor, som der var en smule mere liv i, på vegne af hele familien og med de halvstore unger, der trods deres størrelse, forskræmt klamrede sig til hendes kjole, svor eden og så dybt taknemmelig ud over, at der ikke blev gjort noget for, at forhindre dem i at blive. Hun virkede som en ærlig, sød og fredelig rotte og der havde da heller ikke været noget vrøvl i den tid der var gået, da de til de flestes forbavselse, havde overlevet vinteren. Men selvom der ikke havde været nogen problemer med dem, begyndte musene altså nu alligevel, at spekulere på, om rotterne havde noget at gøre med de skrækkelige hændelser. Man vidste selvfølgelig, at rotterne hverken havde kræfter nok til, at forvolde kragens og uglens død, og ligesom de manglede kræfter dertil, heller ikke havde tænder til at dræbe katten, på den endnu mere grufulde måde det var sket, men alligevel.

Da en ny delegation, denne gang eskorteret af Rådets samlede vagtstyrke, hvoraf nogen blev udenfor og holdt vagt, og resten fulgte med ind i redskabsskuret, var det rottefar, der dukkede op fra det man formodede, var indgangs tunnelen til deres bolig. Det var en ganske anden rottefar end første gang, stærk og selvsikker var hans holdning nu, væk var ydmygheden, det sølle og der var intet spor af taknemmelighed over, at man ikke havde forsøgt, at få dem til at drage videre, men i stedet havde forbarmet sig over dem og ladet dem få husly her. To store unger kom frem, fra tunnelen, stillede sig på hver side af deres far og deres holdning var den samme, ja tilmed mere direkte fjendsk, med knurhår der dirrede af indestængt vrede, da de så, de bevæbnede vagter der roligt og selvsikkert iagttog dem, og hvis tilstedeværelse, de unge rotter tydeligvis betragtede som en fornærmelse og krænkelse af det, de nu anså som deres territorium.

Oldermusen hilste høfligt, som nu engang kun gamle mus var i stand til, skønt de ikke brød sig om den eller dem de tiltalte, fremførte deres ærinde angående de skrækkelige fund, som Oldermusen kort fortalte om og spurgte så høfligt, om rotterne mon havde observeret noget usædvanligt, noget der måske kunne kaste mere lys over disse uhyggelige hændelser. Svaret kom uden tøven og var koldt, arrogant, ja nærmest uforskammet, ”at DE havde i hvert fald ikke gjort det”, hvilket de tilstedeværende mus jo også udmærket var klar over, men de syntes alle, der bag svaret, ligesom lå en kold morskab der antydede, at selvom rotterne ikke havde udført handlingerne, så var de ikke helt uvidende om, hvem der stod bag.

Rottefars holdning gjorde det klart, at det var, hvad der var at sige om den sag og Oldermusen mente derfor ikke, det var ulejligheden værd at forsøge sig med, at udspørge ungerne der arrigt, trodsigt og med hale bevægelser der tydeligt afslørede hvad de følte, forgæves forsøgte at nedstirre vagterne, som dog på ingen måde lod sig skræmme af noget sådan og bare ganske roligt, dog med en antydning af kedsomhed, mødte deres blik, hvad der bestemt ikke mindskede de to ungers hale bevægelser og den gamle mus bød derfor rottefar og hans børn farvel, lige så høfligt som han havde været fra ankomsten af. Snart efter stod de alle udenfor skuret, men de var knap kommet ud før de mødte rottemor, der tilsyneladende havde ventet på dem og en ganske anden rottemor var det, end ved det første møde. Slidt, uplejet, opgivende og skræmt så hun ud. Hendes poter rystede, og det var umuligt for hende, at holde halen i ro af bare nervøsitet og der gik en skælven igennem hende, da hun frygtsomt så sig omkring, som var hun bange for at blive set i deres selskab. Hendes stemme dirrede da hun talte.

”De har gjort noget forfærdeligt, min mand og børnene”, hun så indtrængende på Rådsmedlemmerne, som vagterne stod i en beskyttende halvkreds om, imens de så sig årvågent omkring.

”Min mand har altid haft vanskeligt ved, at affinde sig med Roskildeeden, det er grunden til vi stadig ikke har vores egen faste bolig, men må leve på den her måde og hans holdning er ulykkeligvis smittet af på børnene”, hun så ulykkeligt ned for sig og måtte stryge en tårer væk med en pote, der kun alt for tydeligt bar præg af hårdt arbejde, inden hun fortsatte.

”De blev efterhånden så rasende over, at jeg havde svoret eden, til trods for det gav os et sted at bo og i ikke prøvede på at få os til at drage videre”, hun holdt inde og holdt en lille pause, imens hun så usikkert fra den ene til den anden, som vidste hun ikke rigtig, hvordan hun skulle få det sagt og måske var hun også i tvivl om, hvordan de ville reagere, men så kom det pludseligt så hurtigt, at ordene nærmest snublede over hinanden.

”De har hidkaldt noget forfærdeligt, de har haft kontakt med det onde”, en pludselig lyd inde fra skuret, der fik halvdelen af vagterne til, at rette deres opmærksomhed kun mod det, fik hende til at stoppe brat og de så frygten i hendes øjne. Hun så bønfaldende på dem.

”I må stå sammen og være forsigtig. Hvis I holder sammen kan i måske overvinde det der kommer”, efter de ord vendte hun sig hastigt og havde, inden Oldermusen, der afværgende strakte en pote frem for, at få hende til at vente, nåede at sige noget, klemt sig ind gennem den smalle åbning, der var opstået nederst i det ene hjørne, mellem døren og muren og var øjeblikket efter forsvundet ind i skuret.

Da delegationen kom hjem, blev der indkaldt til stormøde i rødmusenes Rådssal, hvilket indebar, at der denne gang deltog andre af de mus der boede på Snekkebjerg, i det her tilfælde markmusene og husmusene. Stemningen var trykket, stormøde var en alvorlig sag og skønt de andre mus, kun kendte til de uhyggelige fund og det frygtelige der var tilstødt en hel familie fra, hvad man havde fået fortalt, af den ene eller den anden, var også de meget urolige og såvel markmusenes som husmusenes Oldermus, gav i den helt fyldt sal, hvor der dårligt kunne klemmes bare en enkelt mus mere ind, udtryk for, at de selv stærkt havde overvejet, at indkalde til stormøde, på grund af de uhyggelige og uforklarlige ting man nu efterhånden havde hørt så meget om, men savnede et egentligt kendskab til.

Rødmusenes Oldermus informerede derfor først de andre fuldt ud, om disse makabre og tragiske ting og derefter blev besøget hos rotterne gennemgået. Ingen var i tvivl om, at rotterne ikke var i stand til at udføre disse grufulde handlinger og nogen beviser derpå, var der da heller ikke. Det ulykkelige der var overgået den stakkels rød mussefamilie, tilskrev man helt og aldeles katten. Men at rotterne derimod ikke var helt uvidende om, hvad der var sket og baggrunden derfor, mente de tilstedeværende efter, at alt var lagt frem, tydeligt fremgik af rottefar og de to børns opførsel. Lagde man dertil udsagnet fra moderen, selvom nogen mente, at det lød noget overspændt, ja så var flertallet dog af den mening, at rotterne, undtagen den ærlige og venlige rottemor, alligevel var indblandet på en eller anden mystisk måde. Men eftersom der ikke var nogen klare beviser derpå, kunne man ikke bare skride ind nu og forvise rotterne med magt, med henvisning til Roskildeeden, det ville i så fald være en krænkelse af denne, da der i det afsnit der skulle forhindre eventuelle fejltagelser eller direkte misbrug stod, at en mistanke om en overtrædelse af eden, ikke alene var nok til en forvisning.

Her indskød rødmusenes Oldermus der naturligt nok var den der ledede mødet, at han havde haft det i tankerne, at tilbyde den stakkels rottemor asyl, indtil hun kunne søge videre og finde andre af sine, hvad der måske også ville have givet dem en chance for, at få mere at vide, men hun var forsvundet ind i skuret, inden han havde nået det. Efter det opstod der en del snak om det usædvanlige, at tilbyde en rotter asyl, noget der dog var sket før vidste man, det havde bare aldrig været aktuelt her på Snekkebjerg og nu blev det diskuteret, om man skulle forsøge at sende en ny delegation afsted, for så at tilbyde den ulykkelige rottemor deres beskyttelse. Efter at have drøftet det en stund blev man dog enige om, at det ville være omsonst at prøve, for hvis rottefar og måske også ungerne, havde holdt øje med, hvad der skete uden for skuret, hvad det jo tydede på var tilfældet, så ville de bestemt ikke lade en ny delegation træffe rottemor endnu en gang, så hun måske kunne røbe mere og på den måde give musene en uangribelig grund til, at forvise dem med magt og hvis man tiltvang sig adgang til deres bolig på det nuværende grundlag, havde man selv gjort sig skyldig i en overtrædelse af Roskildeeden.

