Implementeringen af RPA kan medføre nogle arbejdsmiljømæssige udfordringer. Medarbejderne skal både forstå den nye teknologi og kunne arbejde sammen med den.
Organisationen skal fx forholde sig til:
Nye kompetencekrav
Ændrede medarbejderroller
Medarbejderindflydelse
Når softwarerobotterne overtager arbejdsopgaver, så kan det medføre ændringer i både medarbejdernes opgaveporteføljer og eventuel ændring i organisationen. Det kan nødvendiggøre en opkvalificering af medarbejderne.
Idet RPA har et væsentligt potentiale for mange organisationer, så kan det medføre, at der vil blive øgede krav til medarbejdernes omstillings- og udviklingsparathed, hvis de vil bevare deres jobfunktion. Ikke nødvendigvis, at der skal afskediges medarbejdere, men ændrede kompetencer hos medarbejderne.
Automatiseringsbølgen vil alt andet lige på sigt medføre et skift i kompetencer i organisationen. Derfor bør ledere gøre deres medarbejdere opmærksom på den øgede digitalisering, og hvordan de kan blive en del af den.
RPA vil løse de opgaver, som de er bedre og hurtigere til end mennesker, hvorimod opgaver af strategisk og kreativ karakter, der involverer menneskelig interaktion forventes at ville fylde mere.
Konsekvensen af, at RPA medfører ændrede opgaveporteføljer, kan udfordre medarbejdernes forståelse af sin rolle/identitet i organisationen.
Når opgaver erstattes, så kan det medføre en nødvendig omstilling hos medarbejderen mod andre funktioner i organisationen. Hvis medarbejderen oplever store forandringer i sit arbejde, så kan det påvirke personens arbejdsidentitet.
Det kan blive nødvendigt for medarbejderen, at ændre sit billede af, hvad jobbet går ud på samt medarbejderens rolle på arbejdspladsen. Disse forhold kan have betydning for arbejdsmiljøet i både en positiv og negativ retning.
Automatisering ses af de fleste medarbejdere som en hjælp i en travl hverdag. Andre ser det som en trussel mod deres funktion. Derfor skal organisationen sørge for, at kommunikere mest hensigtsmæssigt om RPA til medarbejderne.
Færre manuelle og rutineprægede opgaver kan virke afstressende ved at reducere det 'kedelige arbejde'. Men erstatningen med flere komplekse og fagligt krævende opgaver, kan også omvendt have en stresspåvirkning. Derfor bør organisationen have fokus på, at én type stress ikke afløses af en anden.
Medarbejderindflydelse er en vigtig arbejdsmiljømæssig faktor. Det betyder, at medarbejderne skal inddrages i udviklings- og implementeringsfasen af RPA. Hvis de ikke bliver det, så kan de have fornemmelsen af, at de mister indflydelse på arbejdet. Medarbejderne skal også have ejerskab i implementeringen.
Et godt arbejdsmiljø indebærer som oftest, at medarbejderne har en vis indflydelse på arbejdsopgaverne og arbejdsgangene. Implementering af RPA kan derfor medføre usikkerhed blandt medarbejdere, hvis de ikke inddrages i processen.