Guldborg - en anmeldelse

Romanen Guldborg er det seneste udspil fra en af tidens mest originale, men af uransagelige årsager også mest oversete danske forfattere, Mikkel Starup. Som i Starups tidligere bøger er det okkulte fænomener og den latent transcendente virkelighed der langsomt, men uvægerligt slår igennem - som en nikotinplet på loftet - midt i parcelhusvirkelighedens tilsyneladende idyl. Guldborg er en fascinerende og hallucinerende rejse gennem den lokale geografi og dens hinsidige mytologiske ækvivalent, tid, begær og ikke mindst protagonistens personlighed(er). Guldborg er skrevet med stor indsigt i virkelighedens mystiske natur, og bør læses af enhver som elsker at blive voldført af en svimlende, helt uforudsigelig fortælling, som ikke slipper sit tag i gåsehuden før rejsen er fuldbragt, væsnerne trækker sig tilbage i kulissen, og læseren efterlades i en verden som aldrig bliver helt den samme igen.

af Alexander Natas, Paraphilia Magazine


Starup, Mikkel: Guldborg : en overjordisk gyser / forfatter: Mikkel Starup. - Antenna. - 395 sider

Anvendelse/målgruppe/niveau

"En overjordisk gyser" der vægter det overjordiske højere end gyset. Den er til de læsere, der gerne vil læse en historie, der bevæger sig ud over de normer og som inkluderer andet og mere end den forklarlige verden i sit univers. Læsere, der forventer at få en klassisk gyserhistorie, vil blive skuffet. Målgruppen er smal, da emnet er s/m, sjælelig udvikling og personlige indre rejser og forfatteren ikke er voldsomt kendt.

Beskrivelse

Der er en slags understrøm af filosofisk livspraksis, spirituel indsigt og psykologisk udviklingslinje i historien om Guldborg, der hvirvles ind i mystiske begivenheder, da folk omkring hende begynder at dø. Hun finder en nøgle og grænserne mellem den normale, velforklarede virkelighed og det mystiske udvisker sig. Efter mange trængsler og spørgsmål slutter det med en afsked med denne verden og en indtræden i en anden ... forsidens gyldne, kyssende par er iøjnefaldende.

Sammenligning

Der udkommer mange både skøn- og faglitterære udgivelser på mindre eller egne forlag i denne tid. Forfatteren har bl.a. udgivet Diorama - erotiske historier og fotos, 2009 om sadomasochisme og Pontifex, 2009 om okkultisme. Forfatterskabet bevæger sig i disse kategorier.

Samlet konklusion

Læs den, hvis du vil have en historie, der ikke kører efter de gængse normer og strukturer. Hold dig langt væk, hvis du ikke er til begreber som selvudvikling, og sætninger som "ånd er interaktion" og "ånd er ikke mindst forholdet mellem det dominerende og det tjenende".

Til de største biblioteker.


Sanne Caft, lektørudtalelsen