Der var derfor enighed om ikke at forsøge og man begyndte i stedet, at drøfte hvordan man sammen skulle forholde sig til det der var sket og det rottemor havde advaret dem om, men som der stadig var dem i forsamlingen, der opfattede som noget overdrevent forskruet vås. Det afstedkom en højlydt diskussion, hvor flere uden hensyn til andre talte samtidig, men inden Oldermusen fik kaldt til orden så den enkelte igen kunne få lov til at komme med sit indlæg, rejste gamle Elle sig, uden at have givet noget tegn til, at han ville sige noget. Roligt og værdigt stod han der, støttet af den poteskårne, særprægede, men også smukt udsmykkede stok og ventede på der blev stille, hvad der hurtigt blev, for skønt ikke alle de forsamlede kendte ham personligt, eller havde set Elle i det hele taget, så havde alle hørt om ham, markmusen, der var den ældste mus på Snekkebjerg og fået beskrevet, blandt andet stokken, som der efter sigende kun fandtes det ene eksemplar af. De havde også fået fortalt, hvordan han adskillige gange var blevet anmodet om, at påtage sig hvervet som Oldermus, eller i det mindste træde ind som rådgiver i Rådet, der jo alligevel spurgte ham til råds i mange anliggender, men hver gang havde afslået med den begrundelse, at han nok snart fik endnu et, af sine anfald, af udlængsel og derfor ikke var tilstrækkelig pålidelig og værdig til, at bestride et så betroet og betydningsfuldt embede. Sandt var det da også, at Elle uden diskussion, var den mest berejste mus på Snekkebjerg, ja i hele Odsherred, nogen sagde tilmed i hele landsdelen og det var da heller ikke længe siden, han trods sin høje alder havde ment, at det da vist var på tide lige at tage en tur til Højby for at se, hvad nu bymusene derinde, eller luksus musene som man i spøg nogen gange kaldte dem, foretog sig af spændende ting og derefter var draget afsted ganske alene, som han altid havde gjort det på sine rejser.

Som han stod der, med sin næsten helt hvide hovedpels, sine lige så snehvide, men stadig spændstige knurhår, øjne der var varme og venlige, men også røbede, at han i sit meget lange liv, havde set og oplevet mere, end de fleste andre bare havde hørt eller drømt om og værdigt støttede sig til den fornemme stok, som det forlød, med en enkelt hurtig pote bevægelse kunne skilles ad, så kården den indeholdt kunne frigøres og trækkes ud, parat til brug, så var ingen af de tilstedeværende altså i tvivl om hvem han var og alle ventede ærbødigt på, hvad han havde at sige, for man vidste, at han ikke rejste sig på den måde, medmindre han havde noget vigtigt at sige.

”Alle ved, at der findes gode, såvel som onde kræfter. Vi ved, at vi skal være forsigtige når vi går ud, fordi nogen, måske katten vil tage vores liv, er det måske ikke onde kræfter, selvom det så også har været sådan siden tidernes oprindelse og åbenbart er den måde verden skal være på?”, han lod blikket glide spørgende rundt i salen og sørgede for, at fange så mange som muligt af de tilstedeværendes øjne, inden han fortsatte.

”Vi kender også alle, kun alt for godt, de andre farer der lurer på os, men måske findes der noget, der er værre. Har vi ikke alle hørt historier om mørke kræfter, da vi var små og hvem siger, at de ikke har grund i virkeligheden, de er dog blevet fortalt mange af dem, i umindelige tider. Helt afvises kan det ikke og heller ikke, at ting der umiddelbart er skjult for vores øjne eksisterer alligevel, og hvem siger det er gode ting”, han noterede sig, hvordan manges haler bevægede sig uroligt, men adskillige og deriblandt flere af dem, der havde udtrykt deres skepsis angående det rottemor havde fortalt, nikkede også samtykkende, så han til sin tilfredshed.

”Vi kan ikke tillade os, bare at afvise det den stakkels rottemor sagde, hun havde ikke behøvet fortælle os det og dermed løbe den risiko, det at dømme ud fra den ærværdige Oldermus` meget omhyggelige beskrivelse af mødet uden for skuret, trist nok, og uden tvivl betød for hende. Hun havde heller ikke nogen grund overhovedet til, at finde på noget som det og igen, at dømme ud fra beskrivelsen af hende selv, mødet udenfor såvel som det inde i skuret, må det have krævet en hel del mod af hende, at træde frem på den måde, sikkert vel vidende, at der blev holdt øje med delegationens afgang inde fra skuret og hun fortjener al mulig respekt, og hendes ord, at vi alle tænker grundigt og alvorligt over dem”, hans stemme var indtrængende og i stedet for at sætte sig med det samme, blev han stående et øjeblik længere for, at give dem større vægt, samtidig med, at han løftede den fornemt lavede stok med sit dødbringende indhold og lod den beskrive en meget sigende bue rundt i salen, for at understrege, at hans ord omfattede alle.

Hans indlæg affødte en ny, ganske livlig debat, hvor der stadig var dem der mente, at man ikke skulle overreagere. Men flertallet var dog af den mening, at man ikke kunne være forsigtig nok, selvom man ikke vidste præcis, hvad man stod overfor, for de grufulde fund talte jo for sig selv. Nogen undrede sig forståeligt nok, noget ængsteligt over, hvilken form dette onde kunne tænkes at have, hvilken skikkelse man måske kunne være så uheldig at træffe det i, men da ingen kendte svaret og det ikke førte til nogen konstruktiv debat, snarere tværtimod, så valgte Oldermusen inden længe at bryde ind, inden fantasifulde spekulationer skabte noget, der kunne føre til mere uro, eller måske ligefrem sprede skræk blandt Snekkebjergs mus. Da han derefter konstaterede, at der ikke var flere indlæg der kunne bidrage med noget væsentligt, blev enden på mødet, at man ville gøre hvad man kunne for, at holde rotterne under skærpet opsyn og på den måde se, om de foretog sig et eller andet, der kunne give flere oplysninger om det skete, noget der måske var direkte i strid med Roskilde eden og ikke mindst, om rottefar og børnene havde nogen kontakt med det onde, rottemor havde omtalt.

Man blev alle, markmus, husmus såvel som rødmus enige om, at lave en form for øget beredskab, ud over det man af naturlige grunde havde for, at holde udkig efter nye fjender man var uvante med på Snekkebjerg og ligeledes, at der skulle placeres vagter på strategiske steder, hvis situationen om muligt forværredes. Til sidst bestemte man også, at der skulle udsendes en almen advarsel om, at alle skulle være ekstra forsigtige og årvågne når de gik ud, helst være bevæbnede, i det hele taget beskytte sig bedst muligt, selvom det så også var i modstrid med, hvad man plejede og så ellers rapportere hurtigst muligt, hvis de observerede noget usædvanligt. Det blev også anbefalet, at man i almindelighed holdt tættere kontakt end ellers.

Derefter hævede Oldermusen mødet, idet han takkede for fremmødet, de mange indlæg og påmindede alvorsfuldt alle om at passe på, hvis man som husmusene skulle udenfor, for at komme hjem.

TOP

Kapitel 10

Efter endnu et, ”vær nu forsigtig, min ven”, og et større knus, spejdede Syrèn ud gennem det lille kighul i hoveddøren, for at sikre sig, at indgangs tunnelen var fri og da det var tilfældet, som det også indtil nu, altid havde været, skubbede hun med lidt besvær, de to slåer til side, drejede nøglen i den kraftige lås og kort efter stod Hasle i tunnelen og hørte den svære dør lukke sig bag ham og derefter blive låst forsvarligt igen. Helt oppe for enden af den lange tunnel, med dens godt kamuflerede nicher, hvor det var muligt hurtigt at søge dækning i et nødstilfælde, og dens side tunneller, med falske duftspor og sindrige fælder, der var beregnet til først, at lokke en eventuel indtrængende fjende på vildspor og derefter gøre det af med den pågældende, sås et lille glimt af sollyset, det sollys som Syrèn havde orienteret sig efter gennem kighullet, og han gik op mod det og frugthaven, hele tiden instinktivt opmærksom på de side tunneller og nicher han kom forbi, skønt der ikke havde været nogen foruroligende dufte, lige da han kom ud i tunnelen og undersøgende snusede for, at opfange fremmede dufte, der ikke burde være der.

Uden at slække på sin agtpågivenhed, tænkte han dog også på alt det, der var sket i den seneste tid. Han var meget urolig over det hændte og over, hvordan det påvirkede hele deres samfund og selvfølgelig også Syrèn og ikke mindst børnene. De havde ikke fået fortalt noget direkte og i detaljer, om de uhyggelige fund, akkurat som de andre små i bebyggelsen, heller ikke havde fået det, for ikke at skræmme dem for meget, men det ulykkelige der var tilstødt en hel familie, kunne de selvfølgelig ikke undgå at få kendskab til og de kunne naturligvis heller ikke undgå, at fornemme den trykkede stemning. De havde også fået at vide, at de skulle være ekstra vagtsomme og forsigtige, hvis de bevægede sig uden for det lukkede gangsystem, hvad der for øvrigt helst ikke skulle ske, uden de var ifølge med voksne. De havde selvfølgelig heller ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at beredskabet var blevet øget og heldigvis var det sådan, at når de fik besked på noget der angik deres sikkerhed, så rettede de sig efter det uden større diskussion, selvom det så stred imod deres naturlige nysgerrighed og i det her tilfælde, gjorde den tragiske hændelse med familien selvfølgelig også sit.

