U-værdi

U-værdi

Bygningsreglementet stiller krav til bygningsdeles U-værdi. Der er forskellige krav til U-værdien for gulve, vægge, vinduer og lofter. En U-værdi er et udtryk for, hvor meget varme der trænger ud igennem 1 m² af konstruktionen ved en temperaturforskel på 1 grad af den udvendige og indvendige side af konstruktionsdelen.

Enheden for en U-værdi er W/m²*K. Temperaturforskelle angives ofte i Kelvin i stedet for grader Celsius, derfor anvendes bogstavet K.

Jo lavere U-værdi desto bedre isolerer konstruktionen, så det er en god ide at kigge på U-værdien, når der skal skiftes vinduer og yderdøre. Ved ombygninger af tagkonstruktion er kravet U = 0,15 W/m²*K, som svarer til ca. 250 til 300 mm isolering. Hvis isoleringstykkelsen med almindelig isolering øges til ca. 400 mm falder U-værdien til ca. 0,1 W/m²*K. Hvis der anvendes produkter med en bedre isoleringsevne, kan den samme U-værdi opnås med et tyndere lag isolering.

Når vi isolerer vores bygninger, er det naturligvis hovedsageligt for at spare på varmeregningen, men en anden, mindst ligeså vigtig ting, er at sikre et godt indeklima. Nogle stiller spørgsmålstegn ved de nye, meget tætte bygninger. Vi gør bygningerne tætte, for derefter at ventilere dem. Det lyder som galskab? Nej – der er stor forskel på kontrollerbar ventilation, og ikke kontrollerbar ventilation. Ved at gøre vores bygninger tætte, undgår vi den ukontrollerbare ventilation, hvor vi ikke har nogen genvinding af varmen som siver ud af bygningen, og ofte har kuldebroer i forbindelse med utæthederne.

Man kan belyse problematikken, ved at kigge lidt på dugpunktet. Varm luft kan indeholde mere fugt (vanddamp), end kold luft. Et eksempel:

Vi har i vores stue en temperatur på 20°C og en relativ luftfugtighed på 50% (50%RF). Huset er gammelt og dårligt isoleret. Det er vinter, og udetemperaturen er lav. Temperaturen på vores ydervæg er derfor kun 7°C. I dugpunktsskemaet kan vi se at den relative luftfugtighed herved stiger til over 100%, og der vil dermed opstå en kondensering af vandet, og væggen vil få fugtskader. Dette kan give anledning til dårligt indeklima, og svampeangreb på bygningen.

På www.besparelsesberegner.sbi.dk kan man bruge et beregningsprogram til at se den effektive besparelse ved udskiftning af vinduer, efterisolering af loft/væg/gulv samt udskiftning af varmeanlæg. Der findes flere forskellige muligheder på internettet for at benytte sådanne programmer.