Kapitel 1. s. 29
At træde ind...
For den opmærksomme, den uden fordomme, den fantasifulde og den eventyrlystne er verden et magisk sted fuld af liv. Vi drages af mysteriet i skovens mørke, af lyset fra den hvide himmel, af nysgerrighed. Vi vil vide og forstå, vi vil lære og se, men hvilken vej skal vi gå og hvad er det egentlig vi vil vide?
Er det "Sandheden" man søger, er den ikke ny, den er evig, har altid og vil altid være der, og mange har fundet den og nedfældet den i bøger, men man ikke kan beskrive opløftelsen ved forståelse og kan derfor ikke fortælle andre om sandheden, alene af den grund, at den skal forstås. Det er lidt som at afsløre slutningen på en film; det giver ingen mening, og det skal give mening,
En asket kan grædende, lykkelig fortælle, at han så Gud i et blad, men det hjælper ikke andre at gå hen og kigge på det præcis samme blad. Gud er der stadig, men de ser Ham ikke, fordi de ikke ser på den rigtige måde, og sådan er virkeligheden, vi tror at det er den vi ser med vores øjne, men vi ser ikke verden derude, vi sender ikke blikket ud i verden og ser den der hvor synet stoppes af genstande. Vi opfatter det sådan, men i virkeligheden sanser vi, vi henter indtryk ind, hvorefter hjernen behandler dem igennem vores begrebsapparat. Hvilket betyder, at det vi egentlig ser derude, er vores begrebsapparat, og at der derfor ikke er nogen verden derude.
Vi ser ikke på en verden udenfor, men inde i vores bevidsthed fokuserer vi på en objektivitet og ekstrapersonaliserer derved en del af virkeligheden, der før var en del af personligheden. Herved fremmedgør vi den, og det er det der menes med, at de overnaturlige væsner med rationaliteten pakkede og rejste ned i underverdenen.
Her fandt vi så den første brik i vores puslespil. Hvis verden påvirkes af måden vi ser på den, kan vi ændre den ved at ændre vores begrebsapparat. Vi kan ikke ændre på idéen stol, men vi kan ændre på hvordan vi ser på stolen, og der har vi også en ret central del af universets konstruktion: det evige uforanderlige og det timelige foranderlige.