Hasle havde denne gang han skulle ud, forberedt sig ekstra for, at være bedre beskyttet, hvis han blev udsat for et angreb af det mystiske og helt klart frygtelige væsen, der huserede, ganske som det var blevet tilrådet efter Stormødet, selvom det stred imod de normale forsigtighedsprincipper. Denne ekstra beskyttelse bestod blandt andet af en jakke i kraftig hør, hvis krave, der var forstærket, gik højt op om hals og nakke for at yde beskyttelse og jakken var yderligere forstærket i næsten hele ryggens bredde og ligeledes fra nakken til lænd, af samme grund. Hans bukser, var også af hør, i samme gråbrune farve som jakken og støvlerne, der gik op til lige under knæene, var af de sædvanlige slidstærke, men også smidige plantefibre, der ikke ville forhindre ham i at løbe stærkt, hvis det blev nødvendigt. Endelig havde han på hovedet en hjelm skåret i Elletræ, tilpasset med foring og sikret med en læderrem under hagen, der var fæstet i hver side af hjelmen, og som fuldstændig gjorde hans passive beskyttelse. Hjelmen gik langt ned over baghovedet og nakken, men lod ørerne frie, da de jo var én af hans vigtigste sanser.

Normalt gik musene ikke ud med tøj på og hvis de af en eller anden grund, så endelig gjorde det, var de meget forsigtige og omhyggelige med ikke, at blive set af mennesker. Dette var ikke kun noget der gjaldt for musene på Snekkebjerg, alle mus rundt om i den kendte verden, tog denne forholdsregel med ikke normalt, at være påklædt, når de gik ud. Da menneskene i sin tid kom til, havde musene været længe på jorden og de så med nysgerrighed på disse skabninger og på, hvordan de udviklede sig. Men efterhånden blev den venlige nysgerrighed i stedet til bekymring, for denne nye skabning viste sig som tiden gik, der blev flere og flere af dem, kontakten med dem blev hyppigere og ligeledes tættere, at have et noget besynderligt og foruroligende syn på de andre af jordens skabninger, der ikke var som dem selv og det gjaldt desværre også for musenes vedkommende. Disse nye skabninger, som man med tiden fandt ud af kaldte sig mennesker, var af natur meget dominerende og åbenbart af den opfattelse, at de kunne, ja nogen mente tilmed de var skabt til, at herske over alle andre skabninger og det betød desværre for alt for mange af dem, at de også mente de kunne tillade sig, at behandle andre skabninger efter forgodtbefindende. Dette var naturligvis en stor og trist skuffelse for dem, der havde set med venlige øjne på denne nye art med de store evner, imens andre, der havde været mere skeptiske med hensyn til denne nye arts fortræffeligheder, kynisk sagde, at det var vel bare hvad man kunne forvente. Menneskene havde altså deres helt egen opfattelse af, hvordan tingene var og ud fra deres synspunkt skulle være, og det gik op for musene at i den opfattelse, indgik for manges vedkommende, ganske afgjort ikke mus med tøj på.

Menneskene var ikke alle, eller altid, lige flinke og venligt stemte over for mus og da musene helst ville leve deres liv så fredeligt som overhovedet muligt, der var nemlig i forvejen alt for mange der var efter dem, om end af en anden grund, så man ingen anden udvej end lægge den udendørs del af deres tilværelse om, hvilket betød, at man mere og mere undlod, at klæde sig på når man skulle ud og i hvert fald ikke rendte rundt i det tøj de normalt havde på, hvis der var mennesker i nærheden, da disse nemt kunne blive for nysgerrige. En nysgerrighed, musene havde al mulig grund til at tro, kunne blive meget usund for dem og de havde derfor, ligesom de andre skabninger, der havde indset det nødvendige i, at leve en stor del af deres liv skjult for menneskene, gennem mange årtusinder vænnet sig helt af med, at bære tøj udendørs og ligeledes, denne vekslen mellem påklædt hed og nøgenhed, selv om det selvfølgelig og især for dem der levede i de mere kolde egne, havde været en noget kølig oplevelse til at begynde med, men man opdagede så til sin lettelse og meget opmuntrende, at naturen i stedet sørgede for, de fik kraftigere pels. Værre var det imidlertid, at man heller ikke mere kunne tillade sig, at gå ud fuldt bevæbnet som tidligere, i fald man blev opdaget, for ud var man jo nødt til at gå, men dette alvorlige problem, var der desværre ikke nogen naturlig løsning på.

Efterhånden blev det bare til en vane, ikke at klæde sig på når man skulle ud og ingen tog på nogen måde anstød af, at se sin nabo eller andre i samfundet omkring sig fuldstændig bar, uden tøj på i den rene pels, det var ganske normalt, for sådan havde det nu engang vist sig, det var nødt til at være, på grund af menneskenes hovmodige opfattelse af, at det kun var deres mening om tingene der gjaldt, skønt jorden var til for alle. Der var derfor kun i undtagelsestilfælde, når helt specielle ting gjorde sig gældende, at man nu klædte sig på når man skulle ud, såsom nu, hvor der foregik skrækkelige og unormale ting, og det derfor som anbefalet, var nødvendigt at beskytte sig det bedste man formåede og så var der bare at håbe på, at det var muligt at undgå menneskenes undersøgende blikke. En god ting, var der dog kommet ud af det, om end den var nok så lille og ubetydelig set i forhold til alvoren bag beslutningen. Der var nemlig, nu betydelig færre pelshår at pille ud af tøjet end før, for det var jo uundgåeligt, at der satte sig hår i tøjet når man var bepelset, og det var et langsommeligt og irriterende arbejde at fjerne dem, et arbejde der havde sat mangen en mus` tålmodighed på prøve, i tidernes løb.

Han var også bevæbnet ud over det sædvanlige og våbnene afspejlede ligesom beklædningen den angst, der havde ramt det lille samfund. Normalt gik han med en meget lang dobbeltægget, skarpsleben kniv, der sad i et bælte om livet. Så var han ikke helt ubevæbnet og kunne alligevel hurtigt lægge begge dele fra sig, så det var ude af syne, hvis der opstod en situation, hvor det blev nødvendigt og bagefter havde han så forhåbentlig chancen for at komme tilbage og hente det. I dag sad kniven også i sin skede i bæltet og han bar desuden en kort kraftig Takslanse med en frygtindgydende dobbeltægget jernspids. Begge dele var fremragende arbejder og det bedste en våbensmedje var i stand til at fremstille i 1760. Siden var de gået i arv, for man passede godt på sine våben, ikke mindst når de helt eller delvist var af metal.

Metal, hvad enten det var den ene eller den anden slags, var nemlig kostbart, det var ikke noget man bare lige fik fat i. Der skulle de helt rigtige jordbundsforhold til og selv når disse var til stede, vanskeliggjordes udvindingen af, at det ikke måtte vække opsigt, så det var altså ikke noget man lige gjorde i sin baghave og slet ikke i menneskenes baghave. Myremalmen, hvorfra man kunne udvinde jern, fandtes i dette land, især i hovedlandets vestlige del og det var derfor ikke underligt, at det var musene her, der havde specialiseret sig i udvindelse og forarbejdning af dette metal, der så efter lange og bestemt ikke ufarlige transporter, som de initiativrige, hårdføre og nogen gange ganske barske handelsmus stod for, nåede ud til resten af landet og smedjerne i de forskellige samfund. Det, at metal var så kostbart, var også, ud over det faktum, at man jo altså normalt ikke gik ud påklædt, den væsentligste grund til, at man aldrig var begyndt at fremstille beskyttende ringbrynjer, der kunne bæres under tøjet. De våben Hasle nu bar, var med stor dygtighed fremstillet og bagefter brugt, i den store krig dengang i 1760 og bedre våben, var det dårligt muligt at fremstille den dag i dag. Han forstod også at bruge dem begge hurtigt og effektivt, og var fast besluttet på, at ville nogen ham det ondt, kom de til at bøde med deres liv derfor.

Han var kommet til enden af tunnelen og stod afventende og vagtsomt i åbningen. Opmærksomt lyttede han til gårdens lyde, for at høre om nogen skilte sig ud, men alt lød som det plejede. Ænderne i andegården, gæssene og på den anden side af lindetræerne, der adskilte frugthaven, andegården og hønsenes indhegning fra markerne, kunne han høre bonden med hestevognen, han var åbenbart på vej ind. Hønsene på vej ud af hønsehuset, det lød også som om nogen var rendt ned bagerst i frugthaven, hvor køkkenhaven lå, næsten ud til landevejen, kun adskilt fra denne med lidt lav bevoksning og så grøften på den anden side bevoksningen. Svalerne VAR kommet og han nød deres kvidrende triller, når de strøg gennem luften. Fra gårdspladsen lød den metalliske, skramlende piben fra vandpumpen og lyden af vandets plasken ned i det store trug hestene og køerne drak af hørtes også, kvinden var åbenbart hjemme. Han vidste, hun ville blive gal, når hun opdagede, at det var lykkedes nogen af hønsene, at komme ind i køkkenhaven, trods hønsenettet.

