Mandag, den 27. marts 2017:
Ca. kl. 13:30 kom der e.post fra Regionen, det var indkaldelse til forundersøgelse tirsdag, den 4. april kl. 08:00 i Skejby og operation onsdag, den 5. april 2015, klokkeslæt ikke kendt. Det var dejligt at ventetiden på svar nu er ovre og jeg kan koncentrere mig om det der nu skal ske. Har fået doseret medicinen og har fået styr over diverse ting der skal medbringes.
Onsdag, den 29. marts 2017:
Med baggrund i, at Andreas og Noa tænker på at komme hjem og se til mig og være nær ved operationen, har jeg her til morgen kontaktet Skejby for at høre om de har fået henvendelse fra forsikringsselskabet. Andreas håber jo at forsikringen vil betale hele turen. Afdelingen på Skejby kunne ikke umiddelbart se om der var kommet en henvendelse. Har orienteret Andreas herom. Har lidt trykken over brystet.
Fredag, den 31. marts 2017:
Ca. kl. 09:00 ringede Skejby om jeg kunne komme med det samme, de havde fået et afbud og ville operere mig mandag. Vi kørte straks derud hvor tre andre patienter med et eller andet ved hjertet sad og ventede. Forinden fik jeg taget blodprøver i begge arme, blodtypen skulle bestemmes.
Det er et stort sygehus med megen om- og tilbygning (KPC er vist meget indblandet heri), men efter nogen tid fandt vi det rette sted for samtaler med sygeplejerske, fysioterapeut, kirurgen og narkoselægen. Der blev målt dimensioner på begge ben i flere niveauer, det bliver vist højre ben der skal være donor og have en strømpe monteret. Der blev givet udførlige anvisninger på hvad der skal ske før og efter operationen. Narkoselægen fortalte at jeg skulle have et lille snit i brystbenet og have monteret et par stens. Det var ikke lige det vi havde fået at vide, vi mente det var en 3-kars bypass, nej nej - han havde jo lige set det i papirerne. Nå, han vil senere undersøge. Han spurgte til mange ting, bla.a. hvor højt jeg kan gabe, der blev plads til tre fingre. Der skal føres noget ned gennem halsen foruden noget i en blodåre i halsen. Endvidere bliver der etableret afløbs- og dræninstallationer samt startkabler såfremt hjertet ikke selv vil genstarte.
Dejligt at de er så forudseende! Jeg fik også selv nogle opgaver, en urinprøve, måling af vægt og højde samt temperaturmåling på den gammeldags måde. Den sidste ting var så at jeg skulle fjerne urskoven over næsten hele kroppen. Fik dog lov til at gøre det derhjemme.
Vi skal indkvarteres på patienthotellet fra søndag eftermiddag og bliver så afhentet af en portør mandag, tidsnok til at være på operationsstuen kl. 09:30. Ca. kl. 18:00 skulle jeg så komme til mig selv igen, nok med nogle smerter og gener. Om tirsdagen skulle jeg være frisk nok til at gå en tur. Måske med rollator hvis iltflasken skal med på tur. Efter en lang dag med masser af informationer var vi tilbage i Hammerum kl. 16:00. Knud Madsen havde sørget godt for vores lille hund Milli.
Lørdag, den 1. april 2017:
Junior og Noa har nu fået accept fra forsikringen og fået flybilletter med ankomst til Billund kl. 10:00 søndag. Malene har fundet en autostol i Ikast som nu er indkøbt og afhentet, så Noa kan transporteres forsvarligt. Om eftermiddagen var vi til fødselsdag hos Ejvinn Linde, en dejlig afslappet eftermiddag sammen med mange gode venner. Ejvinn læste Salme 23 - også møntet på mig: "Herren er min hyrde, mig skal intet fattes, han leder mig ......" En dejlig salme.
Søndag, den 2. april 2017:
Efter en god nats søvn var det nu tid til at gøre klar til Billund turen, hvor vi fik en times tid sammen med zambianerne Andreas og Noa samt med Torben og en enkelt krykke, Viola og Sarah. Noa var frisk efter den lange flyvetur og kunne håndtere Milli der nu skulle til Bredal og få lidt styr over Tibbe. Dejligt at Kasper og Sarah vil tage sig af Milli.
