Onsdag, den 22. marts 2017:
Har de sidste par dage haft lidt smerter i venstre brystkasse, det går vel over. Har i dag talt med Agnes herom og besluttede at opsøge lægen torsdag eftermiddag. Der var ingen ledige læger så vi ville ringe torsdag morgen og få en tid torsdag eftermiddag. Jeg tog til byggemøde i kirken og var der kl. 18:30. Da jeg steg ud af bilen gjorde det meget ondt i venstre brystkasse, men jeg satte kaffemaskinen i gang. Blev noget urolig over smerterne og tog så nitroglycerin de foreskrevne tre gange inden jeg så kl. 18:37 kaldte på 112. Fik ringet til Agnes som kontaktede Jørn-Erik, der kom et par minutter før ambulancen kom med udrykning. Efter at have fået mig installeret i ambulancen fik Michael Falckmand kontakt til Herning Sygehus der mente at Skejby skulle indblandes. Jeg talte med den kvindelige læge derude og fortalte hende flere ting inden hun gav Michael og hans assistent besked om at køre med normal hastighed til akut afdelingen på Skejby. Inden vi kørte, fik jeg et pust nitroglycerin igen og et par hjertemagnyl og blodtryk og blodprøve blev taget. Temperaturen var 38,0 grader. Fik også ilt gennem næseborene. Agnes og Mary kom til Skejby medens lægen som jeg talte med, foretog diverse undersøgelser, bla.a. håndscanning af hjertet, der blev taget endnu en blodprøve. Temperaturen var nu nede på 37,0 grader ved den gammeldags gradtagning. Prøverne ser vist fornuftige ud, men der skal torsdag foretages undersøgelse gennem lysken og måske også en røntgenfotografering.
Torsdag, den 23. marts 2017:
Kl. 00:45 blev der taget endnu en blodprøve og jeg sov så i ca. 4 timer. Lidt før kl. 08:00 kom sygeplejersken Irene og der blev der taget blodtryk, målt iltning af blodet, taget EKG, taget temperatur 37,0 og der blev raceret i begge sider af lysken. Har fået pillerne til havregryn med vand og en kop kaffe. Jeg må ikke få mælkeprodukter. Har stadigvæk smerter som i går. Venter nu på det videre forløb. Kl. 11:00 blev jeg kørt til røntgen og var tilbage kl. 11:30. Kl. 11:50 kom lægen og fortalte at det hele så godt ud, men at de godt ville se på de forsnævringer der viste sig i Odense. Der er travlhed så det bliver måske i morgen. Irene fortæller nu at det nok bliver i aften. Nu vil jeg nyde frokosten. Kl. 14:20 kom min chauffør fra i formiddags og meddelte at nu kører vi en tur igen, det var en lidt kortere tur. Dagsholdet kunne lige nå en patient mere inden fyraften. Efter diverse afklædninger og tildækninger, blev et mindre areal i lysken bedøvet og kniven skar igennem kødet så blodet sprøjtede ud på Nikolaj der førte kniven. Efter nogen tid standsede han arbejdet, han ville lige orientere kollegaerne om hvad han havde fundet ud af. Jeg lovede at blive liggende og blev så orienteret om at noget kunne være bedre og andet ikke var så godt. Kl. 15:30 var det en anden chauffør der kørte mig og min seng til stue 108 hvor Agnes og Sarah havde ventet næsten en time på mig. Kort efter kom en anden læge der kendte Troels Nieman - vores tidligere genbo - sammen med en elev og fortalte om forløbet og hvad der er galt. Mellemrummet mellem de to stens har det ikke så godt og de tre andre årer eller hvad de nu hedder trænger til en udrensning. Flere læger har nu vurderet at der skal en tredobbelt bypass til. Man vil prøve at indkalde til operation indenfor 14 dage og de vil forsøge at få mig til overvågning i Herning et par dage inden Agnes kan overtage vagten. Efter Sarah og Agnes var kørt hjem, kom Bodil, Henning og Kim på et kort visit inden min middag med karbonader. Maden var knapt fortæret da en Falckredder stak hovedet ind på stuen og spurgte om jeg ville med til Herning. Kl. 18:41 fik Agnes en SMS om at patienten var på vej til Herning. Kl. 19:50 var jeg så oppe på stue 17 på Herning Sygehus og fik ordnet alle formaliteter og blev koblet op på overvågningsskærmene. Fik en dejlig kop kaffe med en bolle og smør, god service! Kl. 21:30 kom lægen tilbage efter en omdirigeren. Han gennemgik forløbet og pointerede at jeg skulle give besked hvis der skete noget, ikke vente eller klare det selv! Han var ikke helt klar over hvad Skejby ender ud med. Inden natten fik jeg læst lidt i Ken Follett's bog På kanten af evigheden. Kl. 22:15 lagde jeg mig til ro, men havde hele tiden min situation i tankerne.