Ringduernes kurren blev et øjeblik overdøvet af en forbikørende bil på landevejen, der også et øjeblik gjorde det umuligt for ham at høre ret meget, men han havde stort set hørt det han ønskede og da han blev stående lidt endnu, efter at bilen var passeret og ikke hørtes mere, bekræftede det også bare, at der ingen ualmindelige lyde var, som tydede på der foregik noget mystisk. Han tog et skridt frem og snusede kraftigt ind. Alle gårdens og forårets mange forskellige dufte, var et øjeblik ved at beruse ham og som sædvanligt når det blev forår, var han, hver gang han gik ud, ved at blive overvældet, men i år syntes han nu alligevel, det var mere intenst end tidligere.

April havde været usædvanlig varm og det synes næsten som om træer, buske og blomster, var kappedes om at komme først med al deres pragt. Så her i midten af maj, var det et orgie af dufte og farver, selvom nogen af frugttræerne dog var begyndt at afblomstre og nu lagde deres falmende, hvide og lyserøde blomsterblade, dekorativt i det saftiggrønne græs omkring dem. Men ligesom der ikke havde været nogen foruroligende lyde, var der heller ikke nogen fremmede eller skræmmende lugte.

Han trådte ud i solskinnet og stod nu i frugthaven lige foran stendiget, med front mod gårdspladsen og indkørslen, der var adskilt fra haven af en bøgehæk, som nu stod og fremviste sine friske grønne blade. Frugthaven var noget af et paradis for musene. Æbler, pærer, blommer og kirsebær, han blev helt lækkersulten ved tanken. For ikke at tale om hindbær, solbær, stikkelsbær og ribs, brombær måtte man finde andetsteds. Bare tanken om sådan et stort sødt, velmodent og solvarmt stikkelsbær, kunne næsten få det til at svimle for en lækkersulten mus. Alle musene vidste, at tog de med måde, tolererede bonden dem, så alle beherskede sig, skønt det af og til var svært og sværest var det næsten, når det drejede sig om hasselbuskenes nødder.

Som han stod der i det smukke solskinsvejr, i den dejlige have, var det næsten ikke til at forstå, at der skete grusomme og uhyggelige ting på gården.

Han hørte en brummen tæt på og nåede lige at dukke sig, da en honningbi, ganske forårskåd, kom brasende gennem luften, uden at se sig for. Han så smilende efter den, da den fortsatte langs stendiget og forsvandt over mod lindetræerne. Sådan var det med de små flyvere, når foråret var som i år, de var så euforiske af livsglæde og over alt det der blomstrede, at de havde svært ved at beherske sig. Hvor var det dog fantastisk, at disse små flittige og som regel meget venlige og fredelige flyvere, der arbejdsomt var både her, der og alle vegne, kunne lave noget så vidunderligt, der ikke alene smagte skønt, men også helt forunderligt, var sundt og godt for helbredet på mange måder, og tilmed, som musene også havde gjort det i årtusinder, kunne smøres på sår af forskellige typer, fordi det fremmede helingen af disse. Ja, hvor var denne verden, til trods for den var så farlig og grum, dog fyldt af underfulde ting.

Listen Syrèn havde givet ham, lå i hans ene lomme og han tog den frem, kiggede på den og besluttede sig til først, at hente korn og tørrede ærter, det fyldte mest, de andre ting der hverken vejede eller fyldte så meget kunne han så tage på hjemvejen, ekstra brændsel skulle der heldigvis ikke hentes i dag også. Spørgsmålet var blot, hvor han skulle hente de to første ting. Markmusenes forråd af disse ting, var ikke stort på denne årstid, hvor alle grupper af mus, forventningsfuldt så frem mod den nye høst, de havde stort set kun, hvad de selv skulle bruge, så der var ingen grund til at henvende sig der, nu hvor rødmusenes eget forråd kun bestod af nødlageret, som de da også havde fået deres ration af og derfor ikke kunne få det ekstra, de lige nu havde brug for.

Den sidste del af vinteren og det tidlige forår, inden alting på nyspirede, blomstrede og man derefter kunne begynde, at spise uden at skulle bekymre sig om, hvor langt det man havde, skulle strække og fylde de tomme lagre op med den nye høst, af det naturen først bød på, var en svær tid for de fleste mus, men sådan havde det altid været og der var ingen grund til, at stå her og gruble over det, når det alligevel ikke blev anderledes. Han havde andet at tage sig til og det de skulle bruge, af korn og ærter, kunne han helt sikkert få på loftet over kostalden og stuehuset, hvor det blev opbevaret, men det var absolut ikke uden problemer, hvoraf et af dem kunne blive ret alvorligt.

Det var dels en lang og besværlig tur, der desuden bestemt ikke var farefri, for en ny kat, havde naturligvis hurtigt sørget for, at overtage pladsen efter sin afdøde artsfælle efter, at have jaget andre konkurrenter til den ledige plads væk, og den var ifølge rygterne endnu værre af væsen end den forrige, ja det sagdes den også var noget sær, men mere sær var den dog trods alt ikke, end den hurtigt havde fundet ud af, at kornloftet var et udmærket sted at ligge på lur og da den aldrig kom ind i stuen hos menneskene, tilbragte den en stor del af sin tid med netop det, hvis den da ikke luskede lidt rundt udenfor, formodentlig i håb om, at kunne overraske en eller anden ulykkelig stakkel.

Der var yderligere det ved det, at han ikke havde lyst til en diskussion med husmusene, der på denne årstid, godt kunne være lidt irritable og nærtagende, når han stod i det, de, ikke med urette, betragtede som deres spisekammer. Det var ikke sådan, at husmusene ikke ville hjælpe deres fæller, slet ikke, de var bestemt ikke gniermus, men det forholdt sig bare sådan på denne årstid, at menneskenes lagre, som jo også var en væsentlig del af husmusenes eget forråd, nu var noget sparsomme og menneskene gik jo også selv og så frem til den kommende høst, af alle de forskellige afgrøder, så der atter var rigelige forsyninger, og husmusene måtte selv holde måde med det der var. De kunne ikke bare bruge løs, fordi det så var endnu vanskeligere, at få det de kunne tillade sig at tage, til at række og så fordi, de var bange for at bonde menneskene ville blive noget gnavne, måske ligefrem vred over deres grådighed, når der ikke var så meget og så finde på et eller andet ubehageligt, for at forhindre dem i at tage mere. Når der så tilmed kom en del andre, der selv var i bekneb og gerne ville have lidt af det knebne forråd, så gjorde det ikke situationen bedre. Og selvom dem, der dristede sig til, at tage turen op til loftet, selvfølgelig bad pænt om lov, og hvor gerne man end ville hjælpe, kunne man altså, også blive lidt trætte og vrisne over de ikke så få besøgende, hvad Hasle udmærket kunne forstå og han havde altså ikke rigtig lyst til at høre på husmusene, når han stod i deres spisekammer. De havde jo når det kom til stykket også en naturlig grund og ret til, at beskytte det de skulle leve af og han havde det i virkeligheden heller ikke godt med, at sætte sine fæller i huset, i sådan et dilemma, for der var jo heller ikke tale om, at familien direkte led nød.

Nej, det måtte blive hønsehuset, så var der bare at håbe på, hønsene ikke allerede her fra morgenstunden, havde spist for meget af det og det bedste. Det skulle i hvert fald ikke volde de store problemer, for hønsene her på gården, var rimeligt fredelige og ikke så aggressive som høns eller kunne være, hvis nogen vovede sig ind i til dem. Der var hårdnakkede rygter om at disse høns endda spise de mus, som vovede at betræde deres område, hvis de fik fat på dem. Hasle troede ikke helt på rygterne, men kunne alligevel mærke pelsen rejse sig inden under tøjet, ved tanken om sådan en grum skæbne.

Hønsene her på gården var vant til at få besøg og havde ikke noget særligt imod at dele lidt af deres foder med musene, da de havde flere ting at vælge imellem og de voldte i det hele taget ikke musene de store problemer, ja det skete endog, at nogen hilste, når man kom ind. Oftest lagde de nu bare hovedet lidt på skrå og kiggede med det der specielle hønseblik, granskende ned på en et øjeblik, når man spurgte om lov til at stikke poterne i deres mad og hakkede de endelig efter én, så var det mest på skrømt. Hanen behøvede man heller ikke være bange for, den var alt for optaget af, at opvarte og kurtisere hønsene, til at tage sig af noget, for den så ligegyldigt, som en lille mus. Hønsehuset blev det altså.

Han stod lidt endnu og studerede omgivelserne, idet han overvejede, hvilken rute han skulle vælge over til hønsehuset. Han ville gerne skynde sig og få det overstået, så han kunne komme hjem til Syrèn igen. Der ventede også arbejde på det lille snedkerværksted, hvor han med stor dygtighed lavede møbler af det træ, han fik fra den store og frodige bøgehæk. Og det var ikke bare til dem selv, for det var jo en grænse for, hvor mange møbler deres bolig var i stand til at rumme, skønt de godt kunne skifte lidt ud, men også til de andre mussehjem, han lavede møbler på sit hyggelige værksted, hvorfra også en del af det Syrèn brugte til, at fyre i komfuret med, kom fra.

