Al musik har en underliggende puls. Når man klapper, løber, danser eller vipper med foden i takt til et musikstykke, er det taktslagene (også kaldet pulsslagene), man følger.
Alle rytmer i et musikstykke er bygget op omkring taktslagene, og det er derfor vigtigt, at alle musikere følger den samme takt, når de spiller sammen. Ellers vil resultatet blive urytmisk og umusikalsk. I et mindre band er musikerne og sangerne selv ansvarlige for at holde takten. I et større orkester, eksempelvis et symfoniorkester, er det dirigenten, der holder takten.
Det meste musik har en regelmæssig (også kaldet taktfast) puls, hvilket vil sige, at der er en konstant tidsmæssig afstand mellem alle taktslag (I modsat fald, hvis taktslagene kommer med varierende tidsafstand, siger man, at pulsen er flydende).
Hvis pulsen er regelmæssig, kan man angive musikstykkets tempo som antallet af taktslag per minut. Jo flere taktslag der forekommer per minut, jo hurtigere er tempoet. Det meste musik har mellem 80 og 160 taktslag per minut. Hvis pulsen er flydende, kan man ikke tale om et egentligt tempo, og betegnelsen rubato benyttes i stedet for.
En takt består af en lille, afgrænset gruppe af taktslag. I nodeskriften er takterne adskilt af lodrette streger, kaldet taktstreger:
Almindeligvis er der 2, 3, 4 eller 6 taktslag i hver takt, men der kan også forekomme såkaldte "skæve" takter med eksempelvis 5, 7 eller 9 taktslag i hver takt.
Taktslagene navngives med fortløbende tal fra 1 og opefter. Ved begyndelsen på en ny takt starter man forfra med at tælle. Man kalder det første taktslag i takten for 1-slaget, det næste for 2-slaget, osv. Eksemplet her viser en gruppering af taktslagene i 4. Man siger da, at takten er 4-delt:
1) Lyt til de første 40 sekunder af "Heard it Through the Grapevine" her:
2) I musikstykket er taktslagene grupperet med 4 taktslag i hver takt. Takten er dermed 4-delt som vist på illustrationen herover. Lyt til musikstykket igen, og tæl taktslagene højt imens ved at sige "1-2-3-4" (relativt hurtigt) i ring. Musikstykket starter på taktens betonede 1-slag.
3) Prøv nu i stedet at tælle til 3 eller 5, mens du lytter til musikstykket. Klap med hænderne hver gang du når til 1-slaget. Du vil bemærke, at det føles unaturligt, fordi taktslagene er grupperet i 4.
Det er sjældent, at alle musikere og sangere spiller og synger udelukkende på taktslagene. De fleste vil som regel spille rytmer, der ligger både på og mellem taktslagene, fordi det gør rytmerne mere levende og varierende. Der er derfor behov for at inddele taktslagene i nogle kortere dele, så musikerne også er enige om en rytmisk præcision, når de spiller mellem taktslagene.
Det mest almindelige er, at hvert taktslag deles i 2, 3 eller 4 lige lange underdelinger som vist her:
I populærmusik bruger man engelske betegnelser til at beskrive en musikers rytmiske spillestil. En musiker kan spille på (ofte en blanding af):
beatet, dvs. lige på taktslagene eller hun kan spille på offbeatet, dvs. på og-slagene.
Derudover skelner man mellem at spille på downbeatet (dvs. på 1-slaget) og backbeatet (2- og 4-slaget i 4-delt takt)
Da alle toner sjældent skal spilles lige lange, har man behov for et system, der viser, hvilken rytme tonerne skal spilles i. Hertil benyttes nodeværdier, som er forskellige grafiske udformninger af noden, der hver især repræsenterer en bestemt tidsværdi. Ved at notere en node med en bestemt nodeværdi kan man dermed angive, i hvor langt tid den givne tone skal klinge.
Herunder er en oversigt over de forskellige nodeværdier og deres tilsvarende pauser. Til venstre er nodeværdierne og pauserne skrevet op enkeltvis, og til højre er nodeværdiernes længde i forhold til hinanden vist:
Nodeværdierne er dannet efter et halveringsprincip, hvilket vil sige, at varigheden halveres, hver gang man går en nodeværdi ned: En halvnode varer halvt så lang tid som en helnode (og dobbelt så lang tid som en 4.-delsnode), en 4.-delsnode varer halvt så lang tid som en halvnode (og dobbelt så lang tid som en 8.-delsnode), osv. Nodeværdierne viser altså tonernes varighed i forhold til hinanden.
Her er princippet vist med legoklodser
Hver nodeværdi har en tilsvarende pause med samme længde som nodeværdien selv. Pauser kan bruges, hvis man vil notere et ophold (en pause) i en stemme. Pauserne benævnes helpause (eller helnodepause), halvpause (eller halvnodepause), 4.-delspause, 8.-delspause, 16.-delspause og 32.-delspause.
Rækken af nodeværdier og pauser kan fortsættes med 64.-dele, 128.-dele og 256.-dele, men disse benyttes meget sjældent.
1) Klap først hver enkelt rytme
2) Klap derefter i kanon