Fredag, den 24. marts 2017:
Efter 6 timers god søvn var jeg vågen kl. 04:30. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, hvordan klarer jeg mig igennem og meget mere. Det vil nok være godt at tale med en der har været igennem tilsvarende. Nu er kl. 07:00 og det må være tid til lidt morgentoilette, lidt besværligt med alle de ledninger og computer på maven. Kl. 07:30 blev vægten fundet frem og den meldte 69,9 kg uden computeren, i aftes oplyste jeg 70 kg. Blodtryk, iltning. og puls er meget fin ligesom temperaturen i øret på 36,9 grader. Fik lidt saltvand ind i venstre arm, skal ske engang i døgnet. Morgenmaden er vel overstået og jeg fik ringet til teknisk service da der er problemer med skydedørens låsemekanisme ind til toilettet. Servicemedarbejderen Erik Thybo kom hurtigt og løste problemet - BRUG optaget skiltet! Dejligt at snakke med Erik. Fik også en god snak over kaffen med de to andre værelseskammerater Niels og Poul. Niels og jeg har fælles venner fra postvæsenet. Andreas ringede fra Zambia og vi fik en dejlig snak om tingene. Noa og Andreas tænker på at komme på besøg hvorfor det vil være godt at jeg får lidt nærmere oplysninger om operationen til brug for forsikringen.
Andreas her er lidt oplysninger: Det er en 3-kars sygdom, Langstrakte åreforkalkninger i 3 kar med behov for udskiftning af disse med 3 kar fra underbenet. Bypass/CABG = Coronary Artery Bypass Graft.
Har lige fortalt eleven om min nye og gamle situation. Lægen vil nu gerne have mig med ud at cykle. Hun skal nok være hos mig hvis det skulle gå galt. Skal jeg mon cykle hjem i dag?? Skal først have en pille for at blodet kan komme lettere rundt. Pillen skal så også indtages de kommende dage. Pludselig står Sadisten (Birgit fra styrketræningen på sygehuset i 2015) inde i stuen og vil have mig med på cyklen. Jeg skal op på Borgtrin 13 og ikke højere, det er at man kan mærke at man træner, men det er slet ikke hårdt. Borgtrin 14 var jeg oppe på selvom jeg ikke må! Det er snakkegrænsen, man kan snakke, men sætningerne bliver afbrudt af åndedrag. Derefter spadsering rundt på gangene med snak om ens familie hele tiden, indtil de to læger standsede testen og gav lov til hjemsendelse på betingelse af, at jeg slappede af, havde nitroglycerin ved mig hele tiden og straks kalde 112 ved den mindste smerte. Nåede lige at få en afskedsmiddag sammen med Poul og Niels inden Hammerum taxaen hentede mig.
Kl. 13:00 var jeg hjemme igen hos Milli og Agnes. DEJLIGT! Nu afventer vi så besked fra Skejby.