Efter Billund fik Agnes pakket en lille taske med mine småting, og klokken 15:50 kørte vi fra Tværgade. Agnes ville lige vise at hun har styr på GPS'en og benzinpåfyldningen uden min indblanding. Det lykkedes! Efter nogen tid opstod der kaos, ikke på motorvejen, men på parkeringspladserne foran Skejby Sygehus. Vi skulle parkere ved indgang J til patienthotellet, men der var ingen parkerings arealer. Kørte tilbage til indgang H hvor bommen var defekt, men fandt så en plads foran fødeafdelingen. Vi viste jo i hvilket verdenshjørne hotellet lå, og vandrede så i gangarealets niveau 2 indtil en gipsvæg stoppede os og videre færd ikke var muligt. Agnes gik så ind på en eller anden fødestue og fik lidt hjælp. Kort efter var vi via niveau 3 på niveau 5 hvor hotellet ligger midlertidigt. Fik lidt orientering om hotellets køkken og spisestuen samt fik anvist et fint nyt værelse. Husk, at hvis man skal bruge varmt vand lukker man op for det kolde vand og omvendt. Tror ikke det er KPC der har lavet installationerne! Efter lidt tilpasninger blev der spisetid, en to-retters middag. Senere på aftenen kan patienten i køleskabet hente lidt natmad som sidste måltid på hotellet. Efter et godt måltid og hyggesnak med et ægtepar fra Holstebro, gik vi alle fire på opdagelse, Agnes fandt ved egen hjælp BMW'en som ikke havde rullet vinduerne ned og som holdt hvor hun havde parkeret den. Godt at vide til morgendagens afrejse. Inden natmaden var det ren afslapning foran fjernsynet med en dejlig hjemmebagt kage og et glas rødvin. En dejlig dag er ved at rinde ud. Skal i morgen være klar ca. kl. 09:00 til transport og iklædt stedets uniform.
Mandag, den 3. April 2017:
Mandag morgen sad jeg og så på, at Agnes spiste et fint morgenmåltid medens jeg ventede på chaufføren. Kl. 09:30 kom chaufføren med en tre personers fodervogn fra Flensborg i Herning. Kl. 12:00 blev jeg lagt på operations bordet, og kan så ikke huske mere fra denne dag. Agnes og Sarah fortæller at den første operation med tredobbelt bypaas var overstået kl. 17:00 og jeg kom på IT. Det bagerste blodkar gav imidlertid blødninger hvorfor en anden operation blev foretaget, og kl. 20:15 var det så overstået. Hjertet blev ikke sat i stå anden gang.
Tirsdag, den 4. april 2017:
Agnes fortæller at jeg blev vækket kl. 02:00, men det har jeg ingen erindringer om. Jeg fik kontakt med en sygeplejerske ca. kl. 07:00 på IT, der kærligt tog mig i hånden og fortalte lidt om hvad der var sket. I løbet af formiddagen var hun ved siden af mig hele tiden og fik mig gjort klar til stuen. Jeg skulle vejes og måtte ud af sengen, ca. 77 kilo, det var ikke let at stå op og se noget. Kl. 11:30 måtte jeg sige farvel til hende, da hun skulle på kursus, hun fik lidt hjælp med det sidste. Kl. 12:00 kom jeg op på stuen og blev installeret. Agnes, Inge, Camilla, Sarah, Andreas, Noa, Mary og Jørn-Erik kom på besøg i løbet af eftermiddagen og aftenen. Jeg var ene mand på to-sengs stuen. Fik sovet lidt om natten, der var lidt uro vist fra mig selv.
Onsdag, den 5. april 2017:
Efter diverse prøver og undersøgelser, røntgen og scanning af hjertet fik jeg en værelses kammerat, Anker fra Tange. Jeg havde meget svært ved at huske hans navn, men kom lige i tanker om Marie's Anker i Gunderup, så kunne jeg huske det. Anker havde arbejdet ved Aarhus Kommune og havde boet med udsigt over Tange Sø, beplantningen hindrede nu det udsyn. Andreas, Agnes, Bodil og Henning kom på besøg. Det kneb noget med hukommelsen.
Torsdag, den 6. april:
Har sovet godt indtil kl. 03:00, derefter noget uro og mærkelige drømme. Jeg så et stykke rigtig flot fyrretræ som Carsten tandlæge ville til at dreje i, blev misundelig og drømmen stoppede. Ved seks tiden kom der gang i diverse prøver inden stuegangen. Det så vist alt sammen godt ud. Bliver presset til selv at gå ud og vaske mig og komme på toilettet. Anker blev sendt til Viborg Sygehus. Senere på aftenen blev kateteret fjernet og jeg skulle nu klare mig selv. Iltflasken kan jeg dog ikke selv klare, slangerne skal føres over på den inden jeg kan forlade sengen. Agnes, Bodil og Henning kom på besøg. Så fik jeg en ny værelseskammerat, Frank Brøndum fra Viborg. Jeg er nok lidt pågående da jeg hører navnet Brøndum, han har ejet Brøndum VVS i Viborg og har nu nogle ejendomme i København, Aarhus og Viborg. Han har blandt andet lavet rørarbejdet på Ishøj Varmeværk da jeg var der. Ligesom mig, kender han en masse mennesker hvor jeg også kender nogle af dem, blandt andet Kurt Poulsen, Bøje Nielsen, Fredrich Thiesen, Hans Rasmussen, Søren Mikkelsen, Esther og Carl FT Jensen (Brobjerg Mølle), Jørgen Dahl og Hugo Pedersen.
