Velkommen 

Velkommen til Energioptimering 1


Uddannelsesmål: 

Dette kursusmateriale er udviklet til brug på AMU kurset ”Miljø- og energioptimering 1”. Formålet med materialet er, at deltagerne efter endt uddannelse kan:

• Medvirke til at gennemføre forebyggende foranstaltninger for miljøet i boliger og institutioner, både teknisk og adfærdsmæssigt.

• Beskrive, planlægge, gennemføre, følge op på og forestå miljøfremmende tiltag for el, varme, vand og ventilation.

• Samarbejde med beboere, brugere og kollegaer på arbejdspladsen om ovenstående.

• Udvise kendskab til gældende lovgivning for områderne.

• Udvise kendskab til mulige tilskudsordninger til energitekniske installationer


Varighed

2 dage


Målgruppe for uddannelsen

Uddannelsesmålet retter sig mod personer, der arbejder inden for de jobområder, hvor der tilbydes AMU-uddannelser. Bl.a. medarbejdere fra ejendomsfunktionær og ejendomsserviceteknikerområdet.


Deltagerforudsætninger

Der er ingen særlige krav til deltagernes forudsætninger, blot de er omfattet af AMU-lovens målgruppe.


Før uddannelsen starter

Undersøg hvordan mulighederne er for undervisning ved varmetavler og ventilationsanlæg. Det er en god ide at kursisterne har mulighed for at se og indregulere varmeanlæg og ventilationsanlæg. 

Undersøg hvordan der er PC-muligheder i undervisningslokalerne, om der skal bookes PC-lokaler, eller der skal anskaffes mobile PC-sæt. 

Der lægges et skema, hvor undervisningen i varmeanlæg og ventilationsanlæg, hvis dette er muligt, foregår i et dertil indrettet lokale. Ud over dette, lægges der et vejledende skema, hvor der er mulighed for at tilpasse tiderne, i forhold til elevernes hurtighed, faglige niveau og engagement.


Når uddannelsen er i gang

Den første dag kan man starte med en kort præsentationsrunde, hvor kursisterne fortæller om deres baggrund og daglige arbejde. Herefter kan læreren præsentere sig selv, og sine forudsætninger for at undervise på kurset.

Når man i kompendiet starter med at se på det globale miljø, er det vigtigt at man meddeler kursisterne dette. Hvis læreren efter præsentationsrunden fornemmer, at det ikke er nødvendigt at gennemgå dette emne, kan man vælge at undlade det.

Læreren skal være opmærksom på, om der løbende kommer nyt bygningsreglement, nye love/bekendtgørelse, nye Danske/EU standarter og nye AT-vejledninger.

Kurset afsluttes med en Multiple Choice test som er udstedt af undervisningsministeriet. Denne skal bestås med min. 75% rigtige svar. Hvis ikke dette er tilfældet, kan kursisten ikke få et kursusbevis, men kun et deltagerbevis udstedt af den pågældende skole.


Temaer for undervisningsindholdet

Undervisningsforløbet køres efter indholdsfortegnelsen. I forløbet kan det være en god ide at indlægge opgaver/mindre projekter, som kursisterne løser i 2-4 mands grupper. Praktiske reguleringer på øvelsestavler med varmeanlæg, kan ligeledes være en god ide, så kursisterne også får en smule praktik i undervisningstiden. Der kan laves mange, lærerige opgaver, hvor kursisterne i grupper skal finde oplysninger på www.sparenergi.dk. Man skal blot huske, at der ikke må kopieres direkte fra hjemmeside, til brug i eget materiale.

Scan QR-koden og du kan se hele kurset på din mobilen