Hvis han gik til venstre, ned til lindetræerne og langs med dem, så ville han komme hurtigst hen til hønsehuset, men han skulle så til gengæld igennem andegården, der lå mellem træerne og hønsenes egen indhegning. Ænderne var der aldrig nogen vanskeligheder med, men gæssene kunne godt være lidt besværlige og især gasen, var nogen gange i ondt lune. Det skete, han gik igennem bare for at drille og for lige, at afprøve sine kræfter og reflekser, når han skulle undslippe gasen, men ikke i dag bestemte han, for gasen havde været lidt for tæt på de sidste par gange og desuden, havde han lovet ikke at tage nogen chancer.

Han bestemte sig til at gå lige over, til han nåede bøgehækken, derefter igennem denne, ud på den anden side og ned langs med den. Det betød ganske vist, at han måtte ud i og skulle over et mere åbent område, hvad han som mus jo ikke var særlig begejstret for, selvom han godt nok kunne bruge de frugttræer han kom ind under, som delvis beskyttelse, ligesom det også var uundgåeligt han kom længere ud på gårdspladsen og bagefter, så skulle gå hele vejen langs hækken og derefter igen, hen langs muren, fordi han så var nødt til at benytte indgangen ud til gårdspladsen. Men det burde egentlig ikke give flere problemer end den anden vej, bare han passede på og det gjorde han naturligvis altid, når han var udenfor. Og selvom turen langs hækken var lang og han var synlig fra den ene side, så havde han en udmærket dækning og var så godt som fuldstændig beskyttet af hækken på sin anden side, når han bare holdt sig tæt ind til den. Det havde selvfølgelig været bedre, at gå langs indersiden af den, men netop på det stykke, var der ikke særligt fremkommeligt, så det ville blive temmelig besværligt den vej og hvis han var for besværet og dermed optaget af, at komme frem var han måske også mindre årvågen et øjeblik, og et øjeblik var alt, hvad der nogen gange skulle til for, at en tur som denne gik galt.

Han begav sig over mod hækken i et roligt tempo, for at spare på kræfterne, dem skulle han nok få brug for, når sækken var fuld. Han svingede skødesløst med halen og nød det dejlige vejr og solens varme, uden dog et øjeblik at slække på sin agtpågivenhed, men følte sig hurtigt for varm og besværet af sin kraftige påklædning, der føltes nærmest akavet, uvant som han var med, at bære tøj ude og det til trods for, at græsset ikke var svært at komme igennem, for bonden lod det sjældent blive særligt højt. Han overvejede et øjeblik at tage jakken af og ligeledes lægge hjelmen, det var især den, han følte sig generet af, men bestemte sig så for, at beholde begge dele på, de var jo en del af hans beskyttelse, som han forhåbentlig ikke fik brug for, tænkte han, da han flyttede Takslansen over på den anden skulder, imens han gik videre.

Når han nærmede sig et af frugttræerne blev han om muligt ekstra vagtsom, for det træ, der her for en kort stund ville give ham en lindrende og kølende skygge, og større beskyttelse end ude i det åbne, betød samtidig også en ekstra fare. Han stoppede et kort øjeblik, idet han så sig vagtsomt omkring og studerede derefter omhyggeligt træet, inden han så fortsatte videre ind under det. Samtidig med, at han nød den svalende skygge, så han undersøgende op i kronen, for træet, der nu var en del af hans beskyttelse, indebar på denne årstid og især efter løvspring, altså nu også en fare, fordi der kunne sidde nogen gemt oppe i det betagende blomstervælde, eller i den lige så smukke blanding af frisk løv og falmende blomsterblade. Begge deles skønhed kunne altså, desuden være et forræderisk dække for den, der ønskede at ligge på lur efter en uforsigtig mus, der forblændet af et vidunderligt forårsvejr som i dag, havde fået den fejlagtige opfattelse, at på så smuk en dag, kunne der simpelthen ikke ske noget ondt, for det ville næsten være helt blasfemisk.

Men Hasle vidste kun alt for godt, akkurat som flertallet af hans fæller, at selv en nok så smuk dag, i sig selv ikke ydede nogen beskyttelse, så han undersøgte nøje løv og blomster over sig, indtil han var helt sikker på, at der ikke sad nogen og lurede deroppe, og først da tillod han sig en lille afslappende pause, inden han atter lagde lansen over skulderen og gik videre over mod sit mål, som han nåede efter en varm, men udramatisk tur

Hækken lå lige foran ham, da en høj raslen fra den, fik ham til at fare sammen og stoppe op. Lansen lå lynsnart i hans poter, med den glimtede, ildevarslende og dødbringende spids, afventende det der kom. I næste nu, brød adskillige høns igennem hækken flere steder og løb med forpjuskede fjer ned mod køkkenhaven, inden han nåede at spørge nogen af dem, hvad det var for et postyr. Hanen var ikke imellem nåede han at se, men måske var den nede hos dem der allerede var der, for den var altid, hvor hønsene var og efter, hvad han kunne høre, var der ret mange i køkkenhaven nu. Nogen havde åbenbart glemt, at lukke lågen i indhegningen, men hvem, både bonden og hans kone plejede at være meget omhyggelige med at lukke den. Men hvem skulle ellers have ladet den stå åben og hvad var der med de høns i dag, de virkede endnu mere fjollede end de plejede og hvorfor var de for resten ikke i deres egen indhegning, hvor mange af dem plejede at være? Ganske vist plejede en del af dem, at gå ud af hønsehusets indgang ved gårdspladsen, for så at gå ind igen om aftenen, men han mindedes ikke at have set så mange af dem ude, som nu. Tossede høns, måske havde det ikke nogen betydning, men det var nok alligevel bedst at rapportere om det, når han kom hjem. Han gik det sidste stykke hen til hækken, gik uden besvær ind igennem et af de steder, hvor også hønsene havde fundet igennem og stod så med udsigt til hele gårdspladsen. Sollyset slog tilbage fra de hvidkalkede bygninger og han måtte knibe øjnene i, et øjeblik, indtil han havde vænnet sig til det.

Bondemanden var kommet hjem, vognen holdt oppe i den anden ende af gårdspladsen og han var ved at spænde fra. Spurvene havde allerede fået øje på nogle nylagte hestepærer og var gået i gang med dem. Ellers var alt roligt og der var intet foruroligende at se på gårdspladsen, hvor bonden nu lod hestene selv, gå hen til det store vandtrug. Fra et åbent køkkenvindue lød der sagte musik. Hasle gik til venstre langs hækken, tæt ind under den, så han var bedst beskyttet, da han hørte nogen komme ud på stentrappen, der førte op til køkkenet, som lå i stuehuset til højre på gårdspladsen, vendt ud mod denne. Det var hunden. Hasle stod helt stille, ikke et knurhår bevægede han, imens han iagttog hunden, der lagde sig øverst på stentrappen, som måtte være opvarmet af solen. Den så direkte på ham og virkede meget vagtsom, skønt den lå der og tilsyneladende nød solen og varmen, men hvorfor skulle den egentlig være særlig vagtsom, på en så skøn dag, den kunne vel ikke vide noget om de frygtelige ting, der var sket.

Hasle stod ubevægelig et stykke tid. Intet skete og han tog et skridt frem og så endnu et. Hunden havde aldrig været efter musene, men man kunne jo aldrig vide om den pludselig ombestemte sig. Den så stadig på ham, men gjorde ikke mine til, at bevæge sig væk fra den dejlige varme trappe og det faldt ham pludselig ind, at grunden til den var så vagtsom måske skyldes hans, for den, usædvanlige påklædning, det fik den formodentlig til at undre sig. De så et øjeblik mere på hinanden og han fik en sær fornemmelse af kontakt og af, at noget ligesom forsøgte at holde ham tilbage. Så forsvandt den og han gik videre. Ud af øjenkrogen holdt han hele tiden øje med hunden og han var sig meget bevidst, at den hele tiden fulgte hans bevægelser, imens han gik langs hækken ned mod hønsehuset, idet han stadig sørgede for, at holde sig tæt ind til den.

Han nåede hønsehuset og gik hen langs muren mod indgangs brættet, op til hønsenes egen indgang. Den store todelte dør ved siden af, til menneskene, der ligesom de andre døre var malet rød, var lukket. Det lød ikke, som om der overhovedet var nogen høns derinde, intet af den sædvanlige hønsesnak nåede ham herude. Det var mærkeligt. Nå, men det ville bare gøre det nemmere, at få fat i det pæneste korn og de fineste ærter.

En ny bevægelse på trappen fik ham til at standse op. Hunden havde rejst sig op, stirrede stift over mod ham og et kort øjeblik fik han igen den underlige fornemmelse af kontakt, han også havde haft for lidt siden, men så forsvandt den brat, da kvinden kom ud på trappen og sagde noget til manden, der stod og ventede på hestene havde drukket det de ønskede, hvilket fik hunden til hurtigt, at rette blikke mod først kvinden og dernæst manden, der nikkede og svarede. Hasle vendte sig, gik op af indgangs brættet og ind i hønsehuset.

TOP

Kapitel 11

Han gik ind og trådte straks to skridt til højre, væk fra indgangens lys og så han havde ryggen mod murværket. Han forventede ikke problemer, det var noget han altid gjorde, almen forsigtighed simpelthen.