Fredag, den 7. april 2017:
Nu da kateteret var blev fjernet, blev natten afbrudt hver anden time, der kom en masse væske ud. Jeg havde taget 7 kilo på under operationen, og det skal nu fjernes. Drømmer mærkelig ting indimellem. De tekniske installationer blev fjernet inden stuegangen og lægen Vibeke synes godt at jeg nu kunne komme til Herning Sygehus. Senere bestemte Katrine sig for at holde mig et døgn mere. Sengen havde flyttet sig lidt efter kl. 02:00, tegn på lidt uro i hjertet. Hun fik sin vilje og kunne så fjerne startkablerne til hjertet. Jeg skal gå og spise en masse. Det kniber lidt med appetitten. Bodil og Henning kom på besøg.
Lørdag, den 8. april 2017:
Der havde været ret meget søvnløshed om natten, lå bare og ventede på at det blev morgen, Frank havde opført sig eksemplarisk gennem natten, så det var ikke hans skyld. Morgenstunden var lang fordi jeg håbede at komme til Herning i dag. Eleven blev sat til at få mig gjort rent og jeg fik besked om transporten til Herning Sygehus. Næsten ved egen hjælp kom jeg under bruseren og fik tørret mig bag ørerne, eleven var så venlig at tørre mig på ryggen som jeg ikke må. Alle installationer blev monteret igen sammen med støttestrømper/hofteholder på højre ben. Så var der spisetid og der lå nogle dejlige fristende rejer i madvognen som blev lagt på tallerknen sammen med et halvt franskbrød, smør og mayonnaise, samt desserten en pære. Eleven serverede maden for mig og sagde det er Dit sidste måltid hvorefter en anden patient pointerede at jeg havde krav på en gejstlig person ved min side under det sidste måltid. Satte mig i lænestolen og satte tænderne i et hjørne af maden. Øjeblikkeligt blev der reageret ved et opkast langt fra snoren. Sad så tilsølet indtil det blev opdaget. Desserten blev en lille smule pære. Godt træt tog jeg mig en middagssøvn der varede til kl. 13:50 hvor bror Henning telefonisk vækkede mig. Han fik skæld ud men også tak fordi jeg skulle sådan ud at tisse. Knap færdig var der uro udenfor døren, Falck ventede på mig, men tasken var pakket af eleven. Var lidt ked af at jeg ikke fik sagt ordentlig farvel til Frank. På vej ud gennem gangene med iltkontrol, ilt i næsen, blodtryksmåler i højre arm og fastspændt til båren, fik jeg ringet til Agnes og meldt ankomst til Herning Sygehus kl. 15:00. Lidt før Silkeborg var trangen der igen. Ja, men vi mangler kun en halv time, prøv at styre Dig, lettere sagt en gjort! Ti minutter før Herning kunne jeg ikke længere holde det tilbage og jeg fik en pose. Det gjorde godt. Dagny havde en plads til mig på stuen og det væsentligste, nemlig et toilet som straks blev brugt resten af eftermiddagen. Agnes kom sammen med Sarah, Viola, Noa og Andreas samt en stor flot og lækker lagkage. Noa var slemt interesseret i lagkagen. Vi fejrede Sarah's fødselsdag som er i morgen. Dejligt at se den næsten samlede familie hvor vi dog manglede Kasper, Eliza Joy og Malene. Sarah og Viola kom med en LEGO bil som jeg glæder mig til at samle når jeg kommer hjem. Senere om aftenen kom Jørn-Erik og vi fik en dejlig sludder om ret så mange ting.
Søndag, den 9. april 2017: Sarah's fødselsdag!
