"Yesterday", Beatles 1964. Verset tager udgangspunkt i grundtonen f og titelordet "Yesterday". Derefter forløber melodien som en række adskilte fraser, der hver for sig opleves som uafsluttede, indtil vi når hjem igen til grundtonen og titelordet i sidste takt. Den lineære fremdrift er stærk, og melodien kan sagtens "stå alene" uden akkompagnement.

"I Cant Get No Satisfaction", Rolling Stones 1965. Verset kredser insisterende og messende omkring grundtonen e med enkelte nedadgående udsving. Det kan bedst karakteriseres som en art talesang, hvor det er sprogets rytme og intonation i samspil med rytmegruppens groove, der er styrende. Forløbet opleves som statisk og retningsløst, og melodien vil næppe give mening uden for sin sammenhæng.