Det lys, der havde held til at gennembryde de støvede små vinduer, tegnede lyse striber i luften, der var tung af støv og lugten af hønsemøg, der lå i, for ham, rigelig mængde, men det var jo selvfølgelig heller ikke hver dag, der blev renset ud. Han så sig med det samme undersøgende omkring og konstaterede hurtigt, at grunden til, at han ikke havde hørt hønsesnak, var den enkle, at der slet ingen høns var i huset, ikke engang i redekasserne lå der nogen og kiggede over på ham. Det var usædvanligt og det foruroligede ham, men der var intet usædvanligt at se, intet der kunne forklare det og heller ikke noget der virkede faretruende. Det eneste usædvanlige der var at se, var det, at indgangs lemmen ud til deres egen indhegning, ikke stod åben som den ellers normalt gjorde det om dagen. Men det var der vel en grund til, det menneskene foretog sig, var ikke altid lige nemt at forstå. Nå, men så var det jo alligevel godt, at han ikke var gået den anden vej. Han snusede forsigtigt ind, belært af andre besøg og et øjeblik syntes han, at en fremmed lugt blandede sig med de sædvanlige, men så satte lugten af hønsemøg og støvet i det indelukkede rum, sig i hans næse og han nøs, en gang til og så en tredje.

Han snøftede, strøg sig uvilkårligt, hurtigt over knurhårene med sin frie pote og tænkte kort, at det altid var noget det ikke var grisestien, han skulle ind og hente forråd i. Ganske vist var der ikke nær så støvet der, men lugten kunne til gengæld være slem, rigtig gennemtrængende og skarp, for en følsom snude som hans. Igen snusede han forsigtigt, men HAVDE der været en fremmed lugt, så var den i hvert fald væk nu. Igen så han sig undersøgende rundt, der måtte være en grund til, at alle hønsene havde forladt stedet og ligeledes, hvorfor de havde haft sådan et hastværk. Han stod helt stille, anspændt og på vagt, imens han forsøgte at finde en tilfredsstillende forklaring på det. Alt så ud som det plejede, redekasserne i flere etager langs den modsatte gråhvide væg, drikketrugene og trugene til det forskellige foder, korn, blandingsfoder, grøntfoder og køkkenaffald, stod som de altid havde gjort det, midt i rummet på det stenbelagte gulv, intet var forandret, fra da han sidst var her.

Det var på tide at bestemme sig. Han havde mest lyst til at smutte ud igen, men det ville besværliggøre det hele, hvis han nu skulle over på kornloftet, som han desuden også helst var fri for, at skulle besøge. Hans hale bevægede sig uroligt. Så bestemte han sig og idet han omhyggeligt undgik hønsenes efterladenskaber, gik han frem mod fodertrugene, ind mellem dem og redekasserne, fordi han af erfaring vidste, at han på grund af den niveauforskel stenene i gulvet nogen steder skabte, bedre kunne komme op i trugene fra den side. Han så med det samme, at der lå æg i de nærmeste, af de nederste redekasser og følte igen uroen i sig.

Det første trug var et drikketrug og han gik også forbi det næste, der plejede at indeholde køkkenaffald, og det var bestemt ikke noget han havde lyst til, at stikke poterne i. Det næste var det med blandingsfoder der også indeholdt tørrede ærter og efter at have sat lansen op af truget, lige inden for rækkevidde, kravlede han op. De ærter han kunne se, så pæne ud og han tog sækken fra den snøre, der havde holdt den i bæltet, åbnede den og begyndte at fylde i, imens han af og til så hurtigt rundt i lokalet. Han rodede lidt rundt i det tørre foder, for at finde flere ærter og da han mente der var nok i sækken, kravlede han ned, tog igen lansen og gik forbi de næste trug med vand og grønt, hen mod det sidste, det med kornet.

Pludselig kom den fremmede lugt igen og denne gang forsvandt den ikke, men blev tværtimod stærkere og mere gennemtrængende, jo nærmere han kom truget. De små pelshår i nakken rejste sig og han mærkede også, hvordan hjelmen pludselig sad lidt strammere på hovedet, da hovedpelsen blev mere fyldig. Det var afgjort en lugt, der ikke hørte til herinde, men han var ikke i stand til at bestemme den. Lugten gjorde ham så urolig, at han nu var nødt til at finde ud af, hvorfra den kom.

Han standsede op, satte sækken fra sig, lod lansen glide ned i begge poter og beredt på det værste, fortsatte han helt frem til truget. Så genkendte han med et lugten og bandede for sig selv ”må dine knurhår falde af og din hale blive et vissent vedhæng, og en ynk at se på”. Var det ikke fordi støvet herinde og lugten af hønsemøg havde sat sig i næsen, så havde han allerede til at begynde med kunnet genkende lugten. Det var lugten af død. Han stod nu ved truget, gik så det sidste lille stykke frem, men standsede brat og gøs. Bag truget, mellem det og endevæggen, lå en hovedløs rotte i en stor blodpøl. Ud fra kjolen at dømme var det den ærlige, venlige og modigt hjælpsomme rottemor. Hvor trist at møde sin skaber her og på den måde, tænkte han. Men hvor sørgeligt det end var, så var der ikke tid til, at stå og blive trist og filosofere over det nu, han måtte hurtigst muligt ud herfra.

Han hørte pludselig en sagte kradsen og mumlen bag sig. Han snurrede rundt, parat til kamp og det han så, fik det til at isne igennem ham. Nede ved redekasserne, længst væk, stod to rotter, der så hen mod ham og de sagde noget, han ikke kunne høre hvad det var, imens de stirrede intenst på ham. Endnu en kom frem fra det hul der åbenbart var i hjørnet. Denne var større end de andre to, ikke fuldt udvoksede, altså rottefar og to af ungerne, hvor var de to sidste? De var alle tre mærkeligt klædt på, i noget sort glat tøj med underlige røde, foruroligende skrifttegn på. De iagttog ham afventende, imens han uvilkårligt stod og tænkte, at de gik da vel ikke udenfor i den mundering, som om det ikke kunne være fuldstændig ligegyldigt, med den situation han nu pludselig befandt sig i.

Det her var bestemt ikke godt, han var slet ikke i tvivl om, at de ikke havde venlige hensigter. Hurtigt vendte han sig, gik bag om truget, forbi den stakkels rottemors krop og skyndte sig alt hvad han kunne hen over det ujævne stengulv, mod udgangen. Det samme var rottefar og én af ungerne, de var næsten mellem ham og udgangen nu og han blev klar over, at han ikke kunne nå den før dem. Nu var han heller ikke i tvivl om, at de slet ikke ville lade ham komme ud derfra i live. Hvor var den anden unge? Beslutningen var hurtig. Han snurrede rundt og løb tilbage, i fuld fart, så hurtigt som gulvet vel og mærket tillod det, kom endnu en gang forbi den lemlæstede krop og rundede hjørnet med lansen sænket.

Lansen med den dødbringende, let opad rettede spids, ramte den unge rotte, der kom løbende med fuld fart den vej, med voldsom kraft i brystet. Sammenstødet med den lidt større rotte var så voldsomt, at lansen blev flået ud af hans poter og han blev slynget bagover, og ramte gulvet så hårdt, at hjelmens ellers solide hagerem, bristede i en af hæftningerne og hjelmen røg af. Der kom en høj hvinende piben fra den unge rotte, så en uhyggelig gurglen, da blodet steg op i dens strube og derefter sprøjtede ud af munden på den. Hasle rullede hurtigt til siden for ikke at blive ramt, kom derefter op, trådte nogle skridt tilbage og så den døende rotte, hvis hale bevægede sig i hurtige krampagtige ryk fra side til side, falde længere forover på lansen, hvis ende støttede mod gulvet, imens den med poter, der allerede var ved at blive kraftløse, fortvivlet, men forgæves greb om lansen. Den hang foroverbøjet, kun båret oppe af og grotesk balancerende på lansen, hvis blodige jernspids nu, var kommet ud på ryggen af den, på grund af dens vægt, der fik den til at glide længere og længere ned af lansen, samtidig med at dens poter faldt slapt ned, indtil den ramte gulvet. Den gylpede blod op en sidste gang og døde.

Der lød en hvæsen bag Hasle. I en hurtig bevægelse, trak han den lange skarpslebne kniv og gik lidt ned i knæ, samtidig med, at han drejede rundt i en halvcirkel og svingede kniven i strakt arm frem for sig. Det uhyggeligt skarpe våben skar sig tværs over og igennem de sorte bukser, dybt ind i bugen på den anden unge rotte. Den faldt skrigende tungt om på siden, imens den greb om de blåliggrå indvolde, der vældede ud fra den opskårne bug. Dens skrig var så højt, at det smertede i hans ører. De øjne der før havde været fyldt med had, så nu smertefyldte og bønfaldende op på Hasle og da deres øjne mødtes et kort nu, nikkede den unge rotte kort og anstrengt. Han tøvede et øjeblik, men da den unge rotte igen nikkede krampagtigt bedende, trådte han hurtigt et skridt nærmere rotten, der ikke kunne lade være med at skrige på grund af de uudholdelige smerter og han så rædslen blande sig med smerten i dens øjne, idet kniven beskrev en kort hurtig og kraftfuld halvbue. Skriget stoppede brat, da blodet væltede frem fra den overskårne hals, og hovedet med de nu bristede øjne faldt bagover, næsten helt skilt fra halsen, på grund af den kraft, det hvasse våben var blevet ført med.