Fik en rigtig god søvn hele natten med et par tissepauser. Værelseskammeraterne Carsten Dalgaard, Vagn fra Vemb og Tonni fra Bork fik os en god snak over morgenmaden. Vagn har været smed i Vemb hvor min mor er født. Signalhuset som bedstefar Anton betjente, er nu jævnet med jorden ligesom mange andre bygninger. Sarah, Viola og Agnes kom på besøg. Tonni fra Bork arbejder stadig på Vesta's og kender hvis nok Peter landmand. Carsten revisor fik besøg af sin kone der har arbejdet i 40 år på intensiv. Hun fik ham med hjem. Aftensmaden blev klar suppe med kødboller og melboller, en dejlig ret for indtagelse af de mange piller. Der blev også en æggemad og rejer og en banan. Kokken spurgte til en grøn én, dejligt. Agnes tog nu cyklen hjem og blev afløst af Inge og Verner, et dejligt besøg. Dagny kom med sit udstyr og målte temperatur, blodtryk og iltning samt skruede ned for iltning fra 1,5 til 1,0. Vil prøve imorgen at tage iltningen helt fra, dejligt. Vi blev enige om en nat uden ilt, dejligt.
Mandag, den 10. april 2017:
Har haft en god nat med et par toiletbesøg, men blev lidt ked af det, da iltningen var nede på 92% ved morgen prøverne. Fik ilt med det samme og er nu kl. 10:15 efter en gå tur uden ilt på ca. 94. Erik Thybo kom forbi i fint tøj og uden værktøjskasse, det betyder så at jeg ikke kan fastgøre sparkepladerne på toiletdøren! Fys kom ca 11:30 og vi gik en runde med tal mellem 86 og 99. Hun anbefaler at jeg dropper ilten. Fik en god snak om øvelser, genoptræning i Holing og en snak med Sadisten i morgen. Der skal være stuegang om et øjeblik, så jeg skal spise flæskesteg på værelset hvis de nu skulle dukke op. Værelsesgutterne Tonni fra Bork og Vagn Erik fra Vemb, er blevet ekspederet til Skejby. De har begge fået besked på at ligge ude på gangen, hvis de kommer senere hjem end kl. 22:00. Ved to tiden var der stuegang for én patient på stue 114. Patienten havde det egentlig godt, men den hjemlige sygehjælper i Hammerum ville nok være bedre. Efter nogen diskussion frem og tilbage, faldt diskussionen ud i patientens favør. Hjemmehjælperen blev straks kontaktet og accepterede afgørelsen, med afhentning tirsdag eftermiddag. Carsten tandlæge kom forbi med lidt medicin i en flaske som jeg vil nyde sammen med sygehjælperen, vi havde en god og dejlig snak om vores fælles trædrejning på Toftebo Aktivitetscenter. Carsten blev vist rundt på afdelingen og blev så afløst af Jørn-Erik der lidt senere blev afløst af Agnes. Kristian Sørensen fra Auto Galleriet ringede og vi fik en dejlig snak sammen. Umiddelbart efter aftensmaden med biksemad og tunsalat kom Krista med den triste meddelelse, at Christian ligger ovre på kræftafdelingen med vand omkring hjertet. Tænker meget på dem. I Skejby havde vi flere samtaler med Ernst der også skulle have en tilsvarende omgang som mig, han ligger nu ved siden af mig. Jeg trængte til at være mig selv inden Ernst kom. Senere på aftenen kom Vagn Erik tilbage til sin seng og fortalte at Tonny kom nok om en time. Der var ingen seng til ham da Falck kom med ham. Personalet var ved at finde en patient til den ledige plads som de troede vi havde. Vi var oppe og markere for Tonny og han kom i en seng. Drengene var jo kommet rettidigt hjem. Efter megen snak, faldt vi endelig i søvn. I morgen formiddag skal hjertet håndscannes endnu en gang, der er lidt flimmer, måske hidrørerende fra vand ved hjertet.
Tirsdag, den 11. april 2016:
Fik taget forskellige prøver og blev vejet til 69,9 kg efter en god søvn. Det er dejligt med morgenmåltidet, et godt madsted. Fik mig vasket og barberet lidt og fik skiftet lidt plaster og andet påsat. Ejendomsmægleren på Øster Alle 10B har indtalt en besked at andelsboligen er solgt og vil besøge mig i morgen eftermiddag. Har ringet til Knud herom. Taxichaufføren fra Tværgade 1C kom ved to tiden og kørte mig hjem.
Onsdag, den 12. april 2016:
Var hos egen læge og fik taget blodprøve af hen syn til Maravanen ( den blodfortyndende pille) som skal være korrekt hele tiden. Skal ind igen lige efter påske, hvor stingende i brystkasse og højre ben skal fjernes. Lægen gennemgik medicinlisten og Agnes kunne så tømme det meste af apoteket.