Om Starup
Forfatterspiren
Jeg er født i 1966 i Jægerspris, men vi flyttede til Langeland da jeg var 1 1/2 år gammel. Jeg skrev min første novelle som 6-årig og mit første digt som 8-årig, som jeg satte musik til, så stien var ligesom lagt fast. Det blev da også til en masse noveller og en roman, inden jeg forsøgte og fik udgivet min første bog "Væsner" i 2001 på Forum. Det var den af mine bøger der har solgt absolut mest - og siden er det gået ned ad bakke!
Dette skyldes to ting. På den ene side skriver jeg om religion på et epistemologisk plan, og samtidig har den fri konkurrence gjort, at forlag/boghandlere forsøger at sælge bøger til så bredt et publikum som muligt, hvilket med tiden har krævet, at standarden har måttet sænkes, hvorfor bøger som mine er noget nær usælgelige.
Skæbnesvangert!
Det var nu usmidighed hos mit andet forlag Mellemgaard, der udgav" Arkleos" og "Kulter og mysterieindvielse", der gjorde, at jeg i 2008 valgte at stifte mit eget forlag AnTennA, men det lå også i kortene. Jeg har en stort trang til at styre alle dele i en process, og det kan kun lade sig gøre, hvis man har alle kasketter på. Ydermere var jeg klar over alle de bøger jeg skulle skrive inden jeg døde - med titler og temaer, allerede inden "Væsner" udkom. Der er kommet et par ekstra ind i mellem, men ellers har jeg fulgt planen og er omtrent halvvejs.
Først skriver jeg en bog om et emne faglitterært og siden om det samme skønlitterært, og sådan var det med "Væsner" og "Arkleos", hvor emnet var omgang med væsner; med "Kulter og mysterieindvielse" og "Pontifex", hvor det var mysterieindvielsen, og med "Lovbogen" og romanen "Det Første" om at skabe et samfund og om det ideelle. I fremtiden ligger en faglitterær bog om "Rituel magi" og en roman hertil og endelig et sæt om eventyrenes verden.
Kongen
Som om det ikke var nok med eget forlag og hvad der nu ligger af arbejde i det, besluttede jeg også, ved min ankomst til Stevns, at lave en kortfilm om den lokale Elverkonge, hvilket som bekendt blev en større mundfuld end først antaget. Da jeg trådte indenfor i sagnene stod det hurtigt klart, at her lå et univers kun få havde strejfet, men det betød også, at en sådan film måtte være styret af entusiasme - og (igen) af én mand! Udover at researche og skrive manus, storyboard, lister over kameravinkler, at producere (rejse penge til projektet) og instruere, skulle jeg også finde locations, kostumer, caste skuespillere, instruere dem, finde medhjælpere, et filmhold, udstyr osv. Men det blev til en lowbudget-film, med i hvert fald to gode skuespillerpræstationer af debuttanten Line Fisker Nielsen og veteranen fra Det Kgl. Teater Henrik Jandorf.
Det var dog begrænset, hvad jeg kunne klemme ind i manus af informationer, og det var vigtigt for mig at afslutte processen med en bog om Elverkongen, fordi der lå ret mange interessante opdagelser i materialet - heriblandt at Elverkongen er den nordiske gud Frej, eller Freyr som han staves på oldnordisk, at han var dyrket flere steder på Stevns, og at han blev kørt rundt som vaneguder blev, hvilket alt sammen er uopdaget af den ellers meget ivrige forskerskare omkring de nordiske guder.
Idealet
Den røde tråd i forfatterskabet har altid været (og vil altid være) reetableringen af kontakten til de kræfter der ligger bag vores verden, så verden igen kan realiseres i overensstemmelse med idealerne, hvilket naturligvis er - ideelt. I dag roder vi rundt i mørket, fordi vi ikke tror på vores egne rødder (religion) og tror aldrig vi har været mere oplyste, men al vores handlen og gøren er målløs og hovedløs, fordi vi ikke længere har idealer, eller forbindelse til dem. Idealer former vores handlinger og lægger sig i dem, og uden er det alle mand for sig selv - egoisme, frihed, demokrati, fri konkurrence, hvilket kun kan ende med samfunds undergang, hvilket vi kan se tegn på hver dag.
Jeg tilbyder igennem forfatterskabet ikke en redning for samfundet, for det er ikke til at redde (!), men redning for det enkelte menneske i et døende samfund. Det er vel at mærke ikke en redning, hvor man slås om redningsbådene på Titanic, men en mulig redning af den enkeltes sjæl. Det lyder muligvis som Jehovas vidner, men her er ingen garantier, ingen forening man skal støtte og ingen reserverede sæder i himlen. Det handler om hvordan du handler i forhold til dit eget ideal, og hvordan du reagerer på de konsekvenser der opstår af dine handlinger.
Men det kan man læse meget mere om i bøgerne, der kan købes under "Bøgerne".