Belysning

Belysning

Begreber inden for belysning. 

Ra- eller CRI-værdi

Ra- eller CRI-værdien, er en betegnelse for farvegengivelsen i lyskilden. Man bruger solens

 

farvegengivelse, som er 100%, som reference for målingen. Glødepærers Ra-værdi ligger på omkring 99, som er meget tæt på sollys. Jo højere Ra-værdi – jo bedre gengivelse af farver.

 

Lumen

Lumen er et udtryk for ”hvor meget lys” en lyskilde giver. Dvs. den samlede mængde lys, en lyskilde udsender (se figur 1.2).

 

Kelvin (K)

Kelvin er et udtryk for farven på lyset. Skalaen går fra 0-11.000. Ved en lav K-værdi, hælder lyset imod den gul-røde del af farveskalaen, hvor lyset vil opfattes som varmt. En høj K-værdi, angiver derimod at lyset hælder mod de blå-hvide toner og opfattes dermed som koldere.


Lux

Lux er en betegnelse for, hvor meget belysning der rammer et område. Det er denne enhed

Arbejdstilsynet bruger, nå de taler om krav til belysning på eksempelvis et bord, eller et flugtvejsareal. Bliver også kaldt for lysintensiteten, eller belysningsstyrken (se figur 1.2)

LED-pære

LED er en forkortelse for light-emitting-diode, eller på dansk, lys-emitterende diode. Det tog nogle år, før LED for alvor vandt vore hjerter. De første LED-pærer, havde nemlig en meget dårlig Ra- eller CRI-værdi, og dette kunne ses i form af et blåligt lys. I dag har LED-pærerne typisk en Ra- værdi på 95-97%.   LED-pærerne har efterhånden vundet stort indpas på markedet for belysning. Dette skyldes det lave strømforbrug og den lange levetid, set i forhold til en traditionel glødepære. Man kan typisk udskifte en 60W glødepære til en 9,5W LED-pære, og få ca. det samme lysudbytte. LED-pærerne har ofte en forventet levetid på 10.000-25.000 timer, nogle op imod 50.000 timer, og fås også som dæmpbare. Disse fakta gør, at det oftest er en meget rentabel investering at udskifte glødepærer til LED-pærer.

Lysstofrør

Lysstofrør egner sig til steder, hvor der er brug for meget lys, som eksempelvis haller, stalde, større lokaler. De giver meget lys, og kan dække store flader. Lysstofrørene kan variere meget i K-værdi og Ra-værdi, lige fra 2700K-6500K og fra 80-95 Ra. Man kan på lysstofrøret læse, hvor god K- værdien og Ra-værdien er. Det tredjesidste tal angiver Ra-værdien, og de to sidste tal angiver K- værdien. Eksempel:

Lysstofrør 36W830

 

Ottetallet betyder at 80-90% af farverne bliver gengivet korrekt (Ra-værdi på 80-90). Tallet 30 betyder at lysstofrøret har en farvetemperatur på 3000 Kelvin (3000K).

Sparepære

En sparepære er i princippet det samme som et lysstofrør, blot med form som en glødepære. Lyskvaliteten på en sparepære er ikke imponerende, og kan virke lidt dystert og farveløs, med en

Ra-værdi på 80-85. En sparepære har, ligesom lysstofrøret, en optændingstid, hvorfor pæren ikke er optimal de steder, hvor man ønsker lys øjeblikkeligt. Dette kan eksempelvis være gangarealer med bevægelsesmelder, eller udendørs lamper med bevægelsesmelder. Ved kolde temperaturer kan optændingstiden være længere. En sparepære giver ca. 4-5 gange så meget lys per tilført watt, som en glødepære. Den er dermed ikke ligeså økonomisk som en LED-pære, og bliver derfor ikke anvendt ret meget mere. Det kan dog ikke altid svare sig at udskifte en sparepære til LED, før sparepæren ikke virker mere. Til sammenligning svarer en 13W sparepære ca. til en 9,5W LED- pære.

Glødepære

En glødepære fungerer ved hjælp af en glødetråd, der normalt er lavet af Wolfram, der har et højt smeltepunkt og kun oxiderer lidt. Det er modstanden i denne glødetråd, som gør at den bliver meget varm, og derved får den til at udsende lys og varme. Det er også på grund af denne varmeudvikling, at glødepæren ikke er ligeså energieffektiv som eksempelvis LED-pæren. Meget af den tilførte energi går tabt som varme, i stedet for at blive til lys. En standard glødepære har en levetid på ca. 1.000 timer, hvor en LED-pære har en levetid på helt op til 50.000 timer, så selvom glødepæren er billig i indkøb, er LED-pæren den mest økonomiske på sigt. I 2012 blev det i EU forbudt at producere glødepærer til brug i boliger, fordi de var energislugende og ineffektive. Det har dog været muligt i en årrække at importere til ”særlige formål”, så længe de var mærkede med, at de ikke var egnede til rumbelysning. Dette gør sig ikke gældende mere, og det er således forbudt at producere og importere glødepærer i Europa. Halogenpærer er ligeledes på vej til at være udfaset. En halogenpære bruger ca. 5 gange så meget strøm som en LED-pære.