Efter endt prælimæreksamen kom jeg i lære som tømrer hos Far (Snedkeren) og havde på det tidspunkt allerede bestemt at ville læse til bygningskonstruktør.
Læretiden skulle startes på Teknisk Skole i Aalborg, hvilket både Far og jeg ikke var opmærksom på. Der kom et skarpt brev til os herom. Tiden på teknisk skole var interessant og meget lærerig. Den teoretiske undervisning med bla.a. projektionstegning af diverse tømmerkonstruktioner havde min store interesse. Den praktiske svendeprøve blev afholdt i det fri ved Limfjorden, hvor der nu ligger en U-båd. Det var koldt, men der var et varmt venskab blandt os lærlinge der snart kunne kalde os tømrersvende.
I læretiden startede jeg på konstruktørskolen i Sankelmarksgade i Aalborg, hvilket kunne lade sig gøre fordi jeg var i lære hos min Fader. Jeg måtte dog holde en pause på et halvt år fra konstruktøruddannelsen for at kunne afslutte tømreruddanelsen.
I læretiden var der forskellige tømreropgaver sammen med min Fader, bla.a.:
Renoveringer af isenkrambutikker i Aalborg,
Diverse arbejder i en restaurant ved Limfjorsbroen,
Opførelse af et énfamiliehus i Gunderup for købmand Buhelt's søster Tove og hendes mand Egon,
Isætning af mange små stykker glas i jernrammer i svinestalde hvor svinene gik bag én,
Diverse arbejder på værkstedet hvor én stor motor trak de forskellige maskiner.
Reparation af bindingsværk på tidligere isenkrambutik
En af maskinerne - fræseren - skulle man passe godt på når den kørte med de fastspændte jern. Jeg var engang ved at fræse dørkarme på den og da jeg ikke turde køre baglæns med egetræsbundstykket, gjorde Snedkeren det istedet og mistede desværre nogle fingre. Det var en grim oplevelse særligt for Snedkeren der med den anden hånd måtte holde på stumperne, medens vi kørte til Aalborg Amtssygehus. På turen var vi lige forbi kirken hvor Snedkerinden var.
En opgave jeg særligt husker, var da vi skulle lave et "sprængværk" i loftsrummet over konfirmandstuen. Med dette sprængværk var det muligt at rette op på loftet der efterhånden havde fået en for stor nedbøjning. Det var en meget spændende opgave som blev lavet i meget kraftigt tømmer i et meget varmt loftsrum.
Den gang var der også mange krybekældre der skulle efterisoleres, hvilket var en stor udfordring - at skulle ligge på ryggen i et meget lavt rum sammen med edderkkopper, spindelvæv, mus m.m.