Han havde kvalme, men fik ingen tid til at sunde sig, for det der var sket så hurtigt, havde dog givet rottefar tid til at nå frem uden at forhaste sig. Han havde uden tvivl hørt de fortvivlede og smertefyldte skrig, men havde åbenbart ikke kunnet genkende sønnernes stemmer, for han kom nu roligt og selvsikkert gående rundt om truget, men standsede så brat, da han så de to døde unger. Han stod et øjeblik som lammet og så forfærdet på sine to døde børn, men rettede så blikket mod Hasle og hans øjne var nu dybe og sorte, af had og mordlyst. Han var større, betydeligt mere erfaren end ungerne og Hasle vidste, at han ikke ville begå de samme fejltagelser som dem med, at forhaste sig og undervurdere sin modstander.

”Åh Syrèn min elskede lille mus, du må undskylde jeg ikke var forsigtig nok”, og børnene, tankerne jog gennem hans hoved, imens han hele tiden holdt øje med rottefar, parat til at reagere på den mindste hurtige bevægelse fra ham og idet han rykkede bagud, i takt med hans fjende rykkede fremad, indtil han mærkede en af redekasserne mod sin ryg. Han ville lade rotten komme med det første udfald og så se, hvilken chance der bød sig. Rotten rykkede nærmere, målbevidst og selvsikker i kraft af sin størrelse, nu hvor hans modstander ikke havde sin lanse mere. Kniven, med den blodige klinge, bekymrede ham åbenbart ikke ret meget, til trods for, at det ene lig på gulvet og var et ganske brutalt og ildevarslende bevis på, at den mindre mus foran ham forstod at bruge den.

Pludselig standsede den. Dens blik veg fra Hasle, så den ikke mere kiggede direkte på ham, men i stedet forbi ham og i øjnene, var der nu en frygt så åbenlys og stor, at det et øjeblik nåede at undre Hasle, inden han fulgte dens blik og fik et chok.

Til venstre for ham, nede for enden af redekasserne, stod en lækat og betragtede dem. Hasles hale bevægede sig uvilkårligt krampagtigt et øjeblik, før han atter fik nogenlunde hold på sig selv. Der var ingen indberetninger om en lækat på Snekkebjerg, tænkte han irrationelt og nytteløst, for nu var den her altså. Han skævede hurtigt til rotten, der stod helt stille, afventende og så ned i gulvet. Den gjorde ingen tegn til, at ville flygte fra det, der normalt også var en dødelig trussel mod den selv, trods den frygt, han havde set i dens øjne, men frygten skyldes nok også noget andet og ikke, at den umiddelbart var bange for at blive slået ihjel, lækatten var nemlig iført de samme sorte klæder, med de mærkelige røde tegn på, så de kendte altså hinanden. Han vendte atter blikket mod lækatten, men inden han koncentrerede sig helt om den, kunne han et kort nu, ikke lade være med at tænke på, hvad der så var årsagen til rottens frygt og han undrede sig også ganske kort over, den forandring til det underdanige, der lige pludselig var sket med rotten, i forhold til den selvsikre og arrogante holdning, det var blevet fortalt, den havde vist frem, da delegationen sidste gang mødte op i redskabsskuret.

Det var først nu, da hans opmærksomhed udelukkende var rettet mod lækatten, fordi han var klar over, at der i hvert fald lige nu, ikke var noget at frygte fra rottens side, han lagde mærke til det sværd, der hang ved det sorte bælte, i en lige så sort skede. Ikke fordi denne bevæbning betød noget, der var under alle omstændigheder ikke store chancer for, at slippe levende fra mødet med den. Lækattens øjne var nu udelukkende rettet mod ham og imens de betragtede hinanden undrede han sig over, hvad den ventede på. Den så mærkelig ud syntes han. Det man kunne se af dens pels så underligt rodet ud, den hang løst, som passede den ikke ordentlig, så filtret og sjusket, og lignede mest af alt noget, der var blevet vasket forkert og ikke tørret ordentligt. Ingen bepelset skabning med respekt for sig selv, ville under normale omstændigheder rende rundt med sådan et pelsværk vidste han, blandt andet fordi enhver bepelset vidste, hvor vigtig det var, at holde sin kraftige kropsbehåring ren og fin. Kroppen selv, virkede også besynderlig, nærmest deform, med lemmer der på en eller anden måde så ud som om de var sat forkert på. Hovedet sad i en ejendommelig vinkel og øjnene der betragtede ham, var kolde, næsten grusomme og nærmest gulgrønne. Der var noget helt forkert og uhyggeligt skræmmende, ud over det sædvanlige, ved denne lækat.

”Nå, lille mus, har du set nok?”, stemmen der mest af alt var en raspende hvæsen, som var der noget i vejen med halsen, var lige så kold som øjnene og sarkastisk, på grænsen til det ondskabsfulde.

Hasle gyste, hvad var det her dog for en skabning, var det her mon, det onde, den stakkels rottemor efter sigende, havde fortalt om.

”En noget hovedløs og blodig affære, ikke sandt lille mus”, stemmen var om muligt endnu koldere end før og den rettede et kort nu øjnene mod rotteliget, inden den igen så på ham med øjne der lynede af raseri, men der var også noget spottende i den uhyggelige hvæsen. Den ventede et øjeblik på en reaktion, men da den udeblev, gik den et stykke frem mod ham inden den standsede op og så fortsatte.

”Men du er skam meget dygtig til at klare dig selv, af sådan en lille mus at være, usædvanlig dygtig, skulle man måske oven i købet sige”, der var til Hasles overraskelse et øjeblik noget, der lignede respekt, måske tilmed beundring, i den raspende hvæsen, men også en begyndende irritation.

Hasle spekulerede på, hvad det var den egentlig ønskede, hvilken reaktion det var den ventede af ham. Hvorfor angreb den ikke bare? Han kunne ikke forstå, hvad det i virkeligheden var der foregik, så han forholdt sig bare i ro og tav, som han hele tiden havde gjort det, imens han ventede på den ène chance, der måske, der forhåbentlig, kom.

Udenfor hørte han hunden gøede, det lød nærmest som en advarsel.

”Jeg kendte engang én der var lige så dygtig som dig, ja endnu dygtigere, men det kan jo ikke være dig, vel lille mus, ikke på denne årstid og du har jo slet ikke størrelsen, eller er af den slægt, du lille mus!”, det sidste blev sagt med en pludselig vildskab, der fik det til at gibbe i Hasle, og et raseri så voldsomt, at spyttet stod den om munden og satte sig i knurhårene, kunne han se, selv på afstand. Så beherskede den sig og så til hans forbløffelse ud, som om det voldsomme følelsesudbrud ærgrede den, da den med et par hurtige potebevægelser, irriteret strøg sig over knurhårene, inden den til trods for dens mærkelige krop, forbavsende hurtigt og så hurtigt, at det ikke lovede godt for hans i forvejen små chancer for at undslippe, bevægede sig det sidste stykke frem mod ham, til den kun stod godt en halv meter væk.

Dens konturer virkede underligt uskarpe og havde et svagt, mærkværdigt, blåt flimrende skær, da den bevægede sig hurtigt og et kort nu syntes Hasle, han så et helt andet væsen under det jaskede og dårligt siddende pelsværk. Hunden gøede igen, denne gang lige uden for og nu var advarslen i dens gøen, ikke til at misforstå. Et menneske sagde noget til den, men hvad det end var så overhørte hunden det, for den gøede advarende videre, hvilket så til gengæld fik mennesket til at sige noget, endnu højere, og hunden tav brat.

Lækatten drejede et øjeblik hovedet mod lyden, hvæsede ondt, advarende, og dens øjne glødede ildevarslende, da den igen så på Hasle, der spændte musklerne og gjorde sig klar til, at modstå det angreb han regnede med nu ville komme.

I det samme lød der en høj raslen, så en knirken og et hårdt bump da døren raskt blev åbnet, svingede helt op og derefter ramte muren ved siden af med et brag. Lækatten vendte sig mod døren, med en irriteret, truende snerren der viste dens uhyggelig tandsæt. Ind kom bonden. Dette var DEN chance, Hasle havde håbet på ville opstå og da lækatten vendte sig mod døren, og allerede inden bonden var trådt helt ind, havde han sat sig i bevægelse, efter et hurtigt blik på rotten havde fortalt ham, at den ikke havde rørt sig og den tilsyneladende ikke ønskede eller turde gøre noget af sig selv, når lækatten var til stede.

Han sprang frem, i håb om, at komme forbi lækatten før den nåede at reagere, men den fornemmede ham åbenbart komme og drejede sig lynhurtigt, sprang frem mod ham, måske fordi den troede han ville angribe og greb med uhyggelig styrke, fat i hans ene arm. Idet Hasle følte det næsten lammende stærke greb og samtidig med lækatten forsøgte, at gribe fat i hans anden arm også, takkede han sin skaber, fordi han var løbet den rigtige vej rundt og svingede af al magt den frie arm med kniven mod sin noget større fjendes hoved, inden denne kunne nå at gribe fat i armen og afværge det der kom.

