Diorama - afsnit

Men hvad var nu det? En ny duft mødte hendes næsebor. Hun følte sig som en hind uden flok, og stampede nervøst frem og tilbage. Var det farligt, kunne det true hende, fange hende, dræbe hende? Hun kom i tvivl. Skulle hun løbe, kravle op i et træ eller blive og se dyret an. Lugten blev stærkere, det kildrede sødt i hendes næse. Var det noget godt? Hun kunne genkende lugten, det var sved, det var … et handyr.

Det splittede hende. Hun var tiltrukket og frastødt. Hun gik ned på alle fire og vendte sig mod lugten, men snart rejste hun sig igen og ville bekæmpe ham.

Duften var karakteristisk mandig, men det var ikke et menneske. Den maskuline duft kom fra et andet dyr, og det kom tættere på. Nu kunne hun også høre det bevæge sig igennem underskoven. Efter lyden at dømme var det et stort dyr.

I sin tvivlrådighed fandt hun en større gren og en skarp sten. Så gik hun baglæns, væk fra lyden og lugten, men hver gang hun skiftede retning kunne hun høre, at han fulgte med. Han havde også fået færden af hende.

Angsten tog over, og hun vendte sig om og begyndte at løbe væk. Hun løb mellem træstammerne, sprang let og kraftfuldt og styrede sig igennem luften med en fugls behændighed. Hun løb zigzag for at sprede duftsporet, men lige meget hjalp det.

Bag hende dunkede hans hove mod mulden, handyret nærmede sig med en sådan fart, at det lød som en dyreflok på flugt. Han fnysede og prustede, og snart kom der korte brøl, både truende og hungrende. Han var opsat på at fange hende.

Pludselig blev skoven tættere. Nogle få gamle bøge havde givet lys og plads nok, til at en hel generation af bog var vokset op, men i deres drift mod lyset og pladsen kæmpede de tynde stammer og jog deres grenarme ud, som for at skubbe hinanden væk. Flere steder stod de med blot en arms længde imellem sig og her fangede de Dahlia.

Hun maste sig ind, men det spændstige ved skubbede hende tilbage, og i resignation vendte hun sig for at tage kampen op. Hun løftede truende sine våben, vidste godt at hun ikke kunne vinde, men ville lade ham vide, at hun ville kæmpe til det sidste.

Hvor var han? Hvorfor kom han ikke? Hun svingede med grenen og holdt stenen højt. Hun kunne mærke ham, dufte ham, og dér … nu kunne hun se ham. Han var flot, et bredt bryst, skarpe, vilde øjne og kraftfulde ben. Han stoppede nogle meter fra hende. Dampen skød ud af hans næsebord og brunsten var vækket i hans mørke øjne. Han brølede og nærmede sig skridt for skridt. Så gik han tilbage igen og stampede vredt i jorden. Hun svingede med grenen, men det syntes virkningsløst, og stene var ligeså nytteløs mod det brusende vilddyr.

Han fulgte hendes bevægelse, men kiggede også på hendes bryster og skød. Hun kunne ane hans rejsning ind bag behåringen mellem benene og gik nogle skridt tilbage, hun var bange, men kunne også mærke en tiltrækning.

Hun stod med ryggen op ad stammerne og deres grene, og han trådte nogle hurtige skridt frem og udmanøvrerede hende og hendes våben. Grenen knækkede han som en tændstik, og stenen strejfede hans skulder uden at standse ham. De sloges, men det var klart, at han var meget stærkere end hende.

Grenene stak ind i hendes ryg, og hans greb om hendes arme var som tykt reb der sved. Hun var fanget, indfanget og belejret. Han havde overmandet hende og udnyttede sin styrke. Han nedstirrede hende, maste sig ind til hende, åndede og stønnede ind i hendes ansigt.

Hans rejsning var fuld og hans brunstige brøl rungede i hendes kød. Han tog fat i hendes ene arm og fik hende vendt. Så bed han hende i nakken og trængte hårdt ind i hende, mens han stønnede.

Hun skreg både i smerte og vellyst. Hans lem var enormt, og hun følte, at hun skulle sprænges. Men samtidig varmede det hendes skød, en varme der smeltede dem sammen til ét dyr.

Hun kiggede ind i buskadset, men de grønne blade flød ud og blev til dele af en større krop. Det var Natura, naturens moder, der vågnede. De var gnisten, der bredte sig til en flamme, og i et helligt øjeblik vågnede det gamle. Naturen var de levende drifter uden forbehold, moralen var ubearbejdet, tankerne druknedes af lidenskaben og handlingerne var intet andet end glødende ord i sindet.

I det korte øjeblik så de evigheden, og de forstod hinanden, havde ingen frygt, var ikke adskilt. Hun så med hans øjne, han følte med hendes krop. Hun følte hans styrke, han så hendes natur. De bevægede sig som ét dyr, de følte hvor levende skoven var, hvor frodig og kærlig og nådig den var, og de så hvor hård og vild og kompromisløs den var.

De følte det grønnes kraft, de fornemmede åernes løb, vindens bevægelser. De følte skovens foreninger og dens adskillelser. De følte magnetismen og frastødelsen og de følte døden og livet i evig forening; sammensmeltet som dem selv.

Så kom handyret. Han brølede i vellyst og holdt hende fast. Hun følte sig som den kolde jord, der fik forårets varme glød ind i sig. Hun følte, at det var solen, der skinnede på hende og sendte sine stråler ind i hende. Hun følte et kort øjeblik det mandlige i sig.