Tak til Tormod, Ragnhild, Agnete, Any, Maja, Peter Adolf, Emma, Marion og min far Svend for deres inspiration og til enhver af alle de forunderlige skabninger der eksisterer i denne og andre dimension. Også en stor tak til min søster Eva Tanni Andersen for hendes hjælp og støtte med denne forunderlige historie.

En beretning som er grum, voldsom, forunderlig, og lidt anderledes, men også smuk, og så godt som sandfærdig om krig, had, livet på landet og ikke mindst kærlighed i 1950'ernes Danmark og andetsteds.

Frank Holm Andersen

Forord ©

Mens sommeren 1952 langsomt gik blev jeg, der da var 5 år, mere og mere utålmodig. Det foregående år havde min far og jeg været på besøg hos farbror Johannes, der i 1950, ved deres mor Sofies død, havde overtaget gården på Snekkebjerg, efter aftale med sine to brødre.

Den gård, som han også i flere år havde boet og arbejdet på, efter hans ene bror Svend, min far, var flyttet til København, og den anden bror Peter Adolf, var blevet gift med en jysk pige og nu boede i Jylland, på hendes forældres gård.

Jeg syntes det var dejligt at komme på landet og besøge Johannes og "moster" Kirsten, der var kommet til året før. Jeg var meget betaget af alle dyrene og den verden en gård på landet var.

Flere gange havde jeg spurgt min far, hvornår vi skulle afsted, men havde hver gang fået det tøvende svar, at Johannes var syg, og vi måtte vente til han blev rask.

Som 5 årig, havde jeg et yderst begrænset kendskab til sygdom. Jeg gik derfor og forestillede mig, at Johannes havde ondt i maven, var forkølet eller havde fåresyge, hvilket bestemt ikke klædte ham, når jeg så ham for mig. Jeg kunne ikke forstå, at han blev ved med at være syg, det kunne andre heller ikke. Og slet ikke, da ingen rigtigt vidste, hvad det egentlig var han fejlede.

Ingen voksen og slet ikke en lille dreng på 5 år, anede noget om, hvilket grusomt mareridt, der der forår havde taget sin begyndelse, i den ellers så hyggelige og fredelige lille gård på Snekkebjeg.

Kapitel 1 Indledning

Han var klar over dette var enden for ham, enden på alt. Han kunne næsten ikke løbe mere. Hans hals og lunger sved og brændte, af den hurtige vejrtrækning og manglen på ilt, og hans ben blev tungere og tungere i forsøget på, at løbe gennem det høje græs der svirpede ham i ansigtet og de føltes nærmest tunge som bly. Solen, der bagte ned over ham fra den pragtfulde blå, skyfri himmel, fik sveden til at løbe af ham og det rendte ned i hans øjne og sved, men han turde ikke bruge bare en brøkdel af et sekund på, at tørre det væk og hængende højt, deroppe i luften over ham, fortalte lærken med sine smukke sangtriller, at det her var hans revir, helt uvidende om det uhyggelige der skete langt derned, under ham.

Han kunne høre, hvor nær den nu var bag ham, og så på sådan en skøn dag, for det gennem hans hoved. Bevidstheden om, hvad der ville ske, fik hans ave til at trække sig voldsomt sammen af rædsel. Han kunne ikke kontrollere det og hans tarme tømte sig, så han kunne mærke det ned af benene. Så hørte han dens hvæsende åndedræt lige bag sig og han forsøgte at vende sig, men i det samme skød en brændende smerte igennem ham, da dens klør borede sig ind i hans ryg. Et kort øjeblik lugtede han dens modbydelige ånde, inden den i næste nu huggede tænderne i hans nakke. Fra hans strube kom en høj fortvivlet skinger piben, der gik over i en gurglende rallen, da blod fyldte hans hals.

"Elskede, åh min elskede og børnene, hvad"......, var de sidste tanker der gik gennem hans hoved, han fik et sidste glimt af den vidunderlige blå himmel, hørte for sidste gang lærken deroppe højt over ham, så sank han ned i et dybt barmhjertigt mørke, der opslugte ham helt.

Kapitel 1-4