Han hørte en dyb, uhyggelig knurren, da våbnet ramte og mærkede det hårde greb løsne sig. Han nåede lige at se blodet springe frem inden han rev sig helt løs og løb for livet mod udgangen. Manden sagde et eller andet, han havde uden tvivl nu set, hvad der foregik. Hasle forsøgte, at rende mellem hans ben, men snublede på det ujævne gulv og slog luften ud af lungerne, og tabte kniven, da han ganske ublidt ramte det. Han væltede om på ryggen, idet han forsøgte at undertrykke smerten i knæene, og så sig tilbage imens han forsøgte, at få ny luft. Rotten var løbet frem til lækatten, der stod med fordrejet ansigt og holdt poterne presset mod det blødende sår i ansigtet. Begge poter var røde og glinsende af blodet, der trængte frem under dem og dryppede ned på gulvet. Den stirrede stift på Hasle og dens øjne flammede af et raseri så voldsomt, at det næsten lammede ham, indtil den i stedet hurtigt rettede blikket opad mod noget andet.

Manden gik forbi Hasle, samtidig med, han sagde noget og sparkede så ud efter lækatten og rotten. Den tunge jernbeslåede træsko ramte med et hult bump og sendte både lækat og rotte gennem luften, til de ramte endevæggen, med en uhyggelig klaskende lyd. Da rotten faldt til gulvet kunne Hasle se, at den havde brækket halsen. Lækatten faldt slapt ned, men blev liggende lænet op af muren og lignede mest af alt noget, der ikke kunne sættes sammen igen. Dens øjne var lukkede.

Bondemanden vendte sig, uden at bekymre sig mere om dem ved muren og lagde sig på knæ over Hasle, der stadig ikke var kommet sig tilstrækkeligt til, at han umiddelbart kunne fortsætte. Manden så venlig ud. Han rakte ned, tog forsigtigt om Hasle, løftede ham op og lagde ham varsomt på håndfladen, imens han nysgerrigt og undrende, men også en lille smule bekymret forekom det Hasle, studerede ham nærmere. Igen sagde han noget. Hasle følte ingen frygt for bonde mennesket, underligt nok måske, men han ville gerne ud af hønsehuset og han fik sat sig op, og kom derefter op på knæene der stadig var ømme, efter det hårde møde med gulvet.

De betragtede hinanden, den store mand og den lille mus, der nu havde rejst sig helt og stod op på håndfladen. Så sænkede manden forsigtigt hånden, så Hasle kunne hoppe ned på gulvet og der stod han et øjeblik og overvejede om han skulle smutte ud nu med det samme, hvilket også var, hvad hans instinkter bød ham, men efter et hurtigt blik op på manden, der stadig sad på hug over ham, ombestemte han sig og undertrykte sine flugtinstinkter, for han ville gerne have sin kniv med og ligeledes lansen, hvis han da ellers kunne trække den ud af rotteungen. Hjelmen ville han også gerne have med og selvfølgelig sækken, det ville jo være dumt andet, når han nu havde fået i hvert fald en del af det han skulle hente puttet i den og bonde mennesket, havde jo alligevel nu set det hele, våbnene, tøjet, så musenes ellers velbevarede hemmelighed, var jo til dels allerede røbet og efter et sidste blik op på det store ansigt, der stadig kun udtrykte venlig nysgerrighed og ikke overraskende, nogen undren, skulle han lige til at vende sig for først, at lede efter sin kniv, da han bag manden så lækatten åbne øjnene. Havde de været uhyggelige før, så var de det i endnu højere grad nu. De var nu helt gule, med pupiller i en underlig, nærmest unaturlig, lysende grøn farve, hvilket fik øjnene til at se helt overnaturlige ud og de lignede ikke noget, Hasle nogen sinde havde set før. Manden havde åbenbart fornemmet et eller andet, for han vendte sig og så i samme retning som Hasle.

Lækatten rejste sig halvt, idet den støttede på den ene pote, dens side var tilsølet af blod, dens hoved sad nu endnu mere skævt, på en næsten grotesk måde og den havde ganske tydeligt, meget svært ved, at fokusere med de uhyggelige øjne. Han nåede lige at tænke, at den forhåbentlig havde skadet hovedet slemt, da den ramte muren, inden, den strakte en pote, der var rød af blod frem mod dem og sagde, med en hvæsende snerren, der var så sagte, at Hasle kun lige akkurat var i stand til at høre det.

”Når i nu er så glade for hinanden”, omkring den udstrakte pote viste der sig et blåt flimrende lys, samtidig med, at manden begyndte at rejse sig. Så forsvandt det brat, da lækatten igen sænkede poten og faldt slapt tilbage mod muren med halvt lukkede øjne.

I det samme følte Hasle et voldsomt, svimlende og modbydeligt kvalmende ryk, gennem kroppen. Det føltes som om hans indvolde og hjerne blev gennemrystede og mast. Kvalmen blev kraftigere og han faldt ned på hænder og knæ, kastede voldsomt op og nåede lige at dreje hovedet, så han undgik at ramme den anden lille mus, der lå på ryggen og vred sig, lige ved hans hånd.

Svimmelheden og kvalmen, var ved at overvælde ham igen, da det for gennem hans hoved ”den anden mus, hvilken ANDEN mus? Den eneste mus herinde var HAM”. Han så igen ned på den anden og fik et chok, da han genkendte den, udseendet!!, påklædningen!!, det var HAM SELV! Han havde lyst til at skrige. Hvordan kunne han se ned på sig selv?

Det gjorde ondt i hænder og knæ, af at ligge på alle fire, på det ujævne hårde stengulv. Han så på sine hænder, HÆNDER!!, mus havde poter. Han så ned af sig selv, hvad var det her for en krop han så på? Han var inden i den! Han følte hans fornuft var ved at forlade ham og at han ville blive vanvittig, hvis han ikke kom ud derfra.

Hans anden krop rejste sig, så op på ham, derefter ned af sig selv og tog sig så med begge poter til hovedet. Så åbnede den munden og han hørte et tyndt pibende, fortvivlet skrig. Han kunne ikke klare mere. Med besvær fik han rejst sig, vendte sig og vaklede usikkert hen mod døren, som han nåede med uendelig lettelse. Sollyset slog imod ham og han indåndede grådigt den friske luft. Gennem et slør, så han over på hunden, der nu stod på stentrappen og kigge mod hønsehuset.

Snublende kom han ud, vaklede nogle skridt, og faldt ned på alle fire, på gårdspladsen, hvor alt åndede fred og ro. Han havde lyst til at skrige, men der kom ingen lyd, da han åbnede munden. Han hørte noget trippe hen over gårdspladsens grus. Sløvt kiggede han op og så hunden på vej hen mod sig. Han var sikker på, at den ville bide ham ihjel, en mus, der lige på gårdspladsen, det var mere end selv den kunne modstå. Hunden nåede ham, men han orkede ikke, at prøve på at flygte eller reagere på anden måde overhovedet, over for truslen. Han lukkede øjnene og ventede på sin død, imens forårssolen varmede hans ryg.

Hunden stod ved siden af ham og han mærkede dens våde snude, da den snuste til ham. Han tissede i bukserne af ren skræk. Pludselig knurrede den og han ventede, at mærke dens tænder i næste nu, men intet skete. I stedet knasede gruset og da han åbnede øjnene, så han, at hunden gik væk fra ham og han fulgte den med øjnene, uden at forstå hvad der skete. Den standsede op, ud for den åbne dør til hønsehuset og stirrede på åbningen, imens dens hale bevægede sig uroligt i hurtige pludselige ryk. Den stod sådan et øjeblik, tydeligt ophidset, inden den tøvende tog et par skridt hen imod døren, men så fik et eller andet den åbenbart til at ombestemte sig, for den vendte sig hurtigt og skyndte sig i stedet over til huset, hvor den sprang op af stentrappen, stak hovedet ind af den åbne dør og udstødte flere høje og hårde bjæf. Derefter vendte den sig, så den kunne overskue hønsehuset og gårdspladsen foran det, og så hen på ham.

Kvinden kom ud, imens hun tørrede hænderne i forklædet, trådte hurtigt over hunden, da hun fik øje på ham og skyndte sig, tæt fulgt af hunden, hen til ham. Hun faldt på knæ og lagde armene varsomt og beskyttende om ham.

”Men Johannes dog, hvad er der sket?”, hun forsøgte forsigtigt, at få ham op, men måtte opgive.

Hvem var denne Johannes? Han vendte hovedet for at se efter ham, men der var ikke andre end dem på gårdspladsen og hvad ville kvinden ham? Han frygtede det værste.

Ud af øjenkrogen så han en lille bevægelse. Det var den lille mus der lignede ham, den der oven i købet havde samme tøj på. Den vaklede af sted langs hønsehusets mur.

Kvinden forsøgte igen, at få ham op at stå, imens hun med angst i stemmen talte om denne Johannes, der på en underlig uvirkelig måde, nu lød sært bekendt. Men han ænsede hende knap nu, for hele hans opmærksomhed og ligeledes hans øjne, var rette mod noget andet, nemlig den lille mus, der åbenbart forsøgte at komme hjem, hjem til sikkerheden i frugthaven.

TOP