Døren
(Et glimt af dig)
Døren©
Tangefuldt jeg her stĂĄr
med tårer i øjenkrogene,
ned pĂĄ din gravsten kigger
et stille ”farvel” over min læber kommer,
tankerne forvirrede flyver rundt
tilbage i tiden de sig bevæger,
til det første glimt af dig.
PĂĄ hug i bedet du sad,
ukrudt i dine øjne
vilde planter for mig,
travlt du dem fjernede
ikke sansende verden dig omkring,
ordene ”hej, hvem er du?”
ind i din bevidsthed trængte.
Med et dybt suk op du kiggede
en fremmed overfor dig stod,
stilheden over haven sig bredte
da vi som kampberedte duellanter
standhaftigt energier udvekslede,
ord overflødige for begge var
usagt en vĂĄbenhvile vi frem til nĂĄede.
Haven begge var vores mĂĄl dengang
ene eller i fællesskabets ånd
vi gøremål havde der,
enige vi dog ikke altid var
synspunkter over frokostbordet sprang,
sympati alligevel frem voksede
tillidens energi stille flød.
Op fra baghaven du en dag kom
vaklende og pĂĄ usikre ben
mit selskab på bænken du søgte,
mørke skygger over dig hang
hjælp til forståelse du søgte,
stille jeg på dig hørte
nu et glimt af dig, sig for mig viste.
Alt forandret derefter var,
du med forundring pĂĄ mig kiggede
jeg dig jo forstĂĄ kunne,
i livets flygtige øjeblik
du døren på gab åbnede,
oplevelser ud af den flød
dybe samtaler udvekslet blev.
Livets skæbnes flod derudaf flyder
alle hver deres trĂĄd spinder,
sygdom for os begge ben spændte
i samværets ånd vi smerterne trodsede,
venskabets knude strammet blev
med the, hygge og zoo
døren dog langsomt sig igen lukkede.
Tidens dybe slag i takt slog
den hvide verden pressede sig pĂĄ
læger, indlæggelser, undersøgelser
udflugter nu ingen af,
cancer, cancer, cancer
nu ordet i luften hang
tys, tys ikke tale derom.
Du bravt kontrol ville tage
livets kamp vindes skulle
sĂĄ du pĂĄ vinger igen flyve kunne,
din krop en skjult dagsorden havde
hastigt din livstrĂĄd tyndere og tyndere spandt,
livets slutning du i øjnene så
min afsked smuk skal blive.
Afklaret med dig selv du var
da tråden for dig knækkede
og canceren ned din krop lukkede,
ingen slutning for mig
jeg døden roligt omfavner nu,
venner, ægtemand, vi ses igen
min dør igen åbne sig vil.
Copyright Eva Tanni Andersen
Et glimt af dig
Hvor meget kender man egentlig sine venner? Ved du alt om DINE venners baggrund? De positive og negative oplevelser, som har været med til at forme dem til det menneske som DU kalder ven?
Spørgsmålene dukkede op i mine tanker, i anledning af min venindes bortgang, nærmere bestemt nogle af de ting som kom frem i forbindelse med hendes begravelse.
Hvis man har kendt en person i 30 år, kender man så vedkommende bedre end en der har kendt det sammen menneske i få år? Mange ville nok sige ja, men i dette tilfælde er mit svar nej! Er der så noget forkert i dette, bestemt ikke, kigger DU selv nærmere på dine venskaber, vil du nok komme til samme konklusion.
Min forklaring. Fordi vi ikke viser den samme side af os selv, og fordi vores vennegrundlag jo er forskelligt fra person til person, som vi møder på vores vej gennem tilværelsen. Nogle få er så heldige, at de har venner helt tilbage fra deres barndom og som derfor har et nærmere kendskab og erfaringsgrundlag til det indre, som vi alle sammen bærer rundt på inderst inde, og som vi normalt ikke viser frem over for ”fremmede”, og måske ikke engang over for ens egen familie.
Venskabet bånd kan også udvikle sig så langt at det bliver en erstatning for ens blodsbeslægtede familie, specielt hvis man bærer rundt på traumer i forbindelse med barndoms årene eller tidligt i livet mister sin nærmeste familie.
Inden jeg går videre. Hvad er venskab egentligt? Hvad kommer ordet af? Slår man ordet op, så kan følgende læses:
*Venskab intetkøn: det at være venner, et nært, fortroligt og tillidsfuldt forhold mellem to eller flere personer.
*Etymologi: ven + skab, fra oldnordisk vinskapr, sammensat af vinr (”ven”) og -skapr (”-skab”).
Min afdøde veninde, og mit venskab med hende startede med base i et byøkologisk fællesskab. I starten var det mere et arbejdsvenskab, og samtale udvekslingerne drejede sig om relevante ting vedr driften af områdets hus og have.
Overgangen til et dybere venskab kom efter min veninde oplevede noget som skræmte hende i det skovparti som lå tæt på fællesskabets have område. Hvad det var kommer jeg ikke ind på her, men efter de oplevelser havde hun behov for nogen at betro sig til. Hun vidste fra tidligere erfaring, at andre af fællesskabets medlemmer ikke ville tro hende, derfor kom jeg ind i billedet.
Hendes forbavselse var stor, da jeg ikke kaldte hende for en tosse, men kunne komme med nogle forklaringer der satte perspektiv pĂĄ hendes oplevelser.
Kort og godt, jeg forstod hende, specielt da jeg jo selv havde oplevet ting i det samme skovparti, som meget lignede hendes. Det var under den samtale, at jeg fik det første dybere glimt af hende.
Herefter udviklede tingene sig hurtigt, og vi fandt andre interesser, som vi havde til fælles, og vi begyndte at ses ved siden af havefællesskabet.
Gennem flere dybe samtaler blev vores bånd så forstærket, at det næsten overgik til et familievenskabs bånd.
Var vi så altid enige, selvfølgelig ikke, vores erfaringers udgangspunkt var jo forskellige, men i forskelligheder kan der jo også ligge en gave, som hvis man er åben, kan berige ens liv. Et grundlagte for videre udvikling.
Hvad er så pointen i ovenstående beskrivelse af min venindes og mit venskab, jo, her skal vi tilbage til hendes begravelse, og spørgsmålet om hvor meget kendskab vi egentligt har til andre mennesker. Det glimt jeg havde fået af min venindes indre, var kun en fraktion af det som hun var og indeholdt.
Ved hendes smukke begravelse, som hun selv havde planlagt, bl.a. sammen med hendes samlever og ægtemand, var der flere af hendes venner som sagde nogle afskedsord, og omtalte ting fra hendes fortid, sammen med dem og ting hun selv havde bedrevet.
Ting som giver en bedre forståelse af hende som menneske, og hvorfor hun reagerede, som hun gjorde, når vi kom ind på visse følsomme emner. Ting som jeg ville ønske, at hun havde sagt i tillidsfuldhedens og venskabets ånd.
Her til slut, skulle man måske vende tankerne indad, gå et skridt videre og stille spørgsmålet til sig selv:
Hvor meget ved dine venner om DIG?
Viser DU også kun ”Et glimt af dig!”.
Copyright Eva Tanni Andersen
Digt/mindeord skrevet i anledningen af en god venindes død januar 2021. Hun kæmpede bravt mod en uhelbredelige cancer sygdom, men hendes livstråd var ikke længere.
Hun var dog helt afklaret og parat, da døden sendte bud efter hendes legeme, og hun var (er) af den overbevisning at døden ikke var (er) en afslutning, men at sjælen overgår til en anden tilstand og igen på et tidspunk reinkarnere på Jorden.
Tak for denne gang Nathalia